Landstingslov om ændring af landstingslov om frie grundskoler og hjemmeundervisning mv. (Mulighed for anlægslån ved opførelse af skolebygninger)
§ 1
I landstingslov nr. 10 af 15. april 2003 om frie grundskoler og hjemmeundervisning m.v. foretages følgende ændringer:
1. Efter §18 indsættes i kapitel 5:
" § 18a. Landsstyret kan yde frie grundskoler anlægslån på op til 40% af den frie grundskoles samlede udgifter til opførelse af skolebygninger.
Stk. 2. Lån efter stk. 1 kan kun ydes, såfremt den frie grundskole selv afholder 10% af de samlede opførelsesudgifter.
Stk. 3. Den resterende del af opførelsesudgiften finansieres af den frie grundskole selv, eksempelvis ved optagelse af lån i bank eller realkreditinstitut.
Stk. 4. Lån efter stk. 1 kommer til udbetaling ved byggeriets færdiggørelse. Lånet sikres ved pant i bygningen og har prioritet efter den frie grundskoles lån efter stk. 3.
Stk. 5. Lån efter stk. 1 er rente- og afdragsfrie i 15 år, hvorefter det afvikles som annuitetslån over 10 år med en forrentning svarende til Nationalbankens diskonto med tillæg af 3%.
Stk. 6. Medmindre långiver bestemmer andet, forfalder lånet til betaling, når
1) renter og afdrag på lånet ikke betales, og den frie grundskole ikke har betalt restancen senest 7 dage efter, at skriftligt påkrav herom er fremkommet til den frie grundskole,
2) den frie grundskole undlader at holde bygningerne forsvarligt vedlige, og misrøgt og dermed forringelse af långivers pantsikkerhed er konstateret, eller
3) bygningerne overdrages til andre.
Stk. 7. Lån kan kun ydes til byggeri, der opfylder gældende bygge- og planlovgivning og de standarder for byggeteknik og drift, der gælder på opførelsestidspunktet.
Stk. 8. Før der søges om lån efter stk. 1, skal den frie grundskole have arealtildeling fra kommunalbestyrelsen.
Stk. 9. Endeligt tilsagn om lån kan først gives, når byggeprojekt og økonomi er vurderet og godkendt af Landsstyret, og når den frie grundskole har dokumenteret sin egen finansiering af de samlede opførelsesudgifter.
Stk. 10. Landsstyret kan fastsætte nærmere regler om anlægslån til frie grundskoler.
§ 18b. Landsstyret kan yde frie grundskoler tilskud og lån til øvrige investeringsudgifter."
§ 2
Landstingsloven træder i kraft den 1. januar 2007.
Grønlands Hjemmestyre, den 20. november 2006
Hans Enoksen
/
Tommy Marø
-
PDF (0.01MB)
-
PDF (0.02MB)
-
PDF (0.02MB)
-
PDF (0.01MB)