Landstingsforordning nr. 3 af 7. maj 2007 om alderspension

I medfør af § 2 i lov nr. 580 af 29. november 1978 for Grønland om arbejds- og socialvæsenet fastsættes:

 

Kapitel 1
Almindelige betingelser m.v.

§ 1. Retten til alderspension er betinget af, at ansøgeren har dansk indfødsret.
Stk. 2. Dette gælder dog ikke:
1) Personer, der er omfattet af Nordisk Konvention om social sikring.
2) Personer, der har haft fast bopæl i Grønland mindst 3 år umiddelbart forud for ansøgningstidspunktet. Indgives ansøgning efter det fyldte 65. år, skal bopælskravet være opfyldt ved det fyldte 65. år, jf. dog § 27, stk. 3.

§ 2. Retten til alderspension er betinget af, at ansøgeren har fast bopæl i Grønland, i et af de øvrige nordiske lande eller i et land, som har tiltrådt EØS-aftalen.

§ 3. Retten til alderspension er betinget af mindst 3 års fast bopæl i Grønland, Danmark eller på Færøerne mellem det fyldte 15. og det fyldte 65. år.

§ 4. Som par betragtes i denne landstingsforordning personer, der er gift, har indgået registreret partnerskab eller lever i et ægteskabslignende forhold, som har varet i mindst 1 år.
Stk. 2. Hvis ægtefællen, den registrerede partner eller samleveren varigt er flyttet til en social døgninstitution, sidestilles pensionisten med en enlig pensionist.

 

Kapitel 2
Tilkendelse og optjening


Tilkendelse af alderspension

§ 5. Alderspension kan tilkendes fra den 1. i måneden efter det fyldte 65. år, jf. dog § 27, stk. 3. Søges der om pension efter det fyldte 65. år, indtræder retten den 1. i måneden efter ansøgningsdatoen.
Stk. 2. Personer, der oppebærer førtidspension ved det fyldte 65. år, overgår til alderspension uden ansøgning, jf. dog § 27, stk. 3.


Optjening

§ 6. Retten til fuld alderspension er betinget af mindst 40 års fast bopæl i Grønland, Danmark eller på Færøerne mellem det fyldte 15. og det fyldte 65. år. Er betingelsen for fuld pension ikke opfyldt, fastsættes pensionen efter forholdet mellem bopælstiden, nedrundet til hele år, og 40 år.
Stk. 2. Når en førtidspensionist overgår til alderspension, udbetales alderspensionen med samme antal fyrretyvendedele som det, hvormed førtidspensionen tidligere har været udbetalt.

 

Kapitel 3
 Pensionsbeløbet

§ 7. Alderspension udgør op til:
1) 110.000 kroner årligt for en enlig alderspensionist.
2) 110.000 kroner årligt for par, hvor den ene modtager alderspension, og den anden ikke modtager nogen former for pension.
3) 150.000 kroner årligt for par, hvor begge modtager alderspension.
Stk. 2. For par, hvor den ene modtager alderspension, og den anden part modtager førtidspension, udgør det samlede pensionsbeløb op til 140.000 kroner årligt.
Stk. 3. De i stk. l og 2, nævnte beløb reguleres på grundlag af det af Grønlands Statistik offentliggjorte forbrugerprisindeks. Alderspensionsbeløbet reguleres med 3 % for hvert fulde 3 point forbrugerprisindekset ændres. Reguleringen foretages gældende fra den førstkommende 1. januar, på baggrund af 1. juli forbrugerprisindekset.
Stk. 4. Landsstyret offentliggør de regulerede beløb hvert år 1. januar.

