Hjemmestyrets bekendtgørelse om kandidatuddannelser ved Institut for Uddannelsesvidenskab på Ilisimatusarfik
I medfør af § 18 og § 19, nr. 3, i landstingslov nr. 16 af 31. oktober 1996 om Ilisimatusarfik fastsætter Landsstyret efter udtalelse fra Ilisimatusarfik:
Kapitel 1
Uddannelsernes formål og struktur
§ 1. Kandidatuddannelserne ved Institut for Uddannelsesvidenskab på Ilisimatusarfik skal på baggrund af videnskabelige metoder, kundskaber og færdigheder kvalificere de studerende til beskæftigelse i offentlige og private virksomheder, institutioner og organisationer.
§ 2. Landsstyret fastsætter efter indhentet udtalelse herom fra Ilisimatusarfik inden for hvilke faglige områder og inden for hvilke studietidsrammer, der kan tilbydes uddannelser efter denne bekendtgørelse.
§ 3. Kandidatuddannelserne ved Institut for Uddannelsesvidenskab på Ilisimatusarfik kan indgå i samarbejder med andre institutioner, der udbyder lignende videregående uddannelser, herunder anerkende at dele af uddannelserne gennemføres ved institutioner, der indgår i et sådant samarbejde.
§ 4. Kandidatuddannelserne ved Institut for Uddannelsesvidenskab på Ilisimatusarfik er normeret til tre studenterårsværk.
Stk. 2. Et studenterårsværk er en heltidsstuderendes arbejde i et år.
Stk. 3. Et studenterårsværk svarer til 60 point i European Credit Transfer System (ECTS-points).
§ 5. Kandidatuddannelserne kan udbygges med et 3-årigt forskningsforløb med henblik på at opnå Ph.D.-graden.
§ 6. Institut for Uddannelsesvidenskab på Ilisimatusarfik skal give de studerende bred indsigt i de udbudte fag eller fagområders faglige viden, teori og metode og sætte de studerende i stand til at beskrive, formulere, analysere og bearbejde problemstillinger med henblik på enten at give grundlag for videre studier eller at udføre erhvervsfunktioner.
§ 7. Kandidatuddannelserne skal i forhold til læreruddannelsen, professionsbacheloruddannelser og andre bacheloruddannelser suppleret med relevante pædagogiske fag udbygge de studerendes faglige viden og øge deres metodiske og teoretiske kvalifikationer samt deres formidlingsevne og selvstændighed.
Kapitel 2
Uddannelsernes adgangsforudsætninger
§ 8. Adgang til kandidatuddannelserne forudsætter, at ansøgeren har gennemført en uddannelse som folkeskolelærer, en relevant professionsbacheloruddannelse, en relevant mellemlang videregående uddannelse, eller en relevant akademisk bacheloruddannelse.
Stk. 2. Det fastsættes i studieordningen, hvilke professionsbacheloruddannelser, mellemlange videregående uddannelser eller akademiske bacheloruddannelser, der giver adgang til kandidatuddannelserne.
§ 9. Ansøgere, som har afsluttet en læreruddannelse eller en anden relevant mellemlang videregående uddannelse, starter i uddannelsernes 1. semester.
Stk. 2. Ansøgere, som har afsluttet en pædagogisk diplomuddannelse, professionsbacheloruddannelse eller en akademisk bacheloruddannelse, starter i uddannelsernes 3. semester.
Stk. 3. Ansøgere, som har afsluttet en masteruddannelse, starter i uddannelsernes 5. semester.
§ 10. Ved vurderingen af, hvilke ansøgere, der skal optages på uddannelserne, lægges der vægt på ansøgerens
1) uddannelsesmæssige kvalifikationer,
2) erhvervserfaring, og
3) begrundelse for ønsket om optagelse på uddannelsen.
Kapitel 3
Uddannelsernes indhold og tilrettelæggelse
§ 11. Kandidatuddannelserne er uddannelser, der bygger på en læreruddannelse, en professionsbacheloruddannelse, en relevant mellemlang videregående uddannelse eller en relevant akademisk bacheloruddannelse.
§ 12. Kandidatuddannelserne omfatter en større selvstændig afhandling (speciale) indenfor det pædagogiske fagområde eller en større selvstændig afhandling (speciale) indenfor folkeskolens fem fagområder eller specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand.
Stk. 2. Specialet skal dokumentere den studerendes faglige viden og færdigheder i at anvende videnskabelige teorier og metoder under arbejdet med et afgrænset fagligt emne.
