23. november 2009

EM 2009/121

 

Ændringsforslag

 til

Forslag til: Inatsisartuts lov nr. xx af xx 2009 om Nunaoil A/S.


Fremsat af Naalakkersuisut til 2. behandling

 

Til lovforslagets titel


1.
Lovforslagets titel affattes således:
"Forslag til: Inatsisartutlov nr. xx af xx 2009 om Nunaoil A/S.


Til § 2


2.
§ 2, stk.2 affattes således:
Stk 2.  Grønlands Selvstyre kan helt eller delvis overdrage aktierne i Nunaoil A/S samt adgangen til nytegning af aktier til et aktieselskab, der direkte eller indirekte er fuldt ud ejet af Grønlands Selvstyre, og for hvilket der gælder mindst samme krav til bestyrelse og direktion som efter denne inatsisartutlovs § 01, stk. 3-4, samt § 03.”


Nye paragraffer

3. Efter § 2 indsættes som nye paragraffer:
”§ 01.  På selskabets generalforsamling vælges 5 personer til bestyrelsen for 2 år ad gangen med mulighed for genvalg jf. dog § 02.
Stk. 2.  Indtil statens tilskud til selvstyret er nedbragt til nul kroner, kan staten udpege én person til medlem af bestyrelsen. Benytter staten denne mulighed, vælges på generalforsamlingen kun 4 personer til bestyrelsen.
Stk. 3.  Bestyrelsen skal samlet repræsentere dokumenteret faglig viden på højt niveau om retlige, økonomiske samt erhvervsmæssige forhold vedrørende efterforskning og udnyttelse af kulbrinter.
Stk. 4.  Et bestyrelsesmedlem må ikke være medlem af Inatsisartut eller Naalakkersuisut.

§ 02. Naalakkersuisut indkalder til ekstraordinær generalforsamling med henblik på supplerende valg til bestyrelsen for resten af valgperioden, såfremt et medlem af bestyrelsen, som er indvalgt på generalforsamlingen, udtræder.
Stk. 2.  Tilsvarende gælder, såfremt Naalakkersuisut bliver bekendt med, at et bestyrelsesmedlem, som er indvalgt på generalforsamlingen, 
1)      er under konkurs,
2)      har gjort sig skyldig i en handling, som gør den pågældende uværdig til fortsat at være medlem af bestyrelsen, eller
3)      på grund af længerevarende sygdom eller anden svækkelse har vist sig ude af stand til at beklæde hvervet som medlem af bestyrelsen, eller har vist sig klart uegnet.

§ 03.  Som direktør kan kun ansættes personer, der ikke er dømt for grovere overtrædelser af skattelovgivningen eller dømt for overtrædelser af kriminallovens bestemmelser om økonomisk kriminalitet eller vold. Endvidere kan kun ansættes personer, for hvilke der kan dokumenteres formelle kvalifikationer på et højt fagligt niveau, som mindst skal svare til niveauet for bestyrelsen, jf. § 01, stk. 3.”


Til § 3

4. § 3 affattes således:
§ 3.  Naalakkersuisut fremsender til orientering selskabets godkendte årsrapport til et af Inatsisartut nedsat udvalg.
Stk. 2.  Selskabet udarbejder en gang årligt en redegørelse for selskabets virksomhed i det forløbne år og for planlagte aktiviteter såvel i det kommende år som på længere sigt samt planerne for finansiering heraf. Redegørelsen skal indeholde oplysninger om selskabets politik for god selskabsledelse. Naalakkersuisut fremsender redegørelsen sammen med årsrapporten jfr. stk. 1.
Stk. 3.  Selskabet skal i øvrigt gennem Naalakkersuisut orientere et af Inatsisartut nedsat udvalg om dispositioner i selskabet, som findes at være af væsentlig samfundsmæssig betydning eller af en karakter, der medfører væsentlige ændringer i organisationen af selskabets virksomhed. Orienteringen skal fremsendes til udvalget senest 14 dage efter Naalakkersuisut’s modtagelse af oplysningerne.
Stk. 4.  I sager, der omfattes af stk. 2 og 3, kan Naalakkersuisut bestemme, at orienteringen eller dele heraf skal behandles som fortrolig. Oplysninger omfattet af stk. 2, 2. pkt. er undergivet fuld offentlighed.”

 

 

Almindelige bemærkninger


Ændringsforslaget har primært til formål at udbygge inatsisartutloven med nogle grundlæggende rammer for udpegning af selskabets bestyrelse og direktion.

