Landstingslov nr. 16 af 19. november 2007 om konkurrence
Kapitel 1
Formål og anvendelsesområde§ 1. Landstingsloven har til formål at fremme en effektiv samfundsmæssig ressourceanvendelse gennem virksom konkurrence til gavn for virksomheder og forbrugere.
§ 2. Landstingsloven omfatter enhver form for erhvervsvirksomhed samt støtte ved hjælp af offentlige midler til erhvervsvirksomhed.
Stk. 2. Reglerne i kapitel 2 og 3 gælder ikke, hvis en konkurrencebegrænsning er en direkte eller nødvendig følge af en offentlig regulering. En konkurrencebegrænsning, som er fastsat af en kommunalbestyrelse, er kun en direkte eller nødvendig følge af en offentlig regulering, når konkurrencebegrænsningen er nødvendig for, at kommunalbestyrelsen kan opfylde de opgaver, den er pålagt i henhold til lovgivning.
Stk. 3. Beslutninger truffet af et kommunalt fællesskab, jf. landstingslov om kommunernes mulighed for at bidrage til erhvervsudvikling gennem investering i erhvervsmæssig virksomhed m.v., sidestilles med beslutninger truffet af kommunalbestyrelsen, jf. stk. 2.
Stk. 4. Afgørelse af hvorvidt en konkurrencebegrænsning er omfattet af stk. 2, træffes af Landsstyret. Anmoder Konkurrencenævnet, jf. § 17, stk. 1, Landsstyret om at afgøre, hvorvidt en konkurrencebegrænsning er omfattet af stk. 2, skal Landsstyret træffe afgørelse senest 4 uger fra modtagelsen af Konkurrencenævnets anmodning. Konkurrencenævnet kan forlænge fristen.
Stk. 5. Hvis Konkurrencenævnet finder, at en offentlig regulering eller en støtteordning kan have skadelige virkninger for konkurrencen eller i øvrigt kan hindre en effektiv samfundsmæssig ressourceanvendelse, kan Konkurrencenævnet til Landsstyret afgive en begrundet udtalelse, som påpeger de skadelige virkninger for konkurrencen samt fremkomme med forslag til fremme af konkurrencen på området. Landsstyret skal svare på Konkurrencenævnets udtalelse senest 4 måneder fra modtagelsen af Konkurrencenævnets udtalelse. Konkurrencenævnet kan forlænge fristen.
Stk. 6. En myndighed, der regulerer eller træffer beslutning om erhvervsvirksomhed, skal anmelde reguleringen eller beslutningen til Konkurrencetilsynet, jf. § 17, stk. 2, såfremt:
1) erhvervsvirksomheden udøves af myndigheden selv, eller af en virksomhed, i hvis styrende organ myndigheden er repræsenteret, og
2) reguleringen har betydning for konkurrencen.
Stk. 7. Landsstyret fastsætter efter at have indhentet udtalelse fra Konkurrencenævnet regler om anmeldelsespligten, herunder regler om anmeldelsespligtens omfang.§ 3. Landstingsloven omfatter ikke løn- og arbejdsforhold. Konkurrencenævnet kan dog til brug for sit arbejde kræve oplysninger af organisationer og virksomheder om løn- og arbejdsforhold.
§ 4. Bestemmelserne i kapitel 2 finder ikke anvendelse på aftaler, vedtagelser og samordnet praksis inden for samme virksomhed eller koncern.
Stk. 2. Landsstyret kan fastsætte efter at have indhentet udtalelse fra Konkurrencenævnet regler om anvendelsen af stk. 1, herunder regler om, hvad der forstås ved aftaler, vedtagelser og samordnet praksis inden for samme virksomhed eller koncern.§ 5. Afgrænsningen af det relevante marked efter denne landstingslov sker på grundlag af undersøgelser af efterspørgsels- og udbudssubstitution og den potentielle konkurrence. Den potentielle konkurrence skal undersøges, når de involverede virksomheders stilling på det relevante marked er blevet dokumenteret, og denne stilling giver anledning til tvivl om, hvorvidt landstingsloven er overtrådt.
Stk. 2. Konkurrencenævnet kan inddrage ekstern sagkundskab til brug for vurderingen efter stk. 1.
Kapitel 2
Forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler§ 6. Det er forbudt for virksomheder at indgå aftaler, der direkte eller indirekte har til formål eller til følge at begrænse konkurrencen.
Stk. 2. Aftaler efter stk. 1, kan for eksempel bestå i:
1) At fastsætte købs- eller salgspriser eller andre forretningsbetingelser.
2) At begrænse eller kontrollere produktion, afsætning, teknisk udvikling eller investeringer.
3) At opdele markeder eller forsyningskilder.
4) At anvende ulige vilkår for ydelser af samme værdi over for handelspartnere, som derved stilles ringere i konkurrencen.
5) At stille som vilkår for indgåelse af en aftale, at medkontrahenten godkender tillægsydelser, som efter deres natur eller ifølge handelssædvane ikke har forbindelse med aftalens genstand.
6) At 2 eller flere virksomheder samordner deres konkurrencemæssige adfærd gennem oprettelse af et joint venture.
7) At fastsætte bindende videresalgspriser eller på anden måde søge at få en eller flere handelspartnere til ikke at fravige vejledende salgspriser.
Stk. 3. Stk. 1 gælder også for vedtagelser inden for en sammenslutning af virksomheder og samordnet praksis mellem virksomheder.