§ 8. Der sker fradrag i alderspensionen, såfremt alderspensionistens og eventuel ægtefælle, registreret partner eller samlevers samlede skattepligtige indtægt bortset fra alderspension, samt pension udbetalt efter Nordisk Konvention om social sikring, overstiger:
1) 56.000 kroner årligt for en enlig alderspensionist.
2) 70.000 kroner årligt for alderspensionister i parforhold, hvor den ene modtager alderspension, og den anden modtager førtidspension.
3) 84.000 kroner årligt for alderspensionister i parforhold, hvor begge modtager alderspension.
4) 84.000 kroner årligt for par, hvor den ene modtager alderspension, og den anden ikke modtager nogen form for pension.
Stk. 2. Alderspensionen bortfalder ved en indtægt af den nævnte art på
1) 228.000 kroner årligt for en enlig alderspensionist.
2) 300.000 kroner årligt for alderspensionister i parforhold, hvor den ene modtager alderspension, og den anden modtager førtidspension.
3) 318.000 kroner årligt for alderspensionister i parforhold, hvor begge modtager alderspension.
4) 318.000 kroner årligt for par, hvor den ene modtager alderspension, og den anden ikke modtager nogen form for pension.
Stk. 3. Alderspensionister, der ikke har personlig indtægt, er berettiget til at få udbetalt 50 % af alderspensionsbeløbet for en enlig alderspensionist uanset størrelsen af ægtefælle, registret partner eller samlevers skattepligtige indtægt.
Stk. 4. Landsstyret fastsætter regler om indkomstregulering af alderspensionsbeløbet.

 

Kapitel 4
Beregning af alderspension ved tilkendelse og årlig regulering m.v.


Beregning ved tilkendelse

§ 9. Ved tilkendelse af alderspension beregnes alderspensionen på baggrund af den forventede skattepligtige indtægt efter overgangen til alderspension.
Stk. 2. For perioden efter første alderspensionsudbetaling og til udgangen af det følgende år, beregnes alderspensionen på baggrund af den forventede skattepligtige indtægt for perioden, omregnet til forventet indtægt for 1 år.


Årlig regulering

§ 10. Alderspensionsudbetalingen reguleres hver 1. januar på grundlag af den skattepligtige indtægt for det senest kendte indkomstår.
Stk. 2. Alderspensionsudbetalingen reguleres i løbet af året ved væsentlig og varig ændring i alderspensionistens økonomiske forhold. Reguleringen sker med virkning fra den 1. i måneden efter ændringens indtræden.


Flytning til social døgninstitution

§ 11. Når en alderspensionist flytter til en social døgninstitution, hvor det offentlige afholder udgifterne til opholdet, udbetales alderspensionen uændret i flyttemåneden og den efterfølgende måned. Derefter udbetales alderspensionen med 20 % af beløbet for en enlig alderspensionist, jf. § 7, stk. 1, nr. 1, uanset om alderspensionisten har anden indtægt udover alderspensionen.
Stk. 2. Har alderspensionisten skattepligtig indtægt udover alderspension, opkræves hel eller delvis betaling for opholdet på social døgninstitution. Betalingen må ikke overstige 60 % af den skattepligtige indtægt udover alderspensionen, efter skat.
Stk. 3. Landsstyret fastsætter regler om regulering af alderspension i forbindelse med ophold på anden institution, hvor det offentlige afholder opholdsudgifter med videre, herunder ved langvarig hospitalsindlæggelse eller ved indsættelse til afsoning af domme i Grønland eller i Danmark.

 

Kapitel 5
Tillæg


Børnetillæg

§ 12. Til alderspensionister, der har forsørgelsespligt over for børn under 18 år, udbetales for hvert barn et børnetillæg. Tillægget udbetales, uanset om forsørgelsespligten opfyldes gennem direkte forsørgelse eller ved udbetaling af underholdsbidrag.
Stk. 2. Opfyldes forsørgelsespligten ved betaling af underholdsbidrag, udbetales beløbet direkte til den, der er berettiget til at modtage bidraget. Der kan ikke ske udbetaling direkte til barnet.
Stk. 3. Tillægget udbetales ikke til alderspensionister, der har fast bopæl uden for Grønland.