Stk. 3.Specialeemnet skal afgrænses således, at det samlede specialearbejde kan gennemføres indenfor en tidsramme svarende til 1/2 årsværk. De nærmere bestemmelser om specialet fastsættes i studieordningen.
Stk. 4. Specialeemnet skal godkendes af Institut for Uddannelsesvidenskab på Ilisimatusarfik, som samtidig fastsætter en afleveringsfrist for specialet.
§ 13. En kandidatuddannelse i almen pædagogik giver ret til at anvende betegnelsen candidatus eller candidata pædagogiæ, cand.pæd.. Stk. 2. Kandidatuddannelsen i almen pædagogik bygger på studier i det pædagogiske fagområde svarende til 180 ECTS point.
§ 14. En kandidatuddannelse i didaktik bygger på studier i det pædagogiske fagområde kombineret med ikke fagdelt didaktisk studie i et af folkeskolens fem fagområder eller i specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand. En kandidatuddannelse i didaktik giver ret til at anvende betegnelsen candidatus eller candidata pædagogiæ, cand.pæd..
Stk. 2. Kandidatuddannelsen i didaktik bygger på studier i det pædagogiske fagområde svarende til 60 ECTS point og på didaktiske studier i ikke fagdelt studieforløb i et af folkeskolens fem fagområder eller i specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand svarende til 120 ECTS point.
§ 15. Studerende, som har erhvervet 60 ECTS point i almen pædagogik kan få tildelt et akademisk diplom i almen pædagogik. Stk. 2. Studerende, som har erhvervet 20 ECTS point i det pædagogiske fagområde og 40 ECTS point i didaktiske studier i ikke fagdelt studieforløb i et af folkeskolens fem fagområder eller i specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand kan få tildelt et akademisk diplom i didaktik.
Stk. 3. Studerende, som har erhvervet 20 ECTS point i det pædagogiske fagområde og 40 ECTS point i skoleledelse kan få tildelt akademisk diplom i skoleledelse.
§ 16. Studerende, som har erhvervet 120 ECTS point i almen pædagogik kan få tildelt et bevis for at have gennemført masteruddannelsen i almen pædagogik.
Stk. 2. Studerende, som har erhvervet 40 ECTS point i det pædagogiske fagområde og 80 ECTS point i didaktiske studier i ikke fagdelt studieforløb i et af folkeskolens fem fagområder eller i specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand kan få tildelt et bevis for at have gennemført masteruddannelsen i didaktik.
Kapitel 4
Bedømmelse
§ 17. De kvalifikationer, der er erhvervet ved kandidatuddannelserne, dokumenteres ved prøver, herunder ved bedømmelse af projekt og speciale.
Stk.2. Uddannelseselementer, hvis indhold og arbejdsformer vanskeliggør en regulær eksamination, kan helt eller delvist dokumenteres ved deltagelse i undervisningen eller gennem obligatorisk opgaveskrivning. De nærmere bestemmelser herom fastsættes i studieordningerne.
Stk. 3. Prøveformerne skal tilgodese uddannelsens formål og sikre, at de studerende bedømmes individuelt.
§ 18. Prøverne på kandidatuddannelserne er eksterne prøver, der skal dokumenteres. Prøverne skal dække uddannelsernes væsentlige områder, problemstillinger og metoder.
Stk. 2. Prøverne bedømmes af eksaminator(erne) og censor(erne), der er beskikket af direktoratet for uddannelse.
Stk. 3. Under voteringen må kun eksaminator(er) og censor(er) være tilstede.
Stk. 4. Praktik og feltstudier dokumenteres efter regler herom i studieordningen.
§ 19. Ved bedømmelse gives karakter efter 13-skalaen, jf. Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 14 af 9. april 2001 om karakterskala og anden bedømmelse.
§ 20. Prøverne skal være tilrettelagt som individuelle prøver.
Stk. 2. Det kan dog i studieordningerne fastlægges, at bestemte prøver tilrettelægges som gruppeprøver, hvor flere studerende bedømmes samtidig.
Stk. 3. Gruppeprøverne skal gennemføres således, at hver eksaminand kan bedømmes individuelt.
Stk. 4. Det fastsættes i studieordningen, hvor mange studerende, der kan deltage i en gruppeprøve.
§ 21. Eksaminationerne ved mundtlige gruppeprøver kan foregå som samtale mellem de studerende, eksaminator(erne) og censor(erne). Der skal indgå eksamination af hver enkelt deltager.
