Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Lovgivning
Nr. 4
22. november 2018
Gældende

Inatsisartutlov om rammebetingelser for anlæg, drift og finansiering af international lufthavn i Nuuk og i Ilulissat samt regional lufthavn i Qaqortoq

Kapitel 1

Formål og organisation

 

  § 1. Inatsisartutloven fastlægger rammebetingelserne for Kalaallit Airports A/S´ anlæg, finansiering og drift af international lufthavn i Nuuk og Ilulissat samt regional lufthavn i Qaqortoq, jf. dog § 3, stk. 2.
  Stk. 2.  Kalaallit Airports A/S kan varetage opgaverne omfattet af stk. 1 i et eller flere datterselskaber. Selvstyret kan stifte nødvendige 100% ejede holdingselskaber eller søsterselskaber, til varetagelse af opgaverne omfattet af stk. 1.

  Stk. 3.  I lovens øvrige bestemmelser omfatter Kalaallit Airports A/S tillige eventuelle datterselskaber til varetagelse af opgaverne omfattet af stk. 1.

 

Kapitel 2
Nye lufthavne

 

  § 2.  Kalaallit Airports A/S anlægger, ejer og driver international lufthavn i Nuuk og i Ilulissat med landingsbane, tilhørende terminalanlæg samt infrastruktur og dertil beslægtet virksomhed, anlæg og bygninger.

 

  § 3.  Kalaallit Airports A/S anlægger, ejer og driver regional lufthavn i Qaqortoq med landingsbane, tilhørende terminalanlæg samt infrastruktur og dertil beslægtet virksomhed, anlæg og bygninger.
  Stk. 2. Naalakkersuisut kan bestemme, at opgaverne omfattet af stk. 1 og udgifterne forbundet hermed overdrages til en offentlig myndighed eller et selskab ejet af Grønlands Selvstyre.

 

Kapitel 3

Finansiering af anlæg af nye lufthavne

 

  § 4. Kalaallit Airports A/S afholder udgifterne til anlæg af international lufthavn i Nuuk og i Ilulissat samt regional lufthavn i Qaqortoq i henhold til denne Inatsisartutlov, jf. dog § 3, stk. 2. Anlægsudgifterne finansieres ved egenkapital samt optagelse af lån.  

 

  § 5. Grønlands Selvstyre sikrer Kalaallit Airports A/S en kontant aktiekapital og ansvarlig lånekapital på op til 2,1 mia. kr. til delvis egenfinansiering af udgifterne til anlæg af international lufthavn i Nuuk og i Ilulissat samt til fuld egenfinansiering af regional lufthavn i Qaqortoq i henhold til denne Inatsisartutlov.
  Stk. 2. Naalakkersuisut bemyndiges til at afgive bindende erklæring til eksterne långivere i Kalaallit Airports A/S om, at Grønlands Selvstyre vil indskyde kontant aktiekapital og ansvarlige lånekapital på op til kr. 2,1 mia. kr.

 

  § 6. Naalakkersuisut bemyndiges til at forhøje aktiekapitalen i Kalaallit Airports A/S over en eller flere omgange.

  Stk. 2.  Kapitalforhøjelse kan tegnes af Naalakkersuisut ved kontant kapitalindskud med op til 2,1 mia. kr. og ved apportindskud efter § 7. Naalakkersuisut bemyndiges herudover til at lade en kontant kapitalforhøjelse tegne af staten med op til 0,7 mia. kr. i Kalaallit Airports A/S’ datterselskab til anlæg og drift af internationale lufthavne i Nuuk og Ilulissat.

  Stk. 3.  Naalakkersuisut bemyndiges til, at indgå ejeraftale med den danske regering om aktionærrettigheder i Kalaallit Airports A/S’ datterselskab til anlæg og drift af internationale lufthavne i Nuuk og Ilulissat.

 

  § 7.  Naalakkersuisut kan ved aftale eller apportindskud overdrage Grønlands Selvstyres bestående lufthavne i Nuuk og Ilulissat, herunder faste ejendomme og tekniske anlæg eller dele deraf samt arealrettigheder til Kalaallit Airports A/S’ datterselskab til anlæg og drift af internationale lufthavne i Nuuk og Ilulissat. En eventuel købesum kan berigtiges ved, at Grønlands Selvstyre yder lån til Kalaallit Airports A/S’ datterselskab til anlæg og drift af internationale lufthavne i Nuuk og Ilulissat.

