Hjemmestyrets bekendtgørelse om beskyttelse og fangst af isbjørne
I medfør af § 2, stk. 4, § 8, §§ 11-13, § 15, stk. 4, og § 17 i landstingslov nr. 12 af 29. oktober 1999 om fangst og jagt og § 5, § 35, § 36, stk. 2, § 60, stk. 2, og § 61 i landstingslov nr. 29 af 18. december 2003 om naturbeskyttelse fastsættes:
Anvendelsesområde
§ 1. Bekendtgørelsen vedrører beskyttelse og fangst af isbjørne (Ursus maritimus) på Grønlands land- og fiskeriterritorium.
Stk. 2. Der gælder særlige bestemmelser om adgang til Nationalparken i Nord- og Østgrønland samt Naturreservatet i Melville Bugt, herunder bestemmelser om fangstberettigede personers fangstudøvelse i områderne. Bestemmelserne er fastsat i særskilte bekendtgørelser for de to områder.
Fredning
§ 2. Isbjørne er fredet på Grønlands land- og fiskeriterritorium, jf. dog §§ 3.
Stk. 2. Unger og hunner i følgeskab af en eller flere unger er totalfredet på Grønlands land- og fiskeriterritorium.
Stk. 3. Med "unger", jf. stk. 2, forstås unger, der uanset ungernes alder, er i et afhængighedsforhold til moderen.
Stk. 4. Det er forbudt at forstyrre, herunder udgrave, isbjørne, der ligger i hi.
Fastsættelse af kvoter og fangstperioder
§ 3. Landsstyret fastsætter en årlig kvote for fangst på isbjørne. Kvotefastsættelsen sker under hensyntagen til internationale aftaler, biologisk rådgivning, brugerviden samt høring af Fangstrådet.
Stk. 2. Landsstyret kan fastsætte, at en del af kvoten, jf. stk. 1, anvendes til betalingsjagt. Særlige bestemmelser om betalingsjagt på isbjørn fastsættes i særskilt bekendtgørelse.
Stk. 3. En kvote kan af biologiske årsager begrænses til dyr af bestemte køns- og aldersgrupper, og kan inddeles i mindre kvoter, som kan nedlægges indenfor begrænsede områder.
Stk. 4. Det er kun tilladt at drive kvoteret jagt på isbjørne i perioden 1. september til 30. juni begge dage inklusive. Undtaget herfra er Ittoqqortoormiit og Ammassalik Kommune, hvor det er tilladt at drive kvoteret jagt på isbjørne i perioden 1. oktober til 31. juli, begge dage inklusive.
Stk. 5. De årlige fangstkvoter samt de fastsatte vilkår herfor offentliggøres via pressemeddelelse og på Grønlands Hjemmestyres hjemmeside.
Stk. 6. Kvoteåret gælder for perioden 1. januar til 31. december, begge dage inklusive.
Fordeling af fangstkvoter
§ 4. Fangstrådet høres om rammerne for kvotefangsten. Fordeling af kvotefangsten på kommunale fangstkvoter foretages af Landsstyremedlemmet for Fiskeri og Fangst efter høring af Kalaallit Nunanni Aalisartut Piniartullu Kattuffiat (KNAPK) og Kommunernes Landsforening (KANUKOKA).
Stk. 2. Landsstyremedlemmet for Fiskeri og Fangst kan pålægge kommunalbestyrelsen at varetage den nødvendige administrative forvaltning i forbindelse med kommunale fangstkvoter.
Stk. 3. Landsstyremedlemmet for Fiskeri og Fangst kan nedsætte kommunens kvote for det pågældende eller for det efterfølgende kvoteår, såfremt det konstateres, at der er sket ulovlig fangst af isbjørn i kommunen.
Udstedelse og fordeling af licenser m.v.
§ 5. Kun personer, som er i besiddelse af en licens udstedt i medfør af § 6, må nedlægge isbjørn.
