5. marts 2006

VM2006/13

 

BETÆNKNING


Afgivet af Landstingets Infrastruktur og Boligudvalg


vedrørende


Forslag til landstingsforordning nr. xx af xx 2006 om ændring af landstingsforordning om anlæg, vedligeholdelse og drift m.v. af Hjemmestyrets havneanlæg

 

Afgivet til forslagets 2. behandling

 

Landstingets udvalg har under behandlingen bestået af:


Landstingsmedlem Godmand Rasmussen, Atassut, formand
Landstingsmedlem Agathe, Fontain, Inuit Ataqatigiit , næstformand
Landstingsmedlem Agnethe, Davidsen, Siumut
Landstingsmedlem Tommy, Marø, Siumut
Landstingsmedlem Esmar, Bergstrøm, Demokraterne

 

Landstingets Infrastruktur- og boligudvalg har efter 1. behandlingen gennemgået forslag til landstingsforordning om ændring af landstingsforordning med bemærkninger.


Forslagets indhold.

Landstingets Infrastruktur - og Boligudvalg erfarer, at Landsstyret på baggrund af udtalelse fra Landstingets Ombudsmand har fundet det påkrævet, at præcisere hjemmelsgrundlaget i landstingsforordningen. Dette med henblik på at sikre Landsstyret en specifik hjemmel og bemyndigelse til, at Landsstyret kan uddelegere den lokale funktionelle havnemyndighed til private virksomheder, som har en uafhængig forretningsmæssig status i forhold til Grønlands Hjemmestyre.


Høring

Udvalget konstaterer at forslaget har været sendt i høring hos Royal Arctic Line A/S, KNI Pilersuisoq A/S, Direktoratet for Erhverv, Landbrug og Arbejdsmarked. Direktoratet for Erhverv, Landbrug og Arbejdsmarked fandt anledning til fremkomme med sproglige rettelser. De øvrige høringsparter fandt ikke anledning til bemærkninger.


Udvalgets indstilling

Et flertal i Udvalget bestående af Siumut, Inuit Ataqtigiit & Atassut indstiller forslaget til vedtagelse. Flertallet ser det som et naturligt skridt, at Landsstyret med den fremsatte ændring tilsikre hjemmelsgrundlaget til en delegation af havnemyndigheden er tilstede. Flertallet finder det derudover glædeligt, at de havnechefer på kysten, der skal håndtere den aktuelle myndighedsudøvelse gives et utvetydigt regelgrundlag for deres virke. Flertallet bemærker, at Landsstyret i forordningen har indskrevet en klageadgang for borgene mht. de afgørelser de private virksomheder træffer i medfør af delegationen. Flertallet finder dette positivt, da bestemmelsen er med til at styrke borgerens retssikkerhed.


Et mindretal bestående af Demokraterne indstiller forslaget til forkastelse.

Demokraterne forkaster forslaget af flere årsager. Demokraterne finder det uhensigtsmæssigt, at høringen ikke har inddraget en bredere kreds af interessenter. Det kunne have været ganske relevant, at høre de øvrige brugere af vores havnefaciliteter, om deres holdning til det fremlagte forordningsforslag. Det er tillige med ærgrelse at Demokraterne konstaterer, at Landsstyret er rekursmyndighed, hvad angår klager over de beslutninger og afgørelse de private virksomheder træffer.

Demokraterne skal endnu en gang opfordre til, at Landstinget udskyder 2. behandlingen af forslaget til EM06 dette med henblik på at sikre Landstinget et bredere beslutningsgrundlag med en udtømmende høringsrunde af alle relevante parter.

Med disse bemærkninger overgiver Landstingets Infrastruktur og Boligudvalg. Forslag til landstingsforordning om ændring af landstingsforordning til Landstingets 2. behandling.

 

Godmand Rasmussen, Formand

Agathe Fontain, Næstformand

Agnethe Davidsen

Tommy Marø

Esmar Bergstrøm