Landstingsforordning nr. 9 af 5. december 2008 om ændring af landstingsforordning om leje af boliger
(Øget tidsfrist for rettidig betaling og mulighed for at indgå afdragsordning ved restancer m.v.)

 

§ 1

I landstingsforordning nr. 2 af 12. maj 2005 om leje af boliger, foretages følgende ændringer:


1.
§ 74 affattes således:
" § 74. En offentlig udlejer skal hæve lejeaftalen som følge af manglende betaling, jf. § 73, stk. 1, hvis lejeren ikke har berigtiget restancen senest 6 hverdage efter, at skriftligt påkrav herom er kommet frem til lejeren eller lejeren har indgået en afdragsordning jf. stk. 5 inden fristens udløb. Det samme gælder som følge af manglende betaling af afdrag på en afdragsordning. Udlejerens påkrav skal være afgivet umiddelbart efter sidste rettidige betalingsdag og skal udtrykkeligt angive, at lejeforholdet ophæves, hvis restancen ikke betales inden fristens udløb.
Stk. 2. En privat udlejer kan hæve lejeaftalen som følge af manglende betaling, jf. § 73, stk. 1, hvis lejeren ikke har berigtiget restancen senest 3 hverdage efter, at skriftligt påkrav herom er kommet frem til lejeren. Udlejerens påkrav skal være afgivet umiddelbart efter sidste rettidige betalingsdag og skal udtrykkeligt angive, at lejeforholdet ophæves, hvis restancen ikke betales inden fristens udløb.
Stk. 3. Som gebyr for påkrav kan en offentlig udlejer maksimalt kræve 150 kr.
Stk. 4. Har en offentlig udlejer hævet lejeaftalen, kan udlejer opkræve et gebyr på maksimalt 150 kr. for annullation af ophævelsen.
Stk. 5. En lejer med husleje-, vand- eller varmerestance har ret til at indgå en afdragsordning med en offentlig udlejer om betaling af restancen i form af frivilligt forlig, der ikke kan strække sig over mere end 4 måneder. Følgende betingelser skal være opfyldt for at kunne indgå en afdragsordning:
1) Lejeren skal anmode en offentlig udlejer om en afdragsordning senest 6 hverdage efter, at skriftligt påkrav er kommet frem til lejeren.
2) Lejeren skal betale et gebyr på 250 kroner for at etablere afdragsordningen og 50 kroner for hver måned afdragsordningen løber. Etableringsgebyret og månedsgebyret skal betales kontant ved afdragsordningens indgåelse.
3) Lejeren skal afdrage restancen i 1 til 4 måneder.
Stk. 6 . Retten til indgåelse af afdragsordning gælder ikke for lejere:
1) Der inden for de sidste 3 år har misligholdt et tidligere lejemål ved manglende betaling af de løbende boligudgifter eller afdragsordning.
2) Der allerede har en aktiv afdragsordning.
3) Der er berettiget til hjælp fra det offentlige, herunder efter Landstingsforordning nr. 15 af 20. november 2006 om offentlig hjælp.
4) Der som en følge af uansvarlig økonomisk opførsel eller på anden måde selvforskyldt har oparbejdet en restance.
Stk. 7. En offentlig udlejer skal etablere en fælles udligning af lejetab og tab på afdragsordninger mellem alle sine boligafdelinger, ved at oprette en fælles regnskabsmæssig konto i et selvstændigt regnskab, hvortil de enkelte boligafdelingers årligt budgetterede hensættelse til tab, der ikke kan udgøre et lavere beløb end 25 kr. per kvadratmeter boligareal per år, overføres til kontoen. Realiseret tab afregnes over den regnskabsmæssige konto, som der årligt aflægges et regnskab for.".

 

§ 2

Landstingsforordningen træder i kraft den 1. januar 2009.




Grønlands Hjemmestyre, den 5. december 2008




Hans Enoksen

/

Kim Kielsen


Forslag til 1. behandling

Bemærkninger til forslag

Betænkning (2. behandling)

Ændringsforslag til 3. behandling (vedtaget)