22. november 2009 EM 2009/95
Ændringsforslag
til
Forslag til: Inatsisartutlov om ændring af Landstingslov om fiskeri.
Fremsat af Naalakkersuisut til 2. behandlingen.
Til § 1
1. I § 1, nr. 2, affattes § 14 stk. 5 således:
”Stk. 5. Naalakkersuisut kan ved udstedelse af licenser og tilladelser til kystnært fiskeri opkræve et gebyr, hvis størrelse fastsættes på grundlag af udgifterne til administration i forbindelse med udstedelse af licenserne og tilladelserne. Gebyret opkræves dog ikke for licenser og tilladelser til kystnært fiskeri efter rejer.”
Almindelige bemærkninger
Ændringsforslaget fremsættes på baggrund af 1. behandling af forslag til inatsisartutlov om ændring af Landstingslov om fiskeri.
Der er ingen ændringer i lovteksten i forhold til forslaget under 1. behandling. Ændringerne er udelukkende i bemærkningerne til lovteksten.
Der henvises til drøftelserne under 1. behandling af lovforslaget, hvor omdrejningspunktet blev jollefiskernes forhold i henhold til forslaget om brugerbetaling.
Naalakkersuisut har på baggrund af udtalelserne under behandlingen af lovforslaget, indarbejdet ændringer til bemærkningerne til lovforslaget.
Der er ingen ændringer i forhold til betalinger for de havgående kvoter for alle fiskearter og skaldyr, og de kystnære rejekvoter. Der er sket præciseringer i forhold til bemærkningerne i relation til betalingerne til det kystnære fiskeri med en båd, når der udstedes licens for hver af arterne hellefisk, krabber, stenbider og torsk. Fiskeri efter havkat, rødfisk helleflynder og fjordtorsk (uugaq) medregnes også heri.
For det kystnære jollefiskeri indebærer ændringen, at jollefiskerne fremover alene skal betale 1.500 kr. for en generel licens. Med denne generel licens vil jollefiskerne have ret til at fiske hellefisk, krabber, stenbider, torsk, havkat, rødfisk, helleflynder og fjordtorsk (uugaq). Det meddeles i denne sammenhæng, at en bekendtgørelse der nærmere fastsætter brugerbetalingsreglerne er under udarbejdelse.
Ændringen betyder, at indtjeningen fra brugerbetalingen reduceres med ca. kr. 400.000, som holdes budgetneutral i finanslovssammenhæng.
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Til nr. 1
Til § 14, stk. 5
Første ændring sker i bemærkningerne på side 3 i afsnittet om indførsel af brugerbetaling. I underafsnittet med følgende indhold ”Baseret på et gennemsnitsfiskeri på 180.000 tons tildelte kvoter og med en afgift på kr. 60,- pr. tons fisk/skaldyr, ville provenuet blive kr. 10.800.000. Derudover sættes der kr. 1.500,00 pr. licens for krabbe-, torske,- stenbider,- og hellefiskefiskeriet, hvilket giver 2.115.000.” Her ændres beløbet kr. 2.115.000 til beløbet kr. 1.879.500.
I det følgende afsnit, med ordlyden ” Med en licensafgift på 1.500 kr. pr. licens og en afgift af det havgående fiskeri på 60 kr. pr. ton vil det samlede brugerbetalingsbeløb beløbe sig til 12.915.000 ” ændres beløbet kr. 12.915.000 til beløbet kr. 12.679.500.
I bemærkningernes s. 9 indsættes følgende afsnit:
”For så vidt angår gebyr for udstedelse af fiskerilicens til det kystnære fiskeri er der en forskel imellem joller og andre fartøjer. Joller vil få udstedt en generel licens og skal dermed kun betale gebyr en gang, medens øvrige kystnære fiskere, bortset fra kystnære rejefiskere, skal betale gebyr for hver licens til fiskeri efter hellefisk, krabber, stenbider, torsk (heri medregnes fiskeri efter havkat, rødfisk, helleflynder og fjordtorsk-uugaq).”
Dette afsnit indsættes på side 9 i afsnittet ”Til nr. 2 til nr. 7” efter sætningen ”se i øvrigt ovenfor yderligere i afsnittet om økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige.”