22. marts 2007 FM 2007/30
FM 2007/33
BETÆNKNING
Afgivet af Landstingets Skatte- og Afgiftsudvalg
vedrørende
Forslag til Landstingslov om ændring af landstingslov om indkomstskat
(Ændring af 60 dages-reglen, frister for afgivelse af redegørelser og indbetaling af skat med videre)samt
Forslag til landstingslov om ændring af landstingslov om arbejdsmarkedsafgift
(Ændrede frister for angivelse og indbetaling af arbejdsmarkedsafgift)
Afgivet til forslagenes 2. behandling
Landstingets Skatte- og Afgiftsudvalg har under behandlingen bestået af:
Landstingsmedlem Emilie Olsen, Atassut (formand)
Landstingsmedlem Jens Lars Fleischer, Siumut
Landstingsmedlem Palle Christiansen, Demokraterne
Landstingsmedlem Olga P. Berthelsen, Inuit Ataqatigiit (suppleant)
Landstingsmedlem Doris Jakobsen, Siumut (suppleant)
Landstingets Skatte- og Afgiftsudvalg har på baggrund af forslagenes 1. behandling under FM 2007 foretaget en gennemgang af lovforslagene med bemærkninger samt af de modtagne høringssvar. Udvalget har efter Landstingets 1. behandling af forslagene endvidere modtaget en uddybende skrivelse af 15. marts 2007 fra Landsstyremedlem for Finanser og Udenrigsanliggender. Skrivelsen vedlægges som Bilag 1 til denne betænkning.Lovforslagenes formål.
Forslaget til ændring af lov om indkomstskat indeholder et antal forskelligartede justeringer med følgende sigte:
- Skattepligt for udefra kommende, midlertidig arbejdskraft skal normalt indtræde efter 14 dages ophold i stedet for 60 dage.
- En særligt fradragsret for råstofvirksomheder afskaffes, eftersom den ikke er anvendt i praksis.
- Vilkårene for generationsskifte af virksomheder lempes.
- Arbejdsgivernes frister for indberetning og indbetaling af visse skatter skærpes.
- Pantefogeder bemyndiges til at udstede pålæg om lønindeholdelse.
- Renter af visse kommunale skattetilgodehavender skal tilfalde kommunerne frem for landskassen.
Forslaget vedrørende arbejdsmarkedsafgiften fremrykker fristerne for arbejdsgiveres indberetning og indbetaling af arbejdsmarkedsafgift. Dette skal ses i sammenhæng med de tilsvarende fristskærpelser i indkomstskatteloven
Høring over lovforslagene.
Skattedirektoratet har i tidsrummet fra den 11. december 2006 til den 15. januar 2007 gennemført en fælles høring over begge lovforslag. Skatte- og Afgiftsudvalget har ikke bemærkninger til valg af høringsfrist og høringsparter, eller til de indkomne høringssvar. Vedrørende høringsrundens resultater kan der henvises til de almindelige bemærkninger til lovforslagene.Landstingets 1. behandling af lovforslagene.
Begge lovforslag blev under 1. behandlingen støttet af alle partier i Landstinget, mens løsgænger Esmar Bergstrøm indstillede ændringen af lov om arbejdsmarkedsafgift til forkastelse.Atassuts ordfører har udtrykt bekymring over, at der er oplyst om tilfælde af misbrug af lov om indkomstskat i forbindelse med arbejdsophold her i landet, hvor disse bevidst blev holdt kortere end de 60 dage for at undgå skattepligt i Grønland. Der blev efterlyst en uddybning af omfanget af denne lovomgåelse samt eventuelle muligheder for at indvinde mistede indtægter på nuværende tidspunkt.
Endvidere anmeldte Inuit Ataqatigiits ordfører en betænkelighed ved de skærpede frister for virksomheders indberetning og indbetaling af forskellige skatter, da man især for mindre virksomheder frygter en belastning af likviditeten. Løsgænger Esmar Bergstrøm nævnte bl.a. hensynet til nystartede virksomheders samt kommunernes likviditet som begrundelse for sin afvisning af ændringen vedrørende arbejdsmarkedsafgiften.
Skatte- og Afgiftsudvalgets overvejelser.
Skatte- og Afgiftsudvalget finder, at begge lovforslag fortjener Landstingets støtte i deres nuværende form. Der er tale om en række mindre, men meningsfulde justeringer af gældende ret. Udvalget finder det især tilfredsstillende, at skattepligten for udefra kommende arbejdskraft fremover indtræder så hurtigt, at reglerne ikke længere frister til skattetænkning. Dermed sikres vort samfund et bedre provenu af erhvervsaktiviteter her i landet.I forhold til den skattetænkning, der hidtil har fundet sted, tager Skatte- og Afgiftsudvalget til efterretning, at denne har fundet sted inden for lovgivningens rammer, jf. Landsstyremedlem for Finanser og Udenrigsanliggenders uddybende bemærkninger i brev af 15. marts 2007. Udvalget har ingen indvendinger imod, at privatpersoner og virksomheder inden for gældende regler tilrettelægger deres dispositioner, så de opnår den mest gunstige skatteeffekt. Dette gælder også udenlandske virksomheder, der er erhvervsaktive i Grønland. Samtidig erklærer udvalget sig dog tilfreds med, at reglerne nu er strammet for fremtiden, hvilket stemmer bedst med ønsket om at udvikle landet hen imod en stadig større grad af økonomisk selvstændighed.
For så vidt angår de skærpede frister for virksomhedernes indberetning og indbetaling af forskellige skatter og afgifter, betragter udvalget de dermed forbundne merbelastninger som acceptable. Landsstyremedlem for Finanser og Udenrigsanliggender har i den forbindelse konkretiseret, at virksomhederne fremover opnår en kredittid på deres skattebetaling på 20 dage i stedet for 30 dage hidtil. Udvalget bemærker endvidere, at navnlig afregning af A-skatter og arbejdsmarkedsafgift foretages mest naturligt i umiddelbar forbindelse med lønudbetalingen. Derfor forekommer det ikke oplagt at virksomhedernes likviditetsmæssige beredskab støttes på en tilbageholdelse af netop disse skatter. Udvalget skal endelig minde om, at fristskærpelsen er foreslået ud fra saglige hensyn. Således bevirker en overskridelse af de nuværende frister med blot en enkelt dag, at hjemmestyret først kan refundere kommunernes skatteandel med en måneds forsinkelse. Ændringen forventes derfor at beskytte især de mindre kommuners likviditet mod urimelige forsinkelser af skatterefusionen.
Skatte- og Afgiftsudvalgets indstilling.
Et enigt Skatte- og Afgiftsudvalg indstiller med de foranstående bemærkninger, at Landstinget under sin 2. behandling vedtager de fremsatte lovforslag i deres foreliggende form.Med disse bemærkninger skal Landstingets Skatte- og Afgiftsudvalg overgive forslagene til Landstingets 2. behandling.
Emilie Olsen, Formand
Doris Jakobsen
Olga P. Berthelsen
Palle Christiansen
Jens Lars Fleischer