Stk. 4. Med henblik på at bringe overtrædelser af § 6, stk. 1, til ophør kan Konkurrencenævnet udstede påbud, jf. § 19. For at imødekomme de betænkeligheder, som Konkurrencenævnet har i relation til stk. 1, kan nævnet endvidere gøre tilsagn, som virksomheden har afgivet, bindende, jf. § 20.
Stk. 5. Aftaler og vedtagelser, som er forbudt efter stk. 1-3 er ugyldige, medmindre de er undtaget efter § 7, er fritaget efter § 8, omfattet af en erklæring efter § 9 eller af en gruppefritagelse i medfør af § 10.§ 7. Forbudet i § 6, stk. 1, gælder ikke, hvis:
1) Aftaleparternes samlede markedsandel ikke overstiger 10 procent på noget relevant marked, der er berørt af aftalen, når aftalen er indgået mellem virksomheder, som er faktiske eller potentielle konkurrenter på det berørte marked, jf. dog stk. 2 og 3.
2) De enkelte aftaleparters markedsandele ikke overstiger 15 procent på noget relevant marked, der er berørt af aftalen, når aftalen er indgået mellem virksomheder, der ikke er faktiske eller potentielle konkurrenter på et af disse markeder, jf. dog stk. 2 og 3.
3) Aftaleparternes samlede omsætning ikke overstiger 5 millioner kroner, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Undtagelserne i stk. 1 gælder ikke i tilfælde, hvor:
1) Virksomheder eller en sammenslutning af virksomheder aftaler, samordner eller vedtager priser, avancer for salget eller videresalget af varer eller tjenesteydelser.
2) 2 eller flere virksomheder gennem aftale gennemfører eller søger at gennemføre forudgående regulering af bud, fastsætter eller søger at fastsætte betingelser for åbning af bud, foretager eller søger at foretage udskydning af bud, forpligter sig til forudgående anmeldelse af bud eller i øvrigt forpligter sig til at samarbejde inden tilbudsgivningen.
Stk. 3. Forbudet i § 6, stk. 1, gælder uanset stk. 1 for en aftale mellem virksomheder, en vedtagelse inden for en sammenslutning af virksomheder og samordnet praksis mellem virksomheder, hvis denne sammen med lignende aftaler, vedtagelser eller samordnet praksis begrænser konkurrencen.
Stk. 4. I tilfælde, hvor det er vanskeligt at klassificere en aftale som værende enten en aftale mellem konkurrenter eller en aftale mellem ikke-konkurrenter, gælder tærskelværdien på 10 procent.
Stk. 5. Undtagelserne i stk. 1 gælder, hvis markedsandelene i nr. 1 og 2 ikke overstiger tærskelværdierne på 10 procent henholdsvis 15 procent i 2 kalenderår i træk med mere end 2 procentpoint.
Stk. 6. Landsstyret kan efter at have indhentet udtalelse fra Konkurrencenævnet fastsætte regler om beregning af omsætningen efter stk. 1, nr. 3, samt regler om undtagelsen for mindre overskridelser af markedsandelene i stk. 1, nr. 1 og 2, jf. stk. 5.§ 8. Konkurrencenævnet fritager efter anmeldelse aftaler mellem virksomheder, vedtagelser inden for en sammenslutning af virksomheder eller en samordnet praksis mellem virksomheder fra forbudet i § 6, stk. 1, hvis Konkurrencenævnet skønner, at de:
1) bidrager til at styrke effektiviteten i produktionen eller distributionen af varer eller tjenesteydelser eller fremmer den tekniske eller økonomiske udvikling,
2) sikrer forbrugerne en rimelig andel af fordelene herved,
3) ikke pålægger virksomhederne begrænsninger, som er unødvendige for at nå disse mål, og
4) ikke giver virksomhederne mulighed for at udelukke konkurrencen for en væsentlig del af de pågældende varer eller tjenesteydelser.
Stk. 2. Anmeldelse af den pågældende aftale, vedtagelse eller samordnede praksis med anmodning om fritagelse efter stk. 1 skal indgives til Konkurrencetilsynet. Konkurrencenævnet fastsætter regler om anmeldelse, herunder brug af særlige anmeldelsesskemaer.
Stk. 3. Afgørelser efter stk. 1 skal angive, for hvilket tidsrum fritagelsen gælder. Fritagelsen kan tidligst få virkning fra anmeldelsestidspunktet. Fritagelsen kan meddeles på vilkår.
Stk. 4. Efter anmeldelse kan Konkurrencenævnet forlænge en fritagelse, såfremt Konkurrencenævnet skønner, at betingelserne i stk. 1 fortsat er til stede. Stk. 3 finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 5. Konkurrencenævnet kan ændre eller tilbagekalde en afgørelse efter stk. 1 eller stk. 4, hvis:
1) De faktiske forhold har ændret sig på et for afgørelsen væsentligt punkt.
2) Deltagerne i aftalen, vedtagelsen eller den samordnede praksis, ikke overholder stillede vilkår.