Stk. 2. Personer, jf. stk. 1, må dog ikke nedlægge isbjørn såfremt de befordres af eller er betalt ledsager for personer, der ikke er i besiddelse af gyldigt erhvervsjagtbevis.
§ 6. For de kommunale fangstkvoter, jf. § 4, udsteder kommunalbestyrelsen nummererede licenser til ansøgere med gyldigt erhvervsjagtbevis med folkeregisteradresse i den pågældende kommune. Ansøgere skal have et gyldigt erhvervsjagtbevis ved ansøgningstidspunktet for at kunne deltage i fordelingen af licenser.
Stk. 2. I tilfælde af, at der i en kommune er færre tildelte licenser til fangst af isbjørn end indkomne ansøgninger, jf. stk. 1, træffer kommunalbestyrelsen beslutning om, hvorledes fordelingen af licenser skal foretages.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen udleverer samtidig med licensen et skema svarende til bekendtgørelsens bilag til licensmodtageren.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen etablerer sikker kontrol med den tildelte kvote. Kvoteforbruget følges nøje, og fangsten standses øjeblikkeligt, når den tildelte kommunekvote er opbrugt.
Stk. 5. Kommunalbestyrelsen retter skriftlig henvendelse til Direktoratet for Fiskeri og Fangst, når den tildelte kommunekvote er opbrugt.
§ 7. Den licensudstedende myndighed fastsætter en tidsfrist for afhentning af tildelte licenser. Personer der har fået en licens, og ikke kan eller vil udnytte den, skal snarest returnere den ubenyttede licens til den licensudstedende myndighed.
Stk. 2. Uafhentede licenser kan genfordeles. Genfordeling sker jf. § 6, stk. 2. Tidspunktet for genfordeling meddeles af kommunalbestyrelsen forinden fangstperiodens start.
§ 8. En licens er personlig, og må ikke overdrages eller sælges.
Stk. 2. Én licens giver adgang til nedlæggelse af èn isbjørn i det kvoteår, hvor licensen er udstedt. Jagtperioden fremgår af licensen.
Fangstmetoder
§ 9. Fly, helikoptere og motordrevne køretøjer, herunder snescootere, samt fartøjer over 20 BRT/15 BT må ikke anvendes under jagt på isbjørn eller til befordring til og fra fangstområdet.
Stk. 2. Det er forbudt at anvende gift, selvskud, sakse, fodsnarer eller andre tekniske hjælpemidler til fastholdelse af isbjørn.
Stk. 3. Fangst af isbjørn må kun ske ved brug af riffel, hvor mindste lovlige kaliber er 30.06 (7,62 mm). Anvendelse af hel- og halvautomatiske rifler er ikke tilladt.
Stk. 4. Al kød, skind og andre brugbare dele af en nedlagt isbjørn skal bringes tilbage fra fangstpladsen eller deponeres. Inden fangstpladsen forlades, skal rester så vidt muligt bortskaffes.
Anvendelse, indhandling og salg af fangsten
§ 10. Dele af den nedlagte isbjørn må ikke sælges førend kommune- eller bygdekontoret ved stempel på licensen har registreret fangsten, jf. dog stk. 3.
Stk. 2. Salg eller køb af dele fra den nedlagte isbjørn må ikke finde sted, før indehaveren af licensen har påtegnet en kopi af licensen. Af kopien skal fremgå, at fangsten er registreret af en kommunal myndighed.
Stk. 3. Salget må dog påbegyndes uden for kontorets åbningstid, såfremt registreringen foretages straks efter, at kontoret er åbnet.
Stk. 4. Ved videresalg eller indhandling af dele af isbjørn skal kopi af den påtegnede og stemplede licens følge med i salget.
Stk. 5. Det er forbudt at købe eller modtage kød og skind samt andre dele af ulovligt nedlagt isbjørn.
Fangstrapportering og kontrol
§ 11. Alle isbjørnefangster skal meldes til hjemkommunen efter hver fangst på et skema svarende til bekendtgørelsens bilag. Ligeledes skal samtlige anskydninger meldes. Hvis der er fundet et mærke med nummer eller en radiosender, afleveres dette sammen med skemaet. Skemaet afleveres samtidig med at licensen påstemples, jf. § 10.
