Selvstyrets bekendtgørelse nr. 16 af 12. november 2010 om beskyttelse og fangst af sæler

I medfør af § 2, stk. 2 og 4, § 4, § 5, §§ 7-8, §§ 11-15, § 17, stk. 2 og 18 i Landstingslov nr. 12 af 29. oktober 1999 om fangst og jagt som senest ændret ved landstingslov nr. 1 af 16. maj 2008, og §§ 34-35, § 60, stk. 2, 3 og § 61 i Landstingslov nr. 29 af 18. december 2003 om naturbeskyttelse.

 

Anvendelsesområde

§ 1.  Bekendtgørelsen vedrører beskyttelse og fangst af sælerne; grønlandssæl (Pagophilus groenlandicus), klapmyds (Cystophora cristata), remmesæl (Erignathus barbatus), ringsæl (Phoca hispida), spættet sæl (Phoca vitulina) og gråsæl (Halichoerus grypus) på grønlandsk land- og fiskeriterritorium.
Stk. 2.  Det er tilladt på Grønlands fiskeriterritorium at beskyde og fange sæler, jf. dog § 3.
Stk. 3.  Der gælder særlige bestemmelser om adgang til Nationalparken i Nord- og Østgrønland samt Naturreservatet i Melville Bugt, herunder bestemmelser om fangstberettigede personers fangstudøvelse i områderne. Bestemmelserne er fastsat i særskilte bekendtgørelser for de to områder.

§ 2.  Kun personer med gyldigt jagtbevis eller personer, der har gyldig tilladelse til betalingsjagt må jage sæler.


Fredning

§ 3.  Naalakkersuisut kan fastsætte fredningstid for individuelle sælarter på baggrund af internationale aftaler, biologisk rådgivning, brugerviden samt høring af Fangstrådet.
Stk. 2.  Hunner, der ammer, samt diende unger er fredede.
Stk. 3.  Unger med lanugo hår (netsider, grønlandssæler og remmesæler) er fredet.
Stk. 4.  Spættet sæl er totalfredet. Fredningen opretholdes indtil biologisk rådgivning viser, at fredningen kan ophæves.
Stk. 5.  Gråsæl er totalfredet. Fredningen opretholdes indtil biologisk rådgivning viser, at fredningen kan ophæves.


Fangst af fredede sæler

§ 4.  I tilfælde af fangst af totalfredede sæler skal dette meddeles til Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug. Fangsten vil blive konfiskeret.  
Stk. 2.  Fangst af sæler med radio- og satellitsendere er forbudt. I tilfælde af fangst af sæler med sender skal der rettes henvendelse med oplysning om fangststed og dato til Grønlands Naturinstitut, Boks 570, 3900 Nuuk. Grønlands Naturinstitut meddeler herefter fangeren information om overdragelse og fremsendelse af radio- og satellitsendere. Grønlands Naturinstitut betaler omkostningerne ved fremsendelse af satellitsendere.
Stk. 3.  I tilfælde af fangst af sæler med luffemærke, skal der rettes henvendelse med oplysning om fangststed og dato til Grønlands Naturinstitut, Boks 570, 3900 Nuuk. Grønlands Naturinstitut meddeler herefter fangeren information om overdragelse og fremsendelse af luffemærke. Grønlands Naturinstitut betaler omkostningerne ved fremsendelse af luffemærke.


Fastsættelse af kvoter, fangstperioder og fangstområder

§ 5.  Naalakkersuisut kan fastsætte en årlig kvote for fangst af sælarter. Kvotefastsættelsen sker med hensynstagen til internationale aftaler, biologisk rådgivning, brugerviden samt høring af Fangstrådet.
Stk. 2. 
En kvote kan af biologiske årsager begrænses til dyr af bestemt køn og aldersgrupper og kan inddeles i mindre kvoter, som kan nedlægges indenfor begrænsede områder.
Stk. 3.  Bestemmelser om den tilladte kvote samt de fastsatte vilkår offentliggøres før fangstperiodens begyndelse via pressemeddelelse og på Grønlands Selvstyres hjemmeside.
Stk. 4.  Fangstperioden gælder fra 1. januar til 31. december, begge dage inklusiv.