3) Afgørelsen er truffet på grundlag af urigtige eller vildledende oplysninger fra deltagerne i aftalen, vedtagelsen eller den samordnede praksis.§ 9. Konkurrencenævnet kan efter anmeldelse fra en virksomhed eller sammenslutning af virksomheder erklære, at en aftale, vedtagelse eller samordnet praksis ikke efter de forhold, som Konkurrencenævnet har kendskab til, falder ind under forbudet i § 6, stk. 1, og at der derfor ikke er grundlag for at udstede påbud i medfør af § 6, stk. 4. Konkurrencenævnet fastsætter regler om anmeldelse, herunder regler om brug af særlige anmeldelsesskemaer.
§ 10. Landsstyret kan efter at have indhentet udtalelse fra Konkurrencenævnet fastsætte regler om fritagelse fra forbudet i § 6, stk. 1, for grupper af aftaler, vedtagelser og samordnet praksis, som opfylder betingelserne i § 8, stk. 1.
Stk. 2. Når aftaler, vedtagelser inden for en sammenslutning af virksomheder eller en samordnet praksis, som er omfattet af en gruppefritagelse udstedt i medfør af stk. 1 i et konkret tilfælde har virkninger, som er uforenelige med betingelserne i § 8, stk. 1, kan Konkurrencenævnet inddrage gruppefritagelsen for de virksomheder, som er involveret i aftalen.
Kapitel 3
Misbrug af dominerende stilling§ 11. Det er forbudt for en eller flere virksomheder at misbruge en dominerende stilling.
Stk. 2. Misbrug efter stk. 1 kan for eksempel foreligge ved:
1) Direkte eller indirekte påtvingelse af urimelige købs- eller salgspriser eller af andre urimelige forretningsbetingelser.
2) Begrænsning af produktion, afsætning eller teknisk udvikling til skade for forbrugerne.
3) Anvendelse af ulige vilkår for ydelser af samme værdi over for handelspartnere, som derved stilles ringere i konkurrencen.
4) At det stilles som vilkår for indgåelse af en aftale, at medkontrahenten godkender tillægsydelser, som efter deres natur eller ifølge handelssædvane ikke har forbindelse med aftalens genstand.
Stk. 3. Med henblik på at bringe overtrædelser af stk. 1 til ophør kan Konkurrencenævnet udstede påbud, jf. § 19. For at imødekomme de betænkeligheder, som Konkurrencenævnet har i relation til stk. 1, kan nævnet endvidere gøre tilsagn, som virksomheden har afgivet, bindende jf. § 20.
Stk. 4. Konkurrencenævnet kan efter anmeldelse fra en eller flere virksomheder erklære, at en given adfærd ikke efter de forhold, som Konkurrencenævnet har kendskab til, er omfattet af stk. 1, og at der derfor ikke er grundlag for at udstede påbud i medfør af stk. 3.
Stk. 5. Konkurrencenævnet skal efter forespørgsel erklære, hvorvidt en eller flere virksomheder indtager en dominerende stilling. Meddeler Konkurrencenævnet, at en virksomhed ikke indtager en dominerende stilling, er meddelelsen bindende, indtil Konkurrencenævnet tilbagekalder den.
Stk. 6. Konkurrencenævnet kan fastsætte regler om det materiale, som skal foreligge til brug for en afgørelse efter stk. 4 eller 5.
Kapitel 4
Konkurrenceforvridende støtte§ 12. Konkurrencenævnet kan udstede påbud om, at støtte, der er ydet ved hjælp af offentlige midler til fordel for bestemte former for erhvervsvirksomhed, skal bringes til ophør eller skal tilbagebetales.
Stk. 2. Påbud kan udstedes, når støtten:
1) direkte eller indirekte har til formål eller til følge at forvride konkurrencen og
2) ikke er lovlig i henhold til offentlig regulering.
Stk. 3. Afgørelse af, om ydet støtte er lovlig i henhold til offentlig regulering, træffes af Landsstyret, henholdsvis af den pågældende kommunale tilsynsmyndighed, medmindre andet følger af anden lovgivning. Afgørelsen skal træffes senest 4 uger fra modtagelsen af nævnets anmodning. Konkurrencenævnet kan forlænge fristen.
Stk. 4. Påbud om tilbagebetaling af støtte kan rettes til private erhvervsvirksomheder, selvejende institutioner samt helt eller delvist offentligt ejede virksomheder, der drives i selskabsform. Landsstyret kan fastsætte regler om, at påbud efter stk. 1 om tilbagebetaling af støtte også kan rettes til nærmere bestemte helt eller delvist offentligt ejede virksomheder, som drives i selskabslignende form.
Stk. 5. Konkurrencenævnets beføjelser til at påbyde offentlig støtte tilbagebetalt forældes 5 år efter, at støtten er udbetalt. Fristen kan suspenderes fra det tidspunkt, Konkurrencenævnet på eget initiativ eller på baggrund af en klage indleder en sag og frem til tidspunktet for nævnets afgørelse. Konkurrencenævnet opgør renter i forbindelse med tilbagebetaling efter lov om renter ved forsinket betaling m.v., herunder at forrentningen kan ske fra udbetalingen af den konkurrenceforvridende støtte.
Stk. 6. Konkurrencenævnet kan efter anmeldelse erklære, at offentlig støtte efter de forhold, som Konkurrencenævnet har kendskab til, ikke er omfattet af stk. 2, nr. 1, og at der derfor ikke er grundlag for at udstede påbud. Konkurrencenævnet kan fastsætte regler om anmeldelse, herunder om brug af særlige anmeldelsesskemaer.§ 13. Kommuner, som planlægger at foretage en erhvervsmæssig investering, jf. landstingslov om kommunernes mulighed for at bidrage til erhvervsudvikling gennem investering i erhvervsmæssig virksomhed m.v., skal forinden investeringen foretages, forelægge den planlagte investering for Konkurrencetilsynet, som kan meddele forhåndstilsagn om, at der efter de forhold, som Konkurrencetilsynet er blevet gjort bekendt med, ikke foreligger konkurrenceforvridende støtte som omhandlet i § 12, stk. 2.
