Landstingslov nr. 4 af 20. maj 1998 om tjenestemænd ansat ved Landstingets institutioner.
1. Del
Almindelige bestemmelser
Kapitel 1
Lovens område§ 1. Loven finder anvendelse på enhver, der er ansat som tjenestemand i Grønlands Landsting samt for personer ansat i henhold til § 35, stk. 3.
Kapitel 2
Normering og klassificering§ 2. Normering af tjenestemandsstillinger under Grønlands Landsting sker ved Landstingets finanslov.
Stk. 2. Klassificeringen af tjenestemandsstillinger fastsættes efter reglerne i kapitel 9.
Kapitel 3
Ansættelse§ 3. Ansættelse som tjenestemand sker i følgende former:
1) Varig ansættelse.
2) Ansættelse på prøve med senere varig ansættelse for øje.
3) Ansættelse på åremål.§ 4. Tjenestemænd under Grønlands Landsting udnævnes af Landstingets Formandskab.
§ 5. Ansættelse som tjenestemand forudsætter, at vedkommende efter sin alder, helbredstilstand og uddannelse er i stand til at bestride tjenesten i den pågældende stilling. Hvor betingelser med hensyn til alder, helbredstilstand og uddannelse ikke er fastsat i den øvrige lovgivning eller i medfør af denne, kan regler indeholdende sådanne betingelser fastsættes af Landstingets Formandskab.
§ 6. Ansættelse som tjenestemand sker efter offentligt opslag, medmindre den pågældende ansættes efter forudgående ansættelse på prøve.
Stk. 2. Opslaget skal angive ansættelsesområdet og stillingens betegnelse samt den for tiden gældende lønramme og det for tiden gældende tjenestested.
Stk. 3. Hvor ikke ganske særlige forhold er tilstede, må ansøgningsfristen ikke være mindre end 3 uger.
Stk. 4. Landstingets Formandskab fastsætter nærmere regler om fremgangsmåden ved opslag og kan efter indhentet udtalelse fra Lønningsrådet fastsætte undtagelser fra reglerne i stk. 1 og 2.§ 7. Når ansøgningsfristen er udløbet, udleveres der på begæring af ansøgere og organisationer, hvis medlemmer er naturlige ansøgere til stillingen, en liste med oplysning om navnene på alle ansøgere og eventuelt tillige andre personlige data, der er nødvendige for at identificere de enkelte ansøgere.
Stk. 2. Er der senest inden ansøgningsfristens udløb modtaget skriftlig anmodning fra en ansøger om, at de oplysninger, der skal udleveres i henhold til § 7, stk. 1, ikke gengives offentligt, skal oplysning herom påføres ansøgerlisten ved udlevering.
Stk. 3. Hvis der er fremsat anmodning som nævnt i § 7, stk. 2, må offentlig gengivelse af ansøgerlisten eller dele deraf ikke finde sted, og overtrædelse heraf straffes med bøde.§ 8. Hvis ansættelsesmyndigheden skønner, at ingen af de ansøgere, der rettidigt har meldt sig til en opslået stilling, er tilstrækkeligt egnet til stillingen, eller man ved fornyet opslag kan fremskaffe ansøgning fra mere kvalificerede ansøgere, skal stillingen opslås på ny.
§ 9. Første varige ansættelse sker efter ansættelse på prøve.
Stk. 2. Landstingets Formandskab kan efter indhentet udtalelse fra Lønningsrådet fastsætte regler om undtagelser fra reglen i § 9, stk. 1.
Stk. 3. Landstingets Formandskab kan fastsætte regler om prøveansættelse, herunder om uddannelse og konstatering af udfaldet.§ 10. Når en tjenestemand søger en ledig stilling, skal tjenestemandens hidtidige nærmeste overordnede chef afgive en skriftlig bedømmelse af tjenestemanden til ansættelsesmyndighederne, og tjenestemanden skal have udleveret en afskrift af bedømmelsen.
Stk. 2. Landstingets formandskab kan efter indhentet udtalelse fra Lønningsrådet fastsætte regler om undtagelser fra reglen i § 10, stk. 1.
