Selvstyrets bekendtgørelse nr. 5, 13. april 2010 om forholdsregler mod smitsomme sygdomme i pædagogisk udviklende dagtilbud til børn i førskolealderen.
I medfør § 5, stk. 1, nr. 2 i landstingsforordning nr. 10 af 5. december 2008 om pædagogisk udviklende dagtilbud til børn i førskolealderen fastsættes følgende i samråd med landslægen:
Kapitel 1
Formål§ 1. Formålet med forholdsreglerne er:
1) At hindre spredningen af alment farlige sygdomme og øvrige smitsomme sygdomme, der fremgår af liste A og liste B i henhold til bekendtgørelse nr. 16 af 13. september 2006 om ændring af bilag 1 til landstingsforordning nr. 20 af 12. november 2001 om civile foranstaltninger mod smitsomme sygdomme, eller som er anmeldelsespligtige i medfør af Landslægeembedets vejledning om lægers anmeldelse af smitsomme sygdomme samt
2) At begrænse spredningen af andre smitsomme sygdomme.
Kapitel 2
Generelle forholdsregler ved forekomst af smitsomme sygdomme§ 2. Børn og personale med smitsomme sygdomme må ikke modtages i pædagogisk udviklende dagtilbud til børn i førskolealderen når de frembyder smitterisiko.
Stk. 2. Opstår der under opholdet i pædagogisk udviklende dagtilbud til børn i førskolealderen tegn på smitsom sygdom hos et barn, skal hjemmet underrettes med henblik på hjemtagelse, og barnet skal om fornødent holdes adskilt fra de øvrige børn, indtil hjemtagelse finder sted.
Stk. 3. Ved forekomst af en smitsom sygdom hos børn eller personale eller i disses husstand afgør landslægen, eller den han bemyndiger dertil, i tvivlstilfælde, hvornår de pågældende igen kan modtages.§ 3. Forekomst af smitsomme sygdomme hos børn eller personale i pædagogisk udviklende dagtilbud til børn skal omgående bekendtgøres ved opslag i det pågældende pædagogisk udviklende dagtilbud.
§ 4. Landslægen, eller den han bemyndiger dertil, kan ved forekomst af smitsomme sygdomme beslutte hel eller delvis lukning af det pædagogisk udviklende dagtilbud til børn i førskolealderen. Under lukningen foretages de foranstaltninger, som landslægen, eller den han bemyndiger dertil påbyder af hensyn til smitterisikoen. Genåbning kan kun ske med landslægens, eller den han bemyndiger dertil godkendelse.
Stk. 2. Landslægen, eller den han bemyndiger dertil, kan bestemme, at der ved forekomst af smitsomme sygdomme ikke må optages nye børn på det pædagogisk udviklende dagtilbud til børn i førskolealderen.
Kapitel 3
Anmeldelse og underretning ved forekomst af de af § 1, nr. 1, omfattede sygdomme§ 5. Ved forekomst af eller mistanke om en af de smitsomme sygdomme, der er omfattet af § 1 nr. 1, gælder de i dette kapitel anførte bestemmelser om anmeldelse og underretning.
§ 6. Den behandlende læge anmelder hurtigst muligt til landslægen ethvert tilfælde af sådanne sygdomme, der forekommer hos børn eller personale. I tilfælde af sygdomme omfattet af liste A i bekendtgørelse nr. 16 af 13. september 2006 om ændringer af bilag 1 til landstingsforordning nr. 20 af 12. november 2001 om civile foranstaltninger mod smitsomme sygdomme, skal underretningen tillige ske, hvis sygdomstilfælde opstår hos husstandsmedlemmer.
Stk. 2. Anmeldelse i øvrigt sker efter de regler, som er fastsat i Landslægeembedets vejledning vedrørende lægers anmeldelse af smitsomme sygdomme.§ 7. Landslægen, eller den han bemyndiger dertil, underretter hurtigst muligt lederen af de berørte pædagogisk udviklende dagtilbud i førskolealderen om et i henhold til § 6, stk. 1, anmeldt sygdomstilfælde hos børn eller personale.
Stk. 2. Landslægen, eller den han bemyndiger dertil, træffer beslutning om, hvilken personkreds, der skal informeres, samt om indholdet af denne information. Landslægen sikrer, at informationen sker på forsvarlig vis.
Stk. 3. Landslægen, eller den han bemyndiger dertil, kan i tilfælde af en oftere forekommende smitsom sygdom give generelle retningslinier for underretning og information.§ 8. Lederen af institutionen formidler den i § 7, stk. 2, omhandlede information til børns og personales hjem.
Stk. 2. I aldersopdelte institutioner underretter lederen af den institution, hvor de i bilaget nævnte sygdomme forekommer, tillige den aldersopdelte institutions øvrige ledere.§ 9. I tilfælde af institutionslederens fravær varetages dennes opgave i henhold til denne bekendtgørelse af lederens stedfortræder.
Kapitel 4
Forskellige bestemmelser§ 10. Landslægeembedet fastsætter nærmere retningslinier om forholdsregler mod smitsomme sygdomme i pædagogisk udviklende dagtilbud til børn i førskolealderen.
§ 11. Denne bekendtgørelse træder i kraft den 1. maj 2010.
Stk. 2. Gældende for det pædagogisk udviklende dagtilbud til børn i førskolealderen ophæves cirkulære nr. 188 af 21. marts 1988 om forholdsregler mod smitsomme sygdomme i dagplejehjem samt i dag- og døgninstitutioner for børn.
Grønlands Selvstyre, den 13. april 2010
Mimi Karlsen/
Lise Lennert Olsen