Inatsisartutlov nr. 20 af 22. november 2011 om koncession til sportsfiskeri.
Kapitel 1.
Anvendelsesområde
§ 1. Loven
regulerer tildeling af koncession til en bestemt elv eller et nærmere afgrænset
vandområde i Grønland med henblik på sportsfiskeri efter fjeldørred (Salvelinus
alpinus).
Stk. 2.
Koncessionshaveren opnår eneret til at udbyde sportsfiskeri mod betaling til
danske statsborgere, der ikke har fast bopæl i Grønland og til udenlandske
statsborgere, der ikke har haft fast bopæl i Grønland i de forudgående 2 år.
Kapitel 2.
Koncession til sportsfiskeri
§ 2. I en
elv eller et nærmere afgrænset vandområde, hvor der er tildelt koncession, vil
der ikke være almindelig adgang til fiskeri for personer, der er danske
statsborgere og som ikke har fast bopæl i Grønland, selvom de har indløst et
nationalt gældende fiskekort.
Stk. 2. Der
vil endvidere ikke være almindelig adgang til fiskeri for udenlandske
statsborgere, der ikke har haft fast bopæl i Grønland i de forudgående 2 år,
selvom de har indløst et nationalt gældende fiskekort.
Stk. 3.
Danske statsborgere med fast bopæl i Grønland samt statsborgere fra andre lande
end Danmark, som har fast bopæl i Grønland og har haft det i 2 sammenhængende
år, må fortsat udøve fiskeri i de områder, hvortil der er tildelt koncession.
§ 3.
Koncession til sportsfiskeri i en elv eller et nærmere afgrænset vandområde
tildeles af Naalakkersuisut. Koncession tildeles til et nærmere afgrænset
område. En kortbeskrivelse af området, hvortil der er tildelt koncession, skal
vedlægges koncessionsaftalen som bilag.
Kapitel 3.
Betingelser for
indehavelse af koncession
§ 4.
I koncessionsaftalen mellem
Naalakkersuisut og koncessionshaver meddeles de
nærmere vilkår for koncessionen.
§ 5.
Indehaveren af en koncession er forpligtet til at holde området rent og ryddet.
§ 6. Indehaveren af en koncession forpligtiges til at føre statistik
over fiskeriet i koncessionsområdet. I skemaform skal det oplyses, hvor mange
sportsfiskere der fisker i området pr. dag.
Stk.
2. Oplysningerne indsendes hvert år, senest d. 1. oktober til
Naalakkersuisut.
§ 7.
I elve og vandområder, hvor der er tildelt koncession, må der ved sportsfiskeri
mod betaling kun anvendes fiskestang.
§ 8.
Der kan i koncessionsmeddelelsen fastsættes nærmere bestemmelser om, hvorledes
fiskeriet skal foregå, herunder hvilke fiskeredskaber, der må anvendes og
eventuel pligt til genudsættelse af en andel af de fangede fisk.
§ 9.
Koncessionshaver skal udstede et fiskekort til hver enkelt sportsfisker, som
giver adgang til koncessionsområdet. Fiskekortene nummereres individuelt og
fortløbende for hver sæson. Fiskekort udstedes efter et paradigme udarbejdet af
Naalakkersuisut.
Stk.
2. En sportsfisker, der har fået adgang til et koncessionsområde skal under
fiskeriet i området medbringe fiskekort og dette skal på forlangende fremvises
til repræsentanter for Grønlands Fiskerilicenskontrol.
Kapitel 4.
Udpegning af koncessionselve
§ 10.
Kommunerne foretager en lokal høring, der har til formål at afklare, hvilke
lokale brugsinteresser, der knytter sig til kommunens ørredførende elve.
Stk. 2.
Et sammendrag af høringssvarene jfr. stk. 1 skrives
af kommunen og fremsendes til Naalakkersuisut.
