Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Administrativ forskrift
Nr. 7
25. marts 2003
Ophævet

Hjemmestyrets bekendtgørelse om fredning af Iulissat Isfjord

I medfør af §§ 3 og 19 i landstingslov nr.11 af 12. november 1980 om naturfredning i Grønland fastsættes:

 

§ 1. Ilulissat Isfjord, og et omkringliggende areal, beliggende i Ilulissat kommune udlægges som fredet område på grund af sin landskabelige skønhed, med det formål at beskytte områdets naturhistoriske, kulturhistoriske og øvrige herlighedsværdier. Fredningen skal værne området mod nedslidning, samt sikre udviklingsmulighederne for det kulturhistoriske isfangsterhverv i området.
Stk. 2. Området er defineret som tilhørende IUCN kategori V efter 1994 definitionerne.
Stk. 3. Afgrænsningen af det fredede område er angivet på kortbilag 1.
Stk. 4. Et areal på 1100m² på koordinaterene 69º 12´23´N og 51º 07´23´´V i det bynære område friholdes fra fredning til det projekterede Isbræcenter.

§ 2. Det ikke tilladt indenfor det fredede område at foretage aktiviteter eller indgreb, der ændrer områdets landskabelige særpræg eller på anden måde forringer dets kulturhistoriske, naturhistoriske samt rekreative værdier og betydning, jf. dog §§ 3, 4, 5, 6, 9,10,14 og 15.

§ 3. Offentligheden har adgang til det fredede område med de begrænsninger som følger af nærværende bekendtgørelse.

§ 4. Ved ophold indenfor det fredede område i forbindelse med rekreative formål og i forbindelse med erhvervsmæssig fiskeri, jagt og fangst, må teltslagning og brug af åben ild kun finde sted i op til 3 dage på samme lokalitet.
Stk. 2. Permanente arealer til teltslagning i forbindelse med jagt og fangst udpeges af kommunalbestyrelsen i Ilulissat efter høring af Direktoratet for Miljø og Natur.

§ 5. Fangsthytter må kun anvendes som støttepunkter for fiskeri, jagt og fangst. Det er ikke tilladt at anvende fangsthytter til permanent beboelse.
Stk. 2. Eksisterende fangsthytter kan opretholdes og vedligeholdes. Direktoratet for Miljø og Natur kan efter høring af kommunalbestyrelsen i Ilulissat give tilladelse til opførelse af nye fangsthytter til erstatning for eksisterende.

§ 6. Turisthytter må kun anvendes som støttepunkter for friluftslivet. Det er ikke tilladt at anvende turisthytter til permanent beboelse.
Stk. 2. Turisthytter må kun opføres i to områder, der er udpeget til dette formål, jf. kortbilag 2.
Stk. 3. Der må bygges op til syv enetages turisthytter i hvert ad de udpegede områder, jf. stk. 1, 2. pkt.
Stk. 4. Stier indenfor turisthytteområdet kan befæstes med grus.
Stk. 5. I tilknytning til turisthytteområder kan der udpeges et areal til helistop.

§ 7. Fangst- og turisthytter skal placeres i landskabet således, at de skæmmer natur og herlighedsværdierne i det fredede område mindst muligt.

§ 8. Fangst- og turisthytter skal bygges således, at de med hensyn til valg af materiale, farve og udformning på en naturlig måde passer ind i de fysiske omgivelser
Stk 2. Udformning og placering af fangst- og turisthytter skal godkendes af Direktoratet for Miljø og Natur efter høring af kommunalbestyrelsen i Ilulissat.

§ 9. Indenfor det fredede område er al færdsel med motoriserede køretøjer ikke tilladt.
Stk. 2. Erhvervsmæssig færdsel til og fra Isfjorden ad de af kommunen udpegede kørespor er tilladt.

§ 10. Det er tilladt at benytte båd indenfor det fredede område.
Stk. 2. Oplæg af både i området er ikke tilladt. Direktoratet for Miljø og Natur kan efter forudgående høring af kommunalbestyrelsen i Ilulissat, give tilladelse til oplagring af både nødvendig for erhvervsmæssig aktivitet i det fredede område.

§ 11. Helikopterflyvning i forbindelse med koncessioneret ruteflyvning og redningsaktioner/eftersøgning i det fredede område er tilladt.
Stk. 2. Direktoratet for Miljø og Natur giver efter høring af kommunalbestyrelsen i Ilulissat årlige tilladelser til helikopterflyvning og landing i det fredede område.De årlige tilladelser gives efter forhandlinger mellem Direktoratet for Miljø og Natur, Ilulissat Kommune, turistoperatører og helikopterselskaber.

§ 12. Transport på cykel er ikke tilladt indenfor det fredede område.

§ 13. Indenfor det fredede område er det ikke tilladt at forurene søer, vandløb, fjorde, gletschere eller landområder på nogen måde eller at efterlade nogen form for affald, brugte fiskeredskaber, markeringer og videnskabeligt udstyr.
Stk. 2. Indenfor det fredede område er det ikke tilladt at beskadige vegetation eller terræn.
Stk. 3. Ved anlægsarbejder i forbindelse med fangsthytter, turisthytteområder og helistop skal terræn og vegetation retableres.
Stk. 4. Det er ikke tilladt at anvende plantevækst til brændsel, medmindre de er tale om brændsel til traditionel madlavning i forbindelse med erhvervsmæssig fangst og fiskeri.

§ 14. Fiskeri samt jagt kan foregå indenfor det fredede område under overholdelse af de til enhver tid gældende regler fastsat i nærværende bekendtgørelse eller i anden lovgivning.

§ 15. Direktoratet for Miljø og Natur kan efter høring af kommunalbestyrelsen i Ilulissat meddele dispensation fra bestemmelserne i § 2, §§ 4-6 og §§ 9-15.

§ 16. Overtrædelse af §§ 2, 4, § 5 stk.1, § 6 stk. 1 og 4, §§ 7-9, § 10, stk. 2 og §§ 13 -14 kan medføre bøde.

§ 17. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. maj 2003




Grønlands Hjemmestyre, den 25. marts 2003




Mikael Petersen

/

Hans J. Høyer


Bilag 1 - 2