Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Lovgivning
Nr. 9
16. november 1984
Gældende

Landstingslov om tilskud til etablering af servicehuse i bygder

§ 1. Grønlands Hjemmestyre kan yde tilskud til kommuner til opførelse i bygder af servicehuse, der har til formål at stille et passende samlingssted med el-, vand- og varmeinstallationer til rådighed for vask af tøj, badning, vask og behandling af skind og arbejde med husflid og sløjd.

 

§ 2. Grønlands Hjemmestyre kan yde tilskud på 85% af etableringsudgifterne. Den resterende del af etableringsudgifterne tilvejebringes af vedkommende kommune.

 

§ 3. Servicehuset er vedkommende kommunes ejendom.

 

§ 4. Servicehuset skal være tilgængeligt for benyttelse af bygdens befolkning på bestemte tider.

 

§ 5. Kommunalbestyrelsen nedsætter en bestyrelse, som skal føre tilsyn med driften af servicehuset. I bestyrelsen skal være repræsentanter for bygderåd, kommunalbestyrelse og brugere af servicehuset.

 

§ 6. Kommunen kan kun opnå tilskud, såfremt der foreligger en kommunal vedtægt for servicehusets drift. Den kommunale vedtægt skal stadfæstes af Grønlands Hjemmestyre.

 

§ 7. Den kommunale vedtægt skal indeholde bestemmelser om:

1) Bestyrelsens tilsyn med servicehuset.

2) Instruks for pedel.

3) Reglement for benyttelse af servicehuset.

4) Afholdelse af offentlige møder.

 

§ 8. Tilskud fra Grønlands Hjemmestyre er betinget af, at kommunalbestyrelsen påtager sig ansvaret for byggeriet efter nærmere regler, som fastsættes af Grønlands Hjemmestyre.

 

§ 9. Grønlands Hjemmestyre fastsætter nærmere bestemmelser om tildeling af tilskud, fremgangsmåde ved ansøgning om tilskud, vilkår for tilskud m.v.

 

§ 10. Landstingsloven træder i kraft straks.

 

 

Grønlands Hjemmestyre, den 16. november 1984

 

 

Jonathan Motzfeldt

/

Hendrik Nielsen