§ 13. Børnetillægget bortfalder, når et eller flere af følgende kriterier opfyldes:
1) Barnet er anbragt uden for hjemmet efter landstingsforordning om hjælp til børn og unge eller i øvrigt forsørges fuldt ud af det offentlige.
2) Barnet modtager uddannelsesstøtte, herunder praktikstøtte, efter reglerne herom.
3) Barnet har arbejdsindtægter, som svarer til 3 gange børnetillægget eller mere.
4) Barnet får selv forsørgelsespligt over for ægtefælle, registreret partner eller barn.
Stk. 2. Landsstyret fastsætter regler om børnetillægget.


Rådighedsbestemte tillæg

§ 14. Kommunalbestyrelsen kan yde rådighedsbestemte tillæg på grundlag af kommunalt fastsatte minimumsgrænser for alderspensionisters rådighedsbeløb efter afholdelse af faste udgifter.
Stk. 2. Rådighedsbestemte tillæg udbetales ikke til alderspensionister, der har fast bopæl uden for Grønland.
Stk. 3. Landsstyret kan fastsætte regler om rådighedsbestemte tillæg, herunder om beregningen af rådighedsbeløb.


Personlige tillæg

§ 15. Personligt tillæg kan udbetales til alderspensionister, hvis økonomiske forhold er særlig vanskelige, eller såfremt der ellers er risiko for, at alderspensionisten vil komme i alvorlig økonomisk nød. Personlige tillæg kan tildeles til følgende typer af udgifter:
1) Væsentlige udgifter som følge af helbredsmæssige behov.
2) Anskaffelse af briller og hjælpemidler.
3) Overlevelseshjælp.
Stk. 2. Tilbagebetaling af personlige tillæg kan kræves, såfremt
1) der ydes personlig tillæg på grund af uforsvarlig økonomi, eller
2) en alderspensionist, der har modtaget personligt tillæg, senere får udbetalt et beløb, der dækker samme tidsrum og samme formål som det personlige tillæg.
Stk. 3. Tilbagebetaling kan alene kræves, hvis alderspensionisten i forbindelse med bevillingen er gjort bekendt med tilbagebetalingspligten.
Stk. 4. Personligt tillæg udbetales ikke til alderspensionister med fast bopæl uden for Grønland.
Stk. 5. Landsstyret fastsætter regler om personlige tillæg.

 

Kapitel 6
Administration

§ 16. Ansøgning om alderspension, børnetillæg, rådighedsbestemte tillæg og personlige tillæg skal af personer med bopæl i Grønland indgives til bopælskommunen. Personer med bopæl uden for den kommunale inddeling skal indgive ansøgning til Landsstyret.
Stk. 2. Ansøgning om pension efter Nordisk Konvention om social sikring indgives til Landsstyret.
Stk. 3. Bopælskommunen kan rejse og afgøre sager om tilkendelse af alderspension til en person, der ikke selv har søgt herom.

§ 17. Modtagere af alderspension har pligt til at underrette kommunen henholdsvis Landsstyret om ændringer i personlige og økonomiske forhold, der kan medføre, at den tilkendte alderspension skal reguleres eller frakendes.
Stk. 2. Er der uberettiget udbetalt alderspension på grund af urigtige oplysninger om personlige eller økonomiske forhold, kan det uberettigede beløb kræves tilbagebetalt, eller der kan foretages modregning i løbende pensionsudbetalinger.

 

Kapitel 7
Udbetaling

§ 18. Alderspension udbetales månedsvis forud.

§ 19. Når kommunalbestyrelsen skønner, at en alderspensionist ikke kan varetage sin økonomi, kan der træffes beslutning om administration af alderspensionsudbetalingen, herunder udbetaling af børnetillæg, rådighedsbestemte tillæg og personlige tillæg.

§ 20. Når betingelserne for alderspension ikke længere er opfyldt, stoppes udbetalingen ved udgangen af den efterfølgende måned. Ved flytning fra Grønland stoppes udbetalingen dog ved udgangen af fraflytningsmåneden, medmindre betingelserne for fortsat alderspensionsudbetaling er opfyldt ved flytning til andet nordisk land eller inden for EØS-aftalen.
Stk. 2. Alderspensionsudbetalingen indstilles fra den 1. i måneden efter, at der er forløbet 3 måneder fra en alderspensionist er meldt savnet, og der ikke foreligger dokumentation for, at alderspensionisten er i live. Alderspensionen bortfalder, hvis der ikke inden 1 år, fra det tidspunkt, hvor alderspensionen er indstillet, foreligger dokumentation for, at alderspensionisten er i live.

