1. august 2007

EM 2007/32

 

Bemærkninger til lovforslaget

 

Almindelige bemærkninger

1. Lovforslagets baggrund:

Dette lovforslag indebærer en ajourføring af § 9 i landstingslov om stempelafgift. Ajourføringen tager højde for de ændringer af lovtitler, som er sket siden bestemmelsen sidst blev ajourført i 1998. Desuden tages højde for udviklingen i lovgivningspraksis således, at den administrative praksis vedrørende afgiftsfrihed for dokumenter udstedt i medfør af overenskomst af 19. august 1986 om oprettelse af Den nordiske udviklingsfond for Vestnorden lovfæstes.

Da § 9 hidtil har været ændret 6 gange siden 1987 og dette forslag vil medføre yderligere 5 ændringer, har Landsstyret af hensyn til overskueligheden fundet det rigtigst at fremsætte et samlet forslag til § 9.

Efter stempelafgiftslovens § 11a er dokumenter oprettet i anledning af fusion mellem aktie- eller anpartsselskaber fritaget for stempelafgift, når Skatterådet har godkendt fusionen som stempelfri. Der har været rejst spørgsmål om, hvorvidt bestemmelsen også finder anvendelse i forbindelse med spaltninger af sådanne selskaber. Bestemmelsen foreslås præciseret med henblik på afklaring af dette spørgsmål. Endvidere er kompetencen til at godkende, at fusioner og spaltninger sker skattefrit og dermed også stempelfrit overført fra Skatterådet til skatteforvaltningen som led i den ændring af opgavefordelingen, som fandt sted ved vedtagelsen af landstingslov om forvaltning af skatter.

2. Lovforslagets indhold:

I sin nuværende udgave indebærer stempelafgiftslovens § 9, stk. 1, at en række dokumenter udstedt i medfør af visse landstingsforordninger og landstingslove er fritaget for stempelafgift. Stempelfriheden omfatter eksempelvis pantebreve udstedt i medfør af landstingsforordning om støtte til boligbyggeri i Grønland og ejerpantebreve udstedt i medfør af landstingsforordning om erhvervsstøtte.

Siden seneste ajourføring af stempelafgiftslovens § 9, stk. 1, har Landstinget vedtaget landstingsforordning om erhvervsfremme af fiskeri og fangst, der i forhold til fiskeri og fangsterhvervene afløser landstingsforordning om erhvervsstøtte. Det foreslås, at disse ændringer indarbejdes i stempelafgiftsloven.

I henhold til artikel 6 i overenskomst af 19. august 1986 om oprettelse af Den nordiske udviklingsfond for Vestnorden skal låneaftaler, i hvilken fonden er part, være fritaget for stempelafgifter og andre gebyrer til det offentlige. Denne forpligtelse er hidtil blevet efterlevet ved, at sådanne dokumenter er blevet fritaget for stempelafgift i medfør af § 26 i stempelafgiftsloven. Under hensyn til udviklingen i lovgivningspraksis foreslås der i § 9, stk. 1, i stempelafgiftsloven indsat en udtrykkelig bestemmelse om, at låneaftaler, hvori Den nordiske udviklingsfond for Vestnorden er part, fritages for stempelafgift.

Endvidere behandles på indeværende samling et forslag til landstingsforordning om støtte til boligbyggeri, fælleshuse, byggesæt m.v. I fald Landstinget vedtager nævnte forslag vil landstingsforordning om boligstøtte blive ophævet. Det foreslås, at denne ændring allerede nu indarbejdes i stempelafgiftslovens § 9.

Endelig foreslås det præciseret, at stempelfriheden efter § 11a for dokumenter, der oprettes i anledning af fusioner mellem aktie- og anpartsselskaber, også omfatter dokumenter oprettet i anledning af spaltninger, når skatteforvaltningen har godkendt fusionen eller spaltningen som skattefri.

