Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Sammenskrivning
Nr. 779
25. juni 2016
Gældende

Bekendtgørelse af lov om Kongeriget Danmarks Fiskeribank

Herved bekendtgøres lov om Kongeriget Danmarks Fiskeribank, jf. lovbekendtgørelse nr. 1848 af 14. december 2015, med de ændringer, der følger af § 29 i lov nr. 628 af 8. juni 2016.1) 

 

Den bekendtgjorte lovtekst vedrørende §§ 8 a og 8 b træder i kraft den 1. oktober 2016, jf. § 54, stk. 1, i lov nr. 628 af 8. juni 2016 om ændring af lov om Udbetaling Danmark og forskellige andre love (Overførsel af opgaver fra Statens Administrations Finansservicecenter m.fl. til Udbetaling Danmark m.v.).

 

§ 1. Kongeriget Danmarks Fiskeribank har til formål at yde lån til dansk fiskeri og akvakultur.

Stk. 2. Instituttets hjemsted er København.

Stk. 3. Banken kan i øvrigt varetage forvaltningsopgaver, som henlægges til den.

 

§ 2. Der meddeles en statsforskrivning til sikring af den fornødne egenkapital i banken. Forskrivningens størrelse og effektuering fastsættes af miljø- og fødevareministeren2) efter aftale med finansministeren.

 

§ 3. Bankens bestyrelse kan optage og yde lån efter regler, der fastsættes i bankens vedtægter.

Stk. 2. Den maksimale restgæld på de lån, som banken optager, fastsættes på de årlige finanslove.

Stk. 3. Banken kan optage lån, herunder løbende kreditter, gennem udstedelse af obligationer og andre gældsbreve samt indgå i aftaler om dertil knyttede aktiviteter. Staten garanterer for disse forpligtelser.

 

§ 4. Bankens ledige midler kan anvendes til udlån, indskud eller til køb af de af banken udstedte eller andre børsnoterede obligationer.

 

§ 5. (Ophævet)

 

§ 6. Banken ledes af en bestyrelse på 6 medlemmer. Den daglige administration varetages af Økonomistyrelsen som forretningsfører.

Stk. 2. Af bestyrelsens medlemmer beskikkes 5 af miljøog fødevareministeren og 1 af finansministeren. Miljø- og fødevareministeren beskikker et af medlemmerne som formand for bestyrelsen. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende. Beskikkelsen gælder i indtil 4 år. Beskikkelsen kan tilbagekaldes inden periodens udløb. Udtræder et medlem af bestyrelsen inden periodens udløb, skal der beskikkes et nyt medlem for den tilbageværende periode.

Stk. 3. Miljø- og fødevareministeren udfærdiger bankens vedtægt efter høring af bankens bestyrelse og efter forhandling med finansministeren. Vedtægten indeholder de nærmere regler for ydelse af lån, herunder bestemmelser om en passende garanti fra private pengeinstitutter, samt om den daglige forretningsgang m.v.

Stk. 4. Miljø- og fødevareministeren påser, at banken overholder bestemmelserne i loven og regler udfærdiget i medfør af loven.

 

§§ 6 a-6 b. (Ophævet)

 

§ 6 c. Modregning mellem på den ene side krav, der tilkommer eller påhviler Kongeriget Danmarks Fiskeribank, og på den anden side statens fordringer og forpligtelser kan foretages i samme omfang, som hvis kravene henholdsvis tilkom eller påhvilede staten.

 

§ 7. Bankens årsregnskab samt beretning om bankens virksomhed afgives til miljø- og fødevareministeren, hvorefter regnskabet offentliggøres.

Stk. 2. Ministeren kan kræve sig meddelt enhver oplysning om bankens forhold.

Stk. 3. Driftsoverskud henlægges til reserve- og administrationsfonden.

Stk. 4. Eventuelt negativt resultat før hensættelse til tab, ud over hvad der måtte kunne afholdes af reserve- og administrationsfonden, søges dækket på de årlige bevillingslove. Udbetalingen sker, når bankens godkendte regnskab foreligger samt efter særskilt godkendelse i Finansudvalget.

 

§ 8. Revision af bankens virksomhed foretages efter reglerne for den statslige revision.

 

§ 8 a. Kongeriget Danmarks Fiskeribank nedlægges med virkning fra udgangen af 2008. Staten overtager ved nedlæggelsen alle bankens aktiver og passiver og indtræder i alle dens rettigheder og forpligtelser.

Stk. 2. Efter bankens nedlæggelse fastsætter Udbetaling Danmark de rentesatser, der skal gælde for bankens eksisterende udlån med en variabel rente, der baseres på bankens løbende udstedelse af obligationer, og de aktuelle rentevilkår m.v., som skal anvendes ved konvertering af udbetalte lån. Fastsættelsen skal ske på grundlag af den effektive rente på statspapirer med samme varighed, som ville gælde for bankens obligationer, med et rentetillæg svarende til forskellen mellem den effektive rente på de pågældende statspapirer og fiskeribankobligationer på tidspunktet for ophøret af bankens obligationsudstedelse.