Stk. 2. Landsstyret fastsætter, efter at have indhentet udtalelse fra Konkurrencenævnet, regler om kommuners pligt til at indhente forhåndstilsagn fra Konkurrencetilsynet, samt regler om samarbejdsproceduren mellem de kommunale tilsynsmyndigheder og Konkurrencetilsynet.
Kapitel 5
Meddelelse om fusioner m.v.§ 14. Fusioner, virksomhedsovertagelser og sammenlægninger af virksomheder skal meddeles til Konkurrencetilsynet. Dette gælder dog ikke, hvis fusionen, virksomhedsovertagelsen eller sammenlægningen af virksomheder er mellem moder- og dattervirksomheder eller mellem dattervirksomheder i samme koncern.
Stk. 2. Landsstyret fastsætter, efter at have indhentet udtalelse fra Konkurrencenævnet, regler om meddelelsespligten, herunder regler om, at visse fusioner, virksomhedsovertagelser og sammenlægninger ikke skal meddeles.
Kapitel 6
Offentlighed og aktindsigt§ 15. Landstingslov om offentlighed i forvaltningen gælder ikke for sager efter denne landstingslov, bortset fra sager om fastsættelse af bestemmelser efter § 2, stk. 7, § 4, stk. 2, § 7, stk. 6, § 8 stk. 2, 2. pkt., § 9, 2. pkt., § 10, stk. 1, § 11, stk. 6, § 12, stk. 4, 2. pkt. og stk. 6, 2. pkt., § 13, stk. 2, § 14, stk. 2, § 17, stk. 3, og § 25, stk. 3. Dog finder § 4, stk. 2, og § 6 i landstingslov om offentlighed i forvaltningen anvendelse. 1. og 2. pkt. gælder tillige, når oplysninger tilvejebragt efter denne landstingslov er videregivet til en anden forvaltningsmyndighed.
Stk. 2. Landsstyrets afgørelse efter § 2, stk. 4, 1. pkt., og § 12, stk. 3, 1. pkt., anmeldelse efter § 2, stk. 6, Konkurrencenævnets begrundede udtalelse og Landsstyrets svar efter § 2, stk. 5, Konkurrencetilsynets forhåndstilsagn efter § 13, stk. 1, samt Konkurrencenævnets afgørelser truffet i medfør af landstingsloven skal offentliggøres. Endvidere skal afgørelser truffet af Konkurrencetilsynet på Konkurrencenævnets vegne offentliggøres, såfremt afgørelsen skønnes at have betydning for forståelsen af anvendelsen af landstingsloven eller at være af interesse for offentligheden i øvrigt. I sager, hvor der med henvisning til § 29 idømmes eller vedtages en bøde, skal der ske offentliggørelse af dommen, bødevedtagelsen eller et resumé heraf.
Stk. 3. Konkurrencenævnet kan offentliggøre oplysninger om Konkurrencenævnets virksomhed og generelle redegørelser.
Stk. 4. Ved offentliggørelse efter stk. 2 og 3 må oplysninger om tekniske forhold, herunder forskning, produktionsmåder, produkter samt drifts- og forretningshemmeligheder ikke offentliggøres, for så vidt det er af væsentlig økonomisk betydning for den person eller den virksomhed, oplysningen angår. Endvidere må oplysninger om enkelte kunders forhold i virksomheder, der er under tilsyn af Finanstilsynet, ikke offentliggøres.
Stk. 5. Den, som skal afgive oplysninger til Konkurrencenævnet, kan over for nævnets formand begære, at oplysninger, som i medfør af stk. 4 ikke må udleveres eller gøres offentligt tilgængelige, heller ikke må afgives over for nævnets medlemmer. Formanden afgør endeligt, i hvilket omfang og i hvilken form oplysningerne bør afgives.§ 16. Landstingslov om sagsbehandling i den offentlige forvaltning gælder i sager efter denne landstingslov. I sager, hvor der skal foretages partshøring efter landstinglov om sagsbehandling i den offentlige forvaltning, omfatter adgangen til partshøring hele udkastet til afgørelse. Fristen for afgivelse af udtalelse skal udgøre mindst 3 uger, medmindre sagen allerede har været forelagt for Konkurrencenævnet.
Kapitel 7
Konkurrencemyndigheden, organisation og beføjelser§ 17. Konkurrencenævnet påser overholdelsen af denne landstingslov og de forskrifter, der er udstedt i medfør af landstingsloven, jf. dog § 2, stk. 4, 1. pkt., og § 12, stk. 3, 1. pkt. Konkurrencenævnet kan behandle en sag af egen drift, efter anmeldelse eller på grundlag af en klage. Konkurrencenævnet afgør, om der er tilstrækkelig anledning til at undersøge eller træffe afgørelse i en sag, herunder om sagsbehandlingen midlertidigt eller endeligt skal indstilles. Ligeledes kan Konkurrencenævnet beslutte ikke at behandle en sag, hvor virksomheder tidligere har afgivet tilsagn efter § 20.