Stk. 2. Ved eksaminationerne i den skriftlige gruppeprøve skal den enkeltes bidrag kunne konstateres, og individuel bedømmelse skal finde sted. Det kan dog i studieordningen fastsættes, at den individuelle bedømmelse kan foretages ved en efterfølgende uddybende samtale med udgangspunkt i det skriftlige arbejde. Den individuelle bedømmelse foretages da på grundlag af den mundtlige eksamination.
Stk. 3. Istudieordningen kan det bestemmes, om en specialeafhandling skal gøres til genstand for en samtale. Bedømmelsen sker da på grundlag af en samlet vurdering af den skriftlige afhandling og den mundtlige præstation.
§ 22. Hver prøve eller anden form for bedømmelse bestås hver for sig. Beståede prøver kan ikke tages om.
Stk. 2. En studerende kan 3 gange indstille sig til den samme prøve eller anden form for bedømmelse på kandidatuddannelserne. Ilisimatusarfik kan i særlige tilfælde tillade indstilling en fjerde gang.
§ 23. Eksamenstilmelding skal finde sted skriftligt og senest lmåned før eksamensterminens start. Den studerende er selv ansvarlig for at tilmelde sig de enkelte prøver.
Stk. 2. Eksamensframelding skal finde sted skriftligt og senest 14 dage før eksaminationens planlagte afholdelse. Hvis framelding finder sted senere, eller hvis eksaminanden udebliver uden korrekt framelding, bedømmes det som ikke-bestået prøve.
§ 24. Enhver, der er godkendt som underviser ved Institut for Uddannelsesvidenskab på Ilisimatusarfik, har ret til at eksaminere ved dets eksaminer.
Stk. 2. Institut for Uddannelsesvidenskab på Ilisimatusarfik kan i særlige tilfælde meddele eksaminations- og vejledningsret til en ekstern eksaminator og vejleder.
§ 25. Eksamen kan foregå på grønlandsk, dansk eller på engelsk. Institut for Uddannelsesvidenskab på Ilisimatusarfik kan dog kræve eksamen aflagt på et af de tre sprog, hvis eksaminator eller censor ikke behersker de andre sprog.
Stk.2. Institut for Uddannelsesvidenskab på Ilisimatusarfik kan dog efter skriftlig ansøgning fra eksaminanden give tilladelse til at anvende et sprog, som er et andet sprog end det krævede af Institut for Uddannelsesvidenskab. Ansøgningen skal være modtaget af Institut for Uddannelsesvidenskab på Ilisimatusarfik senest 7 dage efter offentliggørelsen af listen over censorer.
§ 26. Eksamensterminerne ved Institut for Uddannelsesvidenskab på Ilisimatusarfik afholdes normalt i januar og juni måneder.
Stk. 2. Institut for Uddannelsesvidenskab på Ilisimatusarfik kan give tilladelse til afholdelse af prøver, herunder sygeeksamen, udenfor de sædvanlige eksamensterminer.
Stk. 3. Enhver ansøgning om sygeeksamen skal dokumenteres med en lægeerklæring senest fire dage efter prøvens afholdelse.
Stk. 4. Sygeeksamen kan tillades, når eksaminanden
1) er sygemeldt til prøven,
2) bliver syg under prøven,
3) på grund af sygdom er udeblevet fra prøven, eller
4) bortset fra egen sygdom af en ekstraordinær dokumenterbar situation hindres i at deltage i eksamen.
Stk. 5. Sygeeksamen vurderes i stedet for den eksamen, eksaminanden havde tilmeldt sig.
Eksamensbevis
§ 27. Ilisimatusarfik udsteder bevis for gennemført uddannelse. Beviset skal ud over at indeholde oplysninger om indehaverens navn og den udstedende myndighed som minimum angive:
1) den betegnelse, uddannelsen giver ret til,
2) de faglige discipliner, der er aflagt prøve i,
3) de opnåede bedømmelser,
4) de på anden vis dokumenterede uddannelseselementer,
5) den andel af uddannelsen, den enkelte faglige disciplin udgør,
6) meritoverførte prøver samt
7) uddannelsens betegnelse på grønlandsk, dansk og engelsk.
Stk. 2. Eksamensbeviset udstedes på grønlandsk, dansk og engelsk.
Stk. 3. Samlet bevis for en uddannelse, der er gennemført ved flere institutioner, udstedes af den institution, hvor den sidste del af uddannelsen er gennemført.