Stk. 3. Landstingets Formandskab kan fastsætte nærmere bestemmelser om forfremmelsessagers behandling, herunder om grundlaget for personalebedømmelse.§ 11. Tjenestemanden modtager et ansættelsesbrev med angivelse af stillingsbetegnelse og ansættelsesområde.
Stk. 2. Samtidig meddeles det tjenestemanden, efter hvilken lønramme tjenestemanden for tiden aflønnes, og på hvilket tjenestested tjenestemanden indtil videre skal forrette tjeneste.
Stk. 3. Ingen kan samtidigt være varigt ansat i mere end én tjenestemandsstilling efter denne lov.
Stk. 4. Ved samtidig ansættelse i én tjenestemandsstilling efter denne lov og én tjenestemandsstilling efter anden lov, vedtægt eller lignende udbetales eventuel pension efter den pensionslov, vedtægt eller lignende, der gælder for den stilling, hvori tjenestemanden gør tjeneste på pensioneringstidspunktet.
Kapitel 4
Tjenestemandens pligter§ 12. Tjenestemanden skal samvittighedsfuldt overholde de regler, der gælder for stillingen og såvel i som uden for tjenesten vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver.
Stk. 2. Tjenestemanden skal iagttage tavshed med hensyn til de forhold, som tjenestemanden i medfør af sin stilling bliver bekendt med, og hvis hemmeligholdelse i følge sagens natur er påkrævet eller bliver foreskrevet. Tavshedspligten ophører ikke med tjenestemandens udtræden af tjenesten.§ 13. Ansættelsesområdet for tjenestemænd, der ansættes i henhold til denne lov, fastsættes i geografisk henseende til tjenestemandsstillinger i Grønland.
§ 14. En tjenestemand har pligt til at gøre midlertidig tjeneste i en stilling, der er sideordnet med eller højere en tjenestemandens egen.
§ 15. En tjenestemand har pligt til at underkaste sig sådanne forandringer i sine tjenesteforretningers omfang og beskaffenhed, der ikke ændrer tjenestens karakter, og som ikke medfører, at stillingen ikke længere kan anses for passende for tjenestemanden. I samme omfang kan det pålægges tjenestemanden at overtage en anden stilling.
Stk. 2. Såfremt ændringer i forvaltningens organisation eller arbejdsform gør det nødvendigt, kan det pålægges en tjenestemand at overtage en stilling uden for det hidtidige saglige ansættelsesområde efter aftale med den pågældende centralorganisation.
Stk. 3. Hvis en varigt ansat tjenestemand under 60 år af helbredsmæssige grunde bliver uegnet til at varetage tjenesten i sin stilling, kan det pålægges tjenestemanden at overtage en stilling, som må anses for passende for tjenestemanden.§ 16. Såfremt det af hensyn til udførelsen af tjenestepligterne skønnes nødvendigt at knytte tjenestebolig til stillingen, har tjenestemanden pligt til at bebo denne, så længe stillingen beklædes, og til derefter at fraflytte den jvf dog § 33, stk. 1, sidste punktum.
Stk. 2. Bestemmelser om indretning, vedligeholdelse og benyttelse af tjenesteboliger og om ind- og udflytning m.v. fastsættes af Landstingets Formandskab efter indhentet udtalelse fra Landstingets Lønningsråd. Tjenestemandens bidrag for anvendelse af tjenesteboligen fastsættes dog efter reglerne i kapitel 9.
Stk. 3. Det fastsættes efter reglerne i kapitel 9, i hvilket omfang der, ud over de i § 16, stk. 1 nævnte tilfælde skal anvises bolig. En sådan bolig har tjenestemanden ret til at bebo, så læge stillingen beklædes, og pligt til derefter at fraflytte, jvf dog § 33, stk. 1, sidste punktum. For den anviste bolig betales husleje efter de til enhver tid gældende regler om huslejebetaling i hjemmestyrets ejendomme m.v. i Grønland.§ 17. Landstingets Formandskab kan efter ansøgning fritage en tjenestemand for at overtage et borgerligt eller kommunalt ombud, når ansættelsesmyndigheden finder det påkrævet af hensyn til tjenestens forsvarlige udførelse.
