Offentliggjort på

http://dk.nanoq.gl/Emner/Landsstyre/
Kundegoerelse_Lovgivning/2012.aspx

 den 3. december 2012

 

Inatsisartutlov nr. 11 af 3. december 2012 om afgift på hellefisk i det havgående fiskeri

 

Afgiftspligt

§ 1.  Efter bestemmelserne i denne lov svarer virksomheder og personer, der har kvoter til havgående fiskeri efter hellefisk, en afgift til landskassen af den del af fangsten, som ikke i henhold til fiskerilovgivningen skal indhandles til et indhandlings- eller produktionsanlæg i Grønland.
Stk. 2.  Overnationale eller nationale myndigheder, som har fået meddelt kvoter af Naalakkersuisut, svarer ikke afgift.

§ 2.  Afgiftspligten indtræder på tidspunktet for fangstens udførelse eller overdragelse til tredjemand.


Afgiften

§ 3.  Afgiften er 2,50 kroner per kilo hellefisk.
Stk. 2.  Afgiften, jf. stk. 1, reguleres kvartalsvis proportionalt med den relative prisudvikling for hellefisk i forhold til olieprisen i danske kroner. Den relative prisudvikling beregnes af gennemsnitsprisen af de første 2 af de 3 forudgående kvartaler. Reguleringssatsen oplyses af Departementet for Finanser.
Stk. 3.  Prisudviklingen for hellefisk tager udgangspunkt i udviklingen i salgs- og eksportpriser for hellefisk fra Grønland. Prisudviklingen for olien tager udgangspunkt i udviklingen for brentolien.
Stk. 4.  Prisudviklingen for hellefisk vægtes med 1/1,667 og olie vægtes med forholdet 1/4,454.


Betaling

§ 4.  Afgiftsperioden er kvartalet.
Stk. 2.
Afgiftspligtige virksomheder og personer skal føre et regnskab over salg, udførsel m.v., der kan danne grundlag for opgørelsen af afgiften og for kontrollen med afgiftens rigtige betaling.
Stk. 3.  Afgiftspligtige virksomheder og personer skal efter udgangen af afgiftsperioden og senest sidste hverdag i måneden efter afgiftsperiodens udløb, angive afgiftsgrundlaget, afgiften heraf samt indbetale afgiften til skatteforvaltningen. Angivelsen skal vedlægges en kopi af de fakturaer m.v. som danner grundlag for angivelsen.
Stk. 4. Indsendes angivelsen ikke rettidigt, skal der betales et gebyr på 2 procent af den afgift, der skal indbetales for perioden, dog mindst 500 kr. og højst 5.000 kr.

§ 5.  Naalakkersuisut kan pålægge personer og selskaber med videre, der ikke betaler afgiften rettidigt, en kortere betalingsfrist end den i § 4 angivne og kræve, at der stilles sikkerhed for afgiftens betaling.


Bemyndigelse

§ 6.  Naalakkersuisut kan fastsætte nærmere regler vedrørende administrationen af loven.

 
Forsøgsfiskeri

§ 7.  Naalakkersuisut kan imødekomme ansøgning om fritagelse for afgift, når der er givet tilladelse til forsøgsfiskeri, som har væsentlige biologiske eller erhvervsmæssige formål, og de økonomiske virkninger af en dispensation i øvrigt er begrænsede.


Foranstaltninger

§ 8.  Forsætlig eller groft uagtsom overtrædelse af § 1, stk. 1, § 4, stk. 2 eller 3, eller undladelse af at efterkomme et i medfør af § 5 meddelt påbud om anvendelse af en kortere betalingsfrist eller påbud om at stille sikkerhed, kan medføre foranstaltninger efter reglerne i Kriminallov for Grønland.
Stk. 2.  I forskrifter udstedt i medfør af denne lov, kan der fastsættes regler om idømmelse af bøde efter reglerne i Kriminallov for Grønland.
Stk. 3.  Hvor Inatsisartutloven eller forskrifter udstedt i medfør af Inatsisartutloven hjemler fastsættelse af bøde, kan bøden pålægges en juridisk person efter reglerne i Kriminallov for Grønland.
Stk. 4.  Bøder, der pålægges efter stk. 1-3, tilfalder landskassen.

§ 9.  Skønner skatteforvaltningen, at en overtrædelse ikke vil medføre mere indgribende foranstaltninger end bøde, kan Naalakkersuisut eller den, Naalakkersuisut bemyndiger dertil, tilkendegive den pågældende, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, såfremt han erkender sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere angivet frist, der efter anmodning kan forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde.
Stk. 2.  Med hensyn til den i stk. 1 nævnte tilkendegivelse finder reglerne i lov om rettens pleje i Grønland om indholdet af anklageskrift tilsvarende anvendelse.
Stk. 3.  Betales bøden i rette tid, eller bliver den efter vedtagelsen inddrevet, bortfalder videre forfølgning.


Ikrafttræden

§ 10.  Loven træder i kraft den 1. januar 2013 og har virkning for hellefisk, der overdrages eller udføres den 1. januar 2013 eller senere.
Stk. 2.  Afgiftssatsen, jf. § 3, stk. 1, reguleres første gang med virkning for 4. kvartal 2013.




Grønlands Selvstyre, den 3. december 2012




Kuupik Kleist


Bemærkninger til forslag

Betænkning (2. behandling)