§ 11. Efter
afslutning af høring vedrørende brugsinteresser sender kommunen en anbefaling
til Naalakkersuisut angående hvilke elve eller vandområder, kommunen anbefaler
kan være koncessionsområder.
Stk. 2.
Kommunen skal så vidt muligt anbefale områder, som ikke er beliggende tæt på
byer og bygder eller i hytteområder og som ikke benyttes meget til fiskeri af
lokalbefolkningen.
Stk. 3.
Naalakkersuisut træffer afgørelse om, hvilke elve eller vandområder, der skal
være koncessionsområder.
§ 12.
Kommunerne udarbejder en vurdering med en anbefaling af, hvor mange
sportsfiskere det vil være bæredygtigt at lade fiske i hvert koncessionsområde
pr. dag samt hvor mange fisk det kan anbefales, at hver sportsfisker fisker uden
genudsætning pr. dag.
§ 13. Det
samlede antal koncessionsområder i Grønland må ikke på noget tidspunkt overstige
20.
§ 14.
Kommunen opsætter skiltning ved koncessionsområdet med tydelig og ensartet
oplysning om koncessionen.
Kapitel 5.
Tildeling af koncession
§ 15.
Koncession kan tildeles en person, som har folkeregisteradresse i Grønland og
som har haft folkeregisteradresse i Grønland i de forudgående 2 sammenhængende
år og som er fuldt skattepligtig i Grønland.
Stk. 2.
Koncession kan endvidere tildeles et anpartsselskab, et aktieselskab eller et
interessentselskab, der har hjemsted i Grønland.
Stk. 3. For
at kunne tildele koncessionen til et anpartsselskab eller et aktieselskab, skal
mere end 2/3 af selskabskapitalen være ejet af personer, der opfylder
betingelserne i stk. 1. Kontrol over mere end 2/3 af stemmerettighederne i et
anpartsselskab eller i et aktieselskab sidestilles med indehavelse af mere end
2/3 af selskabskapitalen.
Stk. 4. For
at kunne tildele koncessionen til et interessentselskab, skal alle
interessenterne have haft folkeregisteradresse i Grønland i de forudgående 2
sammenhængende år og være fuldt skattepligtige i Grønland.
§ 16. Med
et varsel på mindst 6 uger foretager Naalakkersuisut en offentlig annoncering i
en landsdækkende avis med oplysning om, hvilke områder der kan søges om
koncession til. Personer eller selskaber, der er interesserede i erhvervelse af
koncession opfordres til at indsende ansøgning til Naalakkersuisut.
§ 17.
Ansøgning om tildeling af koncession indsendes til Naalakkersuisut, der træffer
afgørelse om tildeling af koncession.
Stk. 2.
En ansøgning om tildeling af koncession skal være
vedlagt en projektbeskrivelse for udnyttelse af koncession.
Stk. 3.
Naalakkersuisut foretager en høring hos Grønlands
Turist- og Erhvervsråd angående egnetheden af ansøgere til
koncession til
sportsfiskeri.
Stk. 4.
Naalakkersuisut kan til brug for vurderingen af en ansøgers egnethed anmode om
regnskaber for et selskab eller for et personligt drevet firma.
§ 18. Afgørelse om tildeling af koncession træffes på baggrund
af en samlet vurdering af ansøgningen, hvor der blandt andet kan lægges vægt på
følgende forhold:
1) Ansøgerens erfaring
indenfor arrangering af sportsfiskeri for turister.
2) Størrelsen af den
omsætning, som ansøger tidligere har været i stand til at skabe ved arrangering
af sportsfiskeri.
3) Ansøgerens
almindelige erfaring indenfor turismeerhvervet.
4) Ansøgerens
tilknytning til lokalområdet.
§ 19.
Naalakkersuisut kan vælge ikke at tildele koncession, hvis ingen ansøger
vurderes at være kvalificeret til erhvervelse af koncession.
§ 20.
Koncession tildeles for en periode på 10 år. Såfremt det vurderes, at en
forudgående koncession har fungeret tilfredsstillende kan koncessionen forlænges
med en ny 10 års periode.
