Landstingslov nr. 23 af 18. december 2003 om kommunernes mulighed for at bidrage til erhvervsudvikling gennem investering i erhvervsmæssig virksomhed m.v.

 

Kapitel 1
Formål og definitioner

§ 1. Formålet med loven er at regulere kommunernes muligheder for at bidrage til den lokale og regionale erhvervsfremmeindsats gennem investering i erhvervsmæssig virksomhed m.v., garantistillelse eller ydelse af tilskud for at tilvejebringe kapital til etablering af erhvervsmæssig virksomhed, udvikling af eksisterende virksomhed, produktudvikling og sikring af gennemførelse af generationsskift.

§ 2. Ved kommuner i denne lov forstås en kommune, flere kommuner i fællesskab, kommunale fællesskaber, fælleskommunale fondsdannelser eller tilsvarende konstruktioner, hvor der deltager en eller flere kommuner.

 

Kapitel 2
Anvendelsesområde, modtagere og generelle betingelser

§ 3. Kommuner kan efter de i denne lov nærmere fastsatte bestemmelser:
1) Yde tilskud til eller deltage med ansvarlig kapital i organisationer, selskaber eller andre sammenslutninger, som har til formål at fremme erhvervsudviklingen i kommunen eller i flere kommuner gennem rådgivning om projektudvikling m.v.
2) Tegne eller købe aktier eller anparter i erhvervsdrivende selskaber.
3) Stille garanti for lån optaget i godkendte finansieringsinstitutter m.v. af virksomheder, organisationer eller foreninger.
4) Yde tilskud til produktudvikling af varer og tjenesteydelser til personer, virksomheder, organisationer eller foreninger.
5) Yde etableringstilskud til landbrugsvirksomheder.
Stk. 2. Kommuner kan afholde rimelige udgifter til projektering, forberedelse eller undersøgelse af mulighederne for investeringer, der fremmer den lokale og regionale erhvervsudvikling.
Stk. 3. Modtagere af investeringer, lånegarantier og tilskud i henhold til denne lov skal være fuldt skattepligtige i Grønland på det tidspunkt, hvor tilskuddet udbetales, og skal være tilmeldt det grønlandske erhvervsregister (GER).

§ 4. Det er en betingelse for investering, garantistillelse og tilskud efter § 3, stk. 1, nr. 2-5, at aktiviteten relaterer sig til projekter, virksomheder m.v. med et erhvervsmæssigt sigte, og at aktiviteten har til formål at tilvejebringe et økonomisk overskud.
Stk. 2. Investering, garantistillelse og tilskud efter § 3, stk. 1, nr. 2-5 skal altid ske efter objektive kriterier og på baggrund af en realistisk driftsøkonomisk vurdering.
Stk. 3. Der må ikke investeres i eller stilles garanti til projekter, virksomheder, organisationer eller foreninger, såfremt investeringen eller garantien vil forvride konkurrenceforholdet til allerede eksisterende virksomheder m.v.
Stk. 4. Bestemmelsen i stk. 3 gælder ikke ved etableringstilskud til landbruget.
Stk. 5. En kommune, der med hjemmel i denne lov investerer, stiller garanti, eller yder tilskud til et projekt eller en virksomhed, må ikke selv drive eller have afgørende indflydelse på driften af det pågældende projekt eller virksomhed.

§ 5. Der kan efter denne lov ikke investeres, stilles garanti og ydes tilskud
1) til formål, der er omfattet af landstingsforordningen om støtte til fiskeri, fangst og landbrug,
2) til aktiviteter, der falder ind under arbejdsmarkedslovgivningen, eller
3) hvis der samtidig er eller har været stillet garanti eller givet tilskud i henhold til landstingsloven om erhvervsfremme indenfor turismeerhvervet og landbaserede erhverv til samme projekt.

 

Kapitel 3
Indskud af ansvarlig kapital

§ 6. Kommunen kan med de i denne lov nævnte begrænsninger tegne aktier eller anparter i erhvervsmæssig virksomhed i forbindelse med etablering af ny erhvervsvirksomhed eller udvidelse af eksisterende virksomhed.
Stk. 2. Såfremt kommunen har foretaget investering efter stk. 1, og der bliver fremsat tilbud om at blive købt ud, skal eventuelle aktier eller anparter afhændes til den på afhændelsestidspunktet fastsatte værdi.