Stk. 2. Konkurrencetilsynet er sekretariatet for Konkurrencenævnet i sager efter denne landstingslov og varetager på Konkurrencenævnets vegne den daglige administration af landstingsloven.
Stk. 3. Landsstyret fastsætter Konkurrencenævnets forretningsorden og de nærmere regler for Konkurrencenævnets og Konkurrencetilsynets virksomhed, regler om indstilling og udnævnelse af Konkurrencenævnets medlemmer, afskedigelse af nævnsmedlemmer efter indstilling fra Konkurrencenævnets formand før en periodes ophør samt regler om vederlæggelse af Konkurrencenævnets medlemmer i overensstemmelse med landstingslov om vederlag m.v. til medlemmer af Landstinget og Landsstyret m.v.§ 18. Konkurrencenævnet består af en formand og 6 medlemmer. Formand og medlemmerne udnævnes af Landsstyret for en periode på op til 4 år. Konkurrencenævnet skal omfatte et alsidigt kendskab til offentlig og privat erhvervsvirksomhed, herunder juridiske, økonomiske, finansielle og forbrugermæssige forhold. Formanden og 3 af Konkurrencenævnets medlemmer skal være uafhængige af erhvervs- og forbrugerinteresser. Landstyret udnævner 1 medlem efter indstilling fra erhvervsorganisationer i forening, 1 medlem efter indstilling fra forbrugerorganisationer, og 1 medlem med særlig indsigt i offentlig erhvervsvirksomhed efter indstilling fra Landsstyret og KANUKOKA i forening. Konkurrencenævnets medlemmer udnævnes på baggrund af deres personlige og faglige kvalifikationer, og de skal fungere uafhængigt i deres virke.
§ 19. De påbud, som Konkurrencenævnet kan udstede efter § 6, stk. 4, 1. pkt., eller § 11, stk. 3, 1. pkt., med henblik på at bringe de skadelige virkninger af konkurrencebegrænsninger til ophør, kan blandt andet omfatte:
1) Hel eller delvis ophævelse af aftaler, vedtagelser, forretningsbetingelser.
2) At angivne priser eller avancer ikke må overskrides, eller at der ved beregningen af priser eller avancer skal anvendes bestemte kalkulationsregler.
3) Pligt for en eller flere af de pågældende virksomheder til at sælge til nærmere angivne købere på virksomhedens sædvanligt gældende vilkår for tilsvarende salg. Virksomheden kan dog altid kræve kontant betaling eller betryggende sikkerhed.
4) At give adgang til en infrastrukturfacilitet, der er nødvendig for at kunne udbyde en vare eller tjeneste.
5) Pligt til at indberette generelle samhandelsbetingelser til Konkurrencetilsynet.
Stk. 2. Påbud efter stk. 1, nr. 5, gælder i 2 år fra det tidspunkt, hvor afgørelsen er endelig.§ 20. Tilsagn, der afgives af virksomheder, og som imødekommer de betænkeligheder, som Konkurrencenævnet har i relation til § 6, stk. 1, eller § 11, stk. 1, kan af nævnet gøres bindende for virksomhederne. Et tilsagn kan være tidsbegrænset.
Stk. 2. Efter at tilsagn er gjort bindende, jf. stk. 1, kan Konkurrencenævnet udstede påbud, som er nødvendige for at sikre en rettidig og korrekt opfyldelse af de afgivne tilsagn.
Stk. 3. Konkurrencenævnet kan tilbagekalde en afgørelse efter stk. 1, hvis:
1) De faktiske forhold har ændret sig på et for afgørelsen væsentligt punkt.
2) Deltagerne i aftalen, vedtagelsen eller den samordnede praksis handler i strid med afgivne tilsagn.
3) Afgørelsen er truffet på grundlag af urigtige oplysninger eller vildledende oplysninger fra deltagerne i aftalen, vedtagelsen eller den samordnede praksis.§ 21. Konkurrencenævnet kan kræve alle oplysninger, herunder regnskaber, regnskabsmateriale, udskrift af bøger, andre forretningspapirer og elektronisk lagrede data, som skønnes nødvendige for dets virksomhed eller til afgørelse af, om et forhold er omfattet af landstingslovens bestemmelser.
§ 22. Konkurrencetilsynet kan til brug for Konkurrencenævnets virksomhed foretage kontrolundersøgelser, der indebærer, at Konkurrencetilsynet får adgang til en virksomheds eller sammenslutnings lokaler og transportmidler med henblik på dér at gøre sig bekendt med og tage kopi af enhver oplysning, herunder regnskaber, regnskabsmaterialer, bøger og andre forretningspapirer, uanset informationsmedium. I forbindelse med en kontrolundersøgelse kan Konkurrencetilsynet kræve mundtlige forklaringer samt kræve, at personer, der er omfattet af kontrolundersøgelsen, viser indholdet af deres lommer, tasker med videre med henblik på, at Konkurrencetilsynet kan gøre sig bekendt med og eventuelt tage kopi af dette.
Stk. 2. Hvor en virksomheds eller sammenslutnings oplysninger opbevares hos eller behandles af en ekstern databehandler, kan Konkurrencetilsynet få adgang til den eksterne databehandlers lokaler med henblik på dér at gøre sig bekendt med og tage kopi af oplysningerne. Adgangen forudsætter, at det ikke er muligt for Konkurrencetilsynet at få adgang til de pågældende oplysninger direkte fra den virksomhed eller sammenslutning, som er genstand for kontrolundersøgelsen.
