Inatsisartutlov nr. 23 af 3. december 2012 om Grønlands Råd for
Menneskerettigheder
Kapitel 1
Etablering og formål
§ 1. Denne
Inatsisartutlov har til formål at fremme og beskytte menneskerettighederne i
Grønland ved at etablere Grønlands Råd for Menneskerettigheder i
overensstemmelse med FN’s Parisprincipper, der gælder for nationale
menneskerettighedsinstitutioner.
Stk. 2. Grønlands Råd for
Menneskerettigheder skal medvirke til en generel videns- og kompetenceopbygning
om menneskerettigheder i Grønland.
Stk. 3. Grønlands Råd
for Menneskerettigheder er uafhængigt.
Kapitel 2
Arbejdsopgaver
§ 2.
Grønlands Råd for
Menneskerettigheder har til opgave at fremme og beskytte menneskerettighederne i
Grønland navnlig ved at:
1) deltage i overvågning af og rapportering om menneskerettighedssituationen i
Grønland,
2) drøfte udarbejdelse af analyser af og forskning på
menneskerettighedsområdet,
3) yde rådgivning til Inatsisartut, Naalakkersuitut, samt andre offentlige
myndigheder og private aktører om menneskerettigheder,
4) fremme koordination af og bistand til civilsamfundets arbejde med
menneskerettigheder,
5) støtte og fremme undervisning i menneskerettigheder,
6) medvirke til formidling af information om menneskerettigheder,
7) foreslå aktiviteter til styrkelse af menneskerettigheders gennemførelse i
Grønland og
8) vurdere forløbet af hidtidige aktiviteter på menneskerettighedsområdet i
Grønland.
Stk. 2.
Grønlands Råd
for Menneskerettigheder udpeger blandt sine medlemmer et medlem til bestyrelsen
for Institut for Menneskerettigheder – Danmarks Nationale
Menneskerettighedsinstitution.
Kapitel 3
Rådets sammensætning, ledelse og sekretariat
Rådets sammensætning
§ 3.
Grønlands Råd for
Menneskerettigheder sammensættes således, at rådet afspejler de synspunkter, som
gør sig gældende blandt civilsamfundsorganisationer, der arbejder med
menneskerettigheder. Endvidere repræsenteres særligt berørte offentlige
myndigheder i rådet.
Stk. 2. Følgende
civilsamfundsorganisationer og institutioner kan hver udpege et medlem til
Grønlands Råd for Menneskerettigheder:
1) Bedre Børneliv (MIBB).
2) Børn og Unge Organisationen Nanu (Nanubørn).
3) Forsvarerforeningen i Grønland (Illersuisut).
4) Grønlandske Advokater (Nunatsinni Advokatit).
5) Grønlands Arbejdsgiverforening (GA).
6) Handicapforeningen i Grønland (KNIPK).
7) Inuit Circumpolar Council (ICC Grønland).
8) Grønlands Universitet.
9) Grønlands Fisker- og Fangerforening (KNAPK).
10) Ligestillingsrådet i Grønland.
11) Grønlands Arbejdstagerforening (SIK).
12) Transparency Greenland.
13) Ungdomsrådet i Grønland. Sorlak.
14) Ældreforeningen.
15) Børnetalsmanden (MIO).
Stk. 3. Følgende
offentlige myndigheder, institutioner og organisationer kan hver udpege et
medlem til Grønlands Råd for Menneskerettigheder:
1) Departementet for Familie, Kultur, Kirke og Ligestilling (IKINN).
2) Kommunernes Landsforening – Kalaallit Nunaanni Kommunit Kattuffiat –
KANUKOKA.
3) Ombudsmanden for Inatsisartut.
Stk. 4.
Institut for
Menneskerettigheder – Danmarks Nationale Menneskerettighedsinstitution kan
deltage i rådets møder uden stemmeret.
Stk. 5.
Medlemmer af
Grønlands Råd for Menneskerettigheder udpeges for to år ad gangen.
Stk. 6. Såfremt et medlem af rådet ikke længere er i stand til at
varetage sit hverv, kan den enhed, der havde udpeget medlemmet jf. stk. 2 og 3,
udpege et nyt medlem til hvervet for resten af perioden.
Ledelse
§ 4.
Grønlands Råd for
Menneskerettigheder vælger selv sin formand og næstformand blandt rådets
medlemmer.
Stk. 2. Grønlands Råd
for Menneskerettigheder fastsætter en forretningsorden for sit virke.
Stk. 3. Der afholdes mindst
to årlige møder.
Stk. 4.
Medlemmer af
Grønlands Råd for Menneskerettigheder, der repræsenterer
civilsamfundsorganisationer og offentlige institutioner jf. § 3, stk. 2, har
stemmeret og valgbarhed til hvervene som formand og næstformand og medlemskab af
Institut for Menneskerettigheders bestyrelse.
Stk. 5.
Medlemmer, som
er udpeget i medfør af § 3, stk. 3, og observatører, som deltager rådets møder,
har ikke stemmeret eller valgbarhed.
Stk. 6. Grønlands Råd for
Menneskerettigheder kan beslutte, at yderligere organisationer og myndigheder
m.v. kan deltage med observatørstatus i rådets møder.
Stk. 7. Grønlands Råd for
Menneskerettigheder kan beslutte at åbne sine møder for offentligheden.
Sekretariat
§ 5.
Udenrigsdirektoratet
varetager sekretariatsfunktionen for Grønlands Råd for Menneskerettigheder.
Sekretariatet forestår administrationen og yder faglig bistand til rådet.
Kapitel 4
Finansiering
§ 6. Grønlands
Råd for Menneskerettigheder finansieres gennem tilskud fra Landskassen.
Stk. 2. Tilskud fra
Landskassen har primært til formål at finansiere mødeafholdelse, herunder
lokaler, tolkning og forplejning i forbindelse med møderne, samt evt. udgifter
til informations- og undervisningsmateriale. Rejseudgifter i forbindelse med
deltagelse i Institut for Menneskerettigheders bestyrelse forventes afholdt
indenfor Landskassens tilskud.
§ 7. Medlemmer
af Grønlands Råd for Menneskerettigheder, der må rejse fra deres bopæl for at
deltage i rådets møder, modtager dagpenge og godtgørelse for rejseudgifter
efter reglerne om vederlag og tillæg til ikke-Inatsisaratutmedlemmer i
Landstingslov om vederlag m.v. til medlemmer af Inatsisartut, Naalakkersuisut,
m.v.. Disse udgifter afholdes inden for det årlige tilskud fra Landskassen.
Kapitel 5
Ikrafttræden
§ 8. Denne
Inatsisartutlov træder i kraft den 1. januar 2013.
Stk. 1. Bestemmelsen i § 2, stk. 2, træder i kraft ved udstedelse af
bekendtgørelse herom af Naalakkersuisut.
Stk. 3. Grønlands Råd for
Menneskerettigheder udarbejder pr. 1. juli 2017 en rapport, hvori Rådets drift
og formål evalueres med henblik på en eventuel omstrukturering af Rådet og dets
arbejde. Herefter skal Rådet udarbejde en ny rapport med 2 års mellemrum.
Stk. 4. Straks efter
udarbejdelsen af de i stk. 3 nævnte rapporter, skal rapporterne indleveres til
Inatsisartut med henblik på omdeling til medlemmerne af Inatsisartut.
Grønlands Selvstyre,
den 3. december 2012
Kuupik Kleist
Forslag til 1. behandling
Bemærkninger til forslag
Betænkning (2. behandling)
Ændringsforslag til 2. behandling
(vedtaget)