9. oktober 2007 EM2007/42
Ændringsforslag
til
Forslag til: Landstingsforordning nr. xx af xx 2007 om ændring af landstingsforordning om beskyttelse af miljøet
Fremsat af Landsstyret til 2. behandling.
Til § 1
1. Efter nr. 11 indsættes som nyt nummer:
"01. Efter § 36b indsættes i kapitel 8:
"§ 36c. Landsstyret udarbejder og udgiver, fra 1. januar 2009, årligt en miljøredegørelse.""
Almindelige bemærkninger
Under førstebehandling blev der stillet forslag om, at Landsstyret årligt udarbejder en miljøredegørelse, hvori der redegøres for såvel de miljøforbedrende tiltag der er gjort i det forgangne år som for de tiltag Landsstyret vil arbejde for i det kommende år.
Ændringsforslaget søger at indarbejde dette forslag i landstingsforordning om beskyttelse af miljøet.
Ændringsforslaget har administrative konsekvenser for Grønlands Hjemmestyre. Der skal afsættes en mandemåned i Direktoratet for Miljø og Natur til udarbejdelse af en samlet miljøredegørelse, herunder til indsamling af informationer til redegørelsen og til forberedelse af en præsentation for offentligheden.
De økonomiske konsekvenser af ændringsforslaget ventes at være kr. 200.000 årligt. Midlerne skal anvendes til at udarbejde miljøredegørelsen og til, med bidrag fra eksterne konsulenter, at formidle miljøredegørelsen i en form og i et sprog, så den er almindelig tilgængelig for befolkningen.
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Til nr. 1
Med bestemmelsen foreslås det, at Landsstyret årligt skal udarbejde og udgive en miljøredegørelse omfattende de områder, der reguleres af landstingsforordning om beskyttelse af miljøet. Miljøredegørelsen skal indeholde såvel en beskrivelse af de miljøforbedrende tiltag, der er gjort i det forgangne år som en redegørelse for de tiltag Landsstyret vil iværksætte i det kommende år.
Hensigten med miljøredegørelsen er at præsentere en samlet beskrivelse af status og planer for miljøområdet for den samlede befolkning. Miljøredegørelsen skal skabe synlighed om miljømæssige problematikker i dag og diskussion om løsningerne herpå. Der skal i redegørelsen være fokus på formidling af formål og sammenhænge imellem udredningsarbejder og konkrete, miljøforbedrende initiativer.