 

Kapitel 8
Udlæg

§ 21. Alderspension og eventuelle tillæg kan ikke gøres til genstand for udlæg eller andre former for retsforfølgning. Aftaler om sådanne krav er ugyldige, jf. dog § 15, stk. 2, og § 17, stk. 2.

 

Kapitel 9
Klageadgang

§ 22. Afgørelser truffet efter denne landstingsforordningen kan påklages til Det Sociale Ankenævn efter reglerne i landstingsforordning om socialvæsenets styrelse og organisation.

 

Kapitel 10
Finansiering og regnskab

§ 23. Udgifter til alderspension og børnetillæg afholdes med 90 % af landskassen og 10 % af kommunen. For alderspensionister med fast bopæl uden for den kommunale inddeling afholdes samtlige udgifter til alderspension af landskassen. For pensionister med fast bopæl uden for Grønland, Danmark eller Færøerne afholdes udgifter til alderspension af landskassen.
Stk. 2. Udgifter til rådighedsbestemte tillæg og personlige tillæg afholdes af kommunen. For pensionister med fast bopæl uden for den kommunale inddeling afholdes de nævnte udgifter af landskassen.
Stk. 3. Udgifter til administration af landstingsforordningen afholdes af den ansvarlige myndighed.

§ 24. Landsstyret fastsætter regler om kommunernes regnskabsaflæggelse og revision.

§ 25. Kommunalbestyrelsen skal senest 1 måned efter udløbet af et kvartal og kalenderår meddele Landsstyret statistiske oplysninger om modtagere af alderspension i kommunen.
Stk. 2. Landsstyret fastsætter regler om meddelelsens indhold og form.

§ 26. Landsstyret kan tilbageholde landskassemidler til finansiering af de i § 23 nævnte udgifter helt eller delvist, hvis kommunalbestyrelsen ikke opfylder § 25 eller regler fastsat i medfør af §§ 24 og 25.
Stk. 2. Tilbageholdelsen er uden betydning for borgernes ret til at modtage ydelser efter denne forordning.

 

Kapitel 11
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 27. Denne landstingsforordning træder i kraft den 1. juli 2007.
Stk. 2. Samtidig ophæves landstingsforordning nr. 9 af 15. april 2003 om offentlig pension.
Stk. 3. Der fastsættes følgende overgangsbestemmelser:
1) Frem til og med 31. december 2008 kan personer, der er fyldt 63 år tilkendes alderspension.
2) Fra og med 1. januar 2009 til og med 31. december 2009 kan personer, som er fyldt 64 år, tilkendes alderspension.
3) Fra og med 1. januar 2010 kan personer, der er fyldt 65 år, tilkendes alderspension.
Stk. 4. Personer, der allerede én gang er tilkendt alderspension, fortaber ikke retten hertil, selvom stk. 3 måtte føre til, at de ikke længere opfylder aldersbetingelsen for tilkendelse af alderspension.
Stk. 5. Regler vedrørende børnetillæg, indkomstregulering og alderspensionsudbetaling ved ophold på anden døgninstitution, der er fastsat med hjemmel i landstingsforordning nr. 9 af 15. april 2003 om offentlig pension, forbliver i kraft, indtil de afløses eller ophæves ved regler fastsat med hjemmel i denne eller andre landstingsforordninger eller landstingslove.




Grønlands Hjemmestyre, den 7. maj 2007




Hans Enoksen

/

Aleqa Hammond

 


Forslag til 1. behandling

Bemærkninger til forslag

Ændringsforslag til 2. behandling (vedtaget)

Betænkning 1 (2. behandling)

Betænkning 2 (2. behandling)

Betænkning (3. behandling)