Selvstyrets bekendtgørelse
nr. 18 af 9. oktober 2012 om erhvervsjagtbeviser
I medfør af § 6, § 12, § 13,
stk. 1 og § 17, stk. 2 i landstingslov nr. 12 af 29. oktober 1999 om fangst og
jagt, som senest ændret ved landstingslov nr. 1 af 16. maj 2008 fastsættes:
Anvendelsesområde
§ 1. Denne
bekendtgørelse omfatter erhvervsmæssig fangst og jagt på Grønlands land- og
fiskeriterritorium.
Stk. 2.
Bekendtgørelsen omfatter alle pattedyr og fugle.
Fastsættelse af gebyr
§ 2.
Naalakkersuisoq for Fangst fastsætter beløbsstørrelse på gebyret for jagtbeviser
per kalenderår på baggrund af det forrige års administrations- og
driftsudgifter.
Stk. 2.
For udstedelse af erhvervsjagtbeviset opkræves 200 kr. i gebyr.
Tilladelse til
erhvervsmæssig fangst og jagt
§ 3.
Erhvervsjagtbeviset giver ret til fangst og jagt inden for de rammer, som er
fastsat i den øvrige lovgivning.
Stk. 2.
I overensstemmelse med
Kriminallov for Grønland, hvorved det er forbudt at overlade farlige våben til
personer under 12 år, kan jagtbevis ikke udstedes til personer under denne
aldersgrænse.
Ansøgning om
erhvervsjagtbevis
§ 4. Ansøgning om
erhvervsjagtbevis sker enten ved at ansøgningsskemaet sendes til bopælskommunen
på det af Departementet for Fangst udformede ansøgningsskema eller via et
internetbaseret selvbetjeningssystem.
Stk. 2. Bopælskommunen
skal give ansøgeren besked, såfremt der gives afslag til jagtbevis, fordi
ansøgeren ikke opfylder betingelserne herfor i Landstingslov om fangst og jagt.
Bopælskommunen skal sende en kopi af skrivelsen til Departementet for Fangst.
Gyldighed af
erhvervsjagtbeviset
§ 5.
Erhvervsjagtbeviset udgøres af kvitteringsdelen af det udstedte
giro-indbetalingskort fra Departementet for Fangst.
Stk. 2. For
udstedelse af erhvervsjagtbeviset opkræves et gebyr, jf. § 2.
Stk. 3.
Erhvervsjagtbeviset er kun gyldigt med kvittering for betalingen og gælder til
udgangen af det kalenderår, som erhvervsjagtbeviset vedrører. Kvitteringen
består enten af et stempel fra bank eller posthus på giro-indbetalingskortet,
dokumentation for betalingen via webbank eller anden form for entydig og sikker
registrering som dokumentation for, at gebyret er betalt.
§ 6. Såfremt
indehaveren af et erhvervsjagtbevis ikke opfylder betingelserne for erhvervsjagt
i landstingslov om fangst og
jagt eller ophører med at drive erhvervsmæssig fangst og jagt, skal dette straks
meddeles til bopælskommunen.
Stk. 2.
Bopælskommunen skal videresende meddelelsen om ændring omfattet af stk. 1 til
Departementet for Fangst. Vedkommende kan ansøge om et jagtbevis efter
Selvstyrets bekendtgørelse om fritidsjagtbeviser.
§ 7.
Erhvervsjagtbeviset er personligt og må ikke overdrages, sælges eller udlånes.
Stk. 2.
Erhvervsjagtbeviset skal medbringes sammen med gyldig legitimation under fangst
og jagt og forevises på forlangende af politiet, jagt- og fiskeribetjentene,
disses assistenter eller anden dertil bemyndiget person til kontrol.
Fangstrapportering
§ 8. Enhver
indehaver af et erhvervsjagtbevis har pligt til at føre fangstregistrering af
alt fangst, inklusiv anskydninger. Fangstregistrering kan ske på en af følgende
to muligheder:
1) Fangsten opgøres ved
udgangen af hver måned. Årets fangsttal skal ved afslutningen af
fangstregistreringsperioden, jf. stk. 2, overføres til et
fangstregistreringsskema, udarbejdet af Departementet for Fangst,
hvortil det returneres inden 15. oktober i det pågældende år.
2) Fangsten registreres via
et internetbaseret selvbetjeningssystem inden 15. oktober i det pågældende år.
Stk. 2.
Fangstregistreringsperioden er til og med 1. oktober til og med 30. september.
Stk. 3. Fornyelse
af erhvervsjagtbevis forudsætter, at fangstregistreringsskemaet for
forudgående fangstregistreringsperiode er registreret i Departementet for
Fangst, jf. stk.1.
Stk. 4. Ansøgninger
om erhvervsjagtbevis behandles ikke, såfremt fangstregistreringsskemaet for den
forudgående fangstregistreringsperiode, jf. stk.2 ikke er indsendt i udfyldt
stand, jf. stk. 1.
Dispensation
§ 9. Naalakkersuisoq
for Fangst kan dispensere fra reglerne i denne bekendtgørelse, hvis hensynet til
videnskabelige undersøgelser og undervisningsformål tilsiger det.
Stk. 2. Ansøgning
om dispensation til erhvervsjagtbevis skal enten sendes til bopælskommunen, som
videresender den til Departementet for Fangst, eller meddeles på det af
Departementet for Fangst udformede skema på selvbetjeningssystemet.
Stk. 3.
Dispensationen meddelt i
henhold til stk. 2 gælder i det kalenderår for hvilken, den er udstedt.
Foranstaltninger
§ 10. Bøde kan
idømmes den, der overtræder betingelserne for adgang til fangst og jagt i
landstingslov om fangst og jagt og § 7, stk. 1 og 2 samt § 8, stk. 1 i denne
bekendtgørelse.
Stk. 2. Fangsten
eller værdien heraf kan ved overtrædelse af betingelserne for adgang til
fangst og jagt i landstingslov om fangst og jagt og § 7, stk. 1 og 2 konfiskeres
efter reglerne i Kriminallov for Grønland.
Ikrafttrædelse
§ 11.
Bekendtgørelsen træder i kraft den 10. oktober 2012.
Stk. 2. Samtidig
ophæves hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 20 af 27. november 2003 om
erhvervsjagtbeviser.
Stk. 3. I
forbindelse med implementering af det nye selvbetjeningssystem forventes der en
overgangsperiode på op til 2 år fra systemets opstart.
Grønlands Selvstyre, den 9.
oktober 2012.
Ane Hansen
/
Jens K. Lyberth