10. august 2006

EM 2006/31

Bemærkninger til lovforslaget


Almindelige bemærkninger

1. Lovforslagets baggrund

Lovforslaget er et resultat af et embedsmands samarbejde mellem Økonomidirektoratet, Familiedirektoratet og Skattedirektoratet.

Samarbejdet har taget afsæt i Landsstyrets koalitionsaftale, hvor det fremgår, at "Landsstyret vil udarbejde grundlaget for, at alle børn i alderen 0-18 år fra 2007 modtager et årligt børneopsparingstilskud på kr. 1.000,00.".

Under arbejdet er der lagt vægt på at sikre:

Ordningen indebærer, at ved udbetaling af børneopsparingen til de unge mennesker, vil de få mulighed for at etablere en egen opsparing eller til at anskaffe sig goder til brug i forbindelse med deres uddannelse, bolig eller lignende, som de ellers ikke ville have råd til.


2. Forslagets hovedpunkter

I forslagets afsnit om berettigede afgrænses hvilke børn, der er berettigede til en skattefri børneopsparing. Som udgangspunkt omfattes børn, der er tilmeldt Det Centrale Personregister på en bopæl eller et fast opholdssted her i landet. Herudover anses børn, der af sociale eller uddannelsesmæssige årsager opholder sig uden for Grønland, som berettigede til en børneopsparing.

Nogle lande udbetaler indkomstuafhængige tilskud til børn eller børnenes forældre, når disse bor i det pågældende land. Ordningerne kan have et forskelligt indhold, men det er kendetegnende, at de er generelle og udbetales uafhængigt af forældrenes indkomstforhold og således ikke er begrundet i modtagernes sociale forhold. I Danmark udbetales eksempelvis et løbende tilskud til derboende forældre efter reglerne i lov om en børnefamilieydelse, der væsentligt overstiger det beløb, der forventes afsat per barn i henhold til nærværende forslag.

Det har været overvejet ikke at lade børn deltage i børneopsparingsordningen, når de eller deres forældre modtager sådanne indkomstuafhængige tilskud fra andre lande. Som det fremgår af den ovenfor citerede passage fra Landsstyrets koalitionsaftale er det hensigten, at alle børn i alderen fra 0-18 år skal modtage et årligt børneopsparingstilskud. Der er derfor ikke medtaget en bestemmelse om bortfald af retten til børneopsparing i de perioder, hvor der modtages indkomstuafhængige tilskud vedrørende børnene fra andre lande.

I forslagets bestemmelser om grundlag fastlægges, hvordan et barns børneopsparing skal opgøres, og hvornår denne kan udbetales, ligesom der fastsættes en grænse for, hvornår børneopsparingen senest kan udbetales. Det fastsættes desuden, hvilke betingelser der skal være opfyldt, for at børneopsparingen kan komme til udbetaling. Herudover fastsættes regler, der beskytter børneopsparingen mod kreditorforfølgning og mod overdragelser.

Forslagets bestemmelser om børneopsparingspulje vedrører etablering af en Børneopsparingspulje, som tilhører Grønlands Hjemmestyre. Børneopsparingsuljen finansieres ved, at der hvert år indskydes et beløb fastsat på baggrund af antallet af børn, der er berettiget til en børneopsparing. Udbetalinger af børneopsparing til børnene finansieres af midlerne i Børneopsparingspuljen.

Børneopsparingspuljen får således karakter af en opsparing for Grønlands Hjemmestyre, hvor midlerne skal anvendes til honorering af Grønlands Hjemmestyres forpligtelse til at udbetale børneopsparing til børnene.

Forslaget om oprettelse af en børneopsparingspulje er begrundet i, at det i en puljeordning er muligt at foretage en stor samlet investering af de indskudte midler og dermed opnå et bedre afkast, end hvis børneopsparingen blev indsat på en konto tilhørende det enkelte barn.