Stk. 2. Landstingets Formandskab fastsætter regler for, i hvilket omfang eventuelle udgifter til tjenestens udførelse under en tjenestemands fravær som følge af et borgerligt eller kommunalt ombud kan afholdes af ansættelsesmyndigheden.§ 18. En tjenestemand kan kun have beskæftigelse ved siden af sin tjenestemandsstilling, for så vidt og i det omfang det er foreneligt men den samvittighedsfulde udøvelse af de til tjenestemandsstillingen knyttede pligter og med den for stillingen nødvendige agtelse og tillid.
§ 19. En tjenestemand kan for varetagelsen af de pligter, der følger af tjenestemandsstillingen, samt for sådanne hverv, der må betragtes som led i tjenestemandsstillingen, kun modtage sådan løn og andre ydelser, som er fastsat i henhold til §§ 43 - 45 eller § 51, jvf dog § 12, stk. 3 i Landstingslov nr. 1 af 27. februar 1986 med senere ændringer, om vederlag til medlemmer af Grønlands Landsstyre, Grønlands Landsting m.v.
Kapitel 5
Suspension og diciplinærforfølgning§ 20. En tjenestemand kan suspenderes eller midlertidigt overføres til andet arbejde, når tjenestemanden har pådraget sig grundet mistanke om et forhold, der betager tjenestemanden den tillid, som bestridelsen af stillingen kræver, eller som i øvrigt gør det betænkeligt, at tjenestemanden vedblivende udfører sit hidtidige arbejde.
Stk. 2. Forhold, der medfører indskriden efter § 20, stk. 1, og som ikke gøres til genstand for kriminalretlig forfølgning, behandles ved disciplinær undersøgelse efter reglerne i §§ 21 - 27.
Stk. 3. Landstinget Formandskab fastsætter nærmere regler om iværksættelse og ophør af suspension.§ 21. En tjenestemand, der tjenstligt indberettes for en tjenesteforseelse eller et forhold, der kan medføre en kriminalretlig foranstaltning, skal have udleveret en fremstilling af sagens faktiske omstændigheder og have adgang til at afgive en skriftlig udtalelse om fremstillingen. Tjenestemanden skal samtidig gøres bekendt med, at der ikke er pligt til at udtale sig om fremstillingen.
Stk. 2. Når disciplinær undersøgelse indledes mod en tjenestemand for tjenstlig forseelse, anmoder Landstingets Formandskab Landsdommeren om at udpege en forhørsleder. Såfremt Landsdommeren efter sagens karakter skønner det påkrævet, kan denne anmode præsidenten for en af de kollegiale retter uden for Grønland om at udpege en forhørsleder.
Stk. 3. Såfremt det i særlige tilfælde findes påkrævet, kan Landstingets Formandskab efter forhørslederens indstilling og efter indhentet udtalelse fra vedkommende centralorganisation beskikke en person til at repræsentere administrationen.§ 22. Tjenestemanden er berettiget til at give møde med en bisidder og en tolk og skal ved indkaldelsen til det første forhør gøres bekendt hermed.
Stk. 2. Som bisidder kan anvendes en repræsentant for tjenestemandens organisation, en ansat hos den ansættende myndighed eller institution eller en advokat.
Stk. 3. Tjenestemanden har adgang til at afgive skriftlige indlæg, også efter forhørenes afslutning.§ 23. Forhørslederen træffer bestemmelse om vidneførelse og om tilvejebringelse af andre bevisligheder.
Stk. 2. Enhver ansat har pligt til at give møde under forhørene og afgive forklaring. Den, som afgiver urigtig forklaring som vidne, kan idømmes foranstaltning efter kriminallovens § 85. Hvis et vidne vægrer sig ved at afgive forklaring, kan forhørslederen lade vidnet afhøre ved kredsretten på det sted hvor forhørene afholdes, eller den pågældende bor.
