Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Lovgivning
Nr. 26
17. november 2017
Gældende

Inatsisartutlov om ændring af Landstingsforordning om overtagelse af Hjemmestyrets og Kommunernes udlejningsejendomme som ejerlejlighed eller ejerbolig
(Undtagelse for Selvstyrets enfamilie- og dobbelthuse i Ilulissat, Aasiaat, Sisimiut, Nuuk og Qaqortoq samt mulighed for overtagelse mod kontant betaling)

§ 1

I Landstingsforordning nr. 12 af 19. november 2007 om overtagelse af Hjemmestyrets og kommunernes udlejningsejendomme som ejerlejlighed eller ejerbolig, foretages følgende ændringer:


1.
I § 3, stk. 1, indsættes efter nr. 8:
“ 9)  Enfamilie- og dobbelthuse i Ilulissat, Aasiaat, Sisimiut, Nuuk og Qaqortoq.”

2. Efter § 14 i afsnit ”Offentligt lån, sikkerhed og forfald” indsættes § 14a:
“  § 14a.  Udlejningsejendomme i form af énfamilie- og dobbelthuse, som ejes af selvstyret eller en kommune og har en markedsværdi under 275.000 kr., kan efter ansøgning overtages af lejer mod kontant betaling af markedsværdien, eller ved indgåelse af en afdragsaftale, jf. stk. 2. Ansøgningen indsendes til Naalakkersuisut eller kommunalbestyrelsen og skal vedlægges en uforbindende erklæring fra et pengeinstitut om ansøgers mulighed for at finansiere salgsprisen.
  Stk. 2.  Såfremt lejeren ikke kan udrede købesummen på maksimalt 275.000 kr. kontant, kan der indgås en afdragsordning for køb af ejendommen. Afdragsordningen kan ikke løbe længere end 60 måneder, og der skal som minimum afdrages med 4.000 kr. om måneden. Der beregnes hverken renter eller gebyrer af beløbet.
  Stk. 3.  Ved manglende overholdelse af en afdragsordning jf. stk. 2, beregnes en rente, på 3 % med tillæg af nationalbankens diskonto. Renten tilskrives restgælden månedsvis.
  Stk. 4. Ved overtagelse i henhold til stk. 1-2 finder landstingsforordningens § 11, stk. 2-4, samt §§ 13-16 ikke anvendelse.”


§ 2

Inatsisartutloven træder i kraft den 1. januar 2018.



Grønlands Selvstyre, den 17. november 2017


Kim Kielsen