Stk. 3. Konkurrencetilsynets kontrolundersøgelser kan kun finde sted efter indhentet retskendelse fra Grønlands Landsret og mod behørig legitimation.§ 23. I forbindelse med en kontrolundersøgelse efter § 22 kan Konkurrencetilsynet tage spejlinger af dataindholdet af elektroniske medier, der er omfattet af kontrolundersøgelsen, og kan medtage det spejlede materiale med henblik på efterfølgende at gennemgå dette. Det spejlede materiale skal forsegles, når Konkurrencetilsynet forlader virksomhedens lokaliteter. Den, der er genstand for kontrolundersøgelsen, kan kræve, at denne selv, eller en af denne udpeget repræsentant, kan være til stede, når forseglingen brydes og ved Konkurrencetilsynets gennemgang af det spejlede materiale. Konkurrencetilsynet har pligt til senest 25 hverdage efter kontrolundersøgelsen at give et sæt kopier af de oplysninger, som Konkurrencetilsynet måtte have taget fra det spejlede materiale, til den der er genstand for kontrolundersøgelsen. Når gennemgangen af det spejlede materiale er gennemført, skal det spejlede materiale opbevares i forseglet stand. Det spejlede materiale skal slettes, hvis Konkurrencetilsynet vurderer, at sagen ikke indeholder beviser for en overtrædelse af konkurrencereglerne. Beslutter Konkurrencetilsynet at gå videre med sagen, skal det spejlede materiale slettes, når sagen er endeligt afgjort.
Stk. 2. Hvis virksomhedens eller sammenslutningens forhold gør, at det ikke er muligt for Konkurrencetilsynet samme dag, som kontrolundersøgelsen foretages, at få adgang til eller tage kopi af oplysningerne kan Konkurrencetilsynet forsegle de relevante forretningslokaler og oplysninger i op til 3 hverdage herefter.
Stk. 3. Under samme betingelser som i stk. 2 kan Konkurrencetilsynet, mod kvittering, medtage de oplysninger eller det medium, hvorpå oplysningerne befinder sig, med henblik på kopiering. Det af Konkurrencetilsynet medtagne materiale skal sammen med en liste over de kopier, der er taget, og et sæt kopier af de oplysninger, som Konkurrencetilsynet har taget til brug for en nærmere gennemgang, tilbageleveres til virksomheden eller sammenslutningen senest 3 hverdage efter kontrolundersøgelsen.
Stk. 4. Konkurrencetilsynet kan i særlige tilfælde forlænge fristerne i stk. 1-3.§ 24. Politiet yder bistand til Konkurrencetilsynet ved udøvelsen af beføjelserne efter § 22, stk. 1 og 2, og § 23, stk. 1-3.
§ 25. Konkurrencetilsynet kan til andre landes konkurrencemyndigheder under forbehold om gensidighed videregive oplysninger, som er omfattet af Konkurrencetilsynets tavshedspligt, og som er nødvendige for at fremme håndhævelsen af disse landes konkurrencelovgivning, herunder med henblik på at opfylde Grønlands bilaterale eller multilaterale forpligtelser inden for Rigsfællesskabet.
Stk. 2. Ved videregivelsen af oplysninger til andre landes konkurrencemyndigheder skal Konkurrencetilsynet betinge videregivelsen af, at oplysningerne:
1) er undergivet en tilsvarende tavshedspligt hos modtageren,
2) udelukkende anvendes til det formål, som er fastsat i en gældende bilateral eller multilateral aftale, såfremt udvekslingen finder sted i medfør heraf, og
3) kun kan videregives med udtrykkeligt samtykke fra Konkurrencetilsynet og kun til det formål, som samtykket omfatter.
Stk. 3. Landsstyret kan fastsætte nærmere regler om Konkurrencetilsynets videregivelse til udenlandske myndigheder af oplysninger, der er omfattet af landstingslovens tavshedspligt.
Kapitel 8
Klage§ 26. Konkurrencenævnets afgørelser efter landstingsloven kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 2. Afgørelser truffet efter § 2, stk. 1 og 6, § 3, 1. pkt., § 4, stk. 1, § 6, stk. 1, § 7, stk. 1-3, § 8, stk. 1, stk. 3, 2. pkt., stk. 4 og 5, § 9, stk. 1, § 11, stk. 1, stk. 4 og 5, § 12, stk. 1, og stk. 6, 1. pkt., § 14, stk. 1, § 15, stk. 4, § 19, § 20, stk. 2 og 3, og § 35, stk. 3, 2. pkt., kan indbringes for Grønlands Landsret som 1. instans af:
1) den, som afgørelsen retter sig til, og
2) den, som i øvrigt har individuel, væsentlig interesse i sagen. Dette gælder dog ikke Konkurrencenævnets afgørelser truffet efter § 20, stk. 2 og 3.
Stk. 3. Beslutninger efter § 17, stk. 1, kan ikke indbringes for Grønlands Landsret.
Stk. 4. Indbringelse af afgørelser efter § 15, stk. 4, har opsættende virkning. Indbringelse af andre afgørelser kan af Konkurrencenævnet eller Grønlands Landsret tillægges opsættende virkning.§ 27. Indbringelse af afgørelser for Grønlands Landsret skal ske senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Når særlige grunde taler derfor, kan Grønlands Landsret se bort fra overskridelse af indbringelsesfristen.
