15. august 2008 EM 2008/79
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger1. Lovforslagets baggrund
Landstingets Ombudsmand har i juni 2008 gjort opmærksom på, at § 11 a, stk. 3, 2. pkt., mangler i den grønlandske version af landstingslov nr. 13 af 15. november 2007 om ændring af landstingslov om inddrivelse og forebyggelse af restancer til det offentlige (EM 2007/35).
2. Lovforslagets indholdMed henblik på at berigtige den nævnte beklagelige fejl, foreslås § 11 a, stk. 3, ændret således, at det i begge versioner af bestemmelsen indsættes et 2. pkt., hvorefter kommunale fordringshavere overdrager fordringer til skatteforvaltningen til inddrivelse, når betalingsfristen er overskredet.
Det fremrykkede overdragelsestidspunkt begrænser omfanget af dobbeltarbejde og tager højde for, at en stor del af de kommunale medarbejdere, som tidligere udførte rykkerprocedurer med videre, blev overflyttet til skatteforvaltningen per 1. april 2008.
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentligeForslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivetLovforslaget har ikke økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet.
5. Miljø- og naturmæssige konsekvenserLovforslaget har ikke miljø- eller naturmæssige konsekvenser.
6. Administrative konsekvenser for borgerneLovforslaget har ikke administrative konsekvenser for borgerne.
7. Forholdet til Rigsfællesskabet og selvstyreLovforslaget har ikke konsekvenser for Rigsfællesskabet eller selvstyreprocessen.
8. Høring af myndigheder og organisationerForslaget har ikke været i høring.
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Til § 1Til nr. 1
På det kommunale område foreslås fordringerne overdraget til skatteforvaltningen til inddrivelse, når det konstateres, at debitor ikke har indbetalt inden udløbet af den almindelige betalingsfrist. Herved bliver det skatteforvaltningen, som udfører sædvanlige rykkerprocedurer vedrørende de kommunale fordringer.
Til § 2Det foreslås, at landstingsloven skal træde i kraft den 1. december 2008.