Offentliggjort på www.nanoq.gl den 12. august 2012
 

Selvstyrets bekendtgørelse nr. 13 af 8. august 2012 om import, salg, besiddelse og anvendelse af blyhagl

I medfør af § 10, stk. 1, nr. 7, § 49, stk. 1, nr. 1, § 66, stk. 3 og § 68, stk. 2 i Inatsisartutlov nr. 9 af 22. november 2011 om beskyttelse af miljøet samt, fastsættes:

 

Formål og anvendelsesområde

§ 1.  Formålet med denne bekendtgørelse er en udfasning af blyhagl for at undgå sundheds- og miljøpåvirkninger fra blyhagl.
Stk. 2.  Bekendtgørelsen fastsætter regler for import, salg, besiddelse og anvendelse af blyhagl.
Stk. 3.  Ved anvendelse af blyhagl forstås i denne bekendtgørelse skydning med blyholdige haglpatroner eller at blyholdige haglpatroner er anbragt i geværet.
Stk. 4.  Ved blyhagl forstås alle former for hagl af bly eller hagl, hvori bly eller legeringer af bly indgår som bestandsdel.


Forbud mod import, salg og anvendelse af blyholdige haglpatroner 

§ 2.  Det er forbudt at importere, sælge, besidde og anvende blyhagl i Grønland.


Tilsyn

§ 3.  Naalakkersuisut fører tilsyn med at forbuddet mod anvendelse af blyhagl i forbindelse med fangst og jagt overholdes. Tilsyn med anden anvendelse, herunder sportsskydning, påhviler kommunalbestyrelsen.
Stk. 2.  Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med at forbuddet mod salg af blyhagl overholdes.
Stk. 3.  Skattestyrelsen fører tilsyn med, at forbuddet mod import af blyhagl overholdes.


Sanktionsbestemmelser

§ 4.  Ved overtrædelse af § 2 kan der idømmes bøde. Bøden kan pålægges en juridisk person efter reglerne i kriminalloven for Grønland.
Stk. 2.  Ved overtrædelse af denne bekendtgørelse, vil der ligeledes ske konfiskation efter kriminallovens regler.
Stk. 3.  Bøder som idømmes efter denne bekendtgørelse tilfalder Landskassen.

 
Ikrafttræden og overgangsbestemmelser

§ 5.  Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. oktober 2012, jf. dog § 6.

§ 6.  Forbud mod salg af blyhagl, jf. § 2 træder i kraft den 1. april 2014.
Stk. 2.  Forbud mod anvendelse og besiddelse af blyhagl, jf. § 2, træder i kraft den 1. oktober 2014.
Stk. 3.  Ubrugte blyhagl skal indleveres til Politiet.




Grønlands Selvstyre, den 8. august 2012




Anthon Frederiksen

/

Hans-Erik Bresson