Disse grundlæggende rammer skal tilgodese selskabets (og dermed også ejerens: Grønlands Selvstyres) interesse i, at selskabets ledelse samlet besidder de kvalifikationer, som er fornødne.

Dette er relevant for ethvert Selvstyreejet aktieselskab, men måske i særlig grad for selskaber m.v., som vil kunne få en afgørende indflydelse i relation til Selvstyrets mulighed for at udvikle en selvbærende økonomi.

Det nævnte hensyn har været afgørende for Inasisartut’s udformning af landstingsloven om Grønlands råstoffond. Der blev således under behandlingen af forslaget til nævnte landstingslov fremsat ændringsforslag på initiativ af et enigt Finansudvalg, og. Naalakkersuisut tilsluttede sig dette ændringsforslag.

Nogle af de samme hensyn gør sig, med betydelig vægt, gældende i forhold til det selvstyreejede aktieselskab Nunaoil A/S.

De rammer, som foreslås fastsat i loven, vil kunne suppleres, men ikke fraviges, i selskabets vedtægter. At de overordnede rammer for udpegning af selskabets ledelse fastsættes ved lov, sikrer dels selskabet stabile rammer, og bidrager samtidig til at cementere og fremme selskabets position som en seriøs og kompetent aktør på råstofområdet.

Med ændringsforslaget korrigeres endvidere en fejl i den grønlandske version af § 3, stk. 1, ligesom forslagets titel bringes i overensstemmelse med den nu fastlagte terminologi. Endelig ændres bestemmelsen om fortrolige oplysninger i orienteringer til Inatsisartut, ligesom det i bemærkningerne til denne bestemmelse præciseres, at bestemmelsen ikke indskrænker adgangen til aktindsigt i medfør af offentlighedsloven.

Ændringsforslaget indebærer ikke administrative eller økonomiske konsekvenser for Grønlands Selvstyre.

 

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser


Til nr. 1

Der er – efter lovforslagets fremsættelse – truffet beslutning om anvendelse af betegnelserne ”inatsisartutlov” og ”inatsisartutforordning.” Ændringsforslaget bringer forslagets titel i overensstemmelse hermed.


Til nr. 2-3

Ændringsforslagets nr. 2-3 har til formål at skabe en større parallelitet mellem kravene til bestyrelse og direktion for henholdsvis Råstoffonden og Nunaoil A/S.


Til § 2, stk. 2

Bestemmelsen fastsætter, at Selvstyret kan overdrage Selvstyrets aktier i Nunaoil A/S (samt adgangen til nytegning af aktier) til et aktieselskab, som direkte eller indirekte er fuldt ud ejet af Grønlands selvstyre. Dette kræver dog, at det selskab, hvortil aktierne overdrages, er underlagt mindst samme krav til udpegning af bestyrelse og direktion, som gælder for Nunaoil A/S, i relation til:

- bestyrelsens kvalifikationer
- en direktørs kvalifikationer, solvens og værdighed.


Til § 01, stk. 1

Bestemmelsen fastsætter, at bestyrelsen for Nunaoil A/S skal bestå af 5 medlemmer, som vælges for to år ad gangen Bestemmelsen svarer f.s.v.a. udpegningsperioden til § 11, stk. 2, i Landstingslov om Grønlands råstoffond.

Det må forventes, at Naalakkersuisut lader alle eller en del af bestyrelsens medlemmer genvælge. Herved sikres kontinuitet i bestyrelsens arbejde.


Til § 01, stk. 2

Bestemmelsen giver staten ret til at udpege ét af bestyrelsens 5 medlemmer. Denne ret har staten dog kun, indtil selvstyrets råstofindtægter er blevet så store, at staten i henhold til selvstyreloven ikke længere skal yde tilskud til Grønlands Selvstyre. Bestemmelsen bygger på det lovudkast, som Naalakkersuisut har sendt i høring.

Reglerne i § 01, stk.1 om funktionsperiode og mulighed for genvalg finder ikke anvendelse på et bestyrelsesmedlem, som udpeges af staten. Hvis det af staten udpegede bestyrelsesmedlem ikke selv vælger at træde ud af bestyrelsen, står det således staten frit, hvornår staten vil lade det pågældende bestyrelsesmedlem udskifte.


Til § 01, stk. 3

Bestemmelsen, som fastsætter krav til bestyrelsens samlede kvalifikationer, svarer med en let ændret formulering til § 11, stk. 1, 3. pkt. i Landstingslov om Grønlands råstoffond. Dog er det ikke fundet relevant at medtage kravet om besiddelse af viden på højt niveau om formueforvaltning og investeringer.