§ 21. Der
kan ikke tildeles mere end 2 koncessioner per person eller per selskab.
Stk. 2.
Selskaber der ejes med over 50 % af selskabskapitalen af personer der i
forvejen er tildelt 2 koncessioner kan ikke tildeles yderligere koncession.
Stk. 3.
Såfremt en person eller et selskab kontrollerer mere end 50 % af
stemmerettighederne i et aktieselskab eller i et anpartsselskab, eller såfremt
en person eller et selskab har en bestemmende post af et selskabs aktier eller
anparter sidestilles dette med indehavelse af en koncession.
Kapitel 6.
Betaling
§ 22. Der betales
en fast afgift per sportsfisker der fisker i koncessionsområdet per dag.
Afgiftsbeløbet fastsættes til 150,00 kr. per person per dag.
Stk. 2.
Koncessionshavers afgiftsbetaling for koncessionen tilgår Landskassen.
Stk. 3.
Betaling erlægges én gang årligt og forfalder hvert år til betaling d. 1.
oktober. Seneste rettidige indbetalingsdag er førstkommende 1. december, efter
at afgiften er forfalden til betaling.
Kapitel 7.
Ophør og overdragelse af
koncession.
§ 23.
Såfremt koncessionen i 4 på hinanden følgende sæsoner kun udnyttes med under 6
personer per sæson eller hvad der svarer til 6 personers betaling per sæson
bortfalder koncessionen.
§ 24.
Ved ophør af koncessionsperioden har rettighedshaver pligt til at rydde op i
området. Kommunen påser, at koncessionsområdet efterlades i opryddet stand.
§ 25. Ved
manglende betaling af koncessionsafgift, jvf. § 22 stk. 1, eller ved anden
væsentlig misligholdelse af betingelserne i koncessionsmeddelelsen kan
Naalakkersuisut inddrage koncessionen.
§ 26. Enhver
overdragelse af koncession skal godkendes af Naalakkersuisut. En koncession kan
ikke gøres til genstand for kreditorforfølgning og en koncession kan ikke
overdrages til sikkerhed.
Stk. 2. Ved
koncession ejet af et aktieselskab eller af et anpartsselskab betragtes
overdragelse af mere end 50 % af selskabskapitalen som en overdragelse af
koncessionen.
Stk. 3.
Såfremt en person eller et selskab opnår kontrol over mere end 50 % af
stemmerettighederne eller såfremt en person eller et selskab opnår en
bestemmende post af aktierne eller anparterne i et selskab, betragtes det som en
overdragelse.
Stk. 4.
Et selskab, der er indehaver af koncession er
forpligtiget til at meddele Naalakkersuisut enhver ændring i ejerforholdet for
det pågældende selskab.
Stk. 5. En
udskiftning i kredsen af interessenter i et interessentselskab skal godkendes af
Naalakkersuisut.
Stk. 6. En
koncession er ikke arvelig.
Kapitel 8.
Foranstaltninger
§ 27.
Personer, der er danske statsborgere som ikke har fast bopæl i Grønland eller
udenlandske statsborgere, der ikke har haft fast bopæl i Grønland i de
forudgående 2 år, som uden tilladelse fra koncessionshaveren fisker i en elv
eller et vandområde, hvortil der er meddelt koncession, kan idømmes bøde.
Stk. 2.
Bøder jfr. stk. 1 tilfalder Landskassen.
§ 28.
Såfremt koncessionshaver efter endt koncessionsperiode ikke foretager oprydning
i koncessionsområdet, kan oprydningen finde sted for den tidligere
koncessionshavers regning.
Kapitel 9.
Ikrafttræden
§ 29.
Loven træder i kraft den 1. januar 2012.
Grønlands Selvstyre, den 22. november 2011
Kuupik Kleist
Bemærkninger til forslag
Betænkning (2. behandling)