30. april 2010
FM 2010/102
BETÆNKNING
Afgivet af Infrastruktur og Boligudvalget
vedrørende
Forslag til: Inatsisartutlov om redningsberedskabet i Grønland og om brand- og eksplosionsforebyggende foranstaltninger(Medlem af Naalakkersuisut for Boliger, Infrastruktur og Trafik)
Afgivet til lovforslagets 2. behandling
Udvalget har under behandlingen senest bestået af:
Inatsisartutmedlem Justus Hansen, Demokraterne, formand
Inatsisartutmedlem Olga P. Berthelsen, Inuit Ataqatigiit, næstformand
Inatsisartutmedlem Debora Kleist, Inuit Ataqatigiit
Inatsisartutmedlem Kim Kielsen, Siumut
Inatsisartutmedlem Akitsinnguaq Olsen, Siumut
Udvalget har efter 1. behandlingen nærmere vurderet forslaget, og fremsætter følgende bemærkninger:
Forslagets baggrund og indholdLovforslaget medfører, at den nuværende brandlov erstattes af en ny lov om redningsberedskabet i Grønland og om brand- og eksplosionsforebyggende foranstaltninger.
Hovedformålet med forslaget er dels at imødekomme et behov for mere tidssvarende regler på beredskabsområdet, idet udviklingen i samfundet til stadighed stiller større og større krav til redningsberedskabet, dels at få indarbejdet de opgaver, som redningsberedskabet gradvist har måttet påtage sig, og som ikke er synliggjort i den eksisterende lovgivning.
Høring
Udvalget bemærker, at der i bemærkningerne til forslaget er indarbejdet indkomne høringssvar i relevant omfang.
SamrådUnder førstebehandlingen var der flere forhold, der ønskedes belyst i forbindelse med udvalgets videre arbejde med forslaget. Udvalget har derfor holdt et samråd med medlem af Naalakkersuisut for området.
Udvalget stillede Naalakkersuisut en række spørgsmål, der primært vedrører forslagets høring, forslagets økonomiske konsekvenser, Naalakkersuisuts holdning til brand- og redningsfolks repræsentation i den landsdækkende beredskabskommission, supplering af brandmandsuddannelsen med en redderuddannelse, og endelig muligheden for udskydelse af forslagets andenbehandling til efterårssamlingen. Udvalgets spørgsmål og Naalakkersuisuts besvarelse er vedlagt denne betænkning.
Forslagets behandlingUdvalget bemærker, at der under førstebehandlingen af forslaget var en generelt positiv holdning til forslaget. I sine samrådsspørgsmål til Naalakkersuisut har Udvalget derfor alene koncentreret sig om ovennævnte spørgsmål. Udvalget tog Naalakkersuisuts svar til efterretning, men fik samtidig mulighed for at stille yderligere spørgsmål.
På spørgsmålet herom svarede medlemmet af Naalakkersuisut for området, at der fra Naalakkersuisuts side ikke er stillet mindstekrav til kommunerne om brand- og beredskabsudstyr. Det blev også understreget, at dette alene er kommunernes ansvar, og at Naalakkersuisut ikke fører tilsyn med kommunerne på dette område. Naalakkersuisut mente ikke, at det er hensigtsmæssigt at opstille mindstekrav til udstyr m.m., grundet de store forskelle på de lokale forhold. Omvendt mente udvalget, at det lige præcis er derfor, der bør være mindstekrav til beredskabet.
På et ønske om i henhold til bestemmelsen i § 15 i forslaget at udvide redningsberedskabets ret til at kræve private redskaber og transportmidler stillet til rådighed til også at omfatte bygninger fandt medlemmet af Naalakkersuisut det ikke nødvendigt at tilføje en sådan passus i lovteksten.
Et mindretal i udvalget fastholdt, at nærværende forslag indeholder økonomiske elementer, der ikke fuldt ud er klarlagt, og at det derfor er nødvendigt, at forslagets andenbehandling sker under efterårssamlingen 2010. Medlemmet af Naalakkersuisut fastholdt derimod sin uenighed i, at de økonomiske elementer ikke er klarlagt fuldt ud.
Der var en almindelig holdning om at støtte op om de emner, der blev fremført som yderligere spørgsmål ovenfor, dog uden at det medfører udskydelse af vedtagelsen af nærværende forslag. Udvalget fandt det dog anbefalelsesværdigt og støtteværdigt, såfremt disse emner skulle fremsættes under efterårssamlingen i form af ændringsforslag til loven. Emnerne vedrører ønsket om mindstekrav vedrørende udstyr m.m., nødvendigheden af Selvstyrets tilsyn med kommunerne på området samt at bygninger skal være omfattet af bestemmelsen i § 15.
Et enigt udvalg indstiller på denne baggrund forslaget til Inatsisartuts vedtagelse.Med disse bemærkninger skal Bolig- og Infrastrukturudvalget overgive forslaget til 2. behandling i Inatsisartut.
Justus Hansen,
Formand
Demokraterne
Olga P. Berthelsen,
Næstformand
Inuit Ataqatigiit
Debora Kleist
Inuit Ataqatigiit
Kim Kielsen,
Siumut
Akitsinnguaq Olsen,
Siumut