 

  § 8. Naalakkersuisut bemyndiges til, med godkendelse af Inatsisartuts Finans- og Skatteudvalg, at stille garantier for lån ydet af eksterne långivere til Kalaallit Airports A/S, subsidiært at optage landskasselån og videreudlåne disse til Kalaallit Airports A/S til finansiering af international lufthavn i Nuuk og i Ilulissat.


Kapitel 4

Udbud af lufthavne samt ansættelsesforhold

 

  § 9. Kalaallit Airports A/S kan indhente tilbud på anlæg og byggeri omfattet af denne Inatsisartutlov ved internationalt udbud og ved international indhentning af underhåndsbud i overensstemmelse med international praksis.

  Stk. 2. Inatsisartutlov om indhentning af tilbud i bygge- og anlægssektoren finder ikke anvendelse på anlæg og byggeri omfattet af stk. 1.

 

  § 10.  Kalaallit Airports A/S skal ved tilbudsindhentning stille krav om, at udenlandske bygge- og anlægsarbejdere, der anvendes ved bygge- og anlægsarbejde omfattet af § 9, stk. 1, skal være omfattet af løn- og ansættelsesvilkår, der er sædvanlige efter grønlandske forhold.
  Stk. 2. Ved opgørelse af løn som nævnt i stk. 1 kan en arbejdsgiver, der anvender udenlandske bygge- og anlægsarbejdere, indregne værdi af arbejdstagers kost, logi og arbejdsbeklædning, dog højst hvad der svarer til den skattemæssige værdi heraf.

 

  § 11. En udenlandsk bygge- og anlægsarbejder der anvendes ved bygge- og anlægsarbejde, omfattet af § 9, stk. 1, optjener ferie af arbejde udført i Grønland. Landstingslov om ferie finder ikke anvendelse for udenlandske bygge- og anlægsarbejdere, der anvendes ved bygge- og anlægsarbejde omfattet af § 9, stk. 1.

  Stk. 2.  Et optjenings år er 1 kalenderår. Hvis den udenlandske bygge- og anlægsarbejder udfører arbejde i Grønland i en kortere periode end 12 måneder i et kalenderår, omfatter optjeningsåret alene den kortere periode.
  Stk. 3. Ferie optjenes med 0,096 time for hver times normalbeskæftigelse i optjeningsåret. Ved normalbeskæftigelse i 40 timer om ugen i optjeningsåret optjenes ret til 200 ferietimer. Ved beskæftigelse på lavere timetal optjenes ferietimer forholdsmæssigt. I et optjenings år kan, der højst optjenes 200 ferietimer.
  Stk. 4. En arbejdsgiver betaler feriegodtgørelse for hver optjent ferietime. Feriegodtgørelse udbetales med et beløb pr. ferietime, der svarer til arbejdstagerens gennemsnitlige løn pr. arbejdstime i optjeningsåret.
  Stk. 5.  Feriegodtgørelse udbetales ved optjeningsårets udløb, dog senest i forbindelse med fratrædelsesrejse.

 

  § 12. Kalaallit Airports A/S skal sikre, at en arbejdsgiver, der anvender udenlandske bygge- og anlægsarbejdere ved bygge- og anlægsarbejde omfattet af § 9, stk. 1, er kontraktligt forpligtet til følgende:

1) Tegne og afholde udgiften til lovpligtig arbejdsskadeforsikring og erhvervssygdoms-sikring.

2) Tegne og afholde udgiften til forsikring til dækning af sundhedsvæsenets udgifter til evakuering, transport og behandling af syge og tilskadekomne bygge- og anlægsarbejdere, der ikke har ret til gratis ydelser efter den til enhver tid gældende lovgivning om sundhedsvæsenets ydelser.

3) Sikre og afholde udgiften til, at de udenlandske bygge- og anlægsarbejdere forlader Grønland, når de ikke længere er beskæftigede ved bygge- og anlægsarbejde omfattet af § 9, stk. 1.
  Stk. 2. Naalakkersuisut kan fastsætte regler for udenlandske bygge- og anlægsarbejderes sundhedstilstand, herunder om undersøgelse og dokumentation.

 

  § 13. Som udenlandske bygge- og anlægsarbejdere forstås enhver arbejdstager, der opfylder følgende krav:

1) arbejdstageren udfører sædvanligvis sit arbejde uden for Grønland,

2) arbejdstageren udfører i en bestemt periode arbejde i Grønland til brug for udførelse af bygge- og anlægsarbejde omfattet af § 9, stk. 1, og

3) arbejdstageren udfører arbejdet jf. nr. 2 i henhold til en aftale derom med den udførende entreprenør eller dennes underleverandører.