 

Kapitel 4
Garantistillelse

§ 7. Kommunen kan indenfor lovens rammer stille garanti for lån i forbindelse med følgende aktiviteter:
1) Etablering af virksomhed.
2) Videreførelse af virksomhed i forbindelse med generationsskifte, jf. dog § 8.
3) Udvidelse af eksisterende virksomhed.

§ 8. For garantistillelse i forbindelse med generationsskifte er det en betingelse
1) at der foreligger en gennemarbejdet plan for forløbet af generationsskiftet, og
2) at der efter en professionel vurdering er tale om et generationsskifte, der ud fra vurdering af virksomhedens fortsatte drift vil være rentabelt at gennemføre.

§ 9. Kommunen kan stille garanti som sikkerhed for lån opnået i bank, sparekasse, godkendt realkreditinstitut, i Vestnordenfonden eller i en kombination af disse. Garantien skal have samme løbetid som det underliggende lån.
Stk. 2. Kommunen kan efter denne lov maksimalt stille garanti for 50 % af lånebeløbet. Lånet skal være ydet på markedsmæssige vilkår, dog med en maksimal løbetid på 10 år.
Stk. 3. Kommunen kan stille garanti for lån for virksomheder, organisationer og foreninger, der har ret til at udøve det pågældende erhverv i Grønland på det tidspunkt, hvor lånet bliver udbetalt.
Stk. 4. Ved garantistillelse udgør kommunens hæftelse samme forholdsmæssige del af den til enhver tid værende restgæld, som det garanterede beløb udgjorde af det oprindelige lånebeløb.
Stk. 5. Kommunen kan forud for garantistillelse i henhold til denne lov sikre sig pant for garantien hos låntager.

§ 10. I tilfælde af misligholdelse af det underliggende lån udløses den stillede garanti ved anmodning fra finansieringsinstituttet.
Stk. 2. Kommunen, der har stillet garantien, indtræder ved misligholdelse i fordringen mod skyldneren for den del, som garantibeløbet forholdsmæssigt udgør af restgælden.

 

Kapitel 5
Tilskud til produktudvikling

§ 11. Kommunen kan yde tilskud til produktudvikling af varer og tjenesteydelser.
Stk. 2. Det er en betingelse, at fremstillingen af varen eller udførelsen af tjenesteydelsen foregår i Grønland.

§ 12. Kommunen kan give tilskud for op til et år ad gangen. Allerede bevilget tilskud udelukker ikke, at der kan søges tilskud igen. Tilskud gives efter ansøgning efter en faglig vurdering af det enkelte projekt.
Stk. 2. Udbetaling af bevilget tilskud kan standses:
1) Hvis projektet ikke længere vurderes gennemførligt.
2) Hvis tilskudsmodtageren har afgivet urigtige eller vildledende oplysninger.
3) Hvis tilskudsmodtageren har fortiet oplysninger af betydning for tildeling af tilskud.
4) Hvis tilskuddet helt eller delvist er anvendt til andet formål end det, det er givet til.

 

Kapitel 6
Etableringstilskud

§ 13. Kommunen kan kun yde etableringstilskud til de i § 3, stk. 1, nr. 1 nævnte organisationer m.v. og til landbrugsvirksomheder i henhold til landstingsloven om landbrug eller bestemmelser udstedt i medfør af denne.

 

Kapitel 7
Tilbagebetaling

§ 14. Uberettiget udbetalt støtte eller tilskud kan kræves tilbagebetalt.

 

Kapitel 8
Administration og tilsyn

§ 15. Landsstyret kan fastsætte nærmere regler om vilkår for ydelser, tilskud m.v. efter denne lov.
Stk. 2. Landsstyret kan fastsætte regler for, at en kommune ikke må forpligte sig til investering og garantistillelse over en bestemt beløbsgrænse uden forudgående godkendelse fra Landsstyret.
Stk. 3. Landsstyret kan fastsætte nærmere regler for indberetning af engagementer i henhold til denne lov.
Stk. 4. Landsstyret kan fastsætte nærmere regler for etablering og drift af kommunalt fællesskab, fælleskommunal fondsdannelse eller tilsvarende konstruktioner, etableret med henblik på opfyldelse af formålet med denne lov, herunder i hvilket omfang dette kræver forudgående tilladelse til etablering fra Landsstyret.
Stk. 5. Landsstyret kan fastsætte nærmere regler for tilbagebetaling af uberettiget udbetalt støtte eller tilskud efter denne lov.