Bortset fra ovennævnte ændringer er der alene tale om redaktionelle ændringer af gældende bestemmelser.

3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige:

Forslaget skønnes ikke at have nye administrative eller økonomiske konsekvenser for det offentlige, idet der er tale om videreførelse af allerede gældende og praktiserede afgiftsfritagelser.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet:

Forslaget skønnes ikke at have administrative eller økonomiske konsekvenser for erhvervslivet.

5. Miljø- og naturmæssige konsekvenser:

Forslaget har ikke miljø- eller naturmæssige konsekvenser.

6. Administrative konsekvenser for borgerne:

Forslaget har ikke administrative konsekvenser for borgerne.

7. Forholdet til Rigsfællesskabet eller selvstyre:

Forslaget har ikke rigsfællesskabs- eller selvstyreaspekter.

8. Høring af myndigheder og organisationer:

Forslaget har været til høring hos samtlige direktorater, KANUKOKA, Grønlands Arbejdsgiverforening (GA), ILIK, Nunaqavissut Suliffiutillit Kattuffiat (NUSUKA), Sulinermik Inuussutissarsiuteqartut Kattuffiat (SIK) og KNAPK.

Høringssvarene er tilstillet Skatte- og Afgiftsudvalget.

Høringssvaret fra Erhvervsdirektoratet har bevirket, at § 9, stk. 1, nr. 6 og 7, kun omfatter allerede udstedte dokumenter. Høringssvaret fra Direktoratet for Boliger og Infrastruktur er indarbejdet i forslaget.

Grønlands Arbejdsgiverforening har bemærket, at afgiftsfritagelsen for Den nordiske udviklingsfond for Vestnorden er konkurrenceforvridende. Som nævnt ovenfor er fonden i henhold til artikel 6, stk. 3, i overenskomst af 19. august 1986 om oprettelse af Den nordiske udviklingsfond for Vestnorden fritaget for stempelafgift. Som medunderskriver på denne overenskomst påhviler der Grønlands Hjemmestyre en international forpligtelse til at sikre, at bl.a. det nævnte krav opfyldes. Fondens udlån i 2005 til aktiviteter her i landet udgjorde i alt 18,7 millioner kr.

Øvrige høringsparter havde ingen bemærkninger til forslaget.

 

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser


Til § 1

Til nr. 1

Efter bestemmelsen er en række pantebreve og overdragelsesdokumenter stempelfri.

Det drejer sig om en række pantebreve, skadesløsbreve, ejerpantebreve, håndpantsætningsdokumenter og overdragelsesdokumenter, der vedrører Hjemmestyrets erhvervsstøtte og støtte til boligbyggeri samt Den nordiske udviklingsfond for Vestnordens fremme af udviklingen af et alsidigt og konkurrencedygtigt erhvervsliv i Vestnorden.

Stk. 1

Nr. 1 og 2

Bestemmelserne i nr. 1 og 2, foreslås udvidet til at gælde pantebreve og skadesløsbreve udstedt til Landsstyret i medfør af kapitel 4 eller kapitel 5 i landstingsforordning om støtte til boligbyggeri, fælleshuse, byggesæt m.v., der behandles på Landstingets efterårssamling 2007 som EM 2007/xx [direktoratet skal indsætte dagsordenspunkt eller evt. slette henvisningen til dagsordenspunkt].

Bestemmelserne i nr. 1 og 2, er herudover videreført uændret bortset fra ændringer af lovteknisk karakter. Bestemmelserne medfører, at pantebreve og skadesløsbreve, der udstedes til Landsstyret i medfør af kapitel 4 eller 5 i landstingsforordning om støtte til boligbyggeri eller landstingsforordning om støtte til boligbyggeri, fælleshuse, byggesæt m.v., og dokumenter om overdragelse af fast ejendom, der har indestående gæld til Landsstyret i medfør af kapitel 4 eller 5 i landstingsforordning om støtte til boligbyggeri eller landstingsforordning om støtte til boligbyggeri, fælleshuse, byggesæt m.v. fritages for stempelafgift.

