Hjemmestyrets bekendtgørelse om supplerende undervisning, særligt tilrettelagt undervisning i grønlandsk og dansk, samt modersmålsundervisning
I medfør af § 13, stk. 5 i landstingsforordning nr. 1 af 6. juni 1997 om folkeskolen fastsættes:
Kapitel 1
Supplerende undervisning og anden faglig støtte
§ 1. Supplerende undervisning eller anden faglig støtte kan gives til elever, der har været uden undervisning gennem længere tid eller har skiftet skole.
§ 2. Formålet med supplerende undervisning og anden faglig støtte er at støtte elever, der midlertidigt har vanskeligt ved at følge den almindelige undervisning i et eller flere fag. Støtten gives med henblik på, at eleven skal tilegne sig den viden og de færdigheder og arbejdsformer, som er nødvendige for, at eleven kan følge den almindelige undervisning.
§ 3. Omfanget af supplerende undervisning eller anden faglig støtte fastsættes med udgangspunkt i elevens behov.
Stk. 2. Supplerende undervisning eller anden faglig støtte gives fortrinsvis i fagene grønlandsk, dansk, engelsk, regning/matematik og fysik/kemi.
§ 4. Supplerende undervisning eller anden faglig støtte gives inden for eller uden for elevens normale undervisningstid efter elevens behov.
Stk. 2. Supplerende undervisning eller anden faglig støtte kan tilrettelægges som eneundervisning, holdundervisning, støtte i klassen, deletimer i forbindelse med den almindelige undervisning, værkstedsundervisning eller intensive kurser i afgrænsede perioder.
Stk. 3. For elever, der er tilflyttet fra en bygdeskole, hvor folkeskolens fagkreds ikke har været tilbudt i fuldt omfang, kan der tillige oprettes særlige klasser.
Stk. 4. Undervisningen i sådanne særlige klasser omfatter supplerende undervisning i fagene grønlandsk, dansk, engelsk, regning/matematik og fysik/kemi, samt undervisning i de øvrige fag og emner på det pågældende klassetrin. Undervisning i de øvrige fag kan dog samlæses med tilsvarende klassetrin.
Stk. 5. Undervisning i særlige klasser kan tilrettelægges som ikke-fagdelt undervisning.
Stk. 6. Særlige klasser oprettes for et helt skoleår. Der skal løbende foretages en vurdering af den enkelte elev, for at afgøre om vedkommende har opnået de fornødne forudsætninger for at blive overført til en almindelig klasse.
§ 5. Skolens leder træffer efter en vurdering af elevens behov og forudsætninger i samråd med eleven og elevens forældre beslutning om, hvorvidt eleven skal henvises til supplerende undervisning eller anden faglig støtte i et eller flere fag.
Stk. 2. Ved en elevs tilflytning indhenter skolen i fornødent omfang oplysninger fra den afgivende skole, som grundlag for vurderingen af om eleven har behov for supplerende undervisning eller anden faglig støtte.
Kapitel 2
Særligt tilrettelagt undervisning i grønlandsk
§ 6. Særligt tilrettelagt undervisning i grønlandsk gives til elever på 1. til 11. klassetrin, der ikke har grønlandsk som modersmål, og som ikke behersker grønlandsk i et sådan omfang, at de uden særlig støtte kan deltage i den almindelige grønlandsksprogede undervisning.
§ 7. Formålet med den særligt tilrettelagte undervisning i grønlandsk er, at eleven tilegner sig sådanne færdigheder i at forstå og anvende talt og skrevet grønlandsk, at eleven kan deltage i den almindelige grønlandsksprogede undervisning og i skolens aktiviteter i øvrigt.
§ 8. Omfanget af den særligt tilrettelagte undervisning i grønlandsk fastsættes med udgangspunkt i elevens behov.
Stk. 2. Der foretages løbende en vurdering af den enkelte elevs færdigheder i grønlandsk med henblik på at fastslå, om eleven fortsat har behov for særligt tilrettelagt undervisning i grønlandsk.
§ 9. Undervisningen gives inden for eller uden for elevens normale undervisningstid efter elevens behov.
Stk. 2. Undervisningen kan gives som eneundervisning, holdundervisning, deletimer i forbindelse med klassens almindelige grønlandskundervisning, støtte i klassen eller undervisning i sprogværksted.
