13. oktober 2006

EM 2006/31


BETÆNKNING

Afgivet af Landstingets Skatte- og Afgiftsudvalg

vedrørende

Forslag til landstingslov om børneopsparing

Afgivet til forslagets 2. behandling


Landstingets Skatte- og Afgiftsudvalg har under behandlingen bestået af:


Landstingsmedlem Augusta Salling, Atassut (formand)
Landstingsmedlem Agnethe Davidsen, Siumut (næstformand)
Landstingsmedlem Lars Emil Johansen, Siumut
Landstingsmedlem Agathe Fontain, Inuit Ataqatigiit
Landstingsmedlem Lene Knüppel, Demokraterne (suppleant)
Landstingsmedlem Tommy Marø, Siumut (suppleant)
Landstingsmedlem Jens Lars Fleischer, Siumut (suppleant)


Landstingets Skatte- og Afgiftsudvalg har på baggrund af forslagets 1. behandling under FM 2006 foretaget en gennemgang af lovforslaget med bemærkninger samt af de modtagne høringssvar. Landsstyremedlemmet for Finanser og Udenrigsanliggender har den 2. oktober 2006 sendt et brev til Skatte- og Afgiftsudvalget med henblik på en yderligere belysning af de spørgsmål, der er blevet rejst under 1. behandlingen. Brevet vedlægges som Bilag 1 til denne betænkning.

Skatte- og Afgiftsudvalg har endvidere anmodet Landstingets Familieudvalg om sine eventuelle bemærkninger til lovforslaget. Anmodningen samt Familieudvalgets svar af 3. oktober 2006 vedlægges som Bilag 2 og 3 til denne betænkning.


Høring over lovforslaget.

Forslaget har i tidsrummet fra 14. juni til 17. juli 2006 været sendt i offentlig høring. Høringsfristen har givet anledning til protester fra KANUKOKA, der gør opmærksom på, at forslaget er udsendt midt under sommerferieperioden, hvilket gør det praktisk umuligt for KANUKOKA at indhente bemærkninger fra de enkelte kommuner.

Skatte- og Afgiftsudvalget kan oplyse, at Landstingets Lovudvalg under behandling af FM 2000/9 har udtalt, at høringsfrister almindeligvis ikke bør fastsættes til mindre end 4 uger. Det blev herved forudsat, at fristen forlænges, hvis forslaget er teknisk kompliceret eller høringsperioden ligger i sommerferietiden, etc. Ifølge de gældende lovtekniske retningslinier fastsættes høringsfristen som udgangspunktet til mindst 4 uger, i ferietiden 6-8 uger.

Skatte- og Afgiftsudvalget finder det på den beskrevne baggrund ikke tilfredsstillende, at høringsfristen i det foreliggende tilfælde har været fastsat til mindre end fem uger. Landsstyremedlemmet for Finanser og Udenrigsanliggender opfordres derfor til at påse, at der fastsættes passende høringsfrister for fremtiden.

Vedrørende høringens parter og høringsrundens resultater henvises til de almindelige bemærkninger til lovforslaget.


Lovforslagets tekniske udformning.

Skatte- og Afgiftsudvalget har konstateret sproglige mangler i navnlig den grønlandske udgave lovforslaget. I den forbindelse har Landstingets Tolkefunktion efter anmodning udarbejdet vedlagte notat af 11. oktober 2006 (Bilag 4). Landsstyret opfordres til at fremsætte et ændringsforslag til lovforslaget for at afhjælpe de konstaterede problemer.


Landstingets 1. behandling af lovforslaget.

Landstinget var under 1. behandling delt i sin vurdering af lovforslaget. Siumut, Inuit Ataqatigiit og Atassut har udtalt deres støtte til forslaget, mens forslaget blev afvist af Demokraterne og Kattusseqatigiit Partiiat.


Skatte- og Afgiftsudvalgets overvejelser.

Vedrørende lovforslagets indholdsmæssige aspekter har Landstinget Familieudvalg udtalt følgende: "Da den i forslaget foreslåede børneopsparing ikke ses at være en social ydelse har Familieudvalget ikke bemærkninger til forslaget.".

Skatte- og Afgiftsudvalget kan supplerende bemærke, at forslaget ej heller vedrører skatte- eller afgiftspolitiske formål. Det forhold, at børneopsparingen samt eventuelle tillæg ifølge forslaget skal være skattefrie, forekommer naturligt og giver ikke Skatte- og Afgiftsudvalget anledning til bemærkninger.

Skatte- og Afgiftsudvalget noterer sig, at forslaget ikke giver børnene et retskrav på hverken at modtage en opsparingsydelse eller en tillægsydelse af en bestemt størrelse. Finanslovgiveren vil således på ingen måde være forpligtet til afsætte beløb som omtalt i bemærkningerne til lovforslaget.

Udvalget noterer sig endvidere, at opsparede beløb i børneopsparingspuljen kan blive reduceres i bestemte år på grund af administrationsudgifter og negative investeringsafkast.

I sin vurdering af lovforslaget er udvalget delt i et flertal og et mindretal:

Et flertal i Skatte- og Afgiftsudvalget bestående af Siumut, Atassut og Inuit Ataqatigiit, tilslutter sig forslaget, der realiserer koalitionsaftalens målsætning om at etablere en opsparing for alle børn, fra de fødes til de fylder 18 år. Opsparingen vil lette unge menneskers start på en selvstændig tilværelse ved at yde en økonomisk håndsrækning til brug for uddannelse, bolig, erhvervsvirksomhed, m.v.

Et mindretal i Skatte- og Afgiftsudvalget bestående af Demokraterne forkaster forslaget. Begrundelsen herfor er, at forslaget binder finansmidler, som der er stort behov for på eksempelvis uddannelses-, familie- og socialområdet for at sikre børn en bedre hverdag og bedre uddannelsesmuligheder.


Skatte- og Afgiftsudvalgets indstilling.

Et flertal Skatte- og Afgiftsudvalg indstiller med de foranstående bemærkninger, at Landstinget under sin 2. behandling vedtager det fremsatte lovforslag med de ændringer, der er påkrævet for at afhjælpe de konstaterede sproglige mangler ved lovforslaget.

Et mindretal i udvalget indstiller forslaget til forkastelse.

Med disse bemærkninger skal Landstingets Skatte- og Afgiftsudvalg overgive forslaget til Landstingets 2. behandling.

Augusta Salling
formand


Lars Emil Johansen

Agathe Fontain

Agnethe Davidsen

Lene Knüppel

Bilag 1

Bilag 2

Bilag 3

Bilag 4