Nr. 3-5

Bestemmelserne i nr. 3-5, er videreført uændret bortset fra ændringer af lovteknisk karakter. Stempelfriheden omfatter pantebreve og skadesløsbreve, der udstedes til erhvervsstøtteudvalget i medfør af landstingsforordning om erhvervsstøtte. Stempelfriheden omfatter endvidere ejerpantebreve samt dokumenter om håndpantsætning af ejerpantebrev, når ejerpantebrevet udelukkende anvendes til sikkerhed for forpligtelser over for erhvervsstøtteudvalget i medfør af landstingsforordning om erhvervsstøtte, samt dokumenter om overdragelse af fast ejendom, skib eller løsøre til erhvervsstøtteudvalget i medfør af landstingsforordning om erhvervsstøtte.

Nr. 6 og 7

Bestemmelserne i nr. 6 og 7, er ligeledes videreført uændret bortset fra ændringer af lovteknisk karakter. Pante- og gældsbreve, der i henhold til den nu ophævede landstingslov om finansieringsstøtte til turisterhvervet er udstedt til fonden for finansieringsstøtte til etablering af overnatningsfaciliteter til turister (Unnuisa), eller til udvalget for finansieringsstøtte til iværksættere inden for turisterhvervet (TAT) vil således fortsat være stempelfri.

Nr. 8

Det foreslås, at anvendelsesområdet for stempelafgiftslovens § 9, stk. 1, udvides til at omfatte pantebreve og skadesløsbreve udstedt til Landsstyret i medfør af landstingsforordning om erhvervsfremme af fiskeri og fangst. Bestemmelsen tager sigte på pantebreve og skadesløsbreve som omhandlet i nævnte landstingsforordnings § 15.

Nr. 9

Anvendelsesområdet for stempelafgiftslovens § 9, stk. 1, foreslås desuden udvidet til at omfatte ejerpantebreve samt dokumenter om håndpantsætning af ejerpantebrev, når ejerpantebrevet udelukkende anvendes til sikkerhed for forpligtelser over for Landsstyret i medfør af landstingsforordning om erhvervsfremme af fiskeri og fangst. Denne bestemmelse tager sigte på ejerpantebreve og håndpantsætningserklæringer som omhandlet i nævnte landstingsforordnings § 15.

Nr. 10 og 11

Herudover foreslås pantebreve og skadesløsbreve udstedt til sikkerhed for lån ydet af Den nordiske udviklingsfond for Vestnorden, samt ejerpantebreve og dokumenter om håndpantsætning af ejerpantebreve, når dokumenterne udelukkende anvendes til sikkerhed for forpligtelser over for Den nordiske udviklingsfond for Vestnorden, fritaget for stempelafgift med hjemmel i stempelafgiftslovens § 9, stk. 1, nr. 10 og 11.

Nr. 12

Endvidere foreslås dokumenter om overdragelse af fast ejendom, der har indestående gæld til Den nordiske udviklingsfond for Vestnorden, fritaget for stempelafgift efter nr. 12, når overdragelsen sker til eller fra Den nordiske udviklingsfond for Vestnorden. Fritagelsen tager sigte på overdragelser, der sker som led i fondens inddrivelse af fondens udestående tilgodehavender, herunder såvel frivillige overdragelser, som overdragelser, der finder sted i forbindelse med tvangssalg.

Stk. 2-4

Det foreslås, at stk. 2 udvides til at gælde for dokumenter omfattet af de nye bestemmelser i stk. 1, nr. 8 og 9, og at der tilføjes et nyt stk. 4 omhandlende dokumenter udstedt til Den nordiske udviklingsfond for Vestnorden. Stk. 3 foreslås uændret videreført.

