9. november 2007

EM 2007/30

 

Ændringsforslag

til

Forslag til: Landstingslov nr. xx af yy om strukturreform af den kommunale sektor.

 

Fremsat af Landstingets Midlertidige udvalg vedrørende Strukturreformen til 3. behandlingen.

 

Til § 8

1. Paragraffen affattes således:
"§ 8. Der vælges fælles bygdebestyrelser. En fælles bygdebestyrelse skal omfatte mindst 2 bygder inden for samme kommune. Afgørelse om hvilke bygder, der kan vælge fælles bygdebestyrelse og om antal medlemmer, der skal vælges hertil, træffes af kommunalbestyrelsen. Afgørelse herom træffes inden udgangen af det år, der ligger forud for valgene til fælles bygdebestyrelser. Valg til fælles bygdebestyrelser finder sted første gang i april 2009.
Stk. 2. Landsstyret kan undtagelsesvis dispensere fra kravet i stk. 1, 2. pkt., for så vidt angår særligt afsides beliggende eller folkerige bygder. Landsstyret kan ved afgørelsen tillægge det vægt, i hvilket omfang den pågældende kommunalbestyrelse har sammensat fælles bygdebestyrelser, som omfatter mere end 2 bygder.
Stk. 3. Valg til fælles bygdebestyrelser gennemføres efter reglerne i landstingslov om valg til kommunalbestyrelser, bygdebestyrelser og menighedsrepræsentationer. Ved valg til fælles bygdebestyrelser, jf. stk. 1, udgør de bygder, der omfattes af en fælles bygdebestyrelse, én valgkreds."

 

Bemærkninger til ændringsforslaget

 

Almindelige bemærkninger

Ændringsforslaget gør det muligt for en kommunalbestyrelse at opnå dispensation fra kravet om nedsættelse af fælles bygdebestyrelser, som omfatter mindst 2 bygder. Det foreslås således, at Landsstyret undtagelsesvis skal kunne dispensere herfra, f.s.v.a. særligt afsides beliggende eller folkerige bygder.

Derved tages der hensyn til bygder, som ligger i en sådan afstand til andre bygder, eller har en så stor befolkning, at dette i sig selv taler imod bygdens inddragelse i en fælles bygdebestyrelse, som omfatter andre bygder.

Det ændringsforslag, som Landstinget vedtog ved 2. behandlingen af EM 2007/30 havde blandt andet til formål at sikre bevarelsen af bygdebestyrelser, men i en form hvor antallet halveres. Det foreslås derfor, at Landsstyret ved afgørelsen af, hvorvidt der skal meddeles dispensation, kan tillægge det vægt, i hvilket omfang den pågældende kommunalbestyrelse har sammensat fælles bygde-bestyrelser, som omfatter mere end 2 bygder. Udgangspunktet vil således fortsat være, at det samlede antal bygdebestyrelser mindst skal halveres.


Administrative konsekvenser af ændringsforslaget:

Der er ikke administrative konsekvenser af ændringsforslaget.


Økonomiske konsekvenser af ændringsforslaget:

Ændringsforslaget forudsættes administreret på en sådan måde, at det er udgiftsneutralt.

 

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser


Til nr. 1

Ændringsforslaget gør det muligt at opnå dispensation fra kravet om nedsættelse af fælles bygdebestyrelser, som omfatter mindst 2 bygder. Landsstyret kan således undtagelsesvis dispensere herfra, f.s.v.a. særligt afsides beliggende eller folkerige bygder.

Landsstyret kan ved afgørelsen af, hvorvidt der skal meddeles dispensation, tillægge det vægt, i hvilket omfang den pågældende kommunalbestyrelse har sammensat fælles bygdebestyrelser, som omfatter mere end 2 bygder. Det bør tilstræbes, at nedsættelsen af fælles bygdebestyrelser som minimum indebærer en halvering af det nuværende antal bygdebestyrelser.