Stk. 3. Forhørslederen afgiver efter sagens afslutning en beretning. Hvis Landstingets Formandskab anmoder derom, skal forhørslederen tillige afgive en indstilling om sagens afgørelse.§ 24. Tjenestemandsforhør og retsmøder, der afholdes under sagen, er ikke offentlige. Dog kan Landstingets Formandskab bestemme, at offentligheden skal have adgang til at overvære sagens behandling, hvis tjenestemanden med tilslutning af vedkommende centralorganisation fremsætter begæring derom.
Stk. 2. For offentlig gengivelse af, hvad der er passeret under forhør og retsmøder, der ikke er offentlige, idømmes bøde.
Stk. 3. Bestemmelsen i § 24, stk. 2 omfatter oplysninger tilvejebragt såvel før som under forhør og retsmøder, der afholdes under sagen, og hvad enten oplysningerne foreligger mundtligt eller skriftligt.§ 25. Må det antages, at sagen slutter med overførelse til andet arbejdssted eller til anden stilling, degradering eller afskedigelse, skal der gives vedkommende centralorganisation meddelelse om sagens stilling, således at denne kan få lejlighed til at udtale sig i sagen, inden denne afgøres.
Stk. 2. Vedkommende centralorganisation har efter anmodning herom krav på at blive gjort bekendt med den afgørelse, som er truffet på grundlag af det materiale, der er tilvejebragt ved den tjenstlige undersøgelse.
Stk. 3. Hvis tjenestemanden er mistænkt for et forhold, der kan medføre en kriminalretlig foranstaltning, kan tjenestemanden forlange sagen behandlet som en kriminalsag. Dette er ikke til hinder for, at der efter kriminalsagens afslutning iværksættes tjenstligt forhør imod tjenestemanden.
Stk. 4. En tjenestemand, hvem der er tildelt en disciplinær straf uden forudgående tjenesteligt forhør, jvf. § 27, kan begære en tjenstlig undersøgelse iværksat. Der er dog kun pligt til at imødekomme begæringen, såfremt den er anbefalet af vedkommende centralorganisation.§ 26. Sluttes undersøgelsen uden ikendelse af disciplinær straf, godtgøres tjenestemandens udgift til bisidder og tolk. I andre tilfælde afgør Landstingets Formandskab under hensyntagen til sagens udfald og omstændighederne iøvrigt, om udgiften til bisidder og tolk skal godtgøres helt eller delvis.
Stk. 2. Godtgørelse efter § 26, stk. 1, ydes med et efter forholdene passende beløb, men kun såfremt det må anses for rimeligt, at tjenestemanden har afholdt udgifter til bisidder. Forhørslederen afgiver efter begæring en udtalelse herom.
Stk. 3. Har en tjenestemand under en disciplinær sag på egen hånd fremskaffet beviser, godtgøres udgifter herved helt eller delvis, når tjenestemanden må anses for at have haft rimelig grund til at fremskaffe beviserne. Forhørslederen afgiver efter begæring herom.§ 27. Som disciplinær straf for tjenestelig forseelse kan anvendes advarsel eller irettesættelse, bøde, der dog ikke må overstige ½ måneds løn, overførelse til andet arbejde eller andet arbejdssted eller anden stilling, degradering - herunder nedrykning med et eller flere løntrin inden for samme lønramme - eller afskedigelse.
Stk. 2. Bøde over 1/25 af månedslønnen og overførelse til andet arbejde kan ikke anvendes, inden forhør er afholdt i overensstemmelse med §§ 21 - 26, medmindre der foreligger en uforbeholden skriftlig tilståelse, i hvilken tjenestemanden vedgår de faktiske omstændigheder i det påsigtede forhold og erkender sig skyldig i en tjenesteforseelse.
Stk. 3. Overførelse til andet arbejdssted eller til anden stilling, degradering eller afskedigelse som straf for tjenesteforseelser kan, når forholdet ikke er fastslået ved dom, kun finde sted efter afholdt tjenstligt forhør.
Stk. 4. Ikendte bøder kan indeholdes i lønnen.