Kvalifikationskravet skal bidrage til at sikre, at bestyrelsen har betydelig erfaring og ekspertise inden for det område, som selskabet skal beskæftige sig med. 

Bestemmelsen lever op til Landsstyrets”Anbefalinger for god selskabsledelse i Grønland”, som fastslår, at der til at sidde i bestyrelser bør vælges kompetente personer, der besidder dokumenterbare faglige kvalifikationer, og at sammensætningen af bestyrelsen bør sikre, at bestyrelsen samlet set besidder de kompetencer, der er nødvendige for at bestyrelsen kan udføre sine opgaver på bedst mulig måde.


Til § 01, stk. 4

Bestemmelsen, som fastsætter, at et bestyrelsesmedlem ikke må være medlem af Inatsisartut eller Naalakkersuisut, bygger på det lovudkast, som Naalakkersuisut har sendt i høring. Bestemmelsen svarer til § 12, stk. 2, i Landstingslov om Grønlands råstoffond.

Det påhviler Naalakkersuisut at varetage Grønlands Selvstyres aktionærinteresser, under politisk ansvar overfor Inatsisartut. Bestyrelseshvervet vil i princippet kunne indebære en interessekonflikt i forhold til såvel den kontrolfunktion, som Naalakkersuisut udøver (i forhold til det selvstyreejede aktieselskab Nunaoil), som den kontrol Inatisartut udøver (i forhold til Naalakkersuisut).

Det anbefales i Landsstyrets ”Anbefalinger for god selskabsledelse i Grønland”, at der til bestyrelser i helt eller delvist selvstyreejede selskaber ikke vælges embedsmænd, eller aktive politikere, der på det pågældende tidspunkt er valgt til at besidde lands- eller kommunalpolitiske poster.

Af hensyn til paralleliteten mellem Inatsisartutlov om Nunaoil A/S og Landstingslov om Grønlands råstoffond er det dog valgt, ikke at lade forbuddet omfatte embedsmænd eller kommunalbestyrelsesmedlemmer. Bestemmelsen er imidlertid ikke til hinder for, at der i selskabets vedtægter fastsættes skærpede krav til medlemskab af bestyrelsen, i overensstemmelse med ”Anbefalinger for god selskabsledelse i Grønland”.


Til § 02, stk. 1

Bestemmelsen pålægger Naalakkersuisut, at indkalde til ekstraordinær generalforsamling med henblik på supplerende valg, såfremt et medlem af bestyrelsen udtræder.

Bestemmelsen har baggrund i aktieselskabslovens § 50, som fastsætter, at et bestyrelsesmedlem til enhver tid kan udtræde af bestyrelsen.

Bestemmelsen er ikke til hinder for, at det i vedtægterne for Nunaoil A/S fastsættes, at der på generalforsamlingen skal vælges et antal suppleanter, som træder i funktion, når et medlem af bestyrelsen er midlertidigt forhindret i at varetage sit hverv.

Hvis selskabets vedtægter foreskriver valg af suppleanter, vil det ved supplerende valg til bestyrelsen ofte kunne være nærliggende, om Naalakkersuisut lader en af suppleanterne indvælge i bestyrelsen.


Til § 02, stk. 2

Bestemmelsen pålægger Naalakkersuisut at indkalde til ekstraordinær generalforsamling med henblik på udskiftning af et bestyrelsesmedlem, såfremt Naalakkersuisut bliver bekendt med, at det pgl. medlem er under konkurs, eller har gjort sig skyldig i en handling, som gør den pågældende uværdig til fortsat at være medlem af bestyrelsen. Tilsvarende gælder, hvis det pgl. medlem på grund af længerevarende sygdom eller anden svækkelse har vist sig ude af stand til at beklæde hvervet som medlem af bestyrelsen, eller har vist sig klart uegnet.

Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til § 13, stk. 2-4 i Landstingslov om Grønlands råstoffond. Bestemmelsen pålægger ikke - som landstingsloven om Grønlands råstoffond - bestyrelsesmedlemmerne en pligt til at udtræde, såfremt det pgl. bestyrelsesmedlem ikke lever op til lovens krav om solvens, værdighed og funktionsdygtighed. Bestemmelsen pålægger derimod Naalakkersuisut en forpligtelse til – hvis Naalakkersuisut bliver bekendt med, at et bestyrelsesmedlem ikke lever op til lovens krav om solvens, værdighed og funktionsdygtighed - at indkalde til ekstraordinær generalforsamling med henblik på udskiftning af det pgl. bestyrelsesmedlem.