Stk. 4. Til studerende, der forlader uddannelsen uden at have gennemført den, udsteder Institut for Uddannelsesvidenskab på Ilisimatusarfik bevis for de beståede dele af uddannelsen.
Kapitel 5
Studieordninger
§ 28. Ilisimatusarfik fastsætter regler om de enkelte uddannelser i studieordninger, jf. landstingslov nr. 16 af 31. oktober 1996 om Ilisimatusarfik, § 11, stk. 1, og § 14, stk. 3 og stk. 4.
Stk. 2. I studieordningerne fastsættes nærmere regler om
1) mål, indhold og tidsmæssigt omfang af de enkelte uddannelseselementer,
2) undervisningsformerne, herunder om der indgår praktik,
3) evt. bindinger i rækkefølgen af kurserne,
4) eksamensfordringer og evt. bunden placering af prøver i forløbet,
5) prøveformer (varighed, tilsyn, skriftlige hjemmeopgaver, hjælpemidler, forberedelsestid, omprøver, kombinationsmuligheder etc.)
6) bedømmelsesformer, herunder ved hvilke prøver, der gives karakterer, samt tidsfrister for bedømmelse ved skriftlige arbejder,
7) antallet af prøver og vægtningen af de karakterer, der gives i de enkelte prøver,
8) specialet,
9) adgang for den studerende til, inden for den normerede studietid, at foretage tilvalg af uddannelseselementer udefra, og
10) fastsættelse af standardpensum eller udarbejdelse af vejledende pensum, samt tidsterminer for denne fastsættelse i forbindelse med eksaminer.
Stk. 3. Institut for Uddannelsesvidenskab på Ilisimatusarfik kan dispensere fra de regler i studieordningerne, der alene er fastsat af institutionen.
Stk. 4. Inden en studieordning vedtages og ved væsentlige ændringer af studieordningen, tager institutionen kontakt til aftagerrepræsentanter, herunder censorformanden. Andre institutioner orienteres med henblik på eventuel koordinering af uddannelser i samme fag eller faglige områder.
Stk. 5. Studieordninger og væsentlige ændringer heri træder i kraft ved et studieårs begyndelse.
Stk. 6. Studieordninger og ændringer af studieordninger sendes til direktoratet for uddannelse andre institutioner og censorerne til orientering.
§ 29. Institut for Uddannelsesvidenskab på Ilisimatusarfik kan i hvert enkelt tilfælde eller ved almindelige bestemmelser i studieordningen godkende, at dokumenterede prøver efter denne bekendtgørelse, bestået ved en anden institution, ækvivalerer tilsvarende prøver ved institutionen.
Stk. 2. Institut for Uddannelsesvidenskab på Ilisimatusarfik kan i hvert enkelt tilfælde eller ved almindelige bestemmelser i studieordningen godkende, at gennemførte uddannelseselementer indenfor et fag eller fagområde fra en dansk eller udenlandsk videregående uddannelsesinstitution træder i stedet for uddannelseselementer, der er omfattet af denne bekendtgørelse.
Stk. 3. Bedømmelser af de i stk. 2 nævnte uddannelseselementer overføres som Bestået eller som karakterer efter 13-skalaen, jf. § 20. Overførsel med karakterer efter 13-skalaen forudsætter, at det pågældende uddannelseselement bedømmes efter denne skala ved begge uddannelsesinstitutioner, medmindre de involverede institutioner aftaler andet.
Kapitel 6
Dispensation, klage og ikrafttræden
§ 30. Direktoratet for Uddannelse kan tillade fravigelse fra bekendtgørelsen som led i forsøg. Samtidig fastsættes forsøgets varighed og rapporteringsform.
Stk. 2. Direktoratet for Uddannelse kan dispensere fra bekendtgørelsen, når det findes begrundet i usædvanlige forhold.
§ 31. Klager over afgørelser efter denne bekendtgørelse, som er truffet af Institut for Uddannelsesvidenskab på Ilisimatusarfik, indgives til Ilisimatusarfik. Ilisimatusarfiks afgørelse kan, når klagen vedrører retlige spørgsmål indbringes for Landsstyret, jf. landstingslov nr. 16 af 31. oktober 1996 om Ilisimatusarfik, § 23.
§ 32. Bekendtgørelsen træder i kraft den 20. maj 2005.
Grønlands Hjemmestyre, den 19. maj 2005
Hans Enoksen
/
Lise Lennert Olsen