§ 16. En kommune, som investerer eller yder tilskud i henhold til denne lov, skal afholde investeringsudgiften som en drifts- eller anlægsudgift i kommunens eget regnskab og bogholderi. Kommunal garanti for lån, jf. kapitel 4, skal opføres som en eventualforpligtelse i kommunens regnskab.
Stk. 2. Har en modtager, jf. § 3, eller en ejer heraf restance til det offentlige, skal kommunen gøre en investering, garanti eller tilskud betinget af, at der indgås og overholdes sædvanlig aftale om restancens afvikling.
Stk. 3. Der må ikke uden forudgående godkendelse fra Landsstyret foretages investering, stilles garanti eller ydes tilskud, som har til formål at afvikle, nedbringe eller akkordere gæld eller imødegå afskedigelse af ansatte.

 

Kapitel 9
Kontrol

§ 17. Tilsynsrådet for Kommunerne fører kontrol med kommunernes engagementer efter denne lov.
Stk. 2. Tilsynsrådet for Kommunerne eller den, Tilsynsrådet for Kommunerne bemyndiger dertil, kan afkræve kommuner, personer og virksomheder m.v., der modtager midler efter denne lov, alle oplysninger og regnskaber, der er nødvendige for gennemførelse af tilsynet.
Stk. 3. Kommunerne sender årligt indberetning til Tilsynsrådet for Kommunerne vedrørende kommunernes anvendelse af og engagementer i forbindelse med denne lov.

 

Kapitel 10
Sanktionsbestemmelser

§ 18. Den, der i strid med kriminalloven for Grønland afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller som fortier oplysninger for at opnå støtte eller tilskud efter denne lov, kan idømmes bøde. Bøden tilfalder statskassen.
Stk. 2. Er overtrædelsen begået af en virksomhed, som drives af staten, Grønlands Hjemmestyre, en kommune eller et kommunalt fællesskab, et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab, kommunalt fællesskab eller lignende, kan bødeansvar pålægges virksomheden som sådan.

§ 19. Bøde kan idømmes den, der:
1) Overtræder bestemmelser fastsat i medfør af §15.
2) Overtræder § 16.
3) Nægter at udlevere oplysninger efter § 17, stk. 2.
4) Nægter at indsende årlig indberetning efter § 17, stk. 3
Stk. 2. Bøde efter stk. 1 tilfalder statskassen .
Stk. 3. Er overtrædelsen begået af en virksomhed, som drives af staten, Grønlands Hjemmestyre, en kommune jf. § 2, et aktieselskab, et anpartsselskab, et andelsselskab eller lignende, kan bødeansvar pålægges virksomheden som sådan.

 

Kapitel 11
Ikrafttrædelse og overgangsbestemmelser

§ 20. Loven træder i kraft den 1. januar 2004. Samtidig ophæves landstingslov nr. 22 af 3. november 1994 om kommunernes adgang til at investere i erhvervsmæssig virksomhed.
Stk. 2. Uanset bestemmelsen i stk. 1 forbliver bekendtgørelser og andre forskrifter, der er udstedt med hjemmel i Landstingslov nr. 22 af 3. november 1994 om kommunernes adgang til at investere i erhvervsmæssig virksomhed i kraft, indtil de ophæves.
Stk. 3. Lånetilsagn, garantier eller tilsagn om støtte m.v. givet med hjemmel i Landstingslov nr. 22 af 3. november 1994 om kommunernes adgang til at investere i erhvervsmæssig virksomhed, er fortsat gældende.




Grønlands Hjemmestyre, den 18. december 2003.




Hans Enoksen

/

Kaj Kleist


Forslag til 1. behandling

Bemærkninger til forslag

Betænkning (2. behandling)

Ændringsforslag til 2. behandling (vedtaget)