Efter stk. 2, nr. 1, skal Naalakkersuisut indkalde til ekstraordinær generalforsamling med henblik på udskiftning af et bestyrelsesmedlem, hvis den pågældende er under konkurs.

Tilsvarende gælder efter stk. 2, nr. 2, hvis et bestyrelsesmedlem gør sig skyldig i en handling, hvorved den pågældende bliver uværdigt til at bestride hvervet som bestyrelsesmedlem.

Tilsvarende bestemmelser findes i fondslovens § 13, stk. 3, og erhvervsfondslovens § 14, stk. 3. Det forudsættes, at bedømmelsen af værdigheden følger de normer, som gør sig gældende i forhold til bestyrelser i fonde og erhvervsdrivende fonde.

Efter stk. 2, nr. 3 skal Naalakkersuisut indkalde til ekstraordinær generalforsamling med henblik på udskiftning af et bestyrelsesmedlem, hvis den pågældende er ude af stand til at bestride embedet på grund af sygdom eller anden svækkelse. Dette vil typisk være aktuelt, hvis den pågældende er ude af stand til at møde op eller til at agere fornuftsmæssigt, herunder eksempelvis pga. indtagelse af medicin.

Tilsvarende gælder i henhold til samme bestemmelse, hvis et medlem af bestyrelsen har vist sig klart uegnet til at bestride embedet, eksempelvis hvis medlemmet viser sig at mangle den nødvendige faglige dygtighed.

Bestemmelsen finder alene anvendelse i forhold til de medlemmer af bestyrelsen, som er indvalgt af generalforsamlingen. Bestyrelsesmedlemmer, som er udpeget af staten, vil til enhver tid kunne udskiftes af staten, og det står staten frit at benytte denne mulighed.


Til § 03

Bestemmelsen fastsætter en række krav i relation til selskabsbestyrelsens ansættelse af direktør/direktører. Der vil kun kunne ansættes personer, der ikke er dømt for grovere overtrædelser af skattelovgivningen eller dømt for overtrædelser af kriminallovens bestemmelser om økonomisk kriminalitet eller vold. Endvidere kan kun ansættes personer, for hvilke der kan dokumenteres formelle kvalifikationer på et højt fagligt niveau, som mindst skal svare til niveauet for bestyrelsen.

Bestemmelsen skal sikre at kun personer kan ansættes som direktør, som dels besidder relevante faglige kompetencer på mindst samme niveau som bestyrelsen, dels opfylder de basale værdighedskrav, som er nødvendige for at signalere soliditet og seriøsitet omkring selskabets virke.

 

Til § 3


Til stk. 1

Ændringsforslaget indebærer, at en fejl i den grønlandske version af § 3, stk. 1, korrigeres.


Til stk. 2

Bestemmelsen i stk. 2, er uændret i forhold til lovforslaget som fremsat til 1. behandling.


Til stk. 3

Ændringsforslaget indebærer, at der fastsættes en tidsfrist for den orientering, som Naalakkersuisut skal give et af Inatsisartut nedsat udvalg, om dispositioner i selskabet, som findes at være af væsentlig samfundsmæssig betydning, eller af en karakter, der medfører væsentlige ændringer i organisationen af selskabets virksomhed.

Naalakkersuisut skal således orientere udvalget senest 14 dage efter Naalakkersuisut’s modtagelse af oplysningerne.


Til stk. 4

Bestemmelsen indebærer, at Naalakkersuisut (med nærmere fastsatte begrænsninger – se herom bemærkningerne til § 3, stk. 2) kan pålægge et Inatsisartutudvalg tavshedspligt i relation til de årlige og de løbende redegørelser om selskabet, som udvalget modtager. Tavshedspligten kan omfatte en orientering i dens helhed eller dele heraf.

Naalakkersuisut’s henvendelser til Inatsisartut og til Inatsisartut’s udvalg er omfattet af offentlighedsreglerne i landstingsloven om offentlighed i forvaltningen. Naalakkersuisut har således pligt til at imødekomme anmodninger om aktindsigt i disse henvendelser, i det omfang de pgl. oplysninger ikke er omfattet af landstingslovens undtagelsesbestemmelser.

Det må forudsættes, at Naalakkersuisut ikke pålægger det pgl. Inatsisartutudvalg tavshedspligt f.s.v.a. oplysninger, som er omfattet af offentlighedens krav på aktindsigt.