Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Administrativ forskrift
Nr. 24
3. maj 2024
Gældende

Cirkulære om anskaffelse af tjenestebiler

Generelle betingelser

 

  § 1.  Centraladministrationens anskaffelse af tjenestebiler, der indregistreres som personvogn, kan ske inden for en anskaffelsespris på 375.000 kr. for den enkelte tjenestebil.

  Stk. 2.  Ved anskaffelsesprisen forstås de samlede anskaffelsesudgifter, herunder bilens indkøbspris, afgifter, fragtudgifter og eventuelle øvrige udgifter i forbindelse med leveringen.

  Stk. 3.  Eventuelt ekstraudstyr, herunder pigdæk, som anskaffes i forbindelse med køb af tjenestebiler, eller i tjenestebilens levetid, medregnes ligeledes i anskaffelsesprisen.

  Stk. 4.  Indtægter ved salg af en anden tjenestebil, kan tillægges beløbsrammen, så en samlet anskaffelsespris maksimalt kan være på i alt 475.000 kr. Et evt. overskydende beløb skal indtægtsføres i landskassens regnskab efter de herom gældende regler.

  Stk. 5. Tjenestebiler indkøbes normalt som nye. Der kan tillige indkøbes brugte tjenestebiler, der er i almindeligt god stand. Ved køb af en brugt bil skal der indhentes 2 uafhængige vurderinger fra anerkendte bilværksteder af køretøjets stand og salgsværdi. Mindst 1 af vurderingerne bør indeholde en erklæring på de foreskrevne serviceeftersyn.

  Stk. 6.  Nyindkøbte tjenestebiler kan tidligst udskiftes, når de er 5 år gamle, regnet fra datoen for, hvornår de første gang er indregistreret, medmindre den hidtidige tjenestebil overdrages til en anden enhed i selvstyret.

 

  § 2.  Ved centraladministrationens anskaffelse af tjenestebiler, der indregistreres som personvogn til benyttelse i forbindelse med besøg fra udlandet på ministerniveau eller højere niveauer, finder § 1 ikke anvendelse.

 

Tjenestebiler til medlemmer af Naalakkersuisut

 

  § 3.  Medlemmer af Naalakkersuisut kan få stillet fri tjenestebil til rådighed.

  Stk. 2.  Medlemmer af Naalakkersuisut kan under tjenesterejser eller andet ophold uden for Nuuk overlade brugen af tjenestebilen til departementet eller andre indenfor rammerne af de for tjenestebilen gældende forsikringsbetingelser.

  Stk. 3.  Medlemmer af Naalakkersuisut skal straks ved ophøret af hvervet som medlem af Naalakkersuisut tilbagelevere den fri tjenestebil til det departement, som har stillet tjenestebilen til rådighed.

 

Tjenestebiler til øvrige formål

 

  § 4.  Centraladministrationen kan udover de i § 3 nævnte tilfælde anskaffe tjenestebiler, såfremt der er tjenstligt behov herfor.

  Stk. 2.  Tjenstligt behov kan eksempelvis foreligge i forbindelse med befordring af personale i tjenstlig anledning eller af klienter i en institution, varetransport m.v.

  Stk. 3. Ved vurdering af det tjenstlige behov efter stk. 2, foretages en individuel og konkret vurdering af behovets omfang sammenholdt med mulighederne for at dække dette behov på billigere måde eksempelvis ved lån af andre tjenestebiler, kørsel i taxa m.v.

  Stk. 4.  Bestemmelserne i stk. 1 gælder ikke for tjenestebiler, der indregistreres på anden måde end som personvogn, eller i øvrigt indrettes med henblik på anvendelse til særlige tjenstlige formål, eksempelvis til transport af tjenestehunde. Sådanne tjenestebiler skal anskaffes billigst muligt under hensyntagen til en hensigtsmæssig opfyldelse af de særlige tjenstlige formål.

 

  § 5.  Anskaffelse og udskiftning af tjenestebiler i henhold til § 4 kan kun ske efter godkendelse af den departementschef, der har det overordnede ansvar for den enhed m.v., der planlægger at anskaffe eller udskifte en tjenestebil.

 

  § 6.  Tjenestebiler anskaffet i henhold til § 4, kan efter nærmere retningslinjer, fastsat af departementet for den pågældende enhed, benyttes af ansatte til befordring mellem tjenestested og bopæl og eventuel anden begrænset privat kørsel, såfremt dette ikke er til gene for den tjenstlige anvendelse. Sådan privat anvendelse vil eksempelvis kunne være begrundet i tilfælde, hvor en ansat har vagttjeneste eller anden tilsvarende uregelmæssig arbejdstid.

  Stk. 2.  En ansats mulighed for at benytte en tjenestebil i henhold til § 4, til befordring mellem tjenestested og bopæl eller eventuel anden begrænset privat anvendelse, ophører ved den ansattes fratræden af stillingen, herunder i forbindelse med fritstillelse i en opsigelsesperiode eller i en periode med rådighedsløn.

 

  § 7.  Det påhviler departementerne i overensstemmelse med dette cirkulære at sikre fastsættelse af retningslinjer for nettostyrede virksomheders anskaffelse og anvendelse af tjenestebiler.

 

Indberetning til skattemyndighederne

 

  § 8.  Den myndighed i centraladministrationen, der har anskaffet tjenestebilen, skal sende Økonomi- og Personalestyrelsen de nødvendige oplysninger til sikring af indberetning af skattepligtig fri tjenestebil eller tjenestebil til rådighed.

  Stk. 2.  For medlemmer af Naalakkersuisut skal departementerne sende oplysningerne om fri tjenestebil til Formandens Departement, der forestår videresendelse af oplysningerne til Økonomi og Personalestyrelsen.

 

  § 9.  Oplysninger efter § 8 skal for medlemmer af Naalakkersuisut indlægges i lønsystemet som en fast lønart. Dette skal ske på det tidspunkt, hvor tjenestebilen stilles til rådighed frem til det tidspunkt, hvor tjenestebilen ikke længere er til rådighed.

  Stk. 2.  For medlemmer af Naalakkersuisut kan der kun ske fradrag i indberetning af antal dage med fri tjenestebil, såfremt tjenestebilen, f.eks. i perioder med tjenesterejser og ferie, overlades til en ansat i departementet, og pågældende indberettes for et tilsvarende antal dage med tjenestebil til rådighed, som fragår i indberetningen for medlemmet af Naalakkersuisut.

  Stk. 3. Formandens Departement kontrollerer, at oplysningerne om fri tjenestebil for medlemmer af Naalakkersuisut fremgår korrekt af lønspecifikationerne.

 

Overgangs- og ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.

 

  § 10.  Departementerne kan indenfor rammerne af nærværende cirkulære udarbejde supplerende regler for den daglige administration af tjenestebiler, registrering af bilernes anvendelse uden for arbejdstiden og indberetning af skattepligtig anvendelse af tjenestebilerne m.v.

 

  § 11.  Dette cirkulære træder i kraft den 6. maj 2024.

  Stk. 2.  Samtidig ophæves cirkulære om anskaffelse af tjenestebiler af 12. august 2016.

 

 

Formandens Departement, den 30. april 2024

 

 

Múte B. Egede (sign.)

Formand for Naalakkersuisut

 

 

/ Hans-Peder B. Christensen (sign.)