Fangstmetoder

§ 6.  Fly, helikoptere og motordrevne køretøjer, herunder snescootere må ikke anvendes under jagt på sæler.
Stk. 2.  Snescooter kan anvendes på havis og i tilladt transportkorridorer for fragt af fangst med undtagelse af uuttoq-fangst.
Stk. 3.  Jagt og fangst af sæler skal ske ved brug af riffelammunition med en anslagsenergi E100 ikke mindre end 160 Joule, hvorved mindste lovlige kaliber er .22 magnum samt .17 HMR (Hornady Magnum Rimfire), eller med glatløbet haglgevær, hvor mindste lovlige kaliber er 20. Den anvendte måleenhed er E100 = anslagsenergi ved 100 meter fra mundingen.
Stk. 4.  Det er tilladt at anvende sælgarn med en maskestørrelse på 280 mm i forbindelse med sælfangst.
Stk. 5.  Anvendte sælgarn skal mærkes med ejerens navn og skal tages op efter fangst.
Stk. 6.  Andre garntyper er ikke tilladt til fangst af sæler.


Anvendelse af fangsten

§ 7.  Alt kød, spæk, skind og andre brugbare dele af en nedlagt sæl hjembringes fra fangstpladsen eller deponeres. Inden fangstpladsen forlades, skal rester bortskaffes.
Stk. 2.  Køddepoter skal anmeldes til den lokale jagt- og fiskeribetjent.


Fangstrapportering og kontrol

§ 8.  Alle nedlagte sæler skal indberettes årligt til Piniarneq i det omfang arterne fremgår af fangstregistreringsskemaet i Piniarneq.
Stk. 2. 
Naalakkersuisut kan fastsætte nærmere vilkår for fangsten, herunder krav om indlevering af biologisk materiale samt oplysninger om fangstmetode- og udstyr.
Stk. 3.  Jagtbevis eller anden tilladelse skal forevises på forlangende af politi, jagt- og fiskeribetjente samt dertil bemyndigede personer.


Mærkning

§ 9.  Immobilisering og mærkning af sæler må kun foretages af Grønlands Naturinstitut. Øvrige skal indhente tilladelse fra Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug.


Fangenskab

§ 10.  Det er ikke tilladt at holde sæler i fangenskab.


Udførsel

§ 11.   Levende sæler må ikke udføres fra Grønland uden tilladelse fra Naalakkersuisut.
Stk. 2.  Totalfredede sælarter samt dele og produkter heraf må ikke udføres fra Grønland.
Stk. 3.  Udførelse til videnskabelige, undervisningsmæssige eller kulturelle formål kan ske ved forudgående tilladelse fra Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug.
Stk. 4.  Udførsel af hele eller dele af skind, der anvendes i eller til den grønlandske nationaldragt kan udføres fra Grønland uden forudgående tilladelse fra Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug.


Kommunal vedtægt

§ 12.  En kommunalbestyrelse kan ved en kommunal vedtægt opstille strengere regulering vedrørende fangst af sæler end de i § 3, §§ 5-7 fastsatte bestemmelser, samt udstede retningslinjer for udøvelse af jagten i visse områder inden for kommunen. Kommunale vedtægter skal stadfæstes af Medlemmet for Fiskeri, Fangst og Landbrug.


Dispensation

§ 13.  Departementet for Fiskeri, Fangst og Landbrug kan dispensere fra bestemmelserne i denne bekendtgørelse til videnskabelige formål eller som led i en kortlægning af Grønlands fangstmæssige ressourcer.


Foranstaltninger

§ 14.  Ved overtrædelse af bestemmelserne i nærværende bekendtgørelse, herunder i § 2, § 3, stk. 2–5, § 4, §§ 6,-7, § 8, stk. 3 samt § 9 kan der idømmes bøde og/eller konfiskation til fordel for Landskassen efter landstingslov om fangst og jagt. Ved overtrædelse af § 10 i nærværende bekendtgørelse kan der idømmes bøde og/eller konfiskation til fordel for Landskassen efter landstingslov om naturbeskyttelse.   
Stk. 2.  Sager herom behandles i øvrigt efter reglerne i landstingslov om fangst og jagt og landstingslov om naturbeskyttelse.


Ikrafttrædelse

§ 15.  Bekendtgørelsen træder i kraft d. 1. december 2010.
Stk. 2. Samtidig ophæves Landsrådsvedtægt af 31. august 1959, stadfæstet den 12. februar 1960, om fredning af spraglet sæl.
Stk. 3.  De i medfør af Landsrådsvedtægt af 31. august 1959 om fredning af spraglet sæl stadfæstede kommunale vedtægter eller udsendte skrivelser forbliver i kraft i det omfang, de fastlægger yderligere betingelser for fangsten, indtil de ophæves ved en ny kommunal vedtægt.
Stk. 4.  De øvrige vedtægter forbliver i kraft i det omfang, de fastlægger yderligere betingelser for fangsten, indtil de ophæves ved en ny kommunal vedtægt. Disse ophæves dog uden nærmere varsel senest d. 31. december 2014.




Grønlands Selvstyre, den 12. november 2010




Ane Hansen

/

Jens K. Lyberth