Landstingsforordning nr. 2 af 27. marts 2006 om ændring af landstingsforordning om anlæg, vedligeholdelse og drift m.v. af Hjemmestyrets havneanlæg
(Delegation af lokal, funktionel havnemyndighed til private virksomheder)

 

§ 1

I landstingsforordning nr. 4 af 29. oktober 1999 om anlæg, vedligeholdelse og drift m.v. af Hjemmestyrets havneanlæg foretages følgende ændringer:


1.
§ 4 affattes således:
"§ 4. Den centrale havnemyndighed udøves af Landsstyret.
Stk. 2. Landsstyret kan efter aftale med en hjemmestyreejet virksomhed, som er oprettet på privatretligt grundlag og som har relevant kundskab til havne- og søfartsområdet, bemyndige denne til at udøve den lokale, funktionelle havnemyndighed i et eller flere af hjemmestyrets havneanlæg. Landsstyret kan pålægge den private virksomhed denne delegation som en pligt.
Stk. 3. Den lokale, funktionelle havnemyndighed kan træffe afgørelser på Landsstyrets vegne. Den centrale havnemyndighed har instruktionsbeføjelse over for og fører tilsyn med den lokale, funktionelle havnemyndighed.
Stk. 4. Landsstyret kan fastsætte nærmere bestemmelser for udøvelse af den lokale, funktionelle havnemyndighed.
Stk. 5. Den lokale, funktionelle havnemyndigheds afgørelser kan påklages til Landsstyret. Fristen for indlevering af klager er 4 uger efter, at den afgørelse, der påklages, er kommet frem til borgeren.".

 

§ 2

Landstingsforordningen træder i kraft den 1. maj 2006.




Grønlands Hjemmestyre, den 27. marts 2006




Hans Enoksen

/

Jørgen Wæver Johansen


Bemærkninger til forslag

Betænkning (2. behandling)