Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Administrativ forskrift
Nr. 38
18. januar 1999
Gældende

Hjemmestyrets bekendtgørelse om menighedsrepræsentationers medvirken ved præsteansættelser m.v.

I medfør af § 6, stk. 2, § 7, stk. 2, § 9 og § 10, stk. 4 i Landstingsforordning nr. 8 af 30. oktober 1998 om ansættelser i Kirken fastsættes:

 

Kapitel 1.
Bekendtgørelsens anvendelsesområde.

§ 1. Reglerne i denne bekendtgørelse anvendes ved ansættelse af præster i den grønlandske kirke, jf. dog § 2 og § 3.

§ 2. Reglerne i §§ 4-9 anvendes ikke på præstestillinger, der helt eller overvejende er oprettet med henblik på betjening af institutioner eller grupper af personer, for hvilke der ikke er oprettet menighedsrepræsentation. På disse præstestillinger anvendes alene reglerne i § 11.

§ 3. Bestemmelserne i denne bekendtgørelse anvendes ikke ved tidsbegrænsede ansættelser af mindre end 1 års varighed. Til sådanne stillinger indstiller biskoppen en eller flere ansøgere efter udtalelse fra vedkommende menighedsrepræsentation og provst.

 

Kapitel 2.
Orientering om indkomne ansøgninger.

§ 4. Efter ansøgningsfristens udløb sender Direktoratet for Kirken kopi af de indkomne ansøgninger til biskoppen, der gennem provsten videresenderansøgningerne til menighedsrepræsentationens formand. Skal flere menighedsrepræsentationer medvirke ved ansættelsen, sendes ansøgningerne til formanden for menighedsrepræsentationerne i præstegældet.
Stk. 2. Efter modtagelsen giver formanden straks de øvrige menighedsrepræsentanter lejlighed til at gennemse ansøgningerne.

§ 5. Biskoppen berammer et orienterende møde med de valgte medlemmer af den eller de menighedsrepræsentationer, der skal medvirke ved ansættelsen. Mødet bør finde sted snarest muligt efter ansøgningsfristens udløb, og senest 6 uger efter. Denne frist kan efter anmodning herom fra biskoppen, forlænges af Direktoratet for Kirken.
Stk. 2. På mødet, der ledes af biskoppen eller af provsten på biskoppens vegne, gennemgår biskoppen de indkomne ansøgninger. Biskoppen gennemgår desuden reglerne for stillingens besættelse, og om denne del af mødet foretages særskilt tilførsel til beslutningsprotokollen, der underskrives af samtlige mødedeltagere.
Stk. 3. Efter anmodning af en eller flere menighedsrepræsentationer, eller hvis biskoppen finder det ønskeligt, skal der afholdes endnu et orienterende møde.

 

Kapitel 3.
Indstilling om ansættelse.

§ 6. I forlængelse af orienteringsmødet afholdes et indstillingsmøde med deltagelse af de valgte medlemmer af menighedsrepræsentationerne i præstegældet.

§ 7. Indstillingen skal omfatte de ansøgere, der er afgivet stemme på. Indstillingen skal på baggrund af antal afgivne stemmer på de enkelte ansøgere være i prioriteret rækkefølge. Ved stemmelighed indstilles de pågældende sideordnet.
Stk. 2. Er der afgivet stemmer på flere end 3 ansøgere, afholdes en ny afstemning mellem de tre ansøgere, der opnåede flest stemmer ved 1. afstemning.

§ 8. Stemmeafgivningen er skriftlig og hemmelig. Der må kun anføres eet navn på hver stemmeseddel.
Stk 2. Hvis et medlem ikke ønsker at stemme på nogen af ansøgerne, afleverer den pågældende blank stemmeseddel. Blanke stemmer medregnes som afgivne stemmer.

§ 9. Indstillingsmødets resultat, herunder de ved afstemningen faldne stemmetal, tilføres beslutningsprotokollen, som underskrives af samtlige mødedeltagere. Udskrift af protokollen sendes umiddelbart efter mødets afslutning sammen med sagens akter gennem provsten til biskoppen, som videresender til Direktoratet for Kirken.

 

Kapitel 4.
Ansættelse af provster og domprovst.

§ 10. Ved ansættelse af provster eller domprovst afholdes orienteringsmøde mellem biskoppen og de valgte medlemmer af menighedsrepræsentationen i det præstegæld, hvor provsten eller domprovsten skal virke som præst. Mødet afholdes efter reglerne i kapitel 2.
Stk. 2. I forlængelse af orienteringsmødet afgiver de valgte medlemmer af menighedsrepræsentationen i det præstegæld, hvor provsten eller domprovsten skal virke som præst, en udtalelse om 3 ansøgere opstillet i prioriteret rækkefølge. Mødet afholdes efter reglerne i kapitel 3.
Stk. 3. Biskoppen afgiver så vidt muligt udtalelse om 3 ansøgere opstillet i prioriteret rækkefølge. Biskoppen sender snarest muligt ansøgningerne med menighedsrepræsentationernes og sin egen indstilling til Direktoratet for Kirken.

 

Kapitel 5.
Særlige præstestillinger.

§ 11. Ansættelse i præstestillinger, der helt eller overvejende er oprettet med henblik på betjening af institutioner eller grupper af personer, for hvilke der ikke er oprettet menighedsrepræsentationer, herunder Præstegæld Danmark, foretages af landsstyret efter indstilling fra biskoppen.
Stk. 2. Før biskoppen afgiver indstilling efter stk. 1, skal biskoppen gøre vedkommende institutions ledelse eller repræsentanter for den persongruppe, der er tale om, bekendt med de ansøgninger, der er indkommet ved opslaget. Hvis stillingen er oprettet som hjælpepræstestilling i et præstegæld, gør biskoppen ligeledes præstegældets menighedsrepræsentationer bekendt med ansøgningerne. Biskoppen berammer møder med henholdsvis institutionsledelse m.v. og menighedsrepræsentationer til drøftelse af stillingernes besættelse. Mødet bør finde sted snarest muligt efter ansøgningsfristens udløb, og senest 6 uger efter. Denne frist kan efter anmodning herom fra biskoppen forlænges af Direktoratet for Kirken.
Stk. 3. Efter afholdelse af de i stk. 2 omtalte møder afgiverinstitutionsledelsen m.v. og menighedsrepræsentationer hver for sig udtalelser til biskoppen om ansøgningerne. Biskoppen fremsender disse udtalelser til Direktoratet for Kirken sammen med sin egen indstilling om ansættelse i stillingen.
Stk. 4. Direktoratet for Kirken kan, hvor forholdene taler for det, fravige de fremgangsmåder, der er fastsat i stk. 1-3.

 

Kapitel 6.
Diskretionshensyn.

§ 12. Er der i medfør af § 7, stk. 2, i Landstingslov nr. 5 af 14. maj 1990 om Grønlands Hjemmestyres og kommunernes tjenestemænd i Grønland fremsat anmodning om, at ansøgernes navne ikke gengives offentligt, må ansøgerlisten eller dele heraf ikke offentliggøres. Overtrædelse straffes med bøde, jf. tjenestemandslovens § 7, stk. 3.
Stk. 2. I tilfælde af at der er fremsat anmodning om, at ansøgernes navne ikke gengives offentligt, må menighedsrepræsentationernes indstilling heller ikke offentliggøres.

 

Kapitel 7.

Ikrafttræden.

§ 13. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. februar 1999.




Grønlands Hjemmestyre, den 18. januar 1999.




Konrad Steenholdt

/

Karl Kristian Olsen

Relationer
Hjemmelslov