19. september 2008 EM 2008/99
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning:
Forslaget til landstingslov om ændring af landstingslov om afholdelse af vejledende folkeafstemning om indførelse af selvstyre i Grønland fremsættes, da der ikke er overensstemmelse mellem den grønlandske og danske version af § 2, § 5 og § 6 i den gældende landstingslov. Landstingsloven blev behandlet under Landstingets forårssamling i 2008 som punkt FM 2008/130.
2. Forslagets hovedpunkter:Forlagets hovedpunkter er at skabe overensstemmelse mellem den grønlandske og den danske version af landstingsloven.
3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige:Forslaget har ingen økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige. For at sikre, at afstemningsmateriale kan blive produceret og udsendt rettidigt, er forberedelserne af folkeafstemningen iværksat ud fra en forudsætning om, at der skal være overensstemmelse mellem den grønlandske og danske version af forslaget.
4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.:Forslaget har ingen økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
5. Miljø- og naturmæssige konsekvenser:Forslaget har ingen miljø- og naturmæssige konsekvenser.
6. Administrative konsekvenser for borgerne:Forslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.
7. Forholdet til Rigsfællesskabet og selvstyre:Forslaget giver ikke anledning til særlige bemærkninger om forholdet til Rigsfællesskabet og selvstyre.
8. Høring af myndigheder og organisationer m.v.:Forslaget har henset til forslagets karakter ikke været til høring ved andre myndigheder og organisationer.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
I den grønlandske version af landstingsloven er afstemningstemaet formuleret således:
"Namminersorneq pillugu inatsisissatut siunnersuummi pineqartut tunngavigalugit nammi-nersorneq eqqunneqassasoq isumaqatigaajuk?"
I den danske version af landstingsloven er afstemningstemaet formuleret således:
"Ønsker du at der indføres selvstyre i Grønland med det indhold og de betingelser, som er skitseret i Grønlandsk-dansk Selvstyrekommissions udkast til selvstyrelov?"
I tillægsbetænkning afgivet af Landstingets Lovudvalg vedrørende Forslag til landstingslov om afholdelse af vejledende folkeafstemning om selvstyre i Grønland blev der til 2. behandlingen fremsat ændringsforslag til Landsstyrets lovforslag. Afstemningstemaet heri er formuleret således i den grønlandske version:
"Kissaatigaajuk Kalaallit Nunaanni namminersorneq Namminersorneq pillugu kalaallit qallunaallu isumalioqatigiissitaasa namminersornermik inatsisissatut missingiusiaattut imalik piumasaqaatitaqartorlu eqqunneqassasoq?"
Denne formulering af afstemningstemaet er indarbejdet i ændringsforslaget til § 2, dog således at det grønlandske ord "namminersorneq" er udeladt, da ordet ellers fejlagtigt ville forekomme 2 gange i den samme sætning.
Til nr. 2Af den grønlandske version af loven fremgår fejlagtigt, at folkeafstemningen skal ske ved afgivelse af brevstemme. Med ændringsforslaget rettes fejlen.
Til nr. 3I den grønlandske version mangler ordet "forslaget". Med ændringsforslaget rettes fejlen.
Til § 2
Det foreslås, at landstingsloven træder i kraft den 1. oktober 2008.