1. maj 2007

FM 2007/41

 

TILLÆGSBETÆNKNING

afgivet af Landstingets Familieudvalg

vedrørende

Forslag til landstingsforordning om alderspension


Afgivet til forslagets 3. behandling


Landstingets Familieudvalg har under behandlingen bestået af:


Landstingsmedlem Olga P. Berthelsen, Inuit Ataqatigiit (formand)
Landstingsmedlem Emilie Olsen, Atassut (næstformand)
Landstingsmedlem Agnethe Davidsen, Siumut
Landstingsmedlem Ruth Heilmann, Siumut
Landstingsmedlem Astrid Fleischer Rex, Demokraterne


Bemærkninger fra Familieudvalget
Bemærkninger fremført under 2. behandlingen fra Kattusseqatigiit Partiiat omkring høringssvarene og forslagets økonomiske konsekvenser afstedkom, at forslaget blev henvist til fornyet behandling i Familieudvalget forud for 3. behandlingen.

Familieudvalget bemærker, at Udvalget i forbindelse med behandlingen af forslaget nøje har gennemgået og vurderet de indkomne høringssvar, hvilket der er redegjort for i Udvalgets betænkning til 2. behandlingen. Derudover har Familieudvalget gennemført møde med KANUKOKA og eksperter fra KANUKOKA, foruden samråd med henholdsvis Lands- styremedlemmet for Familie og Justitsvæsen og Landsstyremedlemmets for Finanser og Udenrigsanliggender. Familieudvalget finder herefter at være velinformeret om parternes holdninger til forslaget. Familieudvalget har dertil ikke yderligere at bemærke.

Det er et kommunalt valg, om kommunerne vil gøre brug af de rådighedsbestemte tillæg. Enhver alderspensionist har, som forslaget er udformet, et individuelt krav på at få vurderet muligheden for at modtage et personligt tillæg.

Der er Familieudvalgets holdning, at forslaget nøje følger de politiske intentioner bag forslaget. Forslaget i den foreliggende form afskærer ikke Kattusseqatigiit Partiiat fra at stille konkrete ændringsforslag til 3. behandlingen om yderligere forbedring af forholdene for alderspensionister og samtidig, som Familieudvalget tidligere har opfordret partierne til, konkret at redegøre for finansieringen af udgifterne på 63 mio. kr. årligt, som forslaget i den foreliggende form vil medføre fra 2008.

Familieudvalget har anmodet om, at Landsstyremedlemmer for Familie og Justitsvæsen følger virkningerne af forslaget tæt, således at der hurtigt kan justeres i forhold til eventuelle utilsigtede virkninger og uhensigtsmæssigheder.

Indstilling
Med ovennævnte bemærkninger indstiller et enigt Familieudvalg forslaget til vedtagelse i den foreliggende form.

 

Olga P. Berthelsen
Formand


Emilie Olsen

Agnethe Davidsen

Ruth Heilmann

Astrid Fleischer Rex