Børneopsparingspuljen kan på mange måder sammenlignes med pensionskasseordningerne, hvor Børneopsparingspuljen ligesom en pensionskasse skal sikre, at de indbetalte midler placeres så godt som muligt og med så lav risiko som muligt. Børneopsparingspuljen vil på samme måde som pensionskassen løbende holde de berettigede underrettet om udviklingen i deres opsparing og, når den tid kommer, sørge for udbetaling til de berettigede.

I det første år efter etablering af Børneopsparingspuljen forventes udgifterne til administration at overstige afkastet af investeringerne. I takt med at Børneopsparingspuljens formue vokser forventes afkastet i første omgang at svare til udgifterne for herefter at overstige disse. Det foreslås derfor, at udgifter forbundet med administration af Børneopsparingspuljen fordeles mellem Grønlands Hjemmestyre og Børneopsparingspuljen på grundlag af Børneopsparingspuljens formue, for til sidst alene at påhvile Børneopsparingspuljen.

Med en sådan fordeling sikres, at der allerede fra det første år efter etablering af Børneopsparingspuljen kan opnås et positivt afkast af Børneopsparingspuljens investeringer. Et afkast som kan udbetales som tillæg til børneopsparingen.

I forslagets § 7, stk. 1, åbnes mulighed for, at Landsstyret kan indgå aftale med et pengeinstitut eller en anden professionel pengeforvalter om at varetage opgaverne vedrørende administration af børneopsparingen og om investering af midlerne i Børneopsparingspuljen.

Det er hensigten at indgå en sådan flerårig aftale med et pengeinstitut, idet pengeinstitutter er i besiddelse af den viden og erfaring om administration og investering, som er en forudsætning for en hensigtsmæssig tilrettelæggelse af ordningen.


3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Forslaget forventes at indebære en merudgift til børneopsparing på cirka 18 millioner kr. i 2007 og budgetoverslagsårene.

Herudover forventes forslaget at indebære en merudgift på 1 millioner kr. i 2007, 2008 og 2009 til administration af Børneopsparingspuljen, hvorefter administrationsomkostningerne vil falde i takt med, at Børneopsparingspuljen når en størrelse, som gør den i stand til at afholde administrationsomkostningerne helt eller delvist. Dertil kommer 200.000 kr. til information om børneopsparingsordningen i 2007.

Endelig må der forventes mindre administrative omkostninger i forbindelse med myndighedsbehandling.


4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Forslaget har ikke umiddelbart økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet.

Efterhånden som der udbetales stadig større beløb fra Børneopsparingspuljen medfører forslaget, at de unge mennesker får mulighed for at øge deres forbrug, hvilket forventeligt også vil få positive økonomiske konsekvenser for erhvervslivet.


5. Miljø- og naturmæssige konsekvenser

Forslaget har ingen miljø- eller naturmæssige konsekvenser.


6. Administrative konsekvenser for borgerne

Forslaget har begrænsede administrative konsekvenser for borgerne, idet der lægges op til, at der skal indsendes ansøgning om udbetaling af børneopsparing.


7. Forholdet til Rigsfællesskabet og selvstyre

Forslaget har ikke rigsfællesskabs- eller selvstyreaspekter.


8. Høring af myndigheder og organisationer

Forslaget har været i høring hos:

KANUKOKA, Grønlands Arbejdsgiverforening, ILIK, Nunaqavissut Suliffiutillit Kattuffiat (NUSUKA), Sulinermik Inuusutisarsiuteqartut Kattuffiat (SIK), KNAPK, Savaatillit Peqatigiit Suleqatigiisut (SPS), Atorfillit Kattuffiat (AK) og Ilinniagartuut Kattuffiat/Akademikernes Sammenslutning I Grønland (ASG), Grønlandsbanken, Sparbank Vest, Direktoratet for Arbejdsmarked og Erhvervsuddannelser, Direktoratet for Boliger og Infrastruktur, Direktoratet for Fiskeri, Fangst og Landbrug, Direktoratet for Kultur, Uddannelse, Forskning og Kirke, Direktoratet for Miljø og Natur, Direktoratet for Sundhed, Erhvervsdirektoratet, Familiedirektoratet, Personaledirektoratet, Råstofdirektoratet, Udenrigsdirektoratet og Økonomidirektoratet

Høringssvarene er tilstillet Skatte- og Afgiftsudvalget.