Stk. 3. Elever, der ved optagelse i skolen er helt uden forkundskaber i grønlandsk kan i et eller flere fag undervises på særlige hold.
Stk. 4. Undervisning på særlige hold kan foruden den særligt tilrettelagte undervisning i grønlandsk tillige omfatte undervisning i fagene dansk, regning/matematik og fysik/kemi og eventuelt også undervisning i fagene historie, geografi og biologi.
Stk. 5. Undervisning i det grønlandske sprog inddrages i videst muligt omfang i al undervisning på særlige hold.
Stk. 6. Undervisning på særlige hold kan tilrettelægges som ikke-fagdelt undervisning.
Stk. 7. Der skal løbende foretages en vurdering af den enkelte elevs færdigheder i grønlandsk med henblik på, at eleven i stadigt stigende omfang deltager i undervisningen i sin klasse.
§ 10. Skolens leder træffer efter en vurdering af elevens behov og forudsætninger og i samråd med eleven og elevens forældre beslutning om, hvorvidt og i hvilket omfang eleven skal henvises til særligt tilrettelagt undervisning i grønlandsk, herunder undervisning på særlige hold, jf. § 9, stk. 3.
Stk. 2. Skolens leder træffer endvidere i samråd med eleven og elevens forældre beslutning om, hvorvidt og i hvilket omfang eleven fortsat skal tilbydes særligt tilrettelagt undervisning i grønlandsk i henhold til § 8, stk. 2, og om i hvilket omfang eleven skal overføres til undervisning i sin klasse , jf. § 9, stk. 7.
Kapitel 3
Særligt tilrettelagt undervisning i dansk
§ 11. Særligt tilrettelagt undervisning i dansk gives til elever på 1. til 9. klassetrin, der har dansk som modersmål, herunder også til elever, der behersker både grønlandsk og dansk på modersmålsniveau.
§ 12. Formålet med den særligt tilrettelagte undervisning i dansk er at sikre elevens almene sproglige udvikling. Undervisningen skal medvirke til, at eleven tilegner sig grundlæggende sproglige færdigheder og sproglig bevidsthed som et udgangspunkt for sin videre udvikling af viden og færdigheder i dansk og grønlandsk samt andre sprog.
§ 13. Omfanget af den særligt tilrettelagte undervisning i dansk fastsættes med udgangspunkt i den enkelte elevs behov.
§ 14. Undervisningen gives inden for eller uden for elevens normale undervisningstid efter elevens behov.
Stk. 2. Undervisningen kan gives som holdundervisning, deletimer eller to-lærerordning i forbindelse med klassens almindelige danskundervisning.
§ 15. Ved optagelse af eleven i skolen træffer skolens leder efter en vurdering af elevens behov og sproglige forudsætninger i samråd med eleven og elevens forældre beslutning om, hvorvidt eleven skal henvises til særligt tilrettelagt undervisning i dansk.
Kapitel 4
Modersmålsundervisning
§ 16. For elever, der hverken har grønlandsk eller dansk som modersmål, kan der tilrettelægges modersmålsundervisning.
§ 17. Formålet med modersmålsundervisning er at sikre den enkelte elevs almene sproglige udvikling. Undervisningen skal medvirke til, at eleven tilegner sig grundlæggende sproglige færdigheder og sproglig bevidsthed, som et udgangspunkt for sin videre udvikling af viden og færdigheder i både modersmålet og grønlandsk samt andre sprog.
§ 18. Omfanget af modersmålsundervisningen fastsættes med udgangspunkt i den enkelte elevs behov.
§ 19. Undervisningen skal tilrettelægges uden for elevens normale undervisningstid.
Stk. 2. Undervisningen kan gives som holdundervisning eller på anden måde.
§ 20. Ved optagelse af eleven i folkeskolen træffer skolens leder efter en vurdering af elevens behov og sproglige forudsætninger i samråd med eleven og elevens forældre beslutning om, hvorvidt eleven skal tilbydes modersmålsundervisning.
Kapitel 5
Ikrafttræden
§ 21. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2000.
Stk. 2. Samtidig ophæves Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 12 af 23. maj 1995 om supplerende undervisning, særligt tilrettelagt undervisning i grønlandsk og dansk, modersmålsundervisning samt modtageklasser, og Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 7 af 15. april 1991 om undervisning af ikke-grønlandsksprogede elever.
Grønlands Hjemmestyre, den 21. december 1999.
Lise Lennert
/
Karl Kristian Olsen