 

  § 14.  Inatsisartutlov om obligatorisk pensionsordning finder ikke anvendelse for udenlandske bygge- og anlægsarbejdere, der anvendes ved bygge- og anlægsarbejde omfattet af § 9, stk. 1.

 

Kapitel 5

Kalaallit Airports A/S’ virksomhed

 

  § 15.  Kalaallit Airports A/S skal drive virksomhed i henhold til vedtægterne for selskabet. Selskabets samlede virksomhed skal drives på forretningsmæssigt grundlag.
  Stk. 2. Kalaallit Airports A/S kan udlicitere forretningsområder eller funktioner til ekstern varetagelse.
 

  § 16. Kalaallit Airports A/S fastsætter takster for anvendelse af selskabets lufthavne.

  Stk. 2.  Takster og takstprincipper for selskabets lufthavne fastsættes på grundlag af Kalaallit Airports A/S samlede virksomhed og i overensstemmelse med principperne i § 15.

  Stk. 3.  Takster og takstprincipper samt ændringer heri for selskabets lufthavne skal godkendes af Naalakkersuisut.

 

  Kapitel 6

Byggemodning og landsplandirektiv

 

  § 17.  Naalakkersuisut kan, som led i varetagelse af landsplanmæssige interesser, indgå aftale med en kommune om at afholde omkostninger til anlæg af offentlig infrastruktur, der er nødvendig for anlæg af internationale lufthavne i Nuuk og i Ilulissat samt regional lufthavn i Qaqortoq i henhold til denne Inatsisartutlov.
Stk. 2.  Naalakkersuisut kan indgå aftale med Kalaallit Airports A/S om fordeling af omkostninger til retablering og omlægning af væsentlig offentlig infrastruktur, der beskadiges eller er nødvendiggjort som led i anlæg af lufthavne i Nuuk, Ilulissat og Qaqortoq i henhold til denne Inatsisartutlov.

 

  § 18.  Naalakkersuisut kan i et landsplandirektiv vedtage de nærmere bestemmelser for anlæg af lufthavne i Nuuk, Ilulissat og Qaqortoq i henhold til denne Inatsisartutlov med tilhørende terminalanlæg og infrastruktur samt anlæg af offentlig infrastruktur, der er en følge heraf.
  Stk. 2.  Naalakkersuisut kan beslutte, at et landsplandirektiv med detaljerede bestemmelser for et delområdes anvendelse til lufthavne i Nuuk, Ilulissat og Qaqortoq i henhold til denne Inatsisartutlov med tilhørende terminalanlæg og infrastruktur samt anlæg af offentlig infrastruktur, der er en følge heraf, skal have retsvirkning som en kommuneplan.

 

Kapitel 7

Ekspropriation

 

  § 19.  Naalakkersuisut kan om nødvendigt ved ekspropriation erhverve fast ejendom, der er nødvendig til gennemførsel af byggeri og anlæg af lufthavene i Nuuk, Ilulissat og Qaqortoq med tilhørende terminalanlæg og infrastruktur samt anlæg af offentlig infrastruktur, der er en følge heraf. Ekspropriation sker efter reglerne i landstingslov om ekspropriation.

 

Kapitel 8

Søtransport af gods

 

  § 20. Landstingsforordning om søtransport af gods til, fra og i Grønland finder ikke anvendelse på søtransport af gods til brug for gennemførsel af de i denne Inatsisartutlov omhandlede anlæg og byggerier.

Kapitel 9

Stempelafgift til det offentlige

 

  § 21.  Dokumenter, lånedokumenter, udskrifter og attester m.v., som udfærdiges i forbindelse med anlæg og byggeri, der er omfattet af denne Inatsisartutlov, fritages for stempelafgift til det offentlige.
  Stk. 2.  Stempelfritagelse omfatter tillige dokumenter og lånedokumenter mv., der udfærdiges i forbindelse med overdragelse til Kalaallit Airports A/S af aktiver omfattet af § 7.

 

Kapitel 10
Ikrafttræden

 

  § 22.  Denne Inatsisartutlov træder i kraft ved vedtagelsen.

 

 

 

Grønlands Selvstyre, den 22. november 2018

 

 


Kim Kielsen