Kapitel 6
Afsked§ 28. Tjenestemænd afskediges af den i § 4 ansættende myndighed.
§ 29. Tjenestemænd kan med 3 måneders varsel forlange sig afskediget til udgangen af en måned.
§ 30. Tjenestemænd kan afskediges uden ansøgning med 3 måneders varsel til udgangen af en måned. Afsked kan dog ske med kortere varsel, såfremt den er begrundet i, at tjenestemanden er uskikket til at forblive i stillingen som følge af forhold, som kan medføre en kriminalretlig foranstaltning, tjensteforseelse eller misligholdelse.
§ 31. Tjenestemænd afskediges fra udgangen af den måned, hvori de fylder 65 eller opnår den alder over 60, som er fastsat efter reglerne i kapitel 9.
§ 32. Inden en tjenestemand afskediges uden ansøgning, skal der, bortset fra de i § 31 nævnte tilfælde, gives såvel vedkommende centralorganisation som tjenestemanden selv adgang til at udtale sig, med mindre forhør har været afholdt efter §§ 21 - 25.
Stk. 2. Enhver, der afskediges uden ansøgning, kan forlange at få skriftlig oplysning om afskedigelsesgrunden.
Stk. 3. Forud for enhver uansøgt afsked, bortset fra de i § 31 nævnte tilfælde, indhentes en udtalelse fra den pensionsbevilgende myndighed om tjenestemandens krav på pension. Det samme gælder ved ansøgt afsked, når afskedsansøgningen skyldes helbredsmæssige årsager.§ 33. Hvis en tjenestemand afskediges, fordi ændringer i forvaltningens organisation eller arbejdsform medfører, at stillingen nedlægges, og det ikke er muligt at anvise tjenestemanden en anden stilling, som tjenestemanden efter § 15 har pligt til at overtage, bevarer tjenestemanden sin hidtidige lønning i 3 år, dog ikke længere end til den for stillingen fastsatte afgangsalder. I denne periode er tjenestemanden omfattet af reglerne i § 15, I denne periode bevarer tjenestemanden tillige en eventuel ret til bolig.
Stk. 2. Såfremt den pågældende opnår ansættelse, som efter tjenestemandspensionslovens § 3 medregnes i pensionsalderen som tjenestemand, inddrages den i § 33, stk omtalte rådighedsløn. Tilsvarende gælder for ventepenge, der måtte være tillagt tjenestemænd i medfør af den forud for 9. Juni 1971 gældende tjenestemandslovgivning.
Kapitel 7
Særbestemmelser om prøveansatte§ 34. En tjenestemand ansat på prøve kan i de første 6 måneder af prøveansættelsen forlange sig afskediget med 14 dages varsel og i den resterende del af prøveansættelsen med 1 måneds varsel, i begge tilfælde til udgangen af en måned.
Stk. 2. I de første 6 måneder af prøveansættelsen kan sådanne tjenestemænd afskediges uden ansøgning med 14 dages varsel til udgangen af en måned.
Stk. 3. Bestemmelserne i § 32, stk. 3, samt § 33 gælder ikke for tjenestemænd på prøve, idet der dog skal indhentes en udtalelse fra den pensionsbevilgende myndighed, jvf § 32, stk. 3, i tilfælde, hvor der måtte opstå spørgsmål om eventuel ret til pension efter tjenstemandspensionslovens kapitler 1 og 5.
Kapitel 8
Særbestemmelser om ansættelse på åremål§ 35. Ansættelse på åremål vil kunne finde sted såvel af personer, der allerede er ansat som tjenestemænd, som af andre.
Stk. 2. Ansættelse som tjenestemand på åremål efter reglerne i dette kapitel sker af personer, som
1) allerede er ansat som tjenestemænd, eller
2) er fratrådt med ret til aktuel eller opsat pension fra tjenestemandsstillinger.
Stk. 3. Ansættelse på åremål af andre end de i stk. 2 nævnte kan ske på vilkår svarende til dem, der iøvrigt gælder efter denne lov, jvf dog § 42, stk. 1.§ 36. Bestemmelse om, hvilke stillinger der kan besættes på åremål, træffes af Landstingets Formandskab efter indhentet udtalelse fra Lønningsrådet.