Kapitel 9
Sanktionsbestemmelser m.v.§ 28. Landsstyret eller den, som Landsstyret bemyndiger hertil, kan pålægge daglige eller ugentlige tvangsbøder til den, der undlader:
1) At give de oplysninger, som Konkurrencenævnet kan kræve efter denne landstingslov.
2) At efterkomme et vilkår eller et påbud meddelt efter denne landstingslov.
3) At efterkomme et tilsagn, som er gjort bindende, jf. § 20.§ 29. Der kan idømmes bøde til den, der forsætligt eller groft uagtsomt:
1) Overtræder § 6, stk. 1.
2) Overtræder eller undlader at efterkomme et vilkår meddelt i henhold til § 8, stk. 3, 3. pkt., eller stk. 4, 2. pkt.
3) Overtræder § 11, stk. 1.
4) Overtræder eller undlader at efterkomme et påbud efter § 12, stk. 1.
5) Undlader meddelelse efter § 14, stk. 1.
6) Overtræder eller undlader at efterkomme et påbud efter § 19.
7) Overtræder eller undlader at efterkomme et tilsagn, som er gjort bindende efter § 20, stk. 1.
8) Overtræder eller undlader at efterkomme et påbud efter § 20, stk. 2.
9) Undlader at efterkomme et krav efter § 21.
10) Afgiver urigtige eller vildledende oplysninger til Konkurrencenævnet eller Konkurrencetilsynet eller fortier oplysninger af betydning for den sag, hvortil oplysningerne indhentes.
Stk. 2. Stk. 1, nr. 1, finder ikke anvendelse fra det tidspunkt, hvor en aftale, vedtagelse inden for en sammenslutning af virksomheder eller samordnet praksis er anmeldt til Konkurrencenævnet efter § 8, stk. 1 eller stk. 4, og indtil Konkurrencenævnet har meddelt sin afgørelse efter § 8, stk. 1 eller stk. 4.
Stk. 3. Er overtrædelsen begået af en virksomhed, som helt eller delvist ejes af staten, Grønlands Hjemmestyre, en kommune eller et kommunalt fællesskab, omfattet af landstingslov om kommunalbestyrelser og bygdebestyrelser m.v., et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges virksomheden med videre, som sådan kriminalretligt ansvar. Tilsvarende gælder, hvis overtrædelsen er begået af Grønlands Hjemmestyre, en kommune eller et kommunalt fællesskab omfattet af landstingslov om kommunalbestyrelser og bygdebestyrelser m.v.
Stk. 4. I regler, der fastsættes i medfør af denne landstingslov, kan det fastsættes, at forsætlig eller groft uagtsom overtrædelse af bestemmelserne kan medføre idømmelse af bøde.
Stk. 5. I regler, der fastsættes i medfør af denne landstingslov, kan der fastsættes regler om idømmelse af bøder for forsætlig eller groft uagtsom overtrædelse begået af en virksomhed, som helt eller delvist ejes af staten, Grønlands Hjemmestyre, en kommune eller et kommunalt fællesskab omfattet af landstingslov om kommunalbestyrelser og bygdebestyrelser m.v., et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende. Der kan ligeledes fastsættes regler om foranstaltning efter kriminalloven for forsætlige eller groft uagtsomme overtrædelser begået af Grønlands Hjemmestyre, en kommune eller et kommunalt fællesskab, omfattet af landstingslov om kommunalbestyrelser og bygdebestyrelser m.v.
Stk. 6. Bøder, der pålægges efter stk. 1, og stk. 3-5, tilfalder Landskassen.
Stk. 7. Forældelsesfrist for bødeansvar er 5 år.§ 30. Den, der handler i strid med § 6 ved at indgå kartelaftaler, kan opnå bortfald for den bøde, vedkommende ellers ville være blevet pålagt for sin deltagelse i kartellet, hvis ansøgeren som den første henvender sig til myndighederne og fremlægger oplysninger om et kartel, som myndighederne ikke var i besiddelse af på ansøgningstidspunktet. Der skal være tale om oplysninger:
1) Som, inden myndighederne af egen drift har foretaget en kontrolundersøgelse eller ransagning vedrørende det pågældende forhold, giver myndighederne konkret anledning til at iværksætte en kontrolundersøgelse, en ransagning eller indgive politianmeldelse vedrørende det pågældende forhold.
2) Som, efter myndighederne har foretaget en kontrolundersøgelse eller ransagning vedrørende det pågældende forhold, sætter myndighederne i stand til at konstatere en overtrædelse i form af et kartel.
Stk. 2. Bortfald af bøde kan kun opnås, såfremt ansøgeren:
1) samarbejder med myndighederne under hele behandlingen af sagen,
2) senest ved indgivelse af ansøgningen bringer sin deltagelse i kartellet til ophør, og
3) ikke har tvunget andre til at deltage i kartellet.
Stk. 3. Opfylder en ansøgning om bortfald af bøde ikke de i stk. 1, nr. 1 eller 2, nævnte betingelser, betragtes ansøgningen som en ansøgning om bødenedsættelse, jf. § 31, stk. 1.§ 31. Den, der handler i strid med § 6 ved at indgå kartelaftaler, kan opnå nedsættelse af den bøde, vedkommende ellers ville blive pålagt for sin deltagelse i kartellet, hvis:
1) ansøgeren fremlægger oplysninger vedrørende kartellet, som repræsenterer en betydelig merværdi i forhold til de oplysninger, som myndighederne er i besiddelse af, og
2) ansøgeren opfylder de i § 30, stk. 2, angivne betingelser.
