Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Lovgivning
Nr. 24
12. juni 2026
Vedtaget

Inatsisartutlov om ændring af Inatsisartutlov om idræt og motion
(Uafhængig sekretariatsbistand for Anti Doping Grønland og anerkendelse af E-sport og tankesport som idrætsgrene på lige fod med fysiske idrætsgrene)

§ 1

 

I Inatsisartutlov nr. 15 af 6. juni 2016, foretages følgende ændringer:

 

1. § 1 affattes således:

”  § 1.  Inatsisartutloven skal fremme idræt, herunder konkurrenceidræt, og motion, med henblik på at styrke den enkeltes sundhed, trivsel og fysiske, psykiske og sociale udvikling og konkurrenceevne.

  Stk. 2.  Ved konkurrenceidræt forstås den del af idrætten, der udøves under fastsatte regler, og hvori der indgår et konkurrenceelement. Konkurrenceidræt kan udøves fysisk, mentalt og på elektroniske platforme.”

 

2. § 2 ophæves.

 

3. Efter § 11 indsættes:

”  § 11 a.  Naalakkersuisut yder ved bevilling hertil på finansloven et årligt tilskud til specialforbund og idrætsforeninger, der ikke er medlem af Grønlands Idrætsforbund.

  Stk. 2.  Dele af tilskuddet kan øremærkes til anvendelse til bestemte formål.

  Stk. 3.  Tilskuddet kan gøres betinget af nærmere fastsatte vilkår.”

 

4. § 13 affattes således:

”  § 13.  Tilskud efter §§ 11, 11 a og 12 er betinget af, at tilskudsmodtagere følger og håndhæver de regler om forebyggelse og bekæmpelse af doping, som er fastsat af Anti Doping Grønland, jf. § 21, stk. 2, nr. 5. Grove eller gentagne overtrædelser af disse regler medfører bortfald af retten til tilskud og krav om tilbagebetaling af allerede udbetalte tilskud.

  Stk. 2.  Tilskud efter §§ 11, 11 a og 12 kan betinges af, at tilskudsmodtagere følger og håndhæver de regler om forebyggelse og bekæmpelse af manipulation af idrætskonkurrencer, som er fastsat af Naalakkersuisut, jf. § 5, stk. 2. Grove eller gentagne overtrædelser af disse regler medfører bortfald af retten til tilskud og krav om tilbagebetaling af allerede udbetalte tilskud.”

 

 

5.  § 19 affattes således:

”  § 19.  Sammenslutningen af idrætsforbund i Grønland, Grønlands Idrætsforbund, er Grønlands nationale og officielle repræsentant for den organiserede idræt og motionsvirksomhed i Grønland. Organisationen repræsenterer Grønland i officielle, herunder internationale, sammenhænge, jf. dog stk. 2.

  Stk. 2.  Inden for idrætsgrene, hvor specialforbund og idrætsforeninger ikke er medlem af Grønlands Idræts Forbund, repræsenterer specialforbundet for den pågældende idrætsgren Grønland i officielle, herunder internationale sammenhænge.”

 

6.  § 20, stk. 1 og 2, affattes således:

”  Den selvejende institution Elite Sport Greenland er Grønlands nationale organ til fremme og udvikling af eliteidræt. Organisationen repræsenterer Grønland i officielle, herunder internationale sammenhænge. Repræsentationen sker sammen med Grønlands Idrætsforbund for så vidt angår den organiserede idræt og motionsvirksomhed. Repræsentationen sker sammen med specialforbundet for den pågældende idrætsgren inden for idrætsgrene, hvor specialforbund og idrætsforeninger ikke er medlem af Grønlands Idræts Forbund.

  Stk. 2.  Elite Sport Greenland skal i samarbejde med Grønlands Idrætsforbund og dets specialforbund, specialforbund der ikke er medlem af Grønlands Idrætsforbund, idrætsforeninger uden specialforbund og motions- og fitnesscentre, fremme sit formål blandt andet gennem støtte til:

1)  idrætstalenters og eliteidrætsudøveres træning og konkurrencedeltagelse, som fremmer muligheden for deltagelse i international eliteidræt,

2)  talentudvikling med henblik på senere deltagelse i international idræt,

3)  trænere og uddannelse for eliten,

4)  udvikling af idrætsmedicinsk ekspertise i Grønland, og

5)  organisatorisk udvikling af de grønlandske specialforbund med henblik på varetagelsen af elitens interesser og internationale deltagelse.”

 

7. § 22, stk. 5, affattes således:

”  Stk. 5.  Naalakkersuisut stiller sekretariatsbistand til rådighed for nævnet.”

 

8. § 23, stk. 1, affattes således:

”  Med det formål at hindre anvendelse af doping i idræt og motion uden for de af Grønlands Idrætsforbund omfattede specialforbund, idrætsforeninger, idrætsklubber og motions- og fitnesscentre, skal Anti Doping Grønland søge at indgå samarbejdsaftaler om forebyggelse og bekæmpelse af doping med følgende parter:

1)  Ejere af motions- og fitnesscentre og andre virksomheder, som tilbyder idræts- eller motionsaktiviteter eller hermed beslægtede aktiviteter, og som ikke er omfattet af Grønlands Idrætsforbund.

2)  Specialforbund, idrætsforeninger og sammenslutninger af idræts- og motionsudøvere uden tilknytning til de af Grønlands Idrætsforbund omfattede specialforbund, idrætsforeninger og motions- og fitnesscentre.”

 

9.  § 24, stk. 1, affattes således:

”  Motions- og fitnesscentre og andre virksomheder, som tilbyder idræts- eller motionsaktiviteter, eller hermed beslægtede aktiviteter, og som ikke er omfattet af Grønlands Idrætsforbund, skal informere brugerne om, hvorvidt de har indgået samarbejdsaftale med Anti Doping Grønland, jf. § 23. Tilsvarende gælder for specialforbund og idrætsforeninger og sammenslutninger af idræts- og motionsudøvere, der ikke er medlem af Grønlands Idrætsforbund eller uden tilknytning de af Grønlands Idrætsforbund omfattede specialforbund, idrætsforeninger og motions- og fitnesscentre.”

 

§ 2

 

Inatsisartutloven træder i kraft den 1. januar 2027.

 

 

 

Grønlands Selvstyre, den 12. juni 2026

 

 

 

Jens-Frederik Nielsen (sign.)

Formanden for Naalakkersuisut

Dokumenter