Høringssvaret fra Erhvervsdirektoratet har givet anledning til en uddybning af baggrunden for forslaget.

Med baggrund i høringssvaret fra Direktoratet for Boliger og Infrastruktur er der i forslagets § 7, stk. 2, indsat hjemmel til, at Landsstyret kan fastsætte regler om behandling af klager.

Øvrige høringssvar har ikke givet anledning til ændringer i forslaget.

 

Bemærkninger til forslagets enkelte bestemmelser


Til § 1

Bestemmelsen indeholder en afgrænsning af, hvilke børn mellem 0-18 år, der er berettiget til en skattefri børneopsparing.

Omfattes barnet per 1. januar ikke af en af bestemmelserne i nr. 1-7, er barnet i det pågældende kalenderår ikke berettiget til en børneopsparing efter reglerne i dette lovforslag.

Til nr. 1
Børn, der er tilmeldt Det Centrale Personregister på en bopæl eller med et fast opholdssted her i landet, er berettiget til en skattefri børneopsparing.

Det er efter denne bestemmelse afgørende for, om et barn i det pågældende kalenderår er berettiget til en børneopsparing, om barnet den 1. januar er tilmeldt Det Centrale Personregister i henhold til reglerne i anordning om ikrafttræden for Grønland af lov om Det Centrale Personregister, der forventes at træde i kraft den 1. januar 2007. I anordningens § 6 fastsættes, hvad der forstås ved bopæl og fast opholdssted, mens § 8 vedrører fastlæggelsen af et barns bopæl, når forældrene bor hver for sig. Reglerne om anmeldelse af indenlandske flytninger fremgår af anordningens kapitel 4 (§§ 12-15) mens reglerne om anmeldelse af tilflytninger fra udlandet og Færøerne findes i anordningens kapitel 5 (§§ 16-23). I anordningens kapitel 6 (§§ 24-27) er der fastsat regler om anmeldelse af flytninger til udlandet.

Antallet af børn berettiget til børneopsparing opgøres i udgangspunktet alene på grundlag af Det Centrale Personregisters oplysninger for den 1. januar. Børn, der bliver registreret i folkeregisteret som tilflyttet Grønland den 2. januar eller senere, bliver efter forslaget ikke berettiget til at modtage børneopsparing for det pågældende kalenderår. Er disse børn fortsat registreret med adresse i Grønland den 1. januar året efter, vil børnene være berettiget til at modtage børneopsparing for dette kalenderår.

Den 1. januar er valgt for at sikre en enkel tilrettelæggelse af administrationen af børneopsparingsordningen. Desuden spiller det ind, at eventuelle til- eller fraflytninger fra landet almindeligvis vil finde sted inden julen eller efter årsskiftet.

Til nr. 2
Er barnet per 1. januar i henhold til landstingsforordning om hjælp til børn og unge anbragt uden for hjemmet i Danmark, på Færøerne eller i udlandet, vil barnet ligeledes være berettiget til børneopsparing.

Der er herved henset til, at en sådan anbringelse ikke skal komme barnet til skade.

Til nr. 3
Er barnet efter reglerne i landstingsforordning om hjælp til personer med vidtgående handicap anbragt i Danmark, på Færøerne eller i udlandet per 1. januar, vil barnet på samme måde som nævnt under nr. 2 være berettiget til børneopsparing.

Bestemmelsen er begrundet i de samme forhold som nævnt under nr. 2.

Til nr. 4
Er barnet eller barnets arbejdsgiver per 1. januar berettiget til uddannelsesstøtte efter reglerne i landstingsforordning om uddannelsesstøtte i forbindelse med barnets uddannelse eller uddannelsesophold uden for Grønland, er barnet berettiget til børneopsparing.

Bestemmelsen tager bl.a. sigte på børn, der er godkendt af Direktoratet for Arbejdsmarked og Erhvervsuddannelse som idrætstalenter og børn, der tager på skoleophold uden for Grønland som led i en erhvervsmæssig grunduddannelse.

