20. april 2007

FM 2007/42

 

BETÆNKNING

Afgivet af Landstingets Familieudvalg

Vedrørende

Forslag til Landstingsforordning om førtidspension


Afgivet til forordningsforslagets 2. behandling


Landstingets Familieudvalg har under behandlingen bestået af:


Landstingsmedlem Olga P. Berthelsen, Inuit Ataqatigiit, formand
Landstingsmedlem Emilie Olsen, Atassut , næstformand
Landstingsmedlem Ruth Heilmann, Siumut
Landstingsmedlem Agnethe Davidsen, Siumut
Landstingsmedlem Astrid Fleischer Rex, Demokraterne


Landstingsmedlem Vittus Mikaelsen har endvidere deltaget i behandling af forslaget som suppleant.

Landstingets Familieudvalg har efter 1. behandlingen den 20. marts gennemgået forordningsforslaget med bemærkninger.

Høringssvar
Udvalget har til brug for udvalgsbehandlingen af nærværende forslag indhentet kopi af afgivne høringssvar.

Familieudvalget kvitterer for de afgivne høringssvar.

Familieudvalgets bemærkninger til forslaget
Familieudvalget konstaterer med tilfredshed, at Landsstyret med dette forslag har fulgt beslutningen i Landstinget fra EM 2006, hvorefter reglerne om førtidspension og alderspension skal adskilles.

Vedtages dette forslag, vil gældende regler om fortidspension blive opretholdt i et selvstændigt regelsæt herom, hvilket gør reglerne mere brugervenlige og administrerbare.

Med forslaget er det ikke lagt op til en ændring af gældende regler. Forslaget indebærer imidlertid tilpasninger i forhold til det samtidige forslag om alderspension – FM 2007/41.

Det foreslås, at personkredsen, der kan få tilkendt førtidspension, aldersmæssigt tilpasses reglerne om alderspension, således at personer mellem 18 og 65 år fra 2010 kan tilkendes førtidspension, såfremt de i øvrigt opfylder betingelserne herfor. Forslaget præciserer i lighed med forslaget om alderspension, at kommunerne skal indsende oplysninger til Landsstyret om kommunernes førtidspensionister.

Familieudvalgets øvrige bemærkninger
Familieudvalget støtter Landsstyrets bemærkninger i forelæggelsesnotatet, hvor det anføres:

Satserne for førtidspension ændres ikke. Dette skal ses i sammenhæng med, at gruppen af førtidspensionister samlet set indeholder et arbejdskraftpotentiale, som burde udnyttes bedre til gavn for den enkelte førtidspensionist og for samfundet. Det er således Landsstyrets opfattelse, at de fleste, og måske særligt de yngste førtidspensionister, i højere grad vil opleve en forbedring af deres levevilkår ved aktivering blandt andet i form af kurser, skånejobs, omskoling og så videre, end ved blot passiv forsørgelse.

Familieudvalget finder, at det er af basal menneskelig og samfundsmæssig betydning, at alle voksne mennesker efter bedste evne tager del i de mange løbende opgaver i samfundet. Dette er at foretrække frem for en passiv offentlig forsørgelse. Familieudvalget ønsker, at lovgivningen om førtidspensionister får et mere dynamisk og motiverende indhold, der sætter fokus på det enkelte menneskes trivsel og levevilkår og understøttes af nogle indholdsrige og styrkende rammer.

Dette både menneskeligt og økonomisk, og i relation til muligheden for at få styrkede efter– og videreuddannelsesperspektiver samt at opnå fodfæste på et rummeligt og fleksibelt arbejdsmarked. Familieudvalget skal i denne sammenhæng fremhæve nødvendigheden af, at arbejdsgiverne påtager sig et medansvar for, at skabe et rummeligt og fleksibelt arbejdsmarked.

Familieudvalgets anbefalinger
Med henblik på en styrkelse af forholdene for førtidspensionister anbefaler Familieudvalget, at der snarligt udarbejdes en redegørelse om vilkårene for førtidspensionister. Dette i lighed med pensionsredegørelse 2006, og med henblik på at kunne arbejde videre mod en forbedring af forholdene for førtidspensionister.

Familieudvalgets indstilling til forslaget
Familieudvalget indstiller til Landstinget, at forslaget vedtages i den foreliggende form.

Med disse korte bemærkninger skal Landstingets Familieudvalg overgive forslaget til 2. behandling.

 

Olga P. Berthelsen
Formand


Emilie Olsen

Ruth Heilmann

Agnethe Davidsen

Astrid Fleischer Rex