Gå til sidens indhold
Tilbage til søgning
Lovgivning
Nr. 10
15. april 2003
Gældende

Landstingslov om frie grundskoler og undervisning i hjemmet m.v.

Kapitel 1.
Undervisning m.v.

 

§ 1. Frie grundskoler giver undervisning inden for 1.-10. klassetrin, som står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen.

 

§ 2. Undervisningen på 10. klassetrin kan forberede til de til enhver tid gældende afsluttende evalueringer og prøver i folkeskolen.
Stk. 2. For elever, der er fagligt og personligt parate til at overgå til en ungdomsuddannelse efter 9 års skolegang, kan undervisningen på 9. klassetrin forberede til de til enhver tid gældende afsluttende evalueringer og prøver i folkeskolen.
Stk. 3. Landsstyret kan meddele lederen af en fri grundskole ret til at afholde de til enhver tid gældende afsluttende evalueringer og prøver i folkeskolen efter de til en hver tid gældende regler, der gælder for folkeskolen.

 

§ 3. Undervisningssprogene i en fri grundskole er grønlandsk og dansk.
Stk. 2. Som led i elevernes sprogindlæring kan engelsk tillige være undervisningssprog.
Stk. 3. Landsstyret kan i særlige tilfælde godkende, at undervisningssproget er et andet end grønlandsk og dansk.

 

§ 4. En fri grundskole skal efter regler, der fastsættes af Landsstyret:
1) Give specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand til elever, hvis funktionsnedsættelse er af en sådan art eller omfang, at deres behov for særlig støtte ikke kan dækkes inden for den almindelige undervisning.
2) Give supplerende undervisning til elever, der midlertidigt har vanskeligt ved at følge den almindelig undervisning i et eller flere fag.
3) Sørge for undervisning af elever, der gennem længere tid på grund af sygdom eller af hensyn til deres sundhed eller velfærd ikke kan undervises i skolen.
Stk. 2. Landsstyret skal yde vederlagsfri pædagogisk-psykologisk rådgivning til elever, der har sin skolegang i en fri grundskole.

 

§ 5. Skoleåret begynder 1. august og omfatter mindst 200 skoledage.

 

Kapitel 2.
Frie grundskoler, ledelsen og underviserne

 

§ 6. Frie grundskoler, der modtager tilskud i henhold til denne landstingslov, skal være selvejende institutioner. Vedtægtsbestemmelser om styrelse og økonomiske forhold skal godkendes af Landsstyret. Landsstyret kan fastsætte regler om vedtægternes indhold.
Stk. 2. En fri grundskole skal i sit virke som selvejende uddannelsesinstitution være uafhængig, og skolens midler må alene komme skolens skole- og undervisningsvirksomhed til gode.
Stk. 3. Den overordnede ledelse af en fri grundskole varetages af en bestyrelse, som er ansvarlig for skolens drift.
Stk. 4. For bestyrelsen, lederen og andre ansatte ved en fri grundskole gælder bestemmelserne i kapitel 2 om inhabilitet og kapitel 8 om tavshedspligt m.v. i Landstingslov om sagsbehandling i den offentlige forvaltning.
Stk. 5. Frie grundskoler med kostafdeling skal være ejer af skolens enkelte bygninger eller hovedparten heraf og må ikke eje bygninger sammen med andre. Dette er ikke til hinder for, at der undtagelsesvis kan lejes en lille del af skolens bygninger.
Stk. 6. En fri grundskole skal udgøre en geografisk og bygningsmæssig enhed. Landsstyret kan i særlige tilfælde fravige dette krav.

 

§ 7. Ved hver fri grundskole ansættes en leder, der har den daglige administrative og pædagogiske ledelse af skolen og er ansvarlig for skolens virksomhed.
Stk. 2. En fri grundskoles leder påser, at eleverne deltager i undervisningen, og kan forlange, at forældrene giver skolen skriftlig oplysning om grunden til en elevs udeblivelse fra undervisningen. Hvis en elev ikke opfylder undervisningspligten, indberetter skolens leder det til kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor skolen har sin virksomhed.
Stk. 3. Udmeldes en undervisningspligtig elev i skoleårets løb, skal skolens leder snarest muligt underrette kommunalbestyrelsen.

