Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 10 af 19. juni 1992 om fangst af hvid- og narhvaler.

I medfør af § 4, §§ 6 og 7 samt §§ 9 og 10 i Landstingslov nr. 12 af 22. november 1984 om erhvervsmæssig fangst og jagt fastsættes:

 

Jagtberettigede personer

§ 1. Hvidhvalen (Delphinapterus leucas) og narhvalen (Monodon monoceros) kan fanges af personer med fast bopæl i Grønland og fast tilknytning til det grønlandske samfund.

 

Nationalparken i Nord- og Østgrønland og Naturreservatet i Melville Bugten

§ 2. Hvid- og narhvaler er fredet i det farvand Nationalparken i Nord- og Østgrønland samt Naturreservatet i Melville Bugten omfatter.
Stk. 2. Personer, der har fast bopæl i enten Upernavik eller Avanersuaq samt Ittoqqortoormiit kommuner, og samtidig har fast tilknytning til det grønlandske samfund, kan drive fangst og jagt som beskrevet i gældende regler om ovennævnte Nationalpark og Naturreservat.

 

Jagtmetoder

§ 3. Fly, helikopter samt enhver form for motorkøretøjer må ikke anvendes under jagt på hvid- og narhvaler eller til befordring til og fra jagtområdet.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan dog i særlige tilfælde give dispensation til anvendelse af snescootere til brug for hjemtransport af fangstbytte til hjemstedet, når is- og vejrforhold nødvendiggør hurtig og ekstraordinær indsats for at bjerge fangsten.

§ 4. Ved anvendelsen af rifler er mindste lovlige kaliber 7,62 mm, dog kan 5,64 mm. (cal. 222) bruges til aflivning på klods hold af harpuneret, garnfanget eller på anden måde sikret hvid- eller narhval. Kun ammunition med spidsskarpt kugle (hel mantel) er tilladt i hvid- og narhvalsfangsten.
Stk. 2. Alle hvid- og narhvaler, der er fanget ved omringning, skal medtages til hjemstedet. Flænsningsområdet skal være ryddet for ubrugelige rester.
Stk. 3. Det er forbudt at anvende sprængstof, harpunkanon, hagl- gevær og salonriffel under hvid- og narhvalsfangsten.

§ 5. Kommunalbestyrelsen kan i en kommunal vedtægt fastsætte yderligere reguleringer af fangsten på hvid- og narhvaler, når specielle forhold taler for sådanne foranstaltninger. Den kommunale vedtægt træder først i kraft efter, at Landsstyret har godkendt vedtægten.

 

Sassat

§ 6. Når sassat lokaliseres meldes dette så hurtigt som muligt, evt. ved hjælp af VHF-radio til relevante bygder/byer.
Stk. 2. Den lokale KNAPP udvælger en ansvarshavende (kaptajn). Kaptajnen sørger for rapportering af fangsten i henhold til § 8, stk. 1.
Stk. 3. Aflivningen skal foregå så hurtigt og effektivt som muligt. Så snart hvalen hales op på isen, skal flænsningen påbegyndes.
Stk. 4. Ingen deltagende fangere må fange mere, end de kan regne med at få transporteret bort med slæde straks efter afslutningen på sassat, eller i henhold til § 4, stk. 2.
Stk. 5. Deltagerne har pligt til at fjerne alle dele der ikke kan bru- ges af mennesker og hunde, inden fangststedet forlades.
Stk. 6. Afmærkede partier af kød, mattak og spæk samt fortøjede dyr må ikke fjernes uden ejernes samtykke, medmindre kommunale myndigheder under hensyn til de vejrmæssige forhold har tilkendegivet en frist for borttransport af fangstbyttet og denne frist er overskredet.

 

Rapportering og kontrol

§ 7. Alle hvid- og narhvalsfangster skal meldes til hjemkommunen hver måned, med angivelse af antal fangne dyr, dato og lokalitet for nedlæggelsen. Ligeledes skal det meddeles, om fangsten er sket med riffel, håndharpun, garn, omringning eller i sassat. Fællesfangst f.eks. ved omringning, garn eller ved sassat rapporteres kun af den udvalgte kaptajn, med angivelse af samtlige fangstdeltageres navne.
Stk. 2. Fangsten optegnes på et skema, jf. bilag l, ss. l og 2. Skemaet kan rekvireres på kommune- eller bygdekontoret.
Stk. 3. Kommunen indsender de modtagne skemaer til Direktoratet for fiskeri, fangst og landbrug, senest den 14. dag i hver måned.
Stk. 4. Enhver fanger, som nedlægger en hvid- eller narhval, har pligt til at medtage dyrets underkæbe, jf. bilag 2, og aflevere denne til KNI eller RGP med oplysning om dato og lokalitet for nedlæggelsen.
Stk. 5. KNI eller RGP videresender de indleverede kæber til: Biologstationen, Box 570, 3900 Nuuk.

 

Dispensation

§ 8. Landsstyret kan til videnskabelige og andre formål meddele dispensation fra bekendtgørelsens bestemmelser.

 

Udførsel

§ 9. Udførsel af dele fra hvid- og narhval kan kun ske efter forudgående tilladelse fra Grønlands Hjemmestyre, dog er det tilladt at udføre ovennævnte genstande i henhold til § 8.

 

Sanktioner

§ 10. Bøde idømmes den der overtræder §§ l - 4, §§ 6 og 7 og § 9. Samtidig konfiskeres kød, mattak, kranium, stødtand samt andre dele af ulovligt nedlagte eller erhvervede hvid- og narhvaler.

§ 11. Bekendtgørelsen træder i kraft 1. juli 1992, og samtidigt ophæves Landsrådsvedtægt af 18. januar 1958 om sassat.
Stk. 2. De i medfør af Landsrådsvedtægt af 18. januar 1958 om sassat stadfæstede kommunale vedtægter eller udsendte skrivelser forbliver i kraft i det omfang der fastlægger yderligere betingelser for fangsten, indtil de ophæves eller ændres i medfør af Landstingslov om erhvervsmæssig fangst og jagt og denne bekendtgørelse.




Grønlands Hjemmestyre, den 19. juni 1992.




Hans Iversen

/

Jørn Birk Olsen


Bilag 1

Bilag 2