Inatsisartutlov nr. 20 af 3.
december 2012 om erhvervsfremme til landbaserede erhverv
Kapitel 1
Anvendelsesområde
§ 1. Der oprettes en
pulje til finansiering af støtteordninger, der har til formål at støtte
erhvervsprojekter, der vurderes at medføre samfundsøkonomiske gevinster i form
af eksempelvis merproduktion og øgede arbejdspladser.
Stk. 2. Der kan ikke ydes
støtte til ren drift.
§ 2. Inatsisartutloven
omfatter erhvervsstøtte til landbaserede erhverv. Landbaserede erhverv omfatter
virksomhed og aktiviteter inden for service, turisme, industri, handel, hotel,
IT, oplevelseserhverv med videre.
Stk. 2. Der kan ikke
efter denne inatsisartutlov ydes støtte til formål, der er omfattet af støtteordninger
efter anden lovgivning.
§ 3. Der kan som
udgangspunkt kun ydes støtte til den del af erhvervsaktiviteten, som foregår i
Grønland. Støtte kan dog gives til kurser eller indkøb af råmateriale med
videre, der ikke udbydes i Grønland.
Kapitel 2
Erhvervsstøtte og særlige puljer
§ 4. Støtte ydes
indenfor det beløb, der afsættes til puljen på den årlige finanslov.
§ 5. Støtte gives efter
ansøgning herom, som tilsagn om refusion af dokumenterede udgifter i forbindelse
med:
1) etablering og udvidelse,
2) produktions- og
konceptudvikling,
3) markedsetablering, eller
4) projektering.
Stk. 2. Støtte kan
endvidere gives som tilsagn om et fast beløb til brug for professionel
konsulentbistand, såsom advokat eller revisorbistand.
Stk. 3. Et tilsagn om
støtte gives på nærmere fastsatte vilkår.
Stk. 4. Ansøgning om
støtte efter stk. 1 og 2 skal udarbejdes på et af Naalakkersuisut udarbejdet
ansøgningsskema og indeholde de oplysninger, der kræves heri.
§ 6. Naalakkersuisut kan
fastsætte bestemmelser om støtte til bestemte brancher eller særlige
virksomheder, herunder at en fast del af puljen på den årlige finanslov er
reserveret til disse samt fastsætte nærmere vilkår for tilsagn om støtte til
disse brancher eller virksomheder.
Kapitel 3
Generelle
betingelser
§ 7. Der kan alene gives
støtte til private erhvervsmæssige virksomheder og projekter, der har til formål
at tilvejebringe et økonomisk overskud over en længere periode.
Stk. 2. Tilsagn om
støtte kan ikke overdrages eller gøres til genstand for retsforfølgning.
Stk. 3. Der kan kun
gives støtte til projekter eller aktiviteter, der ikke modtager støtte eller
finansiering fra andre offentlige midler.
Stk. 4. Tilsagn om
støtte gives på baggrund af en drifts- og samfundsøkonomisk vurdering af
ansøgningen. Den driftsøkonomiske vurdering skal blandt andet inddrage en
vurdering af ansøgers faglige og ledelsesmæssige kvalifikationer og kompetencer,
ansøgers økonomi og holdbarheden af den konkrete forretningsplan.
§ 8. Tilsagn om støtte
kan alene gives til fysiske personer eller selskaber, der er bosiddende eller
registreret i Grønland og er fuldt skattepligtige i Grønland.
Stk. 2. Tilsagn om
støtte kan ikke gives, hvis modtageren eller ledende personer i direktionen
eller bestyrelsen tidligere er dømt for grovere overtrædelser af
skattelovgivningen eller for overtrædelser af bestemmelser om økonomisk
kriminalitet i Kriminallov for Grønland eller har væsentlig gæld til det
offentlige.
Stk. 3. Naalakkersuisut
kan stille yderligere krav og vilkår til ansøgere om tilsagn og støtte, samt
fastsætte nærmere bestemmelser herom.
Kapitel 4
Støttens størrelse og varighed
§ 9. Tilsagn om støtte
skal angive, hvor stort et beløb der maksimalt vil kunne ydes i støtte, samt
hvor stor en procentdel af de dokumenterede udgifter, der inden for denne
beløbsgrænse vil blive refunderet. Det er et vilkår for støttens udbetaling, at
omkostningerne kan relateres direkte til projektet, og at de er nødvendige for
gennemførelsen af projektet. Endvidere er det et vilkår, at udgifterne skal være
afholdt i den i tilsagnet fastsatte periode.
Stk. 2. For støtte efter
§ 5, stk. 1 kan, der højest udbetales et beløb svarende til 50 % af de
dokumenterede udgifter i henhold til den projektbeskrivelse, der har dannet
baggrund for tilsagn om støtte.
Stk. 3. Naalakkersuisut
kan fastsætte nærmere bestemmelser om støttens størrelse og varighed af
tilsagnet.
Kapitel 5
Administration, rapportering, bortfald og klage
Administration og sagsbehandling
§ 10. Naalakkersuisut
kan indgå aftale om administration af tilsagn og udbetaling af støtte med
kommunalbestyrelsen eller et administrationsselskab.
Stk. 2. Indgås en aftale
efter stk. 1 med et administrationsselskab, finder landstingslov om
sagsbehandling i den offentlige forvaltning og landstingslov om offentlighed i
forvaltningen anvendelse på administrationsselskabets varetagelse af opgaver i
henhold til denne inatsisartutlov.
Rapportering og meddelelse om oplysninger
§ 11. Naalakkersuisut
kan fra personer eller virksomheder, der er givet tilsagn om støtte, kræve alle
oplysninger, dokumentation, bilag og regnskaber, som skønnes nødvendige for at
kunne træffe beslutning om udbetaling af støtte.
Stk. 2. Naalakkersuisut
kan fastsætte nærmere bestemmelser om regnskabsaflæggelse, revision, kontrol og
tilsyn.
Bortfald af tilsagn og tilbagebetaling af støtte
§ 12. Naalakkersuisut
kan træffe afgørelse om bortfald af tilsagn om støtte eller tilbagebetaling af
støtte, såfremt modtager uberettiget har opnået støtte eller modtaget tilsagn om
støtte efter denne inatsisartutlov.
Stk. 2. Tilbagebetaling
kan kræves hvis:
1) Modtager forsætligt eller ved
grov uagtsomhed har afgivet urigtige eller vildledende oplysninger af betydning
for udbetaling af støtte.
2) Vilkår for udbetaling af
støtte ikke var til stede.
Stk. 3. Personer eller
selskaber, der har modtaget tilsagn om tilskud, har pligt til at underrette
Naalakkersuisut om væsentlige ændringer i økonomiske og øvrige forhold, der kan
have betydning for Naalakkersuisuts vurdering af om tilsagn om støtte skal
bortfalde.
Stk. 4. Tilsagn om
støtte bortfalder automatisk, såfremt ansøger eller virksomhed:
1) undlader at fremsende
regnskaber eller andre dokumenter, som Naalakkersuisut har krævet efter § 10,
stk. 1, indenfor den heri angivne frist, eller
2) kommer under
konkursbehandling, bliver umyndiggjort eller bliver frakendt retten til at drive
erhverv.
Klage
§ 13. Afgørelser truffet
i medfør af inatsisartutloven kan ikke påklages til anden administrativ
myndighed. Dette gælder også, hvor afgørelsen er truffet af en
kommunalbestyrelse eller et administrationsselskab i medfør af § 10, stk. 1.
Kapitel 6
Sanktioner og ikrafttræden med videre
§ 14.
Der kan idømmes foranstaltninger i medfør af Kriminallov for Grønland for den,
der forsætligt eller groft uagtsomt:
1) Afgiver urigtige eller
vildledende oplysninger eller fortier oplysninger med henblik på uberettiget at
opnå tilsagn om eller udbetaling af støtte.
2) Anvender udbetalt støtte i strid med vilkårene herfor.
Stk. 2.
I forskrifter udstedt i medfør af inatsisartutloven kan der fastsættes
foranstaltninger i form af
bøde efter reglerne i Kriminallov for Grønland.
Stk.
3. Hvor inatsisartutloven eller bestemmelser fastsat i medfør af loven
hjemler idømmelse af bøde, kan bøden pålægges en juridisk person efter § 17 i
kriminallov for Grønland.
Stk.
4. Bøder, der idømmes i medfør af denne inatsisartutlov eller bestemmelser
fastsat i medfør af inatsisartutloven, tilfalder landskassen.
§ 15. Inatsisartutloven
træder i kraft 1. januar 2013.
Stk. 2. Samtidig ophæves
landstingslov nr. 14 af 12. november 2001 om erhvervsfremme inden for
turismeerhvervet og landbaserede erhverv som ændret ved landstingslov nr. 10 af
14. november 2004.
Stk. 3. Forskrifter
udstedt med hjemmel i landstingslov om erhvervsfremme inden for turismeerhvervet
og landbaserede erhverv forbliver i kraft, indtil de ophæves.
Stk. 4. Lånetilsagn,
garantier eller tilsagn om støtte givet med hjemmel i landstingslov nr. 15 af
31. oktober 1996 om finansieringsstøtte til turisterhvervet, landstingslov nr.
20 af 30. oktober 1998 om finansieringsstøtte til landbaserede erhverv og
landstingslov nr. 14 af 12. november 2001 om erhvervsfremme inden for
turisterhvervet og landbaserede erhverv er forsat gældende og reguleres efter
denne inatsisartutlov.
Grønlands Selvstyre, den 3.
december 2012
Kuupik Vandersee Kleist
Bemærkninger til forslag
Betænkning (2. behandling)