Landstingsforordning nr. 3 af 12. maj 2005 om ændring af landstingsforordning om støtte til boligbyggeri
(Mulighed for konvertering af forfaldne ydelser og restgæld til et rente- og afdragsfrit lån samt ændring af reglen om mulighed for låneomlægning med en ny afdragsprofil)
§ 1
I landstingsforordning nr. 1 af 9. april 1992 om støtte til boligbyggeri, som ændret bl.a. ved landstingsforordning nr. 3 af 30. oktober 1998 og senest ved landstingsforordning nr. 4 af 15. april 2003, foretages følgende ændringer:
1. § 10, stk. 3, affattes således:
"Stk. 3. Lån kan endvidere ydes til omlægning af lån ydet i henhold til stk. 1 og 2. Ved fastlæggelse af størrelsen på omlægningslånet indgår restgæld og ikke betalte terminsydelser inklusive strafrenter, gebyrer m.v. på tidligere ydede lån efter stk. 1 og 2. Omlægningslånet afvikles med månedlige ydelser.".2. I § 10 indsættes som stk. 4-6:
"Stk. 4. Låntagere, der har forfaldne ydelser og restgæld i deres boligstøttehuse, kan ansøge om et omlægningslån, jf. stk. 3. Det er en betingelse for at opnå lånet, at der samtidig udfærdiges en individuel gældsafviklingsplan for den enkelte låntager.
Stk. 5. Ansøgninger om omlægningslån, jf. stk. 4, skal indsendes til Landsstyret. Omlægningslån kan kun ydes, såfremt det skønnes, at låntageren har udsigt til at kunne afvikle lånet. Ved vurdering af ansøgningen skal der især tages hensyn til lånets restgæld, ansøgerens hidtidige betalingsevne og -vilje, ansøgerens formueforhold og forventede erhvervsevne samt husets alder og markedsmæssige værdi.
Stk. 6. Landsstyret kan fastsætte regler om administration af ansøgninger om omlægningslån.".3. Efter § 10 indsættes:
"§ 10a. Låntagere, der i de 2 seneste slutlignede år har haft en skattepligtig årlig husstandsindkomst under 180.000 kr., kan ansøge om, at deres forfaldne ydelser og restgæld konverteres til et rente- og afdragsfrit lån, der månedligt afskrives med lige store beløb over lånets resterende løbetid, jf. dog stk. 3.
Stk. 2. For hvert hjemmeboende barn under 18 år, der er tilmeldt folkeregisteradressen, dog maksimalt for 6 børn, forhøjes indkomstgrænsen, jf. stk. 1, med 4.000 kr. pr. barn.
Stk. 3. Er lånets løbetid udløbet og hele lånet forfaldet til betaling, afskrives restancen med lige store beløb over 60 måneder.
Stk. 4. Ansøgninger om konvertering af forfaldne ydelser og restgæld, jf. stk. 1, skal indsendes til Landsstyret. Ved vurdering af ansøgningerne skal der især tages hensyn til ansøgerens formueforhold og forventede erhvervsevne samt husets alder og markedsmæssige værdi.
Stk. 5. Medmindre Landsstyret bestemmer andet, forfalder det rente- og afdragsfrie lån til betaling i tilfælde af låntagers indtrådte konkurs, betalingsstandsning, akkord, likvidation på grund af insolvens, låntagers død, forsvinden eller lignende samt ved ejerskifte. Ved ejerskifte forstås ethvert debitorskift, herunder ved handel og vederlagsfri overdragelse, ligesom overdragelse eller overgang til medejer, ægtefælle, registreret partner, livsarvinger eller samlever.
Stk. 6. Landsstyret kan fastsætte regler om administration af ansøgninger om rente- og afdragsfrie lån.".4. § 21b, stk. 1, affattes således:
"§ 21b. Der kan efter ansøgning ydes tilskud på maksimalt 100.000 kr. til renovering, udvidelse eller modernisering af boliger, der tilhører personer, der i de seneste 2 slutlignede år har haft en skattepligtig årlig husstandsindkomst under 180.000 kr. Der kan ikke ydes tilskud, såfremt ansøgeren indenfor de seneste 5 år har modtaget tilskud.".5. I § 25 indsættes efter stk. 3, som nyt stykke:
"Stk. 4. Landsstyret kan fastsætte regler om fravigelse af de i stk. 3 nævnte rådighedsbegrænsninger med henblik på at tillade finansiering efter kapitel 3 i landstingsforordning nr. 4 af 30. oktober 1998 om boligfinansiering med senere ændringer.".
§ 2
Forordningen træder i kraft den 1. juli 2005.
Grønlands Hjemmestyre, den 12. maj 2005
Hans Enoksen/
Jens NapãtôK
Betænkning (2. behandling)
Ændringsforslag til 2. behandling (vedtaget)