Stk. 3. Ved videreførelse af bankens ordning vedrørende hel eller delvis ekstraordinær indfrielse af inkonverterbare, nominelt fastforrentede udlån fastsætter Udbetaling Danmark indfrielsesvilkårene i overensstemmelse med reglerne i lov nr. 354 af 6. juni 1995 om imødegåelse af indlåsningseffekter på inkonverterbare realkreditlån m.v., uanset om den nævnte lov ændres eller ophæves.

Stk. 4. Udbetaling Danmark underretter låntagerne om, hvorledes de kan få oplysning om fastsættelser efter stk. 2 og 3.

Stk. 5. Såfremt udviklingen i Kongeriget Danmarks Fiskeribank taler derfor, kan bankens bestyrelse beslutte, at bestemmelserne i stk. 2-4 også anvendes i tiden før bankens nedlæggelse.

Stk. 6. Bestemmelserne i §§ 6 a-6 c forbliver efter nedlæggelsen uændret gældende for fordringer, der tilkom Kongeriget Danmarks Fiskeribank, og for senere opståede krav, der udspringer af sådanne fordringer.

 

§ 8 b. Administrationen af de aktiver og passiver, som staten overtager fra Kongeriget Danmarks Fiskeribank, varetages af Udbetaling Danmark. Udbetaling Danmarks afgørelser vedrørende de eksisterende udlån kan påklages til miljø- og fødevareministeren. Udbetaling Danmark kan genoptage en sag, efter at der er indgivet klage. Efter statens overtagelse af aktiver og passiver fastsætter ministeren nærmere regler for udlånene, herunder gebyrer m.v.

 

§ 8 c. Bestyrelsen for Kongeriget Danmarks Fiskeribank påser, at der ikke på tidspunktet for bankens nedlæggelse udestår lånetilsagn, igangværende emissioner eller andre forpligtelser, der ikke kan opfyldes efter nedlæggelsen.

Stk. 2. Årsregnskab og beretning for året 2008 i henhold til § 7 udarbejdes af Økonomistyrelsen og godkendes af miljø- og fødevareministeren. Revision sker efter reglerne om den statslige revision.

 

§ 9. Denne lov træder i kraft den 1. marts 1978.

Stk. 2. Samtidig ophæves lov nr. 78 af 23. marts 1932 om oprettelse af et kreditinstitut for fiskerierhvervet med senere ændringer, jf. lovbekendtgørelse nr. 107 af 5. april 1967.

 

-----

 

Lov nr. 628 af 8. juni 2016 (Overførsel af opgaver fra Statens Administrations Finansservicecenter m.fl. til Udbetaling Danmark m.v.)3) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelser: 

 

§ 54

 

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. oktober 2016, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. (Udelades)

Stk. 3. (Udelades)

 

§ 55

 

Stk. 1. Loven finder ikke anvendelse for klager over afgørelser truffet af ressortministerierne eller Statens Administration inden lovens ikrafttræden. For sådanne klager finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Stk. 2. Udbetaling Danmark kan i perioden fra den 1. oktober 2016 til den 31. december 2016 foretage de dispositioner og regnskabsmæssige registreringer, der er nævnt i tekstanmærkning nr. 102 til § 7 på finansloven for 2016, for så vidt angår de udlån og garantier m.v., som Udbetaling Danmark administrerer i henhold til denne lov.

Stk. 3. Ressortministeriernes betaling for varetagelse af opgaver, der overføres til Udbetaling Danmark ved denne lov, sker for perioden fra den 1. oktober 2016 til den 31. december 2016 efter reglerne på finansloven for 2016. Statens Administration foretager en samlet afregning til Udbetaling Danmark af denne betaling og gebyrer fra den 1. oktober 2016 til den 31. december 2016.

 

§ 56

 

Stk. 1. Lovens §§ 1-10, 19-21, 23-28, 30-38 og 41-53 gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. (Udelades)

Stk. 3. (Udelades)

 

NaturErhvervstyrelsen, den 23. juni 2016

 

JETTE PETERSEN

 

/ Lone Bundgaard Salama

 

-----

 

1) Denne lovbekendtgørelse gengiver ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelserne i lov nr. 628 af 8. juni 2016. De bemærkninger om ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser for de tidligere vedtagne ændringer af loven, der fremgår af lovbekendtgørelse nr. 1848 af 14. december 2015, er ikke gengivet i denne lovbekendtgørelse. 

2) Ved kongelig resolution af 28. juni 2015 blev Miljøministeriet og Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri sammenlagt til et Miljø- og Fødevareministerium, jf. bekendtgørelse nr. 1229 af 3. november 2015 om ændring i forretningernes fordeling mellem ministrene. 

3) Lovændringen vedrører ændring af § 8 a, stk. 2-4, § 8 b, stk. 1, og ophævelse af § 8 a, stk. 5, hvorefter stk. 6 og 7 bliver stk. 5 og 6, og § 8 b, stk. 2.