§ 37. Åremålsansættelse sker for et tidsrum af mellem 3 og 6 år. Åremålsansættelsen kan forlænges med indtil i alt 3 år. Genansættelse kan efter fornyet opslag finde sted i en åremålsstilling.
§ 38. Løn- og andre ansættelsesvilkår fastsættes i overensstemmelse med reglerne i § 43.
§ 39. Placering af en varigt ansat tjenestemand, som genindtræder i varig ansættelse efter en åremålsansættelses udløb eller ophør af en anden årsag, der ikke kan tilregnes tjenestemanden, sker på vilkår, der fastsættes ved aftale som omhandlet i § 38.
§ 40. Tjenestemænd ansat på åremål kan kun afskediges uden ansøgning, såfremt afskeden er begrundet i helbredsmæssige årsager eller i forhold som nævnt i § 30, andet punktum eller § 31. Iøvrigt ophører ansættelsen ved åremålets udløb.
§ 41. Pension til de i § 35, stk. 2 nævnte personer fastsættes med udgangspunkt i den lønramme, som den pågældende var placeret i under den seneste varige ansættelse inden pensioneringstidspunktet.
Stk. 2. Ved beregning af pensionen medregnes åremålsansættelsen i pensionsalderen.
Stk. 3. Til den i henhold til § 41, stk. 1 og 2 fastsatte pension ydes et tillæg, der for hvert åremålsår fastsættes til 2,7 % af højeste pension fra en stilling i åremålsstillingens lønramme. Den samlede pension kan dog ikke overstige den pension, der ville være opnået ved pensionering fra en stilling med samme lønmæssige placering som åremålsstillingen.
Stk. 4. Pensiontillæg efter § 41, stk. 3 indgår i det beløb, hvoraf eventuel ægtefællepension beregnes.§ 42. For personer omfattet af § 35, stk. 3 finder tjenestemandspensionsloven ikke anvendelse, og Landstingets Formandskab træffer efter indhentet udtalelse fra Lønningsrådet bestemmelse om anden pensionsordning for det pågældende ansættelsesforhold.
Stk. 2. Landstingets Formandskab kan bestemme, at en person som nævnt i § 35, stk. 2, kan henføres til stk. 1, hvis særlige konkrete omstændigheder taler derfor.
Stk. 3. Den pensionsbevilgende myndighed kan tillade, at egenpension udbetales før det fyldte 60 år, såfremt den berettigede bliver erhvervsudygtig af helbredsmæssige årsager, eller hvis forholdene iøvrigt taler derfor.
II. del
Løn- og ansættelsesvilkår for tjenestemænd
Kapitel 9
Forhandlings- og orgasnisationsforhold§ 43. Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes ved aftale mellem Landstinget Formandskab og de i § 47 nævnte centralorganisationer.
Stk. 2. Aftaler efter § 43, stk. 1 kan dog ikke indgås om forhold, der bestemmes ved lov eller i henhold til lov eller angår forvaltningens opgaver, organisation eller personalebehov.
Stk. 3. Bestemmelser om generelle løn-, ansættelses- og pensionsvilkår for Landstingets ombudsmands tjenestemænd udfærdiges af Landstingets Formandskab efter forhandling med Landstingets Ombudsmand.
Stk. 4. De nærmere regler for forhandlingerne fastsættes i en aftale mellem Landstingets Formandskab og Landstingets Ombudsmand.§ 44. Kan der ikke indgås aftale om størrelsen af det samlede beløb til ændring af løn- og ansættelsesvilkår herunder til justering af lønskala og stedtillæg, til ændring i den lønmæssige placering af tjenestemandsstillinger samt til ændring af andre ydelser for varetagelsen af tjenestemandsstillingen, jvf. § 19, fremsætter Landstingets Formandskab særligt forslag.
