Landstingsforordning om ændring af landstingsforordning om orlov, m.v. og dagpenge ved graviditet, barsel og adoption
§ 1
I landstingsforordning nr. 12 af 31. oktober 1996 om orlov, m.v. og dagpenge ved graviditet, barsel og adoption foretages følgende ændringer:
1. I § 9 indsættes efter stk. 1, som nyt stykke:
"Stk. 2. Vedfødsel af to eller flere samtidigt fødte børnudvides kvindens barselsorlov fra 14 til 18 uger efter fødslen."
Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.
2. I § 9, stk. 3, der bliver stk. 4, ændres "efter stk. 1-2" til "efter stk. 1-3".
3.
§ 11 affattes således:
"§ 11. Ud over den i § 9 nævnte barselsorlov har forældrene til et barn, efter samme betingelser som nævnt i § 9, stk. 1 og 3, tilsammen ret til orlov i indtil seks uger i umiddelbar tilknytning til udløbet af moderens ret til barselsorlov.
Stk. 2.Ud over den i § 9 nævnte barselsorlov, har forældrene til to eller flere samtidigt fødte børn, efter samme betingelser som nævnt i § 9, stk. 1-3, tilsammen ret til orlov i indtil ti uger i umiddelbar tilknytning til udløbet af moderens ret til barselsorlov.
Stk. 3. Retten til orlov efter stk. 1 og 2 kan kun udnyttes af en af forældrene ad gangen.
Stk. 4. Retten til orlov efter stk. 1 og 2 bortfalder ved barnets død, plejeanbringelse eller bort-adoption."
4. I § 13, stk. 1 ændres " § 9, stk. 2" til "§ 9, stk. 3".
§ 2
Denne landstingsforordning træder i kraft den 1. januar 1999.
§ 3
Stk. 1. Landstingsforordningen har virkning for tilfælde, hvor fødslen finder sted den 1. januar 1999 og senere. Personer, der allerede har begyndt orlov efter de hidtil gældende regler, og hvor fødslen finder sted d. 1. januar 1999 eller senere, opnår ret til orlov og dagpenge efter denne landstingsforordning.
Stk. 2. Personer, der pr. 1. januar 1999 har ret til orlov efter denne landstingsforordning, opnår ret til orlov i henhold til § 11, stk. 1, uanset om orloven er påbegyndt inden den 1. januar 1999.
Grønlands Hjemmestyre, den 30. oktober 1998
Jonathan Motzfeldt
/
Mikael Petersen
Almindelige bemærkninger til ændringsforslaget
Ændringsforslagets baggrund og indhold.
Landsstyret fremsætter dette forslag til landstingsforordning på baggrund af tidligere forslag og drøftelser i Landstinget vedrørende en forlængelse af barselsorloven, herunder en forbedring af forholdene for tvillingeforældre.
Dette forslag til landstingsforordning giver mulighed for en forlængelse af barsels- og forældreorloven for forældre, der får to eller flere børn samtidigt. Forslaget omfatter således forældre, som får tvillinger, trillinger, firlinger m.fl.
Udvidelsen af barselsorloven er todelt. Den første del indeholder en forlængelse af moderens barselsorlov efter fødslen med fire uger fra 14 til 18 uger. Denne forlængelse er begrundet i at give kvinder, som føder to eller flere børn samtidigt, en længere restitutionsperiode.
Den anden del af udvidelsen drejer sig om udvidelse af forældreorloven fra seks til ti uger, således at forældrene til to eller flere samtidigt fødte børn i fællesskab kan disponere over denne del af den forlængede orlov. Denne ordning giver familien den størst mulige fleksibilitet med hensyn til, hvem af forældrene, som ønsker at afholde orloven.
Økonomiske og administrative konsekvenser.
Der har i perioden 1992-97 gennemsnitligt været 11 tvillingefødsler årligt. Der har i perioden ikke været fødsler af trillinger eller flere samtidigt fødte. De øgede udgifter til en forlængelse af barsels- og forældreorlov vil være 100.000-200.000 kr. De øgede udgifter forventes at kunne holdes inden for bevillingen.
Forslaget forventes ikke at medføre forøgelse af de administrative omkostninger i kommunerne.
Bemærkninger til forslagets enkelte bestemmelser.
§ 1
§ 1 i ændringsforslaget indeholder ændringer til den gældendelandstingsforordnings paragraffer 9, 11 og 13.
Ændringen i den gældende landstingsforordnings § 9 består af en tilføjelse af et nyt stk. 2, hvorved barselsorloven for kvinder, som føder to eller flere børn samtidigt, forlænges med fire uger fra 14 til 18 uger efter fødslen. Begrundelsen for forlængelsen af barselsorloven er nævnt under de almindelige bemærkninger.
Som en konsekvens af tilføjelsen af et nyt stk. 2 bliver de nuværende stk. 2-4 istedet til stk. 3-5.
Der er tillige en ny stk. henvisning i det nye stk. 4.
Ændringen i den gældende forordnings § 11 består af en tilføjelse af et nyt stykke 2 og konsekvensrettelser i de gældende stk. 1-3.
Tilføjelsen i forslagets § 11, stk. 2 giver mulighed for en forlængelse af forældreorloven for forældre til to eller flere samtidigt fødte børn. Forældreorloven forlænges med fire uger fra seks til ti uger. Begrundelsen herfor er beskrevet under de almindelige bemærkninger.
Ændringen i § 13 består af en konsekvensrettelse som følge af det i ændringsforslaget indsatte § 9 stk. 2.
§ 2
Landsstyret foreslår, at landstingsforordningen træder i kraft den 1. januar 1999, således at ikrafttrædelsesdatoen koordineres med at forældreorloven forlænges fra fem til seks uger den 1. januar 1999, jf. § 11 stk. 1 og § 30 stk. 3 i den gældende landstingsforordningom orlov, m.v. og dagpenge ved graviditet, barsel og adoption.
§ 3
Stk. 1 er indsat for at præcisere, at det er fødselstidspunktet, som er afgørende for, hvornår forældre til to eller flere samtidigt fødte børn har ret til orlov. Forældre til tvillinger, trillinger m.fl., hvor børnene bliver født kl. 00.00 den 1. januar 1999 og senere, har ret til den forlængede barsels- og forældreorlov.
Stk. 2 er indsat af hensyn til den gruppe forældre, der påbegynder forældreorloven i slutningen af 1998, hvor forældreorlovsperioden fortsat er fem uger. Hvis de den 1. januar 1999 fortsat har ret til forældreorlov betyder det, at de har ret til at holde forældreorlov i i alt seks uger, jf. § 11 stk. 1.