Bilag 2

TB 2006

Tekstanmærkninger

Landsstyremedlemmet for Boliger, Infrastruktur og Råstoffer – Aktivitetsområde70-89


Til hovedkonto 76.01.02 Råstofprojekter

Landsstyret bemyndiges til at henlægge uforbrugte bevillinger til anvendelse i senere finansår samt at optage udgifter udover årets bevilling svarende til henlagte bevillinger fra tidligere år.


Til hovedkonto 89.72.11 Støttet privat boligbyggeri

Nr. 7:

Ændres til følgende:

"Landsstyret bemyndiges til for hovedkontoen som helhed med orientering af Landstingets Finansudvalg at meddele tilsagn på op til 183.502.000 kr."


Til hovedkonto 89.72.12 Erstatningsbyggeri

Det foreliggende Tuapannguit - projekt med 7 andelsboligforeninger er et alternativ til en renovering af Blok Q, R og S. De oprindelige midler til projektet er derfor også tilført ved rokeringer fra renoveringsmidler på boligområdet.

Landsstyret bemyndiges til at gennemføre totalentreprise udbud af nyt boligbyggeri Tuapannguit i Nuuk. Projektet har været i udbud i 2006 og det valgte projekt bygger på tilbud fra Permagreen Grønland A/S og består af 7 punkthuse, som hver udgør en selvstændig andelsboligforening med 28 boliger fordelt på 7 etager samt en underetage med 2 boliger og fællesfaciliteter, i alt 30 boliger pr. ejendom eller 210 boliger i alt.

Samlet andrager tilsagnet til de 7 andelsboligforeninger 179.500.000 kr. hvilket Landsstyret bemyndiges til at meddele de enkelte andelsboligforeninger. Lånet udbetales ved boligernes ibrugtagning, hvilket vil ske i 2009 (2 boligtårne), 2010 (3 boligtårne) og 2011 (2 boligtårne).

Landsstyret bemyndiges til at yde rente- og afdragsfrit lån på 2/3 af opførelsesprisen dog maksimalt 10.000 kr. pr. m², såfremt der opføres andelsboliger til erstatning for Hjemmestyrets udlejningsejendomme.

Landsstyret bemyndiges til at oprette 1 andelsboligforening pr. opført ejendom, alternativt at oprette andelsboligforeninger, der opfører mere end en ejendom. Landsstyret bemyndiges endvidere til at indtræde i de rettigheder og forpligtelser, som der påhviler generalforsamlingen og bestyrelsen i de oprettede andelsboligforeninger. Denne ret ophører ved overdragelse af de enkelte andelsboliger til de kommende andelshavere.

Landsstyret er indtil overdragelsen af de enkelte ejendomme bemyndiget til at foretage alle de forretningsmæssige dispositioner, der er nødvendige for at sanere den eksisterende bebyggelse samt opføre og overdrage de nyopførte ejendomme. Bemyndigelsen omfatter blandt andet retten til at optage byggefinansiering, kvittere for lånetilsagn, indgå entreprisekontrakter og foretage endelig finansiering fra bank- eller realkreditinstitut.

Landsstyret er bemyndiget til at tilbyde de nuværende lejere fortrinsstilling som andelshavere i de nyopførte ejendomme. Er der ikke et tilstrækkeligt antal lejere i Blok Q, R og S, der ønsker at blive andelshavere, kan Landsstyret tilbyde lejere i Hjemmestyrets udlejningsboliger at blive andelshavere. Er samtlige andele herefter ikke overdraget til nye andelshavere, kan Landsstyret frit tilbyde personer, der er indtegnet på en venteliste til at blive andelshavere.

Såfremt ikke alle andele kan overdrages til nye andelshavere, bemyndiges Landsstyret til at forblive som andelshaver og udleje andelsboligen på vilkår som almindelig udlejningsbolig.

Landsstyret er endvidere bemyndiget til at gennemføre de forannævnte etablerings-, drifts- og finansieringstiltag, såfremt der opføres ejerforeninger i stedet for andelsboligforeninger, ligesom Landsstyret er bemyndiget til at omdanne andelsboligforeningerne til ejerforeninger inden de afhændes eller overdrages.

Ved opførelse af erstatningsboliger i form af ejerboliger efter sanering af Hjemmestyrets udlejningsejendomme, bemyndiges Landsstyret til at anvende muligheden for, at Landskassen jf. Landstingsforordning nr. 4 af 30. oktober 1998 om boligfinansiering, § 4, stk. 2, kan yde rente- og afdragsfrit lån på 40 % af opførelsesprisen, dog maksimalt 5.400 kr. pr. m².