Stk. 2. Bødenedsættelsen for den første ansøger, der opfylder betingelserne i stk. 1, udgør 50 procent af den bøde, vedkommende ellers ville blive pålagt for sin deltagelse i kartellet. For den anden ansøger, der opfylder betingelserne i stk. 1, udgør bødenedsættelsen 30 procent. For efterfølgende ansøgere, der opfylder betingelserne i stk. 1, udgør bødenedsættelsen op til 20 procent.§ 32. Ansøgninger om bortfald af bøde eller bødenedsættelse indgives til Konkurrencetilsynet. I sager, hvor personer eller virksomheder er sigtede, eller hvor Anklagemyndigheden har indledt en efterforskning af en formodet overtrædelse i form af et kartel, kan ansøgning om lempelse af foranstaltning tillige indgives til Anklagemyndigheden.
Stk. 2. En ansøgning efter stk. 1, behandles efter følgende procedure:
1) Den myndighed, der modtager ansøgningen, jf. stk. 1, kvitterer for modtagelsen heraf.
2) Den kompetente myndighed, jf. § 33, stk. 1, afgiver et foreløbigt tilsagn, der indeholder oplysninger om, hvorvidt betingelserne i § 30, stk. 1, eller § 31, stk. 1, er opfyldt, og om hvorvidt der på dette tidspunkt er grundlag for at meddele afslag på ansøgningen, fordi betingelserne i § 30, stk. 2, ikke skønnes at være opfyldt.
3) Når sagens oplysning og vurdering er endeligt gennemført, meddeler den kompetente myndighed, jf. § 33, stk. 2, om ansøgeren opfylder betingelserne i § 30, stk. 2, og meddeler i bekræftende fald bødebortfald eller bødenedsættelse i overensstemmelse med det foreløbige tilsagn, som ansøgeren har fået efter nr. 2.§ 33. Et foreløbigt tilsagn afgives af den myndighed, som har modtaget ansøgningen i overensstemmelse med § 32, stk. 1. Forinden myndigheden afgiver et foreløbigt tilsagn efter § 32, stk. 2, nr. 2, skal tilsagnet være drøftet mellem Konkurrencetilsynet og Anklagemyndigheden. Et foreløbigt tilsagn om bortfald af bøde kan kun gives, hvis disse myndigheder er enige herom.
Stk. 2. En meddelelse om bortfald af bøde efter § 32, stk. 2, nr. 3, afgives af Anklagemyndigheden i form af et tiltalefrafald efter høring af Konkurrencetilsynet. En meddelelse om bødenedsættelse efter § 32, stk. 2, nr. 3, afgives efter høring af Konkurrencetilsynet af Anklagemyndigheden, som i den konkrete sag enten udsteder et bødeforelæg eller indbringer sagen for domstolene.§ 34. Ansøgninger fra forskellige virksomheder kan ikke indgives som fælles ansøgning om lempelse af foranstaltning, medmindre ansøgerne er koncernforbundne, og ansøgningen særskilt angiver, hvilke selskaber ansøgningen skal omfatte.
Stk. 2. En ansøgning fra en virksomhed eller en sammenslutning omfatter automatisk nuværende og tidligere bestyrelsesmedlemmer, ledende medarbejdere eller andre ansatte, forudsat at den pågældende opfylder betingelserne i § 30, stk. 2. Når sagens oplysning og vurdering er endeligt gennemført, meddeler Anklagemyndigheden, jf. § 33, stk. 2, om personen opfylder betingelserne i § 30, stk. 2, og meddeler i bekræftende fald bortfald af bøde eller bødenedsættelse i overensstemmelse med det foreløbige tilsagn, som virksomheden eller sammenslutningen har fået efter § 32, stk. 2, nr. 2.
Kapitel 10
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser m.v.§ 35. Landstingsloven træder i kraft den 1. marts 2008. Dog træder § 17, stk. 3, og § 18 i kraft den 1. december 2007. Ved landstingslovens ikrafttræden ophæves landstingslov nr. 28 af 30. oktober 1992 om konkurrence.
Stk. 2. Sager efter landstingslov nr. 28. af 30. oktober 1992 om konkurrence, der ikke er færdigbehandlede ved landstingslovens ikrafttræden, bortfalder. Dette gælder dog ikke klagesager, samt sager som verserer ved domstolene.
Stk. 3. Konkurrencebegrænsende aftaler, vedtagelser og samordnet praksis, som består på tidspunktet for landstingslovens ikrafttræden, og som er forbudt i medfør af § 6, stk. 1, kan, hvis de anmeldes inden den 1. september 2008 med henblik på en fritagelse efter § 8, opretholdes indtil 3 måneder efter, at Konkurrencenævnet har truffet afgørelse i sagen, uanset at Konkurrencenævnet meddeler afslag. Konkurrencenævnet kan forlænge fristen på 3 måneder.
Grønlands Hjemmestyre, den 19. november 2007
Hans Enoksen/
Siverth K. Heilmann
Betænkning (2. behandling)
Ændringsforslag til 2. behandling (vedtaget)
Betænkning (3. behandling)