Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 3 af 1. februar 2008 om Konkurrencetilsynets virksomhed

I medfør af § 17, stk. 3 i landstingslov nr. 16 af 19. november 2007 om konkurrence fastsættes:

 

Kapitel 1
Konkurrencetilsynet

§ 1. Konkurrencetilsynet er ved administrationen af landstingslov om konkurrence som sekretariat for Konkurrencenævnet uafhængig af Landsstyremedlemmet for Erhverv.
Stk. 2. Konkurrencetilsynet ledes af en chef, der bærer det overordnede ansvar for Konkurrencetilsynets virksomhed. I dennes fravær fungerer nærmeste underordnede som stedfortræder.

 

Kapitel 2
Kompetence

§ 2. Konkurrencetilsynet forelægger Konkurrencenævnet de sager, som det efter §§ 4-6 i Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 2 af 1. februar 2008 om Konkurrencenævnets forretningsorden og dets virksomhed påhviler Konkurrencenævnet at behandle og afgøre, eller som Konkurrencetilsynet i øvrigt finder bør forlægges Konkurrencenævnet.
Stk. 2. Konkurrencetilsynet forelægger Konkurrencenævnet udkast til regler, som det påhviler Konkurrencenævnet at fastsætte i medfør af landstingslov om konkurrence.
Stk. 3. Konkurrencetilsynet udfører Konkurrencenævnets beslutninger og holder det orienteret om den daglige administration af landstingslov om konkurrence.

§ 3. Konkurrencetilsynet afgør på Konkurrencenævnets vegne sager, der ikke er omfattet af § 2, stk. 1 og 2, i overensstemmelse med Konkurrencenævnets praksis og anvisninger. Endvidere træffer Konkurrencetilsynet på Konkurrencenævnets vegne afgørelse til brug for forberedelsen af sager, der er omfattet af § 2, stk. 1 og 2.
Stk. 2. Konkurrencetilsynets chef kan herudover sammen med Konkurrencenævnets formand træffe afgørelse i sager, der ikke kan afvente et nævnsmøde.
Stk. 3. Beretning om Konkurrencetilsynets afgørelser efter stk. 1 og 2 afgives af Konkurrencetilsynets chef på det næste møde i Konkurrencenævnet.

§ 4. Konkurrencetilsynet kan offentliggøre oplysninger om administrationen af landstingslov om konkurrence og virksomheden i forbindelse hermed samt generelle redegørelser vedrørende konkurrencemæssige forhold i øvrigt.

§ 5. Konkurrencetilsynets chef beslutter, om der skal rettes henvendelse til anklagemyndigheden med henblik på, at der rejses tiltale for overtrædelse af landstingsloven om konkurrence med samtidig anbefaling vedrørende bødestørrelsen, jf. § 29 i landstingslov om konkurrence.
Stk. 2. Konkurrencetilsynets chef beslutter, om der efter § 28 i landstingslov om konkurrence, skal pålægges virksomheder daglige eller ugentlige tvangsbøder.

 

Kapitel 3
Afgørelser

§ 6. Konkurrencetilsynets afgørelser skal meddeles skriftligt og indeholde oplysning om de forhold og synspunkter, som har været bestemmende for afgørelsen.
Stk. 2. Afgørelser, som kan indbringes for Grønlands Landsret, skal være ledsaget af en vejledning om adgangen til at indbringe afgørelsen for Grønlands Landsret med angivelse af klageinstans og oplysning om fremgangsmåden ved indbringelsen, herunder om en eventuel tidsfrist.

 

Kapitel 4
Anmeldelser og forespørgsler

§ 7. Anmeldelser eller forespørgsler i henhold til § 2, § 8, § 9, § 11, § 12, § 13 og § 14 i landstingslov om konkurrence, indgives til Konkurrencetilsynet.

 

Kapitel 5
Oplysninger

§ 8. Konkurrencetilsynet kan på Konkurrencenævnets vegne kræve alle oplysninger, herunder regnskaber, regnskabsmateriale, udskrift af bøger, andre forretningspapirer og elektronisk lagrede data, som skønnes nødvendige for dets virksomhed eller til afgørelse af, om et forhold er omfattet af landstingslovens bestemmelser, jf. § 21 i landstingslov om konkurrence.

 

Kapitel 6
Tavshedspligt

§ 9. Ansatte i Konkurrencetilsynet er underlagt tavshedspligt efter regler herom i landstingslov om sagsbehandling i den offentlige forvaltning.

 

Kapitel 7
Ikrafttræden

§ 10. Denne bekendtgørelse træder i kraft den 1. marts 2008.




Grønlands Hjemmestyre, den 1. februar 2008




Siverth K. Heilmann

/

Peter Hansen