Til nr. 5
Et barn er berettiget til børneopsparing, når barnet sammen med forældrene per 1. januar er flyttet uden for Grønland, og forældrene eller forældrenes arbejdsgiver er berettiget til uddannelsesstøtte efter reglerne i landstingsforordning om uddannelsesstøtte.

Bestemmelsen omfatter også tilfælde, hvor alene den ene af forældrene modtager uddannelsesstøtte i forbindelse med uddannelse eller uddannelsesophold uden for Grønland.

Bestemmelsen er begrundet i de samme forhold som nævnt under nr. 2.

Til nr. 6
Er barnet per 1. januar sammen med forældrene flyttet uden for Grønland i en periode af maksimalt 12 måneder i forbindelse med, at forældrene som led i et ansættelsesforhold er på uddannelse eller efteruddannelse, er barnet berettiget til en børneopsparing.

Bestemmelsen omfatter også tilfælde, hvor alene den ene af forældrene er på uddannelse eller efteruddannelse uden for Grønland.

Forlænges forældrenes ophold uden for Grønland ud over de 12 måneder, vil barnet ikke være berettiget til at modtage børneopsparing fra og med det kalenderår, der følger efter udløbet af de 12 måneder, medmindre barnet omfattes af én af de øvrige bestemmelser.

Bestemmelsen dækker uddannelse og efteruddannelser, der sker som led i såvel private som offentlige ansættelsesforhold. Efter forslagets § 7, stk. 2, kan Landsstyret bl.a. fastsætte nærmere regler om administration af Børneopsparingspuljen, herunder om indgivelse af dokumentation. Landsstyret forventer i den forbindelse at fastsætte nærmere regler om karakteren af og tidspunktet for fremlæggelse af dokumentation for uddannelser og efteruddannelser omfattet af forlagets § 1, stk. 1, nr. 6, herunder om, at undladelse af at opfylde de herom fastsatte krav medfører, at barnet ikke vil være berettiget til børneopsparing efter forslagets § 1, stk. 1, nr. 6.

Til nr. 7
Børn, som per 1. januar modtager tilskud fra Grønlands Hjemmestyre til efterskoleophold uden for Grønland, er berettiget til børneopsparing.

Disse tilskud ydes for tiden efter bestemmelserne i bekendtgørelse nr. 26 af 15. januar 2004 om tilskud til efterskoleophold i Danmark.

Bestemmelsen er begrundet i de samme forhold som nævnt under nr. 2.


Til § 2

Til stk. 1
En børneopsparing udgør det antal år, barnet har været berettiget til børneopsparing multipliceret med barnets andel af det i § 5, stk. 1, 2. pkt., nævnte beløb for de pågældende år.

Eksempel

Har et barn været berettiget til børneopsparing i 8 år og har barnets andel i henhold til § 5, stk. 1, 2. pkt., udgjort 1.000 kr. i de første 4 år og 1.200 kr. de sidste 4 år, vil barnet være berettiget til en børneopsparing på:

4 x 1.000 kr. = 4.000 kr.

4 x 1.200 kr. = 4.800 kr.

I alt 8.800 kr.

Bestemmelsen indebærer, at et barn altid har krav på at få udbetalt et beløb svarende til barnets andel af det beløb, som er indbetalt til Børneopsparingspuljen. En andel udgør det fulde beløb for det pågældende år, og der skal derfor ikke ske reduktion i beløbet, selv om barnet på et tidspunkt i løbet af året ophører med at være berettiget til børneopsparing.

Et barn, der per 1. januar opfylder en af betingelserne i § 1, er berettiget til en andel af det i § 5, stk. 1, 2. pkt. nævnte beløb. Bliver et barn eksempelvis registreret i Det Centrale Personregister med en adresse i Grønland med virkning fra den 1. januar, vil barnet være berettiget til en andel af børneopsparingen for det pågældende år.