Med bestemmelserne fastsættes, at det er en forudsætning for stempelfritagelsen efter stk. 1, nr. 1, 3 og 6-11, at dokumenterne ikke overdrages til eje eller sikkerhed for andre end de, der er nævnt i bestemmelserne. Hvis dette alligevel sker, indtræder der stempelpligt. Stempelpligten indtræder på det tidspunkt, hvor der oprettes dokument om overdragelsen. Hvis for eksempel udstederen af et ejerpantebrev, der er håndpantsat hos Landsstyret, giver en bank sekundær håndpant i ejerpantebrevet til sikkerhed for en underliggende fordring, skal ejerpantebrevet stemples ved oprettelsen af dokumentet om den sekundære håndpantsætning. Ejerpantebrevet skal stemples efter stempelafgiftslovens § 5 af det beløb, der stilles pant for, typisk ejerpantebrevets pålydende, uanset størrelsen af det lån, banken har ydet. Lyder ejerpantebrevet eksempelvis på 100.000 kr. og yder banken et lån på 50.000 kr. mod sikkerhed i ejerpantebrevet, skal der betales stempelafgift af de 100.000 kr., som er lig med den sikkerhed banken opnår i forbindelse med pantsætningen af ejerpantebrevet. Banken og håndpantsætteren hæfter for afgiften.

Til nr. 2

Det foreslås, at overdragelse af alle stempelpligtige aktiver fra det indskydende selskab til det modtagende selskab gøres stempelfri, når overdragelsen sker som led i en fusion eller spaltning. Det samme skal gælde for gælds- eller pantebreve, som det indskydende selskab har udstedt, og som det modtagende selskab overtager forpligtelserne for, når dette sker som led i en fusion eller spaltning.

Ved fusion forstås den transaktion:

- At 1 eller flere selskaber som følge af og samtidig med deres opløsning uden likvidation overfører deres samlede aktiver til et andet eksisterende selskab, ved at de tildeler deres selskabsdeltagere aktier eller anparter i det andet selskab.

- At 2 eller flere selskaber som følge af og samtidig med deres opløsning uden likvidation overfører deres samlede aktiver eller passiver til et selskab, som de opretter ved at tildele deres selskabsdeltagere aktier eller anparter i det nye selskab.

- At 1 selskab som følge af og samtidig med sin opløsning uden likvidation overfører sine samlede aktiver og passiver til et selskab, som sidder inde med samtlige aktier eller anparter i selskabet.

Ved spaltning forstås den transaktion, hvorved et selskab overfører en del eller samtlige sine aktiver og passiver til 1 eller flere eksisterende eller nye selskaber i henhold til en pro rata-regel, og tildeler sine selskabsdeltagere aktier eller anparter i det eller de modtagende selskaber.

Såfremt det modtagende selskab eksempelvis forhøjer dets kassekredit, vil en forhøjelse af et pantebrev, som ligger til sikkerhed for kassekreditten, kunne ske stempelfrit, såfremt forhøjelsen modsvarer den del af det indskydende selskabs kassekredit, der var udnyttet på fusions- eller spaltningsdagen.

Stempelfriheden er betinget af, at de fusionerede eller spaltende selskaber har ansøgt og fået skatteforvaltningens tilladelse til at gennemføre fusionen eller spaltningen som skattefri.

Skattemyndighederne godkender som hovedregel en skattefri fusion eller spaltning, når den sker efter successionsprincippet, hvilket vil sige, at det modtagende selskab indtræder i det indskydende selskabs afskrivningssaldi, anskaffelsestidspunkter med videre, samt at vederlaget til selskabsdeltagerne i det indskydende selskab erlægges i form af aktier i det modtagende selskab, og at en eventuel kontant udligningssum højst udgør 10 procent af disse aktiers pålydende værdi.

Bestemmelsen finder også anvendelse, når Skatterådet har godkendt en skattefri fusion eller spaltning efter behandling af en klage over et afslag fra skatteforvaltningen.


Til § 2

Det foreslås, at landstingsloven træder i kraft den 1. januar 2008.