Stk. 2. Såfremt der ikke skal sælges dele af isbjørnen, jf. § 10, skal fangsten meldes via skemaet til hjemkommunen uden unødigt ophold.
Stk. 3. Alle isbjørnefangster skal tillige meddeles til Piniarneq via årsregistreringsskemaet.
Stk. 4. Ved fællesfangst rapporteres fangsten kun af én udpeget rapporteringsansvarlig, f.eks. licensindehaveren, med angivelse af samtlige fangstdeltageres navne og cpr. nr. Det er kun den skema-rapporteringsansvarlige, der skal melde fangsten til Piniarneq.
Stk. 5. Kommunalbestyrelsen indsender i slutningen af hver måned de modtagne skemaer til Direktoratet for Fiskeri og Fangst.
§ 12. Såfremt en isbjørn nedlægges som følge af nødret eller nødværge, jf. Kriminallovens regler herom, skal alle dele fra isbjørnen tilfalde Grønlands Hjemmestyre.
Stk. 2. Der skal snarest muligt gives besked til Direktoratet for Fiskeri og Fangst fra personen, der har nedlagt isbjørnen.
Kommunal vedtægt
§ 13. En kommunalbestyrelse eller flere kommunalbestyrelser i fællesskab kan ved en kommunal vedtægt fastsætte yderligere reguleringer i henhold til §§ 6-7 og §§ 9-10, samt udstede retningslinier for udøvelse af jagten i visse områder inden for kommunen. Kommunale vedtægter skal stadfæstes af Landsstyremedlemmet for Fiskeri og Fangst.
Mærkning og udførsel
§ 14. Immobilisering og mærkning af isbjørn må kun ske med tilladelse fra Landsstyremedlemmet for Fiskeri og Fangst.
Stk. 2. Isbjørn, herunder isbjørneunger, må ikke holdes i fangenskab uden tilladelse fra Landsstyret.
Stk. 3. Udførsel af isbjørneunger fra Grønland er forbudt. Voksne isbjørne må ikke udføres fra Grønland uden tilladelse fra Landsstyret.
Stk. 4. Udførsel af isbjørnegaldeblære eller dele af denne er forbudt.
Dispensation og yderligere vilkår for fangst
§ 15. Landsstyremedlemmet for Fiskeri og Fangst kan til videnskabelige formål, eller som led i kortlægning af Grønlands fangstmæssige ressourcer, meddele dispensation fra bekendtgørelsens regler.
§ 16. Landsstyremedlemmet for Fiskeri og Fangst kan fastsætte vilkår i forbindelse med fangst af isbjørn, herunder krav om levering af dele af isbjørn til biologiske undersøgelser.
Foranstaltninger
§ 17. Ved overtrædelse af § 2, § 3, stk. 4, § 5, §§ 8 - 10, § 11, stk. 1, § 12 og § 14 kan der idømmes bøde.
Stk. 2. Kriminallovens regler finder anvendelse vedrørende konfiskation.
Stk. 3. Beslutningen om anvendelse af konfiskerede dele fra isbjørn træffes af Landsstyremedlemmet for Fiskeri og Fangst.
Stk. 4. Ved overtrædelse af de i medfør af bekendtgørelsen udstedte kommunale vedtægter, kan der idømmes bøde og konfiskation af fangsten.
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
§ 18. Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. oktober 2005. Samtidig ophæves Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 20 af 11. maj 1994 om fangst af isbjørne i Grønland.
Stk. 2. Personer med gyldigt erhvervsjagtbevis kan, uanset bestemmelsen i § 5, stk. 1, i perioden fra bekendtgørelsens ikrafttræden og indtil første kvoteårs begyndelse den 1. januar 2006, fange isbjørn uden licens.
Grønlands Hjemmestyre, den 22. september 2005
/
Amalie Jessen
Bilag
-
PDF (0.01MB)