Offentliggjort på www.nanoq.gl den 3. oktober 2012
 

Selvstyrets bekendtgørelse nr. 16 af 3. oktober 2012 om brandværnsforanstaltninger i hoteller m.v., forsamlingslokaler, undervisningslokaler, daginstitutioner og butikker

I medfør af § 22, stk. 2, § 29, stk. 2 og § 39, i Inatsisartutlov nr. 14 af 26. maj 2010 om redningsberedskabet i Grønland og om brand- og eksplosionsforebyggende foranstaltninger fastsættes:

 

Anvendelsesområde

§ 1.  Bekendtgørelsen er gældende for:
1)  Hoteller m.v. med soverumsafsnit, hvor der er flere end 10 sovepladser.
2)  Plejeinstitutioner med soverumsafsnit, hvor der er flere end 10 sovepladser.
3)  Forsamlingslokaler til flere end 50 personer.
4)  Undervisningsafsnit til flere end 150 personer.
5)  Daginstitutionsafsnit til flere end 50 personer eller med flere end 10 sovende.
6)  Butikker til flere end 150 personer.
7)  De i nr. 1-6 nævnte virksomheder i bygder og ved andre mindre samlede bebyggelser samt i det åbne land, hvor der ikke er etableret redningsberedskab med automobilsprøjte.

§ 2.  Ejeren, brugeren eller en udpeget driftsansvarlig person i de i § 1 nævnte virksomheder og institutioner skal sørge for, at de driftsmæssige forskrifter overholdes.


Driftsmæssige foranstaltninger

§ 3.  Driftsmæssige forskrifter og definitioner for de i § 1, nr. 1-2 og nr. 4-6, nævnte virksomheder samt for forsamlingslokaler til flere end 150 personer er fastsat i bilaget og indeholder regler om instruktion af personale, ordensregler, flugtveje, brandslukningsmateriel, branddøre m.v., flugtvejsbelysning, varslingsanlæg samt el-sikkerhedsattest m.v.
Stk. 2.  Kommunalbestyrelsen kan for disse virksomheder give yderligere driftsmæssige pålæg, der i det enkelte tilfælde skønnes nødvendige for at forebygge eller formindske brandfaren og for at sikre redning af personer, der befinder sig i lokalerne.

§ 4.  Kommunalbestyrelsen kan for forsamlingslokaler til flere end 50 personer og højst 150 personer give driftsmæssige pålæg, der i det enkelte tilfælde skønnes nødvendige for at forebygge eller formindske brandfaren og for at sikre forsvarlige rednings- og slukningsmuligheder i tilfælde af brand.
Stk. 2.  Kommunalbestyrelsen kan for virksomheder omfattet af § 1. nr. 7 give driftsmæssige pålæg, bygningsafsnit og lokaler omfattet af § 1, nr. 1-6, der i det enkelte tilfælde skønnes nødvendige til at forebygge eller formindske brandfaren og til at sikre forsvarlige rednings- og slukningsmuligheder i tilfælde af brand.

§ 5.  Bygninger, som ikke er indrettet som hotel m.v., kan i indtil 10 døgn anvendes til midlertidig overnatning efter tilladelse fra kommunalbestyrelsen i hvert enkelt tilfælde og på de vilkår, der er fastsat i de driftsmæssige forskrifter.


Ansøgning og anmeldelse

§ 6.  Ansøgninger om tilladelser og godkendelser samt anmeldelser til kommunalbestyrelsen i henhold til bekendtgørelsen eller de i bilaget nævnte driftsmæssige forskrifter skal være vedlagt tegninger i to eksemplarer.


Sanktion

§ 7.  Der kan idømmes bøde til den, der
1)  undlader at efterkomme de driftsmæssige forskrifter, der er fastsat i medfør af § 3, stk. 1 og bilaget, eller
2)  overtræder § 8, stk. 2-5.


Ikrafttrædelse m.v.

§ 8.  Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. november 2012.
Stk. 2.  Hoteller m.v., plejeinstitutioner, forsamlingslokaler, undervisningslokaler, daginstitutioner og butikker, der tillades indrettet, ombygget eller ændret efter bekendtgørelsens ikrafttræden, skal af ejeren eller brugeren anmeldes til kommunalbestyrelsen, og de krav, som kommunalbestyrelsen stiller efter bekendtgørelsen eller efter de driftsmæssige forskrifter, skal være opfyldt, inden lokalerne tages i brug.
Stk. 3.   Hoteller m.v., plejeinstitutioner, forsamlingslokaler, undervisningslokaler, daginstitutioner og butikker, der er tilladt indrettet og ibrugtaget inden bekendtgørelsens ikrafttræden, skal af ejeren anmeldes til kommunalbestyrelsen inden 3 måneder efter bekendtgørelsens ikrafttræden.
Stk. 4.  Ved anmeldelse til kommunalbestyrelsen af de i stk. 2-3  nævnte forsamlingslokaler, skal ejerens eller brugerens navn og bopælsadresse tillige oplyses. Såfremt ejeren eller brugeren af et forsamlingslokale har udpeget en driftsansvarlig person, skal dennes navn og bopælsadresse tillige oplyses. Ændringer i det oplyste skal tillige anmeldes til kommunalbestyrelsen.




Grønlands Selvstyre, den 3. oktober 2012




Jens B. Frederiksen

/

Steffen Ulrich-Lynge


Bilag