Opfylder et barn ikke af en af betingelserne i § 1 per 1 januar, er barnet ikke berettiget til en andel af børneopsparingen for det pågældende år. Bliver et barn eksempelvis registreret i Det Centrale Personregister som fraflyttet en adresse i Grønland med virkning fra den 1 januar, vil barnet ikke være berettiget til en andel af børneopsparingen for det pågældende år.

Til stk. 2
Det forslås, at Landsstyret bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om udbetaling af tillæg til børneopsparingen, herunder fastsætte regler om opgørelse, beregning og fastsættelse af tillæg. I det omfang, der udbetales tillæg til børneopsparingen, vil disse være skattefri.

I medfør af § 7, stk. 1, kan Landsstyret indgå aftale med et pengeinstitut eller en anden professionel pengeforvalter om investering af midlerne i børneopsparingen i værdipapirer med begrænset risiko. Investeringen må forventes at give Børneopsparingspuljen et løbende afkast i form af renter, udbytter, kursgevinster og lignende. Størrelsen af afkastet kan variere fra år til år.

I henhold til § 4 udbetales børneopsparingen efter ansøgning og udbetalingen skal senest ske ved udgangen af den måned, hvori barnet fylder 22 år. Det er sandsynligt, at nogle børn afgår ved døden inden børneopsparingen udbetales, og at nogle børn, eksempelvis som følge af, at børnene er udrejst for flere år siden, ikke får indsendt ansøgningen om udbetaling rettidigt. Desuden må det forventes, at ikke alle børn vil opfylde betingelserne i § 4, stk. 3.

Den foreslåede bestemmelse giver Landsstyret mulighed for at fastsætte regler om, at afkastet og ikke hævede børneopsparinger udbetales som tillæg til børneopsparingen. Størrelsen af disse tillæg vil kunne variere blandt andet afhængig af udviklingen i de løbende afkast.

Ved fastsættelse af regler kan Landsstyret blandt andet tage hensyn til, at der i Børneopsparingspuljen kan opbygges en reservebeholdning til imødegåelse af eventuelle perioder med ringe eller ingen afkast, hvorved kun en del af de ikke hævede midler og af afkastet kan udbetales som tillæg til børneopsparingen. Der kan eventuelt også tages hensyn til at sikre en rimelig jævn fordeling af tillæg over årene med videre.


Til § 3

Det foreslås, at barnets krav på børneopsparing, herunder eventuelle tillæg efter § 2, stk. 2, ikke skal kunne overdrages eller pantsættes, ligesom der ikke skal kunne foretages udlæg, udpantning eller arrest i det samlede krav.

Barnets samlede krav på børneopsparing kan således ikke gøres til genstand for kreditorforfølgning, ligesom barnet eller barnets forældre ikke kan overdrage kravet til sikkerhed eller på anden måde til andre.

Bestemmelsen dækker perioden frem til beløbet udbetales til en konto i et pengeinstitut tilhørende barnet. Fra det tidspunkt, hvor børneopsparingen er indsat på barnets konto, omfattes børneopsparingen af de almindelige regler og er derfor ikke længere beskyttet mod kreditorforfølgning eller overdragelse.


Til § 4

Til stk. 1
Børneopsparingen udbetales efter ansøgning og indsættes på en konto tilhørende barnet i et pengeinstitut.

Til stk. 2
Børneopsparingen kan tidligst udbetales ved udgangen af den måned, hvori barnet fylder 18 år, og retten til børneopsparing bortfalder, såfremt ansøgning om udbetaling ikke er indgivet inden udgangen af den måned, hvori barnet fylder 22 år.

Barnet får herved 4 år til at indgive ansøgning, jf. stk. 1, om udbetaling af vedkommendes børneopsparing.

Fristen er fastsat for at motivere de unge til at påbegynde uddannelse, anskaffe sig bolig eller lignende. Desuden er der taget hensyn til, at Børneopsparingspuljen ikke skal være en konkurrent i forhold til andre opsparingsordninger.

Undlader barnet at indgive en ansøgning om udbetaling af børneopsparing inden udgangen af den måned, hvori vedkommende fylder 22 år, mister barnet retten til sin børneopsparing, og beløbet forbliver i børneopsparingspuljen.

Landsstyret kan i medfør af § 7, stk. 2, blandt andet fastsætte nærmere regler om administration af Børneopsparingspuljen. Der forventes i den forbindelse fastlagt, at alle børn jævnligt skal holdes underrettet om udviklingen i deres børneopsparing, og at der skal ske en underretning af børnene kort før deres 18 års fødselsdag, ligesom de, der ikke har indgivet en ansøgning om udbetaling i god tid inden deres 22 års fødselsdag, vil modtage en underretning om virkningerne af ikke at indgive ansøgning.

Til stk. 3
Der foreslås fastsat visse betingelser for, at en børneopsparing kan komme til udbetaling. Betingelserne har til formål at sikre, at børneopsparingen ikke blot benyttes til et øget forbrug, men så vidt muligt anvendes til gavn for den unge. De foreslåede betingelser for udbetalinger svarer til de, som kræves opfyldt i forbindelse med ordningen med skattebegunstiget opsparing.


Til § 5

Til stk. 1
Senest den 30. april hvert år indskydes et beløb i Børneopsparingspuljen. Beløbet fastsættes i de årlige finanslove på baggrund af antallet af børn, der er berettiget til en børneopsparing.

Børneopsparingspuljen finansieres ved, at der i de årlige finanslove bevilges et beløb til børneopsparing. Beløbets størrelse fastsættes på baggrund af et skøn over antallet af børn, som i det kommende kalenderår kan forventes at være berettiget til børneopsparing. Beløbet skal indskydes i Børneopsparingspuljen senest den 30. april det år, finansloven vedrører.

Udbetaling af børneopsparing finansieres herefter af midlerne i Børneopsparingspuljen.

Til stk. 2
Ejendomsretten til alle midler i Børneopsparingspuljen forbliver således hos Grønlands Hjemmestyre. Et barn erhverver først ret til at råde over sin børneopsparing på det tidspunkt, hvor midlerne er overført til en konto tilhørende barnet i et pengeinstitut, jf. § 4, stk. 2.

Børneopsparingspuljen får således karakter af en opsparing for Grønlands Hjemmestyre, hvor midlerne skal anvendes til honorering af Grønlands Hjemmestyres forpligtelse til at udbetale børneopsparing til børnene.


Til § 6

Til stk. 1
Udgifter forbundet med administration af Børneopsparingspuljen fordeles mellem Grønlands Hjemmestyre og Børneopsparingspuljen efter formuen i Børneopsparingspuljen.

Til stk. 2
Til dækning af Grønlands Hjemmestyres andel af administrationsomkostningerne fastsættes der et beløb på finansloven. Fordelingen sker på grundlag af Børneopsparingspuljens formue per 1. maj i det år, der ligger før finansloven, det vil sige den 1. maj i det år, der går forud for indskuddet i Børneopsparingspuljen. Tidspunkt er valgt under hensyn til koordineringen med finansloven for det næste kalenderår.

Til stk. 3
Grønlands Hjemmestyres andel af administrationsomkostningerne udgør:

1) 100 procent ved en formue under 40 millioner kr.
2) 75 procent ved en formue over 40 men under 60 millioner kr.
3) 50 procent ved en formue over 60 men under 80 millioner kr.
4) 25 procent ved en formue over 80 men under 100 millioner kr.
5) 0 procent ved en formue over 100 millioner kr.

I det første år efter etablering af Børneopsparingspuljen forventes udgifterne til administration at overstige afkastet af investeringerne. I takt med, at Børneopsparingspuljens formue vokser, forventes afkastet i første omgang at svare til udgifterne for herefter at overstige disse. Med den foreslåede fordeling sikres, at der allerede fra det første år efter etablering af Børneopsparingspuljen kan opnås et positivt afkast, som kan udbetales som tillæg til børneopsparingen.

Forslaget indebærer, at der på finansloven skal afsættes bevillinger til at dække såvel indskud i Børneopsparingspuljen som til at dække Grønlands Hjemmestyres andel af udgifterne til administration af Børneopsparingspuljen. Det forventes, at Grønlands Hjemmestyres andel af udgifterne til administrationsomkostningerne vil falde til 0 kr. cirka 7 år efter, at Børneopsparingspuljen er etableret.

Udgifter forbundet med investering af de indskudte midler omfattes ikke af bestemmelsen, og afholdes derfor af Børneopsparingspuljen. Der vil typisk være tale om udgifter til provision til et pengeinstitut eller lignende, som beregnes som en mindre procentandel af de foretagne investeringer.

Formuen i Børneopsparingspuljen er af regnskabsmæssig karakter og skyldes forskellen mellem indbetalingstidspunktet og udbetalingstidspunktet. Indbetales der eksempelvis 1.000 kr. til Børneopsparingspuljen for et barn på 1 år, vil beløbet først blive udbetalt, når barnet fylder 18 år. I de mellemliggende 17 år vil de 1.000 kr. indgå i Børneopsparingspuljens formue.


Til § 7

Til stk. 1
Det foreslås, at Landsstyret bemyndiges til at indgå aftale med et pengeinstitut eller lignende om, at pengeinstituttet med videre varetager opgaverne med administration af Børneopsparingspuljen og med investering af Børneopsparingspuljens formue.

Det er hensigten, at det i praksis vil være Landsstyremedlemmet for Finanser eller en af denne bemyndiget direktør, der på Landsstyrets vegne indgår en sådan flerårig aftale med et pengeinstitut, idet pengeinstitutter er i besiddelse af den viden og erfaring om administration og investering, som er en forudsætning for en hensigtsmæssig tilrettelæggelse af ordningen.

Aftalen vil blandt andet fastlægge risikoprofilen for investeringerne. Der vil i den forbindelse blive lagt vægt på, at investeringerne foretages med henblik på at sikre det størst mulige afkast under hensyn til lavest mulige risiko. Det tilsigtes, at investeringerne foretages i papirer med lav til middel risiko, hvorimod det forventes, at der ikke vil ske investeringer i papirer med høj risiko.

Aftalen vil derimod ikke indebære, at der overlades pengeinstituttet kompetence til at træffe konkrete afgørelser af retlig karakter i forhold til de berettigede. Denne kompetence vil blive udøvet af Landsstyrets administration.

Til stk. 2
Det foreslås, at Landsstyret bemyndiges til ved bekendtgørelse at fastsætte regler om administration af og udbetaling fra Børneopsparingspuljen, herunder om indgivelse af ansøgninger om udbetalinger, dokumentation, om behandling af klager med videre.

Som nævnt kan Landsstyret fastsætte regler om karakteren af og tidspunktet for fremlæggelse af dokumentation for uddannelser og efteruddannelser, herunder om, at undladelse af at opfylde de herom fastsatte krav medfører, at barnet ikke vil være berettiget til børneopsparing efter forslagets § 1, stk. 1, nr. 6.

Landsstyret kan fastsætte regler om, at alle børn jævnligt skal holdes underrettet om udviklingen i deres børneopsparing, og at der skal ske underretning af børnene kort før deres 18 års fødselsdag, ligesom de der ikke har indgivet en ansøgning om udbetaling i god tid inden deres 22 års fødselsdag vil modtage en underretning om virkningerne af ikke at indgive ansøgning.

I forbindelse med fastsættelse af regler om behandling af klager vil Landsstyret blandt andet kunne fastlægge frister for indgivelse af klager til Landsstyret.


Til § 8

Det foreslås, at der i forskrifter, som udstedes i medfør af loven, kan fastsættes regler om idømmelse af bøder for overtrædelse af bestemmelser i forskriften.


Til § 9

Det foreslås, at landstingsloven træder i kraft den 1. januar 2007.

Det foreslås, at børn, der fylder 18 år i perioden 2. januar til 30. april 2007, som er berettiget til en børneopsparing, tidligst kan få denne udbetalt den 1. juni 2007.