Stk. 2. Kan der ikke indgås aftale om anvendelsen af det i § 44, stk. 1 nævnte beløb, fremsætter Landstinget Formandskab efter indhentet udtalelse fra Lønningsrådet særligt lovforslag.§ 45. Kan der ikke indgås aftale om forhold, der ikke er omfattet af § 44, træffes afgørelsen af Landstingets Formandskab efter indhentet udtalelse fra Lønningsrådet.
§ 46. Bestemmelser om ansættelsesvilkår, hvorom der ikke kan indgås aftale, samt ændring af sådanne bestemmelser fastsættes af Landstingets formandskab efter forudgående forhandling med de i § 47 nævnte centralorganisationer.
Stk. 2. De i § 47 nævnte centralorganisationer kan forhandle med Landstingets Formandskab om ethvert fagligt spørgsmål, der angår tjenestemænd.§ 47. Forhandlingsretten for tjenestemænd, pensionerede bestillingsmænd og tjenestemændspensionister udøves gennem de centralorganisationer, der har hjemsted i Grønland, og med hvilke Landstingets formandskab efter indhentet udtalelse fra Lønningsrådet indgår hovedaftale om fremgangsmåden ved indgåelse af aftaler og om regler for udøvelse af forhandlingsret iøvrigt.
Stk. 2. De pågældende centralorganisationer skal tilsammen give samtlige tjenestemænd, pensionerede bestillingsmænd og tjenestemandspensionister adgang til repræsentation.
Stk. 3. I hovedaftalen træffes bestemmelse om adgang for de organisationer, der er tilsluttet centralorganisationerne, til at forhandle spørgsmål, som alene angår organisationens medlemmer.
Kapitel 10
Lønningsråd§ 48. Lønningsrådet består af en formand (Landstingets Formand), 2 medlemmer repræsenterende henholdsvis Grønlands Landstings administration og 2 repræsentanter for de i § 47 nævnte centralorganisationer, udpeget af Landstingets Formandskab, for organisationernesrepræsentanternes vedkommende efter indstilling af centralorganisationerne.
Stk. 2. Grønlands Landsting vælger af sin midte 2 medlemmer.
Stk. 3. For de i § 48, stk. 1 og 2 omtalte medlemmer udpeges eller vælges der stedfortrædere.
Stk. 4. Formanden, medlemmerne og stedfortræderne udpeges eller vælges for 4 år ad gangen. Dog følger de af Landstinget valgte medlemmers valgperiode Landstingets valgperiode, idet medlemmer og stedfortrædere dog afgår, såfremt de udtræder af Landstinget. Organisationsrepræsentanterne afgår, når ny indstilling fremkommer.
Stk. 5. Rådets beslutninger træffes ved simpel stemmeflerhed.§ 49. Landstingets formandskab kan anmode Lønningsrådet om en udtalelse om ethvert spørgsmål, der opstår i medfør af nærværende lov.
Stk. 2. De i § 47 nævnte centralorganisationer kan forlange, at Lønningsrådets udtalelse indhentes om spørgsmål, som ikke har kunnet løses ved forhandling med Landstingets Formandskab.
Stk. 3. Såfremt der etableres en tjenestemandsret, kan sager, der henhører under denne, ikke forelægges for Lønningsrådet.
Kapitel 11
Pension§ 50. Der tilkommer tjenestemænd pension efter de for statens tjenestemænd i Grønland til enhver tid gældende regler.
Stk. 2. Bestemmelserne i § 24 i lovbekendtgørelse nr. 879 af 23 december 1988 om pension til statens tjenestemænd m.v. i Grønland finder ikke anvendelse for tjenestemænd ansat ved Grønlands Landsting i Grønland.
III. del
Forskellige bestemmelser
Kapitel 12
Personlige tillæg§ 51. Såfremt en tjenestemand i medfør af reglerne i § 15 eller af anden årsag, der ikke kan tilregnes tjenestemanden, overgår til en stilling, der er henført til en lavere lønramme end den hidtidige, ydes der tjenestemanden et personligt tillæg til udligning af forskellen.
Stk. 2. Tillæg efter § 51, stk. 1 bortfalder i det omfang, der opnås lønfremgang ved overgang til højere lønramme eller løntrin.
Kapitel 13
Lønforskud og lønforskrivning§ 52. En tjenestemand kan under ganske særlige og påtrængende omstændigheder opnå et lønforskud uden sikkerhedsstillelse. Regler herom fastsættes af Landstingets Formandskab.
§ 53. Efter regler, der fastsættes af Landstingets Formandskab kan tjenestemænd give transport på løn til låneinstitutter, som ved aftale mellem Landstingets Formandskab og de i § 47 nævnte centralorganisationer er anerkendt hertil.
Stk. 2. Bortset fra de tilfælde, der er nævnt i § 53, stk. 1, kan tjenestemanden ikke overdrage, pantsætte eller på anden måde råde over løn, der ikke er udbetalt.
Kapitel 14
Ekstraordinær tjenestefrihed m.v.§ 54. Den ansættende myndighed kan efter retningslinier fastsat af Landstingets Formandskab give en tjenestemand tjenestefrihed uden løn i en på forhånd fastsat periode af mindst en måneds varighed. Perioden fradrages ved udregning af lønanciennitet.
Stk. 2. Efter retningslinier fastsat af Landstingets Formandskab kan der indrømmes en tjenestemand anden tjenestefrihed uden for den egentlige ferie.
Stk. 3. Såfremt det er foreneligt med tjenestens tarv kan ansættelsesmyndigheden imødekomme en tjenestemands anmodning om nedsat tjenestetid for begrænset eller indtil videre mod tilsvarende lønnedsættelse.
Stk. 4. Bestemmelser om hel eller delvis bevarelse af løn og lønanciennitet under tjenestefrihed efter § 54, stk. 2 eller under nedsat tjenestetid fastsættes af Landstingets Formandskab efter indhentet udtalelse fra Lønningsrådet.
Stk. 5. Landstingets formandskab kan efter indhentet udtalelse fra Lønningsrådet fastsætte regler om, at tjenestemænd har ret til tjenestefrihed uden løn til nærmere afgrænsede formål.§ 55. Efter retningslinier fastsat af Landstingets Formandskab kan den ansættende myndighed give tjenestemanden tjenestefrihed med løn med henblik på supplerende uddannelse. Denne tjenestefrihed ydes uden tab af lønanciennitet og pensionsalder.
Stk. 2. Landstingets Formandskab kan inden for rammer, der fastsættes ved aftale i henhold til § 43, gøre uddannelse, hvortil ansættelsesmyndigheden afholder omkostningerne, betinget af, at tjenestemanden på forhånd forpligter sig til at forblive i tjenesten en vis periode efter gennemgået uddannelse, samt af, at løn i uddannelsesperioden og eventuelle øvrige uddannelsesomkostninger helt eller delvis tilbagebetales, hvis denne tjenestepligt ikke opfyldes.
IV. Del
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser§ 56. Loven træder i kraft den 1. juli 1998, idet dog Landstingets Formandskab kan fastsætte et senere ikrafttrædelsestidspunkt for § 47.
§ 57. Samtidig med landstingslovens ikrafttræden, overgår de tjenestemænd ved Grønlands Landsting, der er ansat i henhold til landstingslov nr. 5 af 14. Maj 1990 Grønlands Hjemmestyres og kommunernes tjenestemænd i Grønland, til ansættelse under denne landstingslovs dækningsområde.
§ 58. For så vidt angår tjenestemænd under Grønlands Hjemmestyre, der ansat inden denne lovs ikrafttræden, bevares alle rettigheder, som disse har erhvervet ved eller i henhold til lov, aftale m.v., der var gældende den 30. juni 1998, ligesom alle pligter opretholdes.
§ 59. På områder, hvor der efter denne landstingslov skal fastsættes nærmere regler eller indgås aftaler, forbliver de i medfør af tidligere lovgivning udfærdigede forskrifter i kraft, indtil de afløses af nye bestemmelser.
Grønlands Hjemmestyre, den 20. maj 1998
Jonathan Motzfeldt/
Daniel Skifte