 

§ 8. Løn- og ansættelsesvilkår for ledere og undervisere skal ligge på samme niveau som tilsvarende stillinger i det offentlige. Aftalerne om løn- og ansættelsesvilkår skal fremsendes til Landsstyret og kommunalbestyrelsen til orientering.

 

§ 9. Oprettelse af en fri grundskole skal anmeldes for Landsstyret og kommunalbestyrelsen.
Stk. 2. Oprettelse af en fri grundskole skal ske med virkning fra et skoleårs begyndelse.
Stk. 3. Landsstyret kan fastsætte regler om fremgangsmåden ved oprettelse af en fri grundskole, som ønsker tilskud efter denne landstingslov, herunder om anmeldelsesfrister og anmeldelsesdepositum.

 

Kapitel 3.
Tilsyn

 

§ 10. Tilsynet med en fri grundskoles almindelige virksomhed, herunder med, at skolen giver en undervisning, som står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, påhviler forældrene til børn i den frie grundskole, forældrekredsen. Forældrekredsen træffer selv beslutning om, på hvilken måde tilsynet skal udøves.
Stk. 2. Forældrekredsen enten vælger for højst 4 år en eller flere personer til at føre tilsyn med, at eleverne får en undervisning, som står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, eller anmoder kommunalbestyrelsen om at varetage dette tilsyn. Den tilsynsførende må ikke tilhøre forældrekredsen, være medlem af bestyrelsen, være ansat på den frie grundskole eller være gift eller nært beslægtet med disse personer. Den frie grundskole skal orientere kommunalbestyrelsen om, hvem der er valgt til at føre tilsyn.
Stk. 3. Hvis forældrekredsen ikke vælger en tilsynsførende, varetages tilsynet af kommunalbestyrelsen.
Stk. 4. Den tilsynsførende afgiver hvert år en erklæring til forældrekredsen og den frie grundskoles bestyrelse om elevernes standpunkt. Skønner den tilsynsførende, at standpunktet ikke står mål med, hvad der almindeligvis opnås i folkeskolen, fastsættes en frist på mindst 3 måneder til forbedring af forholdene. Finder den tilsynsførende stadig undervisningen mangelfuld, indberettes det efter høring af forældrekredsen og den frie grundskoles bestyrelse til kommunalbestyrelsen.
Stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde træffe beslutning om yderligere tilsyn med en fri grundskole.
Stk. 6. Den frie grundskole skal til tilsynet efter stk. 2, 3 og 5 på begæring udlevere de oplysninger, som har betydning for tilsynets udførelse.

 

§ 11. En fri grundskole med kostafdeling kan anmode kommunalbestyrelsen om, at denne fører tilsyn med kostafdelingen.

 

§ 12. Finder kommunalbestyrelsen, at en fri grundskoles virksomhed ikke er i overensstemmelse med denne landstingslov, de regler eller aftaler, der er fastsat eller indgået i henhold til landstingsloven, kan kommunalbestyrelsen udstede påbud til den frie grundskole om at ændre den pågældende virksomhed.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan hos den enkelte frie grundskole indhente oplysninger om skolens virksomhed.

 

Kapitel 4.
Tilskudsbetingelser og anvendelse af tilskud

 

§ 13. Til frie grundskoler, der opfylder betingelserne i denne landstingslov, yder kommu-nalbestyrelsen et driftstilskud, jf. bestemmelserne herom i kapitel 5.
Stk. 2. Frie grundskoler kan opspare tilskud til anvendelse i følgende finansår og optage lån til skole- og undervisningsvirksomhed.

 

§ 14. En fri grundskole skal mindst tilbyde undervisning inden for 1.-7. klassetrin.
Stk. 2. Landsstyret kan meddele dispensation fra stk. 1.
Stk. 3. En fri grundskole, der modtager tilskud i henhold til denne landstingslov, kan omfatte en kostafdeling.

 

§ 15. En fri grundskoles midler skal forvaltes, så de bliver til størst mulig gavn for skolen. Landsstyret kan fastsætte regler for anbringelsen af likvide midler, der ikke er nødvendige til den frie grundskoles drift.

 

Kapitel 5.
Tilskudsformer og -beregning

 

§ 16. Kommunalbestyrelsen yder den frie grundskole, hvor eleven er indskrevet, et årligt driftstilskud pr. elev i alderen 6-17 år. Tilskuddet pr. elev udgør Grønlands Hjemmestyres bloktilskud til én byskoleelev i de grønlandske kommuners folkeskole.
Stk. 2. Landsstyret refunderer udgifter til vidtgående specialundervisning og anden special-pædagogisk bistand, som en elev måtte henvises til i forbindelse med pædagogisk-psykologisk rådgivning jf. § 4, stk. 2. Refusionen ydes efter samme regler som refusion til kommunerne for eleverne i folkeskolen.

 

§ 17. Driftstilskuddet beregnes på grundlag af antal indskrevne elever pr. 5. september i året før det år, som tilskuddet søges for (tilskudsåret).
Stk. 2. Driftstilskuddet vedrørende perioden fra 1. august til den 31. december i tilskudsåret reguleres på baggrund af antal indskrevne elever pr. den 5. september i tilskudsåret.
Stk. 3. For nyoprettede frie grundskoler beregnes driftstilskuddet i oprettelsesåret på grundlag af antal indskrevne elever pr. 5. september i tilskudsåret. Tilskuddet beregnes som 5/12 af det samlede årlige tilskud.
Stk. 4. For nyoprettede frie grundskoler beregnes et á conto driftstilskud, jf. § 20, stk. 3, i oprettelsesåret på grundlag af antal indskrevne elever pr. 1. juni i tilskudsåret.

 

§ 18. Kommunalbestyrelsen kan udover driftstilskuddet efter ansøgning yde frie grundskoler tilskud til nedbringelse af egenbetalingen, befordringsudgifter og tilskud til kostafdelinger.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan yde frie grundskoler tilskud og lån til anlæg af skolens bygninger samt til lignende investeringsudgifter.

 

Kapitel 6.

Tilskudsansøgning, -udbetaling, regnskab og revision

 

§ 19. Frie grundskoler skal hvert år sende kommunalbestyrelsen en fortegnelse over alle elever, som pr. 5. september er indskrevet i skolen. Fortegnelsen skal være kommunalbestyrelsen i hænde senest den 1. oktober. Fortegnelsen skal indeholde oplysning om elevernes navne, personnumre og om, hvorvidt eleverne er undervisningspligtige. Såfremt fortegnelsen ikke er kommunalbestyrelsen i hænde senest 1. oktober, fortabes kravet på tilskud for det kommende tilskudsår.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen returnerer en attesteret fortegnelse over elever, som pr. 5. september er tilmeldt kommunens folkeregister, og som ikke er tilmeldt folkeskolen, en anden fri grundskole eller undervises i hjemmet. Hvis den frie grundskole ikke har fortegnelsen i hænde senest den 1. november i året før tilskudsåret, lægges den frie grundskoles opgørelse af antal indskrevne elever til grund for beregningen af driftstilskuddet for det kommende år.

 

§ 20. Ansøgning om driftstilskud efter denne landstingslov skal være kommunalbestyrelsen i hænde senest den 1. oktober i året før tilskudsåret. Kommunalbestyrelsen kan, når særlige grunde taler herfor, forlænge fristen.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen meddeler hver fri grundskole, der har søgt om driftstilskud, størrelsen af det bevilgede tilskud. Meddelelsen skal være den frie grundskole i hænde senest den 1. november i året før tilskudsåret.
Stk. 3. Nyoprettede frie grundskoler kan ansøge om et á conto driftstilskud på 2/12 af det årlige tilskud. Ansøgning herom skal være kommunalbestyrelsen i hænde senest den 1. juni i tilskudsåret.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen meddeler hver nyoprettet fri grundskole størrelsen af det bevilgede á conto driftstilskud. Meddelelsen skal være den frie grundskole i hænde senest den 1. juli i tilskudsåret.
Stk. 5. Landsstyret kan fastsætte regler om ansøgning om tilskud.

 

§ 21. Driftstilskuddet udbetales i 4 lige store rater den 1. januar, 1. april, 1. juli og 1. oktober i tilskudsåret.
Stk. 2. Reguleringen, jf. § 17, stk. 2, udbetales sammen med driftstilskudsraten den 1. januar i året efter tilskudsåret.
Stk. 3. For nyoprettede frie grundskoler udbetales á conto driftstilskuddet inden 1. juli i tilskudsåret. For meget eller for lidt udbetalt driftstilskud reguleres på baggrund af antal indskrevne elever pr. 5. september i tilskudsåret i forbindelse med udbetalingen af raten den 1. januar i året efter tilskudsåret.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan for frie grundskoler, der ikke følger bestemmelserne i denne lov, de regler eller aftaler, der er fastsat eller indgået i henhold til loven, eller kommunalbestyrelsens påbud, tilbageholde tilskud, lade tilskud bortfalde helt eller delvis eller kræve tilskud tilbagebetalt helt eller delvis. Kommunalbestyrelsen kan desuden kræve tilskud tilbagebetalt, hvis grundlaget for tilskudsberegningen eller tilskudsberegningen er fejlagtig.
Stk. 5. For meget udbetalt tilskud kan modregnes i kommende tilskud.
Stk. 6. Landsstyret kan fastsætte regler for udbetaling af tilskud.

 

§ 22. Frie grundskolers regnskabsår er kalenderåret. Regnskaberne opstilles og revideres efter almindelige regler for god revisionsskik.
Stk. 2. Regnskaberne skal revideres af en statsautoriseret revisor eller en registreret revisor og være kommunalbestyrelsen i hænde senest 1. juni i året efter tilskudsåret. Kommunalbestyrelsen kan meddele dispensation fra fristen.

 

Kapitel 7.
Frie grundskoler der ikke modtager driftstilskud

 

§ 23. Bestemmelserne i § 6, § 8 og § 9, stk. 3, kapitel 4-6, bortset fra § 18 og § 19, stk. 1 og 2, 1. pkt gælder ikke for frie grundskoler, som ikke modtager driftstilskud efter denne landstingslov.

 

Kapitel 8.

Undervisning i hjemmet m.v.

 

§ 24. Hvis forældrene selv vil sørge for undervisning af deres børn i den undervisnings-pligtige alder, skal de meddele det skriftligt til kommunalbestyrelsen i børnenes bopælskommune, før undervisningen begynder.
Stk. 2. Meddelelsen skal indeholde oplysninger om, hvilke børn der skal deltage i undervisningen, hvor undervisningen foregår, og hvem der skal undervise børnene.

 

§ 25. Kommunalbestyrelsen i barnets bopælskommune fører tilsyn med den undervisning, barnet får i hjemmet m.v.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan hvert år lade afholde prøver i et eller flere af folkeskolens fag for at sikre, at undervisningen står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. Den, der har undervist børnene, leder prøverne efter aftale med kommunalbestyrelsen.
Stk. 3. Skønnes det, at undervisningen ikke har stået mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, underretter kommunalbestyrelsen forældrene om, at der vil blive afholdt en ny prøve efter 3 måneder, og at børnene skal undervises i en skole, hvis undervisningen stadig ikke står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen.

 

§ 26. Undervisning i hjemmet m.v. kan forberede til de til enhver tid gældende afsluttende evalueringer og prøver i folkeskolen. Landsstyret kan fastsætte regler herom.

 

Kapitel 9.
Forældrenes rettigheder og pligter

 

§ 27. Forældrenes rettigheder og pligter efter denne lov samt efter regler, herunder vedtægter, udstedt i medfør af denne lov tilkommer og påhviler den eller de personer, som har forældremyndigheden over barnet.
Stk. 2. Bortset fra spørgsmålet om skolegangens begyndelse og varighed kan skolen anse den, der faktisk sørger for barnet, for bemyndiget til at handle på forældremyndighedsindehavers vegne.

 

Kapitel 10.
Ikrafttræden

 

§ 28. Landstingsloven træder i kraft den 1. juni 2003.




Grønlands Hjemmestyre, den 15. april 2003




Hans Enoksen

/

Arkalo Abelsen