Bekendtgørelse for Grønland om anvendelse af reglerne for statslige aktieselskaber
I medfør af § 351 i lov om aktie- og anpartsselskaber (selskabsloven), som sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning nr. 486 af 14. maj 2018, fastsættes:
§ 1. Store aktieselskaber, hvori Grønlands Selvstyre har samme forbindelse til selskabet, som et moderselskab har til et datterselskab (selvstyreejede aktieselskaber), jf. § 6 i selskabsloven som sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning, skal følge reglerne for statslige aktieselskaber i selskabsloven og årsregnskabsloven, som sat i kraft for Grønland ved kongelige anordninger, og i forskrifter, der er udstedt i medfør heraf, jf. stk. 2.
Stk. 2. Ved beregningen af, om et selskab er et stort selskab, finder § 7, stk. 2 og 3, i årsregnskabsloven, som sat i kraft for Grønland ved kongelig anordning, anvendelse.
§ 2. Små og mellemstore selvstyreejede aktieselskaber har ikke pligt til at følge reglerne for statslige aktieselskaber, jf. § 1, medmindre det i selskabets vedtægter er fastsat, at selskabet skal følge reglerne for statslige aktieselskaber.
§ 3. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2018.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 775 af 10. juli 2008 for Grønland om anvendelse af reglerne for statslige aktieselskaber ophæves.
Erhvervsstyrelsen, den 29. maj 2018
HENNING STEENSIG
/ Henrik Davidsen