Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 8 af 5. maj 1988 om fredning af moskusokser i Grønland.

I henhold til § 2, stk. 1 i Landstingslov nr. 11 af 12. november 1980 om naturfredning i Grønland fastsættes:

 

Fredningstider og fredede områder

§ 1. Moskusoksen (Ovibos moschatus) er i Ittoqqortoormiit kommune fredet i perioderne 21. december-19. august samt 21. september - 19. november.
Stk. 2. Moskusoksen er i Vestgrønland fredet i perioden 26. september - 31. juli.
Stk. 3. Moskusoksen er i Ivittuut kommune totalfredet indtil udgangen af år 1999.
Stk. 4. Moskusoksen er i Avanersuaq kommune totalfredet indtil udgangen af år 1999.
Stk. 5. Moskusoksen er totalfredet i Nationalparken i Nord- og Østgrønland.
Stk. 6. Al moskusoksejagt er forbudt i forsvarsområdet omkring Søndre Strømfjord samt i områder, som af de vestgrønlandske kommuner er udlagt som rensdyrreservater (se kortbilag).
Stk. 7. I fredningstiden medregnes begyndelses- og slutdagen.

 

Fastsættelse af kvoter og inddeling i aldersgrupper.

§ 2. Landsstyret fastsætter efter samråd med Ittoqqortoormiit og Maniitsoq kommunalbestyrelser hvert år det antal moskusokser, som må nedlægges (kvota) i Ittoqqortoormiit kommune og Angujaartorfiup Nunaa (Maniitsoq kommune).
Stk. 2. Denne kvota kan beqrænses til nedlæggelse af bestemte køns- og aldersgrupper.
Stk. 3. Den årlige kvota samt vilkårene herfor skal offentliggøres i den landsdækkende presse samt i radioen senest 6 uger før jagttidens begyndelse.

 

Jaqtberettiqede personer

§ 3. Moskusoksejaqt må kun udøves af personer med fast bopæl i Grønland, som er i besiddelse af et gyldigt bevis for at drive fangst og jagt som hovederhverv.

 

Jagtmetoder

§ 4. Ved moskusoksejagt er det kun tilladt at anvende riffel. Mindste lovlige kaliber er 6,5 mm. Der skal anvendes blødnæset ammunition. Halv- og helautomatiske rifler må ikke anvendes.
Stk. 2. Der må ikke medtages hunde ved moskusoksejagt i Vestgrønland.
Stk. 3. Fly, helikoptere samt enhver form for motorkøretøjer må ikke anvendes under jagt på moskusokser eller til befordring til og fra jagtområdet.
Stk. 4. Ingen må nedlægge flere dyr, end alt kød kan bruges på stedet eller medtages til hjemstedet.

 

Vildtbiologisk materiale.

§ 5. Enhver jæger, som nedlægger en moskusokse, har pligt til at medtage dyrets underkæbe og aflevere denne til kommunen med oplysning om dato og lokalitet for nedlæggelsen samt dyrets køn.
Stk. 2. Kommunen videresender de indleverede kæber til Hjemmestyret efter jagttidens ophør.

 

Engangsplomber

§ 6. Personer, som i medfør af § 2, stk. 1 og § 3 har opnået tilladelse til moskusoksejagt i Angujaartorfiup Nunaa, vil af kommunen få udleveret to nummererede éngangsplomber til brug for senere identifikation af det nedlagte dyr.
Stk. 2. Umiddelbart efter nedlæggelse af dyret skal éngangsplomberne fastgøres på dyrets køller, således at der er tale om en stabil og iøjnefaldende placering.
Stk. 3. Éngangsplomberne skal forblive på dyret så længe som muligt efter hjemkomsten fra jagtturen.
Stk. 4. Udleverede, men ikke anvendte éngangsplomber, skal straks efter jagttidens ophør afleveres til kommunen.

 

Udførsel, indfangning og udsætning

§ 7. Udførsel af levende dyr samt af skind eller kranium af moskusokse kan kun ske efter forudgående tilladelse fra Grønlands Hjemmestyre.

§ 8. Det er forbudt at immobilisere og indfange moskusokser samt holde dem i indhegnede områder uden en forudgående tilladelse fra Grønlands Hjemmestyre.
Stk. 2. Udsætning af frit levende moskusokser i nye områder kan ligeledes kun ske efter indhentet tilladelse fra Grønlands Hjemmestyre.

§ 9. Det er forbudt at købe eller modtage kød og skind samt andre dele af ulovligt nedlagte moskusokser.

 

Sanktioner

§ 10. Overtrædelse af foranstående regler kan straffes med bøde, ligesom kød, skind, kranium samt andre dele af ulovligt nedlagte eller erhvervede moskusokser vil blive konfiskeret.
Stk. 2. Ved overtrædelse af bestemmelserne i § 4 kan de ulovligt anvendte våben og befordringsmidler konfiskeres.
Stk. 3. Konfiskeret udbytte vil tilfalde Grønlands Hjemmestyre.
Stk. 4. For overtrædelse af bestemmelserne i §§ 1, 3, 4, 7 og 8 er ikke alene den enkelte jæger ansvarlig, men også ejeren af den båd, slæde eller andet redskab, der har været benyttet ved jagten, for så vidt han har været med på jagtturen, eller han har været vidende om, at de pågældende redskaber ville blive benyttet til den ulovlige jagt.

 

Dispensation

§ 11. Landsstyret kan til videnskabelige og andre formål meddele dispensation fra bekendtgørelsens bestemmelser.

§ 12. Bekendtgørelsen træder i straks. Samtidig ophæves bekendtgørelse af 11. juni 1958 vedrørende fredning af moskusokser i Grønland med senere ændringer samt § 1 i bekendtgørelse af 23. juni 1958 vedrørende regulering af fangst og jagt i Scoresbysund og Ammassalik distrikter med senere ændringer.




Grønlands Hjemmestyre, den 5. maj 1988




Aqqaluk Lynge

/

Dorthe Johannsen

Kortbilag (findes ikke elektronisk)


Bemærkninger