Offentliggjort på www.nanoq.gl den 18. oktober 2012
 

Selvstyrets bekendtgørelse nr. 19 af 18. oktober 2012 om børnetilskud

I medfør af Inatsisartutlov nr. 9 af 7. december 2009 om børnetilskud § 4, stk. 3, § 6, stk. 5 og § 10, stk. 2 fastsættes:

 

Kapitel 1
Opgørelse af forventet indkomst

§ 1.  Forventet indkomst opgøres for et tilskudsår eller for den resterende del af et tilskudsår. Ved opgørelsen medregnes samtlige forventede indkomster hos den eller de personer, hvis indkomst lægges til grund ved udbetaling af børnetilskud.

§ 2.  Ved opgørelse af forventet A-indkomst i tilskudsåret eller den resterende del af et tilskudsår, udregnes indkomsten ud fra samtlige aktuelle A-indkomster, omregnet til helårsindkomst.
Stk. 2.  Ved opgørelse af forventet B-indkomst i tilskudsåret eller den resterende del af tilskudsåret, lægges B-indkomsten i det senest kendte indkomstår til grund, medmindre den person, der har erhvervet B-indkomsten, kan dokumentere, at indkomsten skyldes selverhverv, som er bortfaldet, er væsentligt nedsat eller i øvrigt ændret. Kan B-indkomsten i det senest kendte indkomstår ikke anvendes på grund af ændringer, udregnes indkomsten ud fra samtlige aktuelle B-indkomster, der ligger udover den skattefri B-indkomst. Opgørelsen omregnes til helårsindkomst.
Stk. 3.  Den forventede skattepligtige indkomst, der danner grundlag for udbetaling af børnetilskuddet, fremkommer ved at fratrække personens fradrag i den forventede indkomst.
Stk. 4.  Fradrag kan være personfradraget eller det ligningsmæssige fradrag. Det mest fordelagtige fradrag vælges.

 

Kapitel 2
Udbetaling af børnetilskud når indkomsten forventes at være væsentligt og varigt ændret

§ 3.  Hvis den skattepligtige indkomst ændres væsentligt og varigt i løbet af året, på grund af ændrede omstændigheder, kan børnetilskuddet omregnes i overensstemmelse hermed.
Stk. 2.  Den skattepligtige indkomst er ændret væsentligt, når ændringen medfører en ændret beløbsstørrelse i henhold til gældende beløbsgrænser for børnetilskud.
Stk. 3.  Den skattepligtige indkomst er ændret varigt, hvis den indkomst, der danner helt eller delvist grundlag for udbetalingen af børnetilskuddet, ikke længere medregnes, eksempelvis på grund af dødsfald, overgang til pension, separation, skilsmisse eller samlivsophævelse. Indkomstændringer som følge af kortere, forbigående omstændigheder betragtes ikke som varige ændringer, der berettiger til en omberegning af børnetilskuddet. Med kortere, forbigående omstændigheder menes en periode på ca. 3 måneder og derunder.
Stk. 4.  Børnetilskuddet omregnes med virkning fra den 1. i måneden efter, at kommunen har modtaget oplysninger om de ændrede forhold. Hvis oplysninger om ændringer jf. stk. 1, der medfører forhøjelse af børnetilskuddet, modtages af kommunen senere end tidspunktet for ændringen, omregnes børnetilskuddet med tilbagevirkende kraft fra tidspunktet for ændringen, medmindre fejlen beror på den tilskudsberettigedes egne forhold. 

 

Kapitel 3
Udbetaling af børnetilskud, herunder regler om udbetaling til mindreårige og om administration af tilskuddet

§ 4.  Kommunen beslutter på hvilken måde, børnetilskud udbetales og kan kræve, at tilskudsmodtageren oplyser en konto i pengeinstitut eller lignende, hvorpå tilskuddet kan indsættes.

§ 5.  Bor barnet hos begge forældre, udbetales børnetilskud på baggrund af forældrenes samlede skattepligtige indkomst. Dette gælder både, når forældrene er gift og samlevende, og der er i disse tilfælde ingen krav om, at samlivet skal have haft en varighed af mindst et år, da begge som juridisk forældre har forsørgelsespligt over barnet.
Stk. 2.  Bor barnet hos den ene af forældrene, udbetales børnetilskuddet på baggrund af denne forælders skattepligtige indkomst. Er denne forælder gift med en anden end barnets anden forælder, medregnes ægtefællens skattepligtige indkomst. Er denne forælder samlevende med en anden end barnets anden forælder, medregnes samlevers skattepligtige indkomst, hvis samlivet har haft en varighed på mindst et år.

§ 6.  Ved udbetaling af børnetilskud skal tilskudsmodtageren orienteres om betingelserne for at få børnetilskuddet udbetalt og om beregningsgrundlaget. Tilskudsmodtageren skal desuden orienteres om oplysningspligten ved ændringer i forhold, der har betydning for den fortsatte udbetaling af børnetilskud.
Stk. 2.  Ved flytning påhviler det tilflytningskommunen at indhente de oplysninger, der er nødvendige til beregning af tilskuddets størrelse. Tilflytningskommunen indhenter de relevante oplysninger gennem folkeregistret og skattesystemet. Er oplysningerne mangelfulde, indhentes yderligere oplysninger.
Stk. 3.  Det påhviler den tilskudsberettigede at oplyse kommunen om alle forhold, der har betydning for beregning af børnetilskuddets størrelse.
Stk. 4.  Kommunen kan forlange dokumentation og oplysninger bl.a. i elektronisk form, der har betydning for den årlige fastsættelse eller omberegning af børnetilskuddet herunder dokumentation for den aktuelle indkomsts størrelse, for størrelsen af det forventede fradrag eller eventuelt for bortfald af dele af indkomsten.

§ 7.  Hvis det må anses for godtgjort, at børnetilskuddet ikke kommer et barn til gode ved udbetaling efter reglerne i lovens § 5, kan kommunen træffe afgørelse om, at børnetilskuddet skal administreres eller at tilskuddet helt eller delvist udbetales i naturalier. Udbetalinger skal fortrinsvist foregå pr. rekvisition. Mindre beløb kan, eventuelt løbende, udbetales kontant til den, der er berettiget til at få tilskuddet udbetalt.
Stk. 2. 
Beslutter kommunen, at børnetilskuddet helt eller delvist udbetales til et barn, der er på efterskole, skolehjem eller lignende, kan der udarbejdes en samlet oversigt over, hvilke udgifter til barnets forsørgelse, tilskuddet skal dække.
Stk. 3.  Den i stk. 2 nævnte oversigt skal så vidt muligt udarbejdes i samarbejde med den, der er berettiget til at få børnetilskuddet udbetalt.

 

Kapitel 4
Kontrol

§ 8.  Hvis kommunen finder det overvejende sandsynligt, at en modtager af børnetilskud ikke opfylder betingelserne herfor, må kommunen anmode pågældende om dokumentation på konkrete områder, der kan ændre kommunens opfattelse.

§ 9.  Ved fortielser, bevidst urigtige eller vildledende oplysninger eller anden forsætlig tilbageholdelse af oplysninger til brug for kommunens beregninger ved børnetilskud, kan kommunen vurdere, om der skal indgives politianmeldelse herom.

 

Kapitel 5
Ikrafttræden

§ 10.  Denne bekendtgørelse træder i kraft den 1. november 2012.
Stk. 2.  Samtidig ophæves Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 38 af 19. december 1996 om børnetilskud.




Grønlands Selvstyre, den 18. oktober 2012